|
 Arbejdsmændene melder sig ud af De Samvirkende Fagforbund efter storkonflikt i 1925. Den verdensomspændende krise når Danmark i 1932. Arbejdsløsheden stiger til 43,5 procent. I Nakskov kommer det til uroligheder og politi og militær bliver sat ind. Socialreformen fra 1933 betyder en række forbedringer for de arbejdsløse.
Storkonflikten i 1925
I 1925 SKAL der igen forhandles overenskomster, men udsigten til forlig er ikke lovende. Erhvervslivet ønsker deres omkostningsniveau reduceret: Altså, ingen højere løn, og statsminister Stauning giver offentligt udtryk for, at det kan blive en vanskelig situation for en række virksomheder, hvis lønningerne stiger. DsF holder lav profil, men de ufaglærte, arbejdsmændene, som er dem med den laveste løn, kræver dækning af dyrtiden og tillæg til de lavest lønnede. De forkaster et mæglingsforslag, der er anbefalet af Stauningregeringen og det meste af DsF.
I MARTS TRÆDER lockouten og strejkerne i kraft, der kommer til at involvere 95.000 arbejdere. Kort efter bliver konflikten udvidet. Arbejdsmændene - de ufaglærte - organiserer en transportstrejke, der truer med at standse den danske landbrugseksport af smør, æg, bacon og flæsk. Stauning og regeringen er med god grund stærkt bekymret for transportstrejkens økonomiske konsekvenser. Han forsøger at få DsF til at gå med til en frivillig voldgift. Men forslaget strander på modstand fra Lyngsie og hans forbund. Regeringen overvejer derpå om de skal afslutte konflikten ved tvungen voldgift, hvis ikke Arbejdsmændene vedtager et nyt forslag, som forligsmændene strikker sammen.
MED STEMMERNE 26 for og 17 imod bliver forslaget vedtaget af Arbejdsmændene. Forslaget giver Arbejdsmændene lønforbedringer, men det opfylder ikke kravene om særlige tillæg til de lavest lønnede. Ligesom det heller ikke indeholder garantier for frie forhandlinger. Bitterheden hos de ufaglærte er stor - særlig mod DsF. De ufaglærte føler at de faglærte bliver favoriseret. Arbejdsmændene træder ud af DsF og kommer først med igen fire år efter.
Arbejdsløshedslovene i 1930´erne
DEN VERDENSOMSPÆNDENDE krise begynder i USA i 1929 og når Danmark i 1932. Arbejdsløsheden stiger til 24,8 procent. Året efter er arbejdsløsheden rekord høj. I januar er 43,5 procent, næsten halvdelen af de forsikrede, på understøttelse. Bl.a. på den baggrund vedtages Socialreformen fra 1933, der betyder en række forbedringer for de arbejdsløse. Men socialreformen skaber ikke ro omkring arbejdsløshedsloven. Både DKP og regeringen stiller flere forslag om forbedringer i løbet af 1930´erne. I modsætning til regeringsforslagene finder DKP´s forslag ingen støtte på Rigsdagen. I begyndelsen af 1933 vedtager Rigsdagen to love om en midlertidig og beskeden udvidelse af hjælpen til arbejdsløse.
I SLUTNINGEN af samme år bliver understøttelsesperioden midlertidigt forlænget fra 70 til 108 dage som en del af en større pakkeløsning. I 1934 og igen i 1935 fremsætter den Socialdemokratiske-Radikale regering forslag om yderligere udvidelse af understøttelsesperioden og dispensation fra regelen om en vis mængde forudgående beskæftigelse. Forslagene bliver bremset af Venstres og Konservatives Landstingsflertal.
UNDER DRØFTELSERNE henviser Venstre til, at det netop var meningen med socialreformen, at der skulle sættes en stopper for ekstraordinær hjælp. De konservative fremhæver: "At der er mangel på arbejdskraft på landet" og "At selv hvor der tilbydes en ordentlig løn, kan man ikke få den nødvendige hjælp i huset." Flere DKP forslag om vinterhjælp til arbejdsløse, forøgelse af statstilskud til A-kasserne og slækkelse af betingelsen om forudgående arbejde bliver afvist af de øvrige partier. Frem til lovrevisionen i 1937 sker der ingen væsentlige forhøjelser af understøttelsen.
