For første gang havde mødet kvindelige talere, nemlig formanden for Kvindeligt Arbejderforbund, Olivia Nielsen, samt formanden for de kvindelige