Arbejderen, 21.2.2012

Plakater som politisk kampmiddel
Med »Et råb fra muren« viser Arbejdermuseet et lille udvalg af museets mange politiske plakater gennem 100 år.
Billedkunst
Demonstrationer, arbejdskampe og strejker – fred og nedrustning – klima og miljø – børn, unge og gamle – EU og NATO – 1. maj og internationale solidaritet – Christiania og Ungdomshuset – Poul Schlüter, Thorvald Stauning og Formand Mao – nøgne, døde, revolutionære, kvinder og cyklister.
Plakatsamlingen på Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA) er enorm.
Her finder man mere end 12.000 plakater fra ind- og udland – et vildt sammensurium af skøre og skæve, grimme og flotte, sjove og alvorlige plakater fra de sidste 100 år.
Arbejdermuseet har været en tur i det store arkiv, og det er der kommet en udstilling og en bog ud af: Et råb fra muren – 100 års politiske plakater.
At det 20. århundrede blev plakatens storhedstid skyldes især, at en række større politiske bevægelser voksede frem i denne periode.
Det var arbejderbevægelsen med alle dens forgreninger, og senere fredsbevægelsen og ungdomsoprørets mange grupper, der agiterede for frigørelse og international solidaritet.
Her var plakaten den store bys talerør, som kaldte til såvel alvorlig debat som fed fest i gaderne. Plakaten som medie sprang uden dikkedarer avisernes dyre annoncer over og henvendte sig direkte til manden på gaden.
I Arbejdermuseet og ABA’s samlinger er det hovedsagelig plakater fra den venstre side af det politiske spektrum, som er gemt. Det hænger dels sammen med selve deres grundlag, som er at belyse arbejdernes liv.
Men samtidig skyldes denne overvægt af plakater fra progressive partier og organisationer, at det var dem som mest aktivt satte spørgsmålstegn ved de etablerede normer.
Det var her, at kampen for et samfund uden kapitalistisk undertrykkelse stod. Det var DKP, som igen og igen tordnede mod truslen fra atomvåbnene i halvtredserne. Det var fagbevægelsen, der aktionerede mod ulighed og uretfærdig fordeling af samfundskagen.
Og det var i sidste ende ungdomsoprøret, der kæmpede for en altomfattende samfundsomvæltning, og som for at bevidstgøre folket politiserede alle livets dimensionsioner.

Den politiske satire
Til udstillingen har Arbejdermuseet udgivet en smuk bog. Første del består af en række glimrende artikler af blandt andet aktive plakatkunstere som Mikael Witte og Thomas Kruse. Andel del bringer et skønsomt udvalg af udstillingens plakater.
Begge har siden halvfjerdserne brugt plakatens praktiske format, der danner et frit og enkelt grafisk rum for enhver med et budskab.
Plakater som politisk våben var dengang som nu afhængig af to ting: Magthavernes dumhed og tidens trykketeknik.
Inspirationskilderne til at udstille samfundselitens idioti har vist sig uudtømmelige. Og nyttige teknologiske landevindinger som først offset tryk og senere fotokopier har gjort det nemt at delagtiggøre dem for den undrende offentlighed.
Det kunne være simpelt som når plakatkunstneren og provokatøren Mikael Witte i 1976 forsynede sin sortgule-plakat med ordet GAS, en fare­trekant og teksten:
Herved bekendtgøres, at staten d.15.7.76 har foræret al dansk nordsøgas til DUC.
Plakaten var underskrevet Handelsministeriet, og dets telefonnummer stod angivet. Så kunne man selv ringe og forlange en forklaring.
Et helt andet aftryk på byens mure satte kunstnerkollektivet Røde Mor. De viser kras socialrealisme, satire og grotesk humor i deres skildringer af forskellen mellem menneskers liv og pengenes rå magt.
Samfundet har ændret sig siden da, men rygtet om den satiriske plakats død er stærkt overdrevet. Som på så mange andre områder er den teknologiske udvikling i fuld gang med at omdanne den trykte plakat til strøm på nettet.
»Det er digitale plakater, som aldrig bliver trykt og klæbet op på gaderne. De fortæller om en helt ny lobal offentlighed«, som det gamle Røde Mor-medlem Thomas Kruse skriver i bogen .

