|
 Et særligt islæt i arbejderkulturen er kolonihavelivet. Kolonihaverne opfylder mange formål. Det er et fristed for arbejderfamilierne fra de tætte indre bykvarterer. Men haverne opfylder også nogle økonomiske formål. De er nyttehaver, hvor der dyrkes vigtige tilskud til lønnen og kosten, hvilket især har betydning i arbejdsløsheds- og krisetider.
De første kolonihaver i Ålborg
GRUNDLÆGGEREN AF DE første kolonihaver i Danmark er den jyske sagfører Jørgen Berthelsen. Han har i midten af 1880´erne tænkt sig at indrette småhaver for Aalborgs arbejderbefolkning. Ved en lejeauktion over en del af Aalborg Kommunes markjorder d. 19 marts 1884, lejer han for en årlig lejeafgift på 551 kr. et areal på 100.770 kvadratmeter i syv år. Denne parcel egner sig særlig godt til hans formål, da den ligger direkte op til byen og langs med den brede og dybe flodgrøft, hvorfra der let vil kunne tages vand op til haverne.
JØRGEN BERTHELSEN ANSØGER derpå Aalborg Byråd om dispensation fra §12 om forbud mod fremleje, idet han ønsker at udstykke parcellen til småhaver. Dette bliver bevilliget og Jørgen Berthelsen tager fat på arbejdet. Gennem midten af det store areal bliver der anlagt en 8 allen bred vej, der afsluttes af broer over en å, og her forsynet med gitterlåger med låse og en nøgle til hver af de påtænkte småhaver. Parcellen inddeles i 85 småhaver, hver på 1000 kvadratmeter al.
DER ER 10 STEDER LAVET en plads åben til smalle mellemgange ned til flodmålsgrøften og anlagt trapper ned til vandet så haveejerne vil kan hente vand. Både vandgangene og andre veje i anlægget bliver beplantet på begge sider med æbleroser. Der melder sig straks interesserede lejere til samtlige 85 haver. Berthelsen foretager en lodtrækning og de første kolonihaver, som vi kender dem i dag, er startet. I december 1884 vælger de nye kolonihavelejere en bestyrelse og vedtager, at jordlejen de første år skal være på 14 kr. for hver have.
Kolonihaveforbundet
EFTERHÅNDEN SOM kolonihavebevægelsen vinder terræn og forståelse, opstår tanken om en havekoloniorganisation. Den 11. maj 1908 opstår Kolonihavelejerforeningens Forbund, hvilket senere bliver ændret til Kolonihaveforbundet. I starten går det noget trægt de første år for det nystartede forbund . Planerne og ideerne fejler ellers ikke noget, men det kniber med at få dem realiseret. Et påtænkt brandforsikringsselskab bliver ikke til noget, erhvervelsen af et areal som man har tænkt sig at leje i 20 år bliver ikke til noget, og en lånekasse er også det rene fata morgana.
MEN I 1913 VÆLGES Carl Nielsen fra Haveforeningen Fremtiden som formand for Kolonihaveforbundet og han vender udviklingen. Carl Nielsen er Kolonihaveforbundets formand uafbrudt fra 1913 til 1941. Med den ny bestyrelse fra 1913 kommer der gang i et medlemsblad, og det lykkes at indfri løfterne med hensyn til en brand- og tyveriforsikring ligesom der bliver indført medlemskort, der giver medlemmerne rabat ved indkøb hos bestemte leverandører. Kolonihaveforbundet får tilknyttet en konsulent, der kan give fornøden rådgivning når der opstår problemer med afgrøderne.
I STARTEN ER konsulentens primære funktion at skrive pjecer og artikler i Kolonihavebladet om køkkenurter. Senere udvides denne virksomhed til besøg i foreningerne, hvor de enkelte medlemmers haver bliver gennemgået. I 1922 er der 51.000 haver tilsluttet og tallet stiger kraftigt i mellemkrigstiden.
Kolonihavernes sociale betydning
ET SÆRLIGT DANSK islæt i arbejderkulturen er kolonihavelivet. Allerede før 1. verdenskrig er denne bevægelse godt i gang. Livet i kolonihaverne opfylder mange formål. Det er et fristed for arbejderfamilierne fra de tætte indre bykvarterer. Man drager ud til kolonihaverne - som ligger i gå- og cykelafstand - på søndag og helligdage og i de korte ferier. Nogle familier flytter endda ud i kolonihaven i sommermånederne. For arbejdere er ferierejser ud over landets grænser endnu kun fantasi.
HAVERNE OPFYLDER OGSÅ nogle økonomiske formål. De er nyttehaver, hvor der dyrkes vigtige tilskud til lønnen og kosten, hvilket navnlig har betydning i arbejdsløsheds- og krisetider. Haverne er desuden ramme om et vigtigt socialt liv. Familiesammenholdet omkring de fælles aktiviteter bliver styrket, og både kvinder og mænd oplever over kaffen og øllerne en forlængelse af den daglige klassesolidaritet, nu blot i friere former.
ENDELIG ER HAVERNE et paradis for børnene. Kolonihaverne bibringer også en stigende forståelse af naturens produkter som næringsmidler sammen med sansen for planternes og blomsternes skønhed og deres evne til at skabe hygge i hjemmene. Dertil kommer også trangen til at arbejde med jorden, til at indrette og administrere egen bedrift.
Kolonihavernes afgrøder
DE MEST ELEMENTÆRE former for kolonihaver er formentlig kartoffelhaverne, der er meget almindelige under 1. verdenskrig. En del af de arealer hvor de bliver anlagt, er senere bebygget, da hensigten med dem kun er at yde foreløbig hjælp. Det er ikke kun i København, at der bliver anlagt kartoffelhaver, også i de fleste større byer bliver der stillet jord gratis til rådighed til dette formål i perioden 1914-1918. I mange tilfælde bliver der foruden kartofler også dyrket kål, gulerødder og rødbeder.
DE FLESTE KOLONIHAVER i 1920- og 1930´erne er det der kaldes Grønthaver eller Køkkenhaver. Foruden kålplanter bliver der dyrket urter som persille, pastinak og løg, hist og her nogle lægeurter som salvie og løvstik, og nogle krydderplanter som timian, merian, isops og purløg.
DER FINDES OGSÅ kolonihaver der primært indeholder frugtavl som æble- og pæretræer, blommer og kirsebærsorter. De små kolonihaver egner sig dårligt til frugtavl og bliver derfor benyttet til køkkenurter og blomster. Faktisk findes der også udelukkende blomsterhaver selv om de ikke er så almindelige som grønthaverne og frugthaverne der har en højere nytteværdi.
|
Fra baggård til beton 
