1915-grundloven var med sin væsentlige udvidelse af den almindelige og lige valgret en sejr for den demokratiske udvikling af vort samfund. Borgfredspolitikken, der fulgte i kølvandet på verdenskrigens udbrud i august 1914, var med til at bane vejen for alle partiers tilslutning til grundlovsændringerne. At kvinderne og også tyende skulle have valgret var der bred konsensus om.  Bestående holdningsforskelle vedrørte mere Landstingets konserverende rolle.

Justitsminister K.K. Steincke - Digteren Bertolt Brecht

Men grundloven af 1915 gav ikke de fremmede stemmeret. § 30 havde følgende ordlyd: ”Valgret til Folketinget har enhver Mand og Kvinde, som har Indfødsret, har fyldt sit 25de Aar og har fast Bopæl i Landet...” (medmindre vedkommende: a) ved Dom er fundet skyldig i en i den offentlige Mening vanærende Handling uden at have faaet Æresoprejsning, b) nyder eller har nydt Understøttelse af Fattigvæsenet, som ikke er enten eftergivet eller tilbagebetalt, c) er ude af Raadighed over sit Bo paa Grund af Konkurs eller Umyndiggørelse.)
I de politiske forhandlinger lige fra grundlovsforslagets fremsættelse i 1912 og til lovens vedtagelse 5. juni 1915, er spørgsmålet om de fremmede ganske enkelt ikke til stede. Og i periodens tilbagevendende behandling af indfødsretsloven, dvs. tildelingen af statsborgerret gennem naturalisation, findes heller ikke referencer til de igangværende forhandlinger om valgrettens affattelse i grundloven.
I forbindelse med behandlingen af indfødsretsloven i 1913 blev der fremdraget et tilfælde med en arbejder, der var kommet fra Sverige til Danmark. Han havde giftet sig med en dansk kvinde, de havde fået børn og han havde arbejde og fast bopæl. Ikke desto mindre var hans ansøgning om dansk statsborgerskab – og det selv om hans ansøgning blev anbefalet af myndighederne i Københavns kommune – i flere omgange blevet afvist. Årsagen her vil var, at manden en række år tidligere én gang havde fået et mindre beløb i offentlig understøttelse. Derfor var det myndighedernes opfattelse, at der måtte gå endnu nogle år, før manden var værdig til at få tildelt dansk indfødsret.
For samtiden var spørgsmålet om de fremmede og valgretten og deltagelsen i det almindelige politiske liv øjensynligt ikke relevant.

Men hvem var de fremmede den gang. Der findes ingen oplysninger for 1915 men for 1911.

De fremmede udgjorde i 1911 84.879 personer eller 3,1% af den samlede befolkning. Langt den overvejende del af de fremmede kom fra dels Sverige (39%), dels Slesvig, Holsten og det øvrige Tyskland (41%), dvs. tilsammen 80% af alle fremmede. Med hensyn til tildelingen af indfødsret forholdt det sig i 1911 på samme måde. Fremmede af hhv. svensk og tysk herkomst tegnede sig for 91% af de tildelte indfødsretter, her dog med en markant overvægt til svenskere (64% - 27%). Det samlede antal tildelt indfødsretter anddrog beskedne 614 personer eller 0,7% af alle fremmede i 1911. I årne 1911-1915 fik 3.050 fremmede indfødsret og i perioden 1916-1920 var det 2.024.

Fremmedlovgivningen
Lovgivningen og myndighedernes praksis i behandlingen af de fremmede har gennem tiden taget udgangspunkt i 2 principper:

• Det første princip vedrører: statens ret til at beskytte sig territorium imød uønskede personer, der enten kan blive en social byrde for landet eller true landets sikkerhed og orden. (Uønsket har til alle tider været: 1) personer der kunne falde landet til byrde i forsørgelsesmæssig henseende. 2) personer som  havde en anden religion i forhold til folkekirken som landets lovbestemte trosretning. 3) personer der kunne true landets ro og sikkerhed.)
• Det andet princip drejer sig om:fremmedes ret til frit at nedsætte sig i riget, gifte sig, erhverve ejendom, drive næring og vinde forsørgelseret gennem fast bopæl (Fremmedes faste bopæl var dog ingenlunde en automatisk adgang til indfødsret, selv om fast bopæl er en af de søjler valgretten hviler på.)

