|
 I 1927 begynder verdens længste arbejdskonflikt. De københavnske frisørmestre opsiger overenskomsten med svendene. Svendene svarer igen ved at oprette kampstuer, der senere få navnet Figaro-saloner. Det giver imidlertid problemer både at være fagforening og drive forretning.
Frisørernes Kampstuer
FRISØRFAGETS SÆRLIGE karakter gør det velegnet til oprettelse af egne svendevirksomheder under faglige konflikter. Dybest set behøver en svend kun en saks og et lokale for at oprette sin egen arbejdsplads. Og det gør de. Kampstuer bliver omkring 1900 betegnelsen for de frisørsaloner, som frisørsvende og Frisørernes fagforbund opretter under konflikter med frisørmesterne. Metoden bliver benyttet både i København og i provinsen under arbejdskonflikter. Bliver svendene lockoutet oprettes der straks frisørsaloner - kampstuer - der begynder at konkurrere med mesternes saloner.
PÅ DEN MÅDE TJENER de lockoutede svende penge ligesom de tager en pæn portion fortjeneste fra mesternes indtjening. En frisør erindrer metrernes indstilling til kampstuerne: "De var ikke glade for det. Kooperationen var dem en slem torn i øjet, for de kunne jo ikke ramme svendene for alvor med deres lockout. Beklageligvis så man, at flere kolleger, der havde været med på kampstuerne og selv blev mestre, hurtigt glemte, at de havde været solidariske med os andre."
NOGLE GANGE TJENER svendene endda ganske godt på at arbejde i kampstuerne: "Jeg kan huske et tilfælde. Jeg stod og manglede en dame. Så kiggede en kollega ud af salonens vindue og fik øje på en kollega. Vi bød hende indenfor. Hun havde hos en privat mester 110 kr. om ugen og tre timers længere ugentlig arbejdstid end på kampstuen. Hun skiftede over til os og tjente 170-200 kr. om ugen samtidig med, at hun blev optaget i forbundet. Hun var vældig lykkelig for skiftet, " erindrer en frisør.
Konflikten med de københavnske mestre
DEN 28. JANUAR 1927 opsiger de københavnske frisørmestre overenskomsten med de københavnske svende, og fremsender lockout-varsel med virkning fra 16. maj. De kræver en lønnedgang på otte procent for mænd og 12 procent for kvinder. Desuden kræver de ret til at ansætte uorganiseret arbejdskraft, at svendenes middagspause skal halveres og at der ikke skal gives tillæg for at arbejde på helligdage. Det er helt uacceptabelt set fra svendenes synspunkt. Frisørerne har ligeløn og det vil de blive ved med.
GÅ NED I LØN vil de under ingen omstændigheder. En af frisørerne fortæller: "Lockouten brød ud i maj, og vi regnede ikke med, at den skulle blive af lang varighed. Det var første gang, vi svende havde fri en pinselørdag. Vi mente, det ville blive et stor slag for mestrene, for netop pinselørdag var en af fagets helt store dage. Men mestrene klarede sig, delvis med svende, som de hentede i provinsen." DsF giver straks tilsagn om økonomisk støtte til svendene. Ingen regner med at konflikten vil vare ret længe.
MEN DA KONFLIKTEN har varet et par måneder, beslutter forbundsledelsen at slå ind på den kendte metode, at åbne kampstuer. Den første åbnes i Integade og kort efter åbnes en stor salon på Falkonérallé. I de første par år deler svendene overskuddet ligeligt mellem sig, når de øvrige udgifter er betalt. Men fra 1930 indfører de et lønsystem, hvor den "flittige og dygtige" svend tjener mere end den svend, der tager det stille og roligt, som det hedder i frisørforbundets blad fra 1930.