Plakatdemokratiet
På en valgplakat af Oluf Nielsen fra 1926 er de der allesammen, »arbejdere, tjenestemænd, husmænd« på vej frem mod den bedre fremtid, som kommer når socialdemokraterne sejrer i Folketingsvalget.
Plakaten tilhører om nogen den demokratiske valghandling. Fra plankeværker, lygtepæle, vejtræer og offentlige transportanlæg råber de til vælgeren om at deltage i valgdemokratiet.
De første valgplakater i Europa dukkede op omkring 1880 i Frankrig. 20 år senere var mediet for alvor etableret som en uundgåelig del af demokratiet.
Som medium passede det som hånd i handske med en samfundssituation, hvor antallet af stemmeberettigede var blevet kraftigt forøget.
Fra at tælle en håndfuld bedsteborgere, der udgjorde samfundets solide akse, var valgret og valgbarhed udvidet til også at omfatte skyldningere, kvinder, tjenestefolk – kort sagt folket.
»Plakaten fører krig fra hvert andet gadehjørne i den industrielle by«, skrev socialdemokraten Julius Bomholt i 1932. Sammenligningen med krigsførelse viser, hvor massivt de politiske plakater var tilstede i det offentlige rum
Plakaten var ikke en ny ting, men den tekniske udvikling gjorde den billig og øgede voldsomt de kreative muligheder i mediet. Det gjorde den velegnet til på en enkelt og direkte måde at appellere til dem, der pludselig havde fået del i samfundets magt – vælgerne.
Den tids første plakater fortalte ikke blot vælgerne, hvem de skulle stemme på, men også hvordan deres kryds var gyldigt. Der var altså meget solid folkeoplysning i valgplakaten for 100 år siden.

Arbejderplakaten
Et særligt kapitel i bogen omhandler HK’s anvendelse af plakaten som del i bevidstgørelsen.
Forbundet blev dannet i 1900, hvor det begyndte at organisere funktionærer i butikker og på kontorer i både statslige som private virksomheder.
Temaerne var i den første del af 1900-tallet klassiske faglige spørgsmål som løn og arbejdstid. Det var på det tidspunkt, hvor fagbevægelsen skulle etablere sig, hvor de første overenskomster blev indgået, og hvor man skulle finde sine ben i konflikterne med arbejdsgiverne.
HK brugte fra starten plakaterne i rekrutteringen og mobiliseringen af mdlemmerne. I trediverne og årene frem voksede forbundet sig stadig større.
Hver gang det rundede nye titusinder medlemmer, udsendte man en plakat der kunne dokumentere fællesskabets succes. Og så pyntede det naturligvis i ethvert, kedeligt kontormiljø.
Frem til tresserne var faglige resultater som ferie, lørdagslukning og landsdækkende overenskomster på plakaten.
Senere blev det kvindernes tur. »Begge køn, samme løn« siger en plakat fra 1953, og i 1963 forkynder forbundet, at »HK’s medlemmer sikres nu ligeløn« – i hvert fald på papiret.
Halvfjerdserne var en tid med nybrud når det galdt traditionelle kønsroller, mellem generationer og i de antiautoritære strømninger. Men der er nu ikke meget oprør at spore i HK’s plakater fra den tid.
I stedet er der fokus på ny teknologi og et stadig højere arbejdstempos indflydelse på arbejdsmiljø og sikkerhed på arbejdspladsen.
Tilsvarende afspejler firsernes plakater kampen mod Schlüters konservative regering. De nye politiske stramninger førte til plakatkampagner, der skulle forsvare medlemmernes surt erhvervede rettigheder. Samtidig kom også kravet om 35 timers arbejdsuge på plakaten.
Og her stopper det så. HK har sammen med de øvrige fagforeninger med den gamle LO-boss Thomas Nielsens ord »sejret ad helvede til«. Den faglige solidaritet går op i hat og briller og erstattes af individuelle medlemsrettigheder, frynsegoder og lørdagsbanko.
Set i lyset af situationen lige nu i kampen mellem kapital og arbejdere er der håb forude om, at plakaten atter vil indtage sin plads som kampmiddel.

Et råb fra muren – 100 års politiske plakater. Arbejdermuseet. Arbejdermuseet, Rømersgade. Til 28. maj.
Bog i samarbejde med Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA). Red.:Margit Bech Larsen. 98 sider, rigt illustreret, 130 kroner.
 Arbejderen, 21. februar 2012

Berlingske, 19.2.2012

Verden er i mellemtiden forandret
 
Ofrets århundrede.
Den politiske plakat var udbredt i det 20. århundredes gader. Udstilling på Arbejder- museet fortæller om protesternes opstand og nedtoning.  
 
