Industrialiseret landbrug 

Med den sovjetiske besættelse (1940-91) indførtes storskala-produktion i det estiske landbrug i form af kollektivbrug. Staldene på de små gårde fra før krigen blev udskiftet med enorme staldanlæg, der kunne rumme mere end 1000 køer.

I 1949 blev mere end 20.000 estere deporterede til Siberien under Josef Stalins regime. De tilbageblevne bønder tilsluttede sig kollektivbrugene af frygt. Med reformerne under sovjetlederen Nikita Khrusjtjovs “tøbrud” i slutningen af 1950erne fik kollektivbrugene en vis økonomisk uafhængighed. Det førte til en vækst i produktionen. Væksten fortsatte selv i stagnationsperioden 1970-80 under sovjetlederen Leonid Brezjnev.

Med en befolkning på 1,5 mio. måtte Estland brødføde både sig selv og mere end 5 mio. mennesker i Leningrad-regionen. Kollektivbrugene var interesserede i at sende mere end den foreskrevne kvote af landbrugsvarer til Rusland. Så kunne de nemlig opnå bonus. Det kunne være ekstra tilladelser til at købe biler eller tjekkiske traktorer, som var bedre end dem fra Hviderusland. Lønningerne i kollektivbrugene var højere end i byerne. Produktiviteten i det estiske landbrug var langt højere end i resten af Sovjetunionen, men sakkede bagud sammenlignet med de nordiske lande.

Kommunismens opbygning planlægges under Stalins portræt i det nyetablerede kollektivbrug “Stalin”, 1951. Estlands Nationalmuseum.

Dyrlæge-specialisten

Helgi er valgt som navn på en af Estlands ”heltinder”. Hun var en af de dyrlæger, som deltog i den videnskabelige og tekniske revolution. Helgi kom fra en lille gård. Hun begyndte at studere i Tartu i Stalintiden. Sovjetstaten gjorde det muligt for folk at få adgang til en videregående uddannelse. I kollektivbruget hørte Helgi til den teknokratiske elite af specialister. De var kollektivbrugenes ekspertgruppe og modtog ekstra goder: En bil, en privatbolig eller en udlandsrejse var en drøm for mange i det sovjetiske Estland. En drøm, som var opnåelig for specialisten i kollektivbruget.

Kollektivisering

Den ideologiske baggrund for kollektiviseringen af landbruget var udryddelsen af klassemodsætninger og resterne af borgerskabet. Sådan kunne alle starte et nyt liv som ligestillede på vejen til kommunismen. Det reelle formål med kollektiviseringen var dels at skabe en ensartet sovjetisering af det nyligt indlemmede Estland, dels at udnytte landets landbrug mere effektivt for at brødføde det sultne Rusland. Masseproduktion og industrialisering skulle garantere økonomisk vækst.

I begyndelsen af 1950erne, anvendte kollektivbrugene stadig samme malkningsmetode, som blev brugt på gårdene før krigen, 1951. Estlands Nationalmuseum.

I 1970erne blev det almindeligt med metalsiloer, som blev produceret i Tjekkoslovakiet.
Sotsialistlik Põllumajandus (Socialistisk landbrug), nr. 18/1972.

Fra kostald til kødfabrik

I begyndelsen blev kvæget anbragt i kostaldene på de tidligere godser og bondegårde. I 1960erne, da kollektivbrugenes økonomiske kapacitet voksede, blev større og større kostalde opført. I 1970erne opstod deciderede fabrikker for kødproduktion. Masseproduktionen ændrede landskabet totalt. Med den ny planlægning fremkom kæmpestore marker og nye lige veje, mens forladte bebyggelser veg pladsen for nye kollektivcentre.

Kollektivbrugets boliger

Unge universitetsstuderende som Helgi blev først indlogeret på de store gårde, som stod tomme, efter at de tidligere beboere enten var flygtet til Sverige eller deporteret til Sibirien.

Under Nikita Khrusjtjovs “tøbrud” i 1960erne blev boligblokke med små lejligheder udbredtpå landet og skabte en atmosfære af byliv, 1964. Estlands Nationalmuseum

I 1960erne kom chancen for en rigtig lejlighed med de første moderne boligblokke. Efterhånden som rigdommen steg, blev der dannet boligforeninger til at bygge privatboliger. Eftersom kollektivbrugene ofte betalte for indkvartering af de uundværlige specialister i disse huse, var det primært folk som Helgi, der kunne bo sådan.