Urolighederne i Nakskov
NAKSKOV HAR FRA 1909 været en socialdemokratisk højborg. En arbejderby, som efter nogle gode år får høj arbejdsløshed. I 1931 danner de arbejdsløse i byen en organisation, som kræver flere penge til den kommunale hjælpekasse. Under et byrådsmøde går 1500 arbejdsløse i demonstration til rådhuset, hvor 150 tager plads i byrådssalen. Det kommer til en del tumult, og mødet ender med, at et skrækslagent byråd enstemmigt bevilger 20.000 kr. til hjælpekassen. Dagen efter drøfter Rigsdagen sagen. Det må forhindres, at arbejdsløse landet over får det indtryk, at de kan tvinge et byråd til indrømmelser.
LEDERNE I NAKSKOV bliver idømt 4 og 6 måneders fængsel. Byrådet annullerer bevillingen, men lader alligevel hjælpekassen overskride sin bevilling uden at der bliver sat beløb på. Men det bringer ikke roen til Nakskov. 1. maj indkalder Det Kommunistiske Parti til demonstration, men politimesteren forbyder mødet. Det er et klart grundlovsbrud, og Nakskovs arbejdere trodser forbudet og møder op på torvet. Hele politistyrken er på plads. Næste dag mødes 2-3.000 mennesker for at protestere mod polititerroren. Politiet barrikaderer sig på politistationen, og politimesteren giver ordre til at skyde, hvis nogen prøvede at trænge ind.
UDENFOR FOR KASTER demonstranterne med sten og politimesteren ringer efter forstærkning. Klokken er ét om natten, da militæret fra Vordingborg når frem. Men da er demonstranterne gået hjem i seng.
I det efterfølgende retsopgør bliver ni mænd, der bliver anset for hovedmændene idømt fængselsstraffe. Om det er de egentlige hovedmænd bag urolighederne er der stor tvivl om. Blandt andre arbejdsmændenes formand i Nakskov Emil Koch, får et års fængsel, selvom han prøver at stoppe urolighederne.
Storlockouten i 1936
VENDEPUNKTET i krisen kommer allerede i 1933. Produktionen begynder atter at vise fremgang og priserne stiger. Men da lønudviklingen holder sig på det jævne, befinder reallønnen sig på samme niveau eller er svagt faldende. Ved at henvise til prisstigninger og industriens forbedrede kår mener DsF, at der er grundlag for "en rimelig forhøjelse af lønningerne." Arbejdsgiverforeningen nægter kategorisk enhver forhøjelse og nægter sine underorganisationer at forhandle derom.
DET FØRER TIL, at arbejdsgiverne fremsender den første lockoutvarsel i januar 1936. Allerede måneden efter opgiver forligsmanden at mægle. Og den 22. februar bliver næsten 100.000 arbejdere lukket ude. Efter to uger genoptager forligsmanden sin mægling. Et mæglingsforslag der indebærer en forbedring af de laveste lønninger og nogle ændrede forhandlingsregler bliver nedstemt af arbejdsgiverne. Kort efter forkastelsen af mæglingsforslaget, foreslår ministeriet Stauning at ophæve mæglingsforslaget til lov. De konservative og Venstre er rasende. Men Staunings lovforslag bliver vedtaget i marts 1936.
DEN NYE LOV bestemmer, at arbejdet skal genoptages. Organisationerne får fem dage til at blive enige. Hvis dette ikke lykkes bliver det afgjort ved en voldgiftsdomstol. Og sådan bliver det. I begyndelsen af april afsiger volgiftsdomstolen sin kendelse, der i det væsentligste følger mæglingsforslaget fra marts. Men på enkelte punkter nedsættes eller udskydes de foreslåede lønforhøjelser. Hos DA kan man spore en dyb utilfredshed med det socialdemokratiske regeringsindgreb: "DA ønsker at slå fast, at vi ikke har skylden for den kommende varefordyrelse."
|
Når bægeret flyder over 