Af Mads Kastrup  
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
 
Man trykte ikke plakater for NATO i 60erne, 70erne og 8Oerne. Eller holdt festival og dansede for terrorbalancen under Den Kolde Krig. Eller marcherede for privat ejendomsret.  
    Man gjorde det modsatte. NATO, terrorbalancens demontering af den kommunistiske fare og parcelhuskulturen står måske både klarere og stærkere end nogensinde i historiens bakspejl. Var plakaterne og organisationerne bag modstanden mod dem så nytteløse?  
    Stedet at overveje dette spørgsmål er Arbejdermuseet. Her har man åbnet udstillingen "Et råb fra muren - 100 års politiske plakater".  
    Politiske plakater gennem det 20. århundrede er en særlig kulturhistorie i Danmark. Et århundrede, hvor velfærdssamfundet blev skabt af fagbevægelsen og Socialdemokratiet. Som museumsinspektør på Arbejdermuseet, Margit Bech Larsen, forklarer:  
    "At det 20. århundrede blev plakatens storhedstid skyldes, at en række større politiske bevægelser voksende frem i perioden. Det var arbejderbevægelsen med alle dens forgreninger, og fredsbevægelserne og ungdomsoprørets mange grupper, der agiterede for frigørelse og international solidaritet. Disse folkelige bevægelser genererede et utal af møder og fester, hvor plakaterne blev flittigt brugt til at reklamere og skabe opmærksomhed om sagen.«  
 
"Er De utilfreds kan De rejse!"
Det er med andre ord venstrefløjen, der "råber fra muren" i det, nogle har tematiseret "ofrets århundrede". Med mindre det er valgkampplakater. Her råber alle i munden på hinanden. Gennem hele byen og i næsten ens udseende portræt-plakater og uanset parti.  
    Man fylder det offentlige rum ud fra en "tæppebombningsstrategi". Kan man ikke ramme vælgeren præcist, kan man skyde på det hele. I lønligt håb om, at nogen bliver ramt. Men som det fremgår af den bog, Arbejdermuseet har udgivet i anledning af sin plakatudstilling med samme titel, er plakaterne fra protest- og fagbevægelserne de mest interessante.  
    I første tredjedel af 1900-tallet var den faglige kamp enkel Målene var nedsat arbejdstid og højere løn. Anskueliggjort i HK-plakaten med den korpulente, onde arbejdsgiver:  
    "Lønforhøjelse?! Er De utilfreds kan De rejse!" (i øvrigt fra børskrak året 1929).  
    Senere - i lysere tider - afbilleder man hele familier i morgenmadssituationer og krav om "mere tid" i en pæn appel til arbejdsgivernes gode hjerte.  
 
Børneopdragelse, kønsroller og sex  
Langt de fleste, flotteste og mest markante plakater er fra de politiske og kulturelle aktivisters fløje. Eksempelvis DKP, som i 50erne for længst havde tøjret sin optimistjolle til den sovjetiske krigsflåde og knyttede næve mod amerikanske atomvåben. Ligesom ungdomsoprøret i 60erne ikke bare politiserede arbejdslivet, men hele livet. Inklusive børneopdragelse, kønsroller og sex.  
    Det tidlige 1900-tals enkle faglige kamp forgrenede sig til allehånde krav. Fagbevægelserne blev mere end blot et arbejdspladsspørgsmål. I overensstemmelse med socialdemokraterne og arbejderbevægelsens drøm om det kooperative samfund. Man organiserede gerne LO-medlemmernes privatsfære og sociale liv oven i hatten. Eksempelvis udtrykt i "HKs humørkabaret 1959 - tryghed så HK«, en pangfarvet plakat, der med fritskårne billeder af kendte entertainere som Preben Kaas og Katy Bøttger lover underholdning for alle kontingentpengene.  
    Meget markant og rigt repræsenteret står universitetsmarxismens og 70er-kollektivisternes drøm om at opildne og forbrødre sig med den danske arbejder. Kunstnerkollektivet Røde Mor, mest kendt for sit rockorkester af samme navn, står stadig i manges bevidsthed med ikoniske 70er-plakater i linoleumstryk. Stiliserede arbejdere med opfordringer til eksempelvis at støtte et formål, folk, forening eller andet:  
    "Støt de afrikanske befrielsesbevægelser«, kunne det hedde. Et budskab om at tage del i selv meget fjerne og komplicerede konflikter.  
    Som Thomas Kruse, en af kollektivets plakatkunstnere, udtrykker det:  
    "Det handlede om at bygge bro mellem løn- og kulturarbejdere. Socialistisk kulturfront fungerede nok mere som en udstrakt hånd til arbejderne end et egentligt samarbejdsforum!"
    Gennemslagskraften og ikke mindst håndsrækningens virkning kan diskuteres. Ikke mindst ifølge en kollega til Thomas Kruse fra Røde Mor:"I 1970erne havde venstrefløjen opnået en vis opbakning, men dens kultur lukkede sig stadig mere om sig selv. Aktivister klistrede skrigende plakater med knytnæver, kvinder med kulørte tørklæder, kuede ansigter eller en kugle slynget med slangebøsse op. Sidstnævnte var Venstresocialisternes visuelle udtryk ved folketingsvalg. De fleste af disse plakater skulle udtrykke: Vi vil kæmpe! Men de appellerede mest til dem på barrikaderne, til dem der var enige. Andre blev skræmt væk," påpeger plakatkunstneren Mikael Witte.  
 