Fremmedes adgang til frit at kunne nedsætte sig landet, gjaldt dog ikke ubetinget for arbejdssøgende udlændinge. Med Lov om tilsyn med fremmede og rejsende af 15 maj 1875 blev der skabt rammer for især arbejdssøgende udlændinges adgang og ophold i landet, mens loven kun havde begrænset betydning for fremmede erhvervsfolk.

Fremmedloven af 1875 baserede som sagt på en forestilling om, at fremmede kom her til landet for at finde bedre økonomiske og arbejdsmæssige muligheder, ligesom de danskere, der udvandrede til Amerika. Som følge heraf interesserede myndighederne sig kun meget lidt for eventuelle årsager til, hvorfor en fremmed havde forladt sig eget land og om den fremmede eventuelt var flygtning grundet politisk, religiøs eller anden forfølgelse.

Flygtninge
I holdningen til flygtninge var det helt afgørende at myndighederne helt frem til tiden efter 2. verdenskrig tog udgangspunkt i den folkeretslige opfattelse af asylretsbegrebet. Under diskussionen om 1930'ernes såkaldte tyske emigranter fremhævede justitsminister Steincke ved flere lejligheder, at asylret var en stats ret til at give en forfulgt person beskyttelse. Omvendt havde den enkelte flygtning ikke noget individuelt krav på asyl. Grundet tilpasningspoltikken overfor det stadig mere aggressive Hitler-Tyskland ophørte Danmark med besættelsen af være et asylland og politiske flygtninge mistede deres beskyttelse gennem den danske stat og blev udleveret til deres nazistiske forfølgere.

Først med FN's menneskerettighedserklæring blev der banet vej for, at asylret blev defineret som en menneskeret.
Denne opfattelse vandt siden – for en kort bemærkning - indpas i den danske udlændingelov af 8. juni 1983, der fastslog at ”de-facto-flygtninge” fik ret til asyl (§ 7 stk. 2). Som bekendt er denne lov siden midten af 1980'erne blevet ændret i flere omgange i en stadig mere restrektiv retning.

Under henvisning til statens ret til at beskytte sit territorium fik emigranterne i 1930'erne også frataget muligheden for at deltage i det politiske liv. Det blev udtrykkeligt pålagt dem at afholde sig fra en hver form for poltisk virke.

En principiel anderledes holdning til de fremmedes deltagelse i samfundets politiske liv banede sig først vej op igennem 1970'erne. I 1977 fik nordiske statsborgere stemmeret til de kommunale valg. I 1981 blev denne ret til at deltage i kommunevalget udvidet til personer uden dansk indfødsret, hvis de har haft fast bopæl i landet i 3 år forud for valget. (3 års-kravet bortfaldt i 1985 som følge af et EU-direktiv for nordiske og EU-statsborgere).

Denne ret har dog siden også været under angreb.  Dansk Folkeparti fremsatte i 2003 et lovforslag der skulle begrænse valgretten ved kommunevalg for en række grupper af personer uden dansk indfødsret.

Dette korte rids viser, at Danmark har haft det svært med de fremmede, det være sig arbejdsmigranter eller flygtninge.

Under indtryk af 1930'ernes flygtningepolitik skrev Bertolt Brecht i flygtningesamtalerne (1940/41):
”Et pas uden menneske er fortsat et pas.
Men et menneske uden pas er ikke noget menneske.”

Og Erich Maria Remarque, forfatteren til romanen ”Intet nyt fra vestfronten” :  formulerede det endnu mere barsk i romanen ”Elsk din næste”. Heri hedder det: ”Et menneske uden pas et et lig på orlov." (Ein Mensch ohne Pass ist eine Leiche auf Urlaub. Hat sich eigentlich nur umzubringen, sonst nichts”, Erich Maria Remarque: Liebe deinen Nächsten, 1941, 17)

Passpørgsmålet har i dag nok ikke den samme betydning for de fremmede. Men man kunne stille følgende spørgsmål:
Hvad er et menneske uden stemmeret? Blot en skygge af en statsborger eller endda kun en skygge af et menneske?