Pressemeddelelse
Historiefestival blæser støvet af Stauning
|
Lærlinge i oprør mod fagtoppen! Underbetalte skræddere i protest mod social dumping. Socialistkvinder til topmøde i huset på Jagtvaj 69. Røde Mor på Roskilde. Dette er blot enkelte af overskrifterne i den festival-avis, som udsendes om Arbejderhistoriefestivalen, der er arrangeret af Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie (SFAH) i samarbejde med Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.
Festivalen giver med et stort program mulighed for at få et indblik i kendte og mindre kendte sider af arbejderhistorien, når dørene slås op lørdag den 10. maj kl. 10 i Rømersgade 22 i København.
På programmet er der hen over dagen 20 foredrag om emner som: unge under den kolde krig, Folkets Hus på Jagtvej 69: fra arbejderhus til ungdomshus, om Stauning og om socialdemokratismen, om det kommunistiske historikerfyrtårn Eric Hobsbawm, om Stilladskonflikten i 1978, om ungdomspartierne i 1950-60’erne, om velfærd og idræt, om mæglingsinstitutionens historie, om arbejderkunstnerkollektiver og karikaturtegning. Der er også biograf, musik, udstillinger og byvandringer – for blot at nævne nogle af de tilbud, som man kan lytte til eller deltage i.
Hertil kommer to store debatter: Er arbejderbevægelsen en synkende skude? m. tidl. MF og overborgmester mm. Ritt Bjerregaard (S), historiker Claus Bryld og MF Nikolaj Villumsen (Enhedslisten); og Ungdomspartierne – politisk kravlegård eller nytænkningens vækstgård? m. Camilla Swalbe (DSU), Laila Lauridsen (SFU), Jonathan Simmel (SUF), Tobias Weische (DFU) og Jens Husted (VU) som indledere.
Der er gratis entre hele dagen. Ølhalle er åben og byder på en festivalmenu til rimelige priser.
Pressekontakt: Margit Bech Larsen (33 48 03 17) og Mads Bruun Pedersen (41 67 70 49)
Se hele programmet og følg os på Facebook. Festivalavisen kan også afhentes i Arbejdermuseets butik. Festivalen har indtil nu fået velvillig økonomisk støtte fra: HK It, Medie og Industri, Dansk Metal Hovedstaden, Danmarks Lærerforening, Grafisk Almenvelgørende Fond, Dansk Magisterforening, 3F Bygge, Jord, Miljøarbejdernes Fagforening, Stilladsarbejdernes Brancheklub, 3F Kastrup, Malernes Fagforening Storkøbenhavn, Socialpædagogerne, Dansk El-forbund/DEF- København, Forbundet BUPL, Rør- og Blikkenslagernes Fagforening, Kooperationen, 3F København. |
|