"Danske svin strutter af penicillin«  
Mikael Witte mente allerede dengang i 70erne og 80erne, at man måtte være snedigere. Og langt mere gennemslagskraftig. Han godtgjorde, hvad han mente med sine svineplakater:"Danske svin er sunde - de strutter af penicillin«, rettet mod dansk landbrugs massive anvendelse af medicin til svin, som risikerede at gøre forbrugerne resistente over for eksempelvis penicillin. Landbruget fik nedlagt fogedforbud. Witte vandt dog både medieslagsmålet og sagen i højesteret.
    Ellers synes et sært skær af troskyldighed at lægge sig over samlingen af politiske plakater. Eller som det hed i et udstillingskatalog i 2002, Røde Mor havde her en retrospektiv udstilling af sine værker i Den Sorte Diamant:
    "Den væsentligste grund til at Røde Mor kan forekomme virkelighedsfjern i dag, er dog nok, at verden i mellemtiden er totalt forandret". Der stod ikke noget om egen nytteværdi. Om man havde været med til at forårsage forandringen eller ej.
 
Hvad: "Et råb fra muren - 100 års politiske plakater"
Hvor: Arbejdermuseet, 11. februar - 28. maj 2012

 Berlingske, 19. februar 2012

Weekendavisen, 17.2.2012

Et rødt AHA
Af BIRTE WEISS

I åbningstalen til Arbejdermuseets udstilling Et råb fra muren. 100 års politiske plakater koketterede museumsinspektør Margit Bech Larsen med, at mange af samlingens perler er tudegrimme. Det gjorde hun for at understrege, at det er kulturhistoriske kriterier og ikke æstetikkens nåleøje, der har været anvendt, da hun trak vod i de 12.000 plakater, som museet og ABA (Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv) råder over. Det er kort sagt ikke det kunstneriske udtryk, der har været afgørende for udvælgelsen, men den politiske sammenhæng, som plakaterne indgår i. Udstillingen skal først og fremmest være en AHA-oplevelse af arbejderbevægelsens og de røde græsrødders kamp, sådan som den har taget sig ud på husmure, plankeværker og opslagstavler, i kantiner, bogcafeer og mødelokaler, langs landeveje, gader og ved demonstrationer – og på teenagernes hybler som tilkendegivelse af, at her boede en kritisk samfundsborger in spe. Målt på den skala var udstillingen en kæmpesucces allerede på åbningsdagen. Man, det vil sige folk i alskens røde schatteringer, faldt i smuk samdrægtighed i staver under vandringen ad deres politiske Memory Lane, også undertegnede. Fixpunkterne var Vietnam-krigen, EF/EU, 3. Verdens solidariteten og kvindekampen. Her var de, plakaterne som havde haft midlertidig bopæl på den hjemlige opslagstavle. Klaus Albrectsens fine portræt af en vietnameserdreng med ansigtstræk markeret af en bomberegn, Ib Spang Olsens venlige protest mod det store, ekspansive Europa, Røde Mors linoleumstrykte kvindeplakater og den ikoniske portrætplakat fra 1935 af Stauning som alternativ til kaos. Som vi stod dér og kiggede, hang fællesskabsfølelsen så tyk i luften, at en midaldrende kvinde betroede mig, at hun havde fået sit første kys under ophængning af Thomas Kruses blå-hvide plakat fra 1981 om solidaritet med El Salvador. »Og det holder endnu,« sagde hun, uden at præcisere, om hun mente sammenholdet med den kyssende eller plakatens politiske slagkraft.
