Foredrag af journalist og forfatter Nina Trige Andersen
Den 8. november 1973 rejste 49 kvinder fra Filippinerne til Danmark, rekrutteret som stuepiger af Hotel Scandinavia på Amager. Kvinderne hører til The Filipino Pioneers, der ankom i 1960-1973 som en del af datidens gæstearbejderbølge. De filippinske stuepiger blev kendt som The 49'ers, og er – også i bogstavelig forstand – tanter til nutidens au pairs. Når de i år, efter et langt arbejdsliv i Danmark, holder deres 40 års jubilæum, ser både det danske arbejdsmarked og den filippinske arbejdsmigration radikalt anderledes ud end i 1973. Gennem The 49'ers livshistorier kan vi blive klogere på relationerne mellem de etablerede migranter og de nye 'permanent midlertidige'; på forholdet mellem dansk fagbevægelse og udenlandske arbejdere, mellem Danmark og verden, mellem levet liv og global økonomi.
Foredraget er baseret på bogen Profession: Filippiner – Kvinder på arbejde i Danmark gennem fire årtier (Tiderne Skifter 2013)
Arrangør: SFAH
Adgang til arrangementerne er gratis for medlemmer af SFAH.
For ikke-medlemmer koster det 30 kr. pr foredrag.
EventList powered by schlu.net