Figaro oprettes
DER ER DET PROBLEM ved kampstuerne, under konflikten fra 1927, at mange husejere ikke vil leje ud til noget der hed Frisørsvendenes Kampstuer. Ved Frisørfagets forbunds kongres i 1932 hedder det: "Det kneb stadig for forbundet at få lejemål i stand med husværterne. Men alligevel ville de, nu de så, hvor godt kampforretningerne gik og havde erfaret, hvor solide lejere forbundet var, gerne have forbundet som lejere. De ville dog helst bevare det gode omdømme hos laugsmestrene, og navnet "Svendenes Kampstuer" klingede fælt i deres øren. Dette navn måtte tillige af hensyn til Arbejdsgiverforeningen og lauget på ingen måde "prange" på husfacaden, men hvis der kunne komme til at stå et andet navn - ja, så..."
LØSNINGEN BLIVER ET nyt navn: Figaro - opkaldt efter frisøren i Rossinis opera Barberen i Sevilla. Figaro-kampstuerne koncentrereres i moderne saloner, kaldet: Figaro-saloner. Lederen af Figaro-salonerne bliver den mangtfulde leder af frisørforbundet, H.M. Christensen. Konflikten skaber splid i frisørforbundet. En frisørsvend fortæller: "Den store forandring med H. M. Christensen kom, da han i sin tid fik mandat til sammen med et 15 mands udvalg at lede kampen og svendenes stuer. Fra den dag forandrede han sig fra en praktisk fagforeningsmand til idealist og måske også nok egoist. Han behandlede os bogstavelig talt, som han ville."
UTILFREDSHEDEN BLANDT de københavnske frisører vokser. Mange er trætte af, at H.M. Christensen leder både fagforeningen og Figaro, og derfor kan diktere både svendenes arbejdsvilkår og lønforhold. Helt galt går det, da oppositionen vinder magten på en generalforsamling i afdelingen i København. Det ignorerer forbundsledelsen ganske enkelt og indkalder til en ny generalforsamling. H.M. Christensens modstandere bliver smidt ud. De forsøger senere at starte en ny fagforening, men må give op.
Frisørerne smides ud af De samvirkende Fagforbund
DE SAMVIRKENDE Fagforbund kan ikke blive ved med at se passivt på de særprægede forhold hos frisørerne i København. Så da 2. Verdenskrig er slut tager De samvirkende fat på at løse den nu 18 år lange konflikt. De samvirkende forlanger at frisørforbundet og Figaro skal adskilles. DsF´s repræsentantskab udtaler: "Hvis ikke disse krav opfyldes, kan De samvirkende Fagforbund ikke yde forbundet bistand, og betingelserne for Frisørforbundets medlemskab i De samvirkende Fagforbund er hermed ophørt." Men Frisørforbundets hovedbestyrelse afviser kravene.
DE SAMVIRKENDE har også udarbejdet et overenskomstsforslag, men det kan der være god grund til at afvise. Arbejdstiden vil blive forlænget med en time om ugen, og ligeløn for mænd og kvinder vil blive sløjfet. Frisørerne siger nej, og i 1945 bliver de smidt ud af De samvirkende. I over 20 år står frisørsvendene uden for Landsorganisationen. Det er en bitter pille for frisørforbundet, men også for hele fagbevægelsen. På den baggrund opstår en ny fagforening af uorganiserede svende: "Frisørernes fagforening", som den kommer til at hedde.
I 1946 KOMMER FRA Sverige svendeformanden C.G. Engström og mesterformanden C.A. Brinck til København for at mægle. De to svenskere fremsætter et mæglingsforslag, som bliver vedtaget af svendene, men forkastet af mestrene - og så er man lige vidt. I 1961 - efter 34 års konflikt - får de københavnske frisører endelig en overenskomst. Ligelønnen bliver fastholdt, men Figaro skal afvikles. Det er også blevet en dårlig forretning i mellemtiden, så det har frisørforbundet ikke noget imod. Fra 1967 kommer frisørerne igen med i De Samvirkende, som i mellemtiden er blevet omdøbt til LO.
|
Snorens 3. streng 