Men der er også mange effektive plakater fra forne tider. Et eksempel er Oluf Nielsens dekorative kampråb fra valget i 1926 til Arbejdere, Tjenestemænd og Husmænd med konstatering af, at »I har magten, hvis I vil«. Det ville de – ved de fleste af valgene indtil midt i 1960erne med en vælgertilslutning på den rigtige side af 40 procent. Den komfortable tilslutning afspejler sig også i plakaterne. Nu bliver vælgerne ikke mere fremstillet i en em af retfærdig, social harme, men som glade medbyggere på velfærdssamfundet. I 1960ernes kampagne »Gør gode tider bedre« afbildes den veltilpassede kernefamilie, far, mor og to børn på gylden baggrund: han med sin mappe på vej til arbejde, hun med husmorforklæde og barn på armen. I dag virker det næsten eksotisk, at sådan var flertallets idealforestilling om det gode liv få år før ungdomsoprøret og kvindebevægelsen. Det er sket i vor tid. Derefter kom der igen protest i plakaterne, først og fremmest på venstrefløjen og i de mange fremmeste plakatkunstnere sad i dommerpanelet. I forbindelse med Arbejdermuseets udstilling har Margit Bech Larsen redigeret en bog om den visuelle, politiske kamp. Her er der punktnedslag i den kultur, som afspejles i plakaterne, fra Cigararbejder–Sangforeningens maskerade i 1892 til aktivisten fra Ungdomshuset, som om natten cykler København tyndt for at snuppe de bedste pladser til propaganda for de dybrødes møder og kulturbegivenheder. Det er ikke et job for tøsedrenge.
I et pessimistisk kapitel om valgplakaternes degenerering spørger kommunikationsforskeren Orla Vigsø, hvor vælgerne er blevet af i kampen. De er væk som identifikation, og i dag bliver vi spist af med partiernes bogstaver og standardiserede personplakater. Det kan man også forvisse sig om på udstillingen, hvor det meste af en endevæg er overklistret med portrætter af socialdemokratiske byrådskandidater, der er fremstillet så ens, at de ligner en venlig, men ligegyldig storfamilie. Orla Vigsø skriver: »Valgplakaten er ikke død, men den risikerer at blive til en helt livløs grøntsag, hvis ikke partierne tager sig sammen!« Hvorfor bliver man så ved med at lave de bevidstløse personplakater? Fordi de fleste partier tværgående græsrodsbevægelser. Det var også her, den grafiske fornyelse fandt sted. Det socialdemokratiske miljø havde så svært ved at vriste sig ud af vanetænkningen, at eksperimenter skabte protester. For eksempel nægtede flere partiforeninger engang i 1980erne at hænge en 1. maj plakat op, fordi baggrundsfarven var gul. Det var ikke nok, at den opgående sol var rød, græsset miljørigtigt grønt og himlen blå. Plakaten var resultat af en stor konkurrence, hvor landets har sideordnet opstilling, og kandidaterne konkurrerer på liv og død om de personlige stemmer. I min politiske fortid havde vores eminente, lokale valggeneral præcist tal på lygtepælene på Knippelsbro, Amagerbrogade, Kastrupvej og nærmeste omegn. Vores lygtepæle. Vejen til Folketingets talerstol.
Også plakatkunstneren Thomas Kruses kapitel om de glade dage med Røde Mor i 1970erne giver et fingerpeg om, at uden gejst går det ikke, gerne tilsat lidt humor og selvironi. Da der var mest drøn på, lavede gruppen ved siden af alt det grafiske også LP–plader, koncerter, rock-cirkus og diverse spontant pjank. Man kan indvende mod udstillingen, at de smukke plakater drukner blandt grimme, og at den trods forsøg på tematisering er svær at hitte rundt i. Og hva’ så. Den er så broget som den virkelighed, plakatmagere gennem tiden har forsøgt at omsætte til tryk og politisk aktivitet.

Udstillingen Et råb fra muren, Arbejdermuseet, Rømersgade 22, København K. Vises 11. februar – 28. maj.
Er åben hver dag fra 10-16.
Bogen med samme navn kan købes på udstillingen. Redaktion Margit Bech Larsen, 98 sider, 129 kroner.

 Weekendavisen, 17. februar 2012