URBANISERINGEN OG BOLIGSAGEN er siamesiske tvillinger. Med industrialiseringen opstår boligproblemet som masseproblem. Før vandringen fra land til by finder sted, bor arbejderen somme tider hos sin arbejdsgiver, som en del af det tætte arbejdsfællesskab. Da industri- og byarbejderen ikke mere kan bo i arbejdsgiverens husstand, havner han på et frit boligmarked, hvor markedskræfterne placerer ham i byens mindre attraktive boliger - de eneste han kan betale.

DEN HURTIGT VOKSENDE arbejderklasse presser boligmarkedet og får helt nye boligformer til at vokse frem: kældre med sumpe, loftsrum m.m. Den liberale økonomi fremmer en synlig fattigdom og en medfølgende sundhedsfare, men hos myndighederne er der ikke den store hjælp at hente. Da enevælden er ophævet i 1848 er de nationalliberale kommet til magten, og de bruger alle deres kræfter på at føre de nye principper om frihandel og markedsøkonomi ud i livet.

I 1853 HÆRGER koleraepidimien så regeringen og Københavns bystyre føler sig tvunget til at gøre noget ved boligforholdene. Der udstedes derfor byggelove for København i 1854: lovene kræver, at et byggeri skal godkendes inden det iværksættes. I 1856 fastslår en ny lov, at nye huses højde ikke må overskride gadens bredde med tillæg af en fjerdedele, og nye gader skal være mindst 12 1/2 m brede. Kælderbeboelser skal standses, nye latrinhuse skal ligge mindst 1,9 m fra en vandpost eller en brønd.

DISSE RESTRIKTIONER, så beskedne de end er, kommer noget af industrien på tværs. Forringelser af byggevedtægterne bliver presset igennem så i 1871 er kælderbeboelse igen tilladt, og i 1873 bliver lejligheder under 32 m2 fritaget for den afgift, der hidtil har hvilet på alle lejligheder. Dette medfører, at byggeri af lejekaserner med små lejligheder vokser.

I 1887 KOMMER den første byggestøttelov og med den, og med byggeforeningerne som organisationsform, løser hundreder af familier fra arbejderklassens øvre lag i de følgende årtier deres boligproblemer. Med rækkehuse, dobbelthuse og villaer med to lejligheder skabes æstetisk og sundhedsmæssige tilfredsstillende byggeforeningskvarterer. De ufaglærte arbejdere må tage til takke med spekulationsbyggerierne fra 1870´erne, 1880´erne og 1890´erne på brokvartererne og pjalteproletariatet hænger på de ældste og dårligste slumlejligheder i de kvarterer i den indre by, som man allerede omkring århundredeskiftet begynder at sanere med statsmidler.

I ARKITEKTONISK UDTRYK og i boligform var boligerne fra de første 60 år boligsagen levede, et klart brud med de private spekulationsbyggerier fire- og femetagers boligblokke med sidehuse og baggårde. Som det ses i Kartoffelrækkerne vælger byggeforeningerne heller ikke etageboligen som form. De lave bygninger er udtryk for et bevidst valg.