Korsang

Korsang er et af mest populære tidsfordriv i det protestantiske Estland. Til de store sangfestivaller i Tallinn samledes over 30.000 sangere fra hele landet. Korprøverne fandt sted i klubhuset, som blev bygget af kollektivbruget.

Kvinder i nationaldragt tager med kollektivbrugets bus til sangfestival i Tallinn, 1960. Estlands Nationalmuseum

Ligesom kollektivbruget arrangerede ture til teatre og museer, sørgede de også for busser, så alle kunne komme til sangfestivalen. Eftersom kollektivbruget var den eneste fungerende institution på landet, hjalp det med organiseringen på alle livets områder.

De sovjetiske landsbyråd, som havde erstattet de gamle sogneråd, var i realiteten afmægtige. I stedet tilfaldt hovedansvaret for at organisere det lokale liv kollektivbrugene. Ofte blev kollektivbrugenes administrationscentre bygget sammen med et lokalt kulturhus.

Lederen af kollektivbruget overrækker nøglerne til inspektøren på den nye skole i Oisu, som blev opført af kollektivbruget, 1965. Estlands Nationalmuseum

Især i 1970erne og 1980erne, da landets forfald blev mere og mere tydeligt, begyndte kollektivbrugene at opføre børnehaver, skoler, hospitaler og selv plejehjem.

Kollektivbrugenes kollaps

Kommunismen ankom aldrig. I begyndelsen af 1990erne brød kollektivbrugene sammen, da Rusland lukkede sit marked for Estland som led i den diplomatiske strid efter Estlands uafhængighed.

Efter kollektivbrugenes kollaps i begyndelsen af 1990erne blev det estiske landskab fyldt med ruinerne af de tidligere produktionsbygninger, 2006. H. Pärdi.

I 1990erne modtog Helgi en mindre pension fra staten. På den ene side var hun glad for at være blevet fri fra den russiske undertrykkelse. På den anden side beklagede hun, at alt det hun havde brugt hele sit liv på at bygge op, nu blev betragtet som fejlagtigt ifølge det ny paradigme.

Tiden
Estland og Kollektivbrugene

• 1940: Sovjetunionen annekterer Estland
• 1941-44: Estland besættes af Nazityskland
• 1949: Stalins massedeportationer til Sibirien og efterfølgende grundlæggelse af mere end 2500 kollektivbrug
• 1956: Nikita Khrusjtjovs “tøbrud” letter trykket af regimet
• 1958: Kollektivbrugene begynder at udbetale løn i penge i stedet for i naturalier
• 1968-85: Den generelle stagnationen i Sovjetunionen under Leonid Brezjnev giver de estiske kollektivbrug et garanteret afsætningsmarked
• 1971: En estisk malkeko yder 3199 kg mælk pr. år. En gennemsnitlig sovjetisk malkeko yder 2110 kg mælk pr. år. En dansk malkeko yder 3950 kg mælk pr. år
• 1972: Forskellen mellem de estiske lønninger i byen og på landet er udlignet
• 1986: Efter en lang sammenlægningsproces er der kun 143 kollektivbrug tilbage i Estland
• 1991: Estland genvinder sin uafhængighed. Kollektivbrugene går i opløsning

Dyrlægen Helgi

• 1928: Helgi fødes på en lille gård
• 1952: Helgi dimmiterer som veterinær fra Det Estiske Landbrugs Akademi i Tartu. Sovjet myndighederne sender hende ud at arbejde på kollektivbruget “Stalin”
• 1957: Kollektivbruget, som efter afstaliniseringen omdøbes til “Edu” (“Succes”), opfører dets første nye kostald i træ
• 1961: Helgi får en 2-værelses lejlighed i en splinterny boligblok, bygget af kollektivbruget
• 1963: Helgis første udlandsrejse går som Sovjetturist til DDR
• 1971: Kollektivbruget indvier en ny stald til 1000 køer med en karrusel-malkestation
• 1974: Helgis familie flytter ind i et hus i boligforeningen “Kullipesa” (“Høgereden”)
• 1975: Helgi bliver overveterinær på kollektivbruget “Edu” (“Succes”), som har indlemmet adskillige mindre brug og nu har 6 dyrlæger ansat til mere end 5000 køer
• 1988: Helgi går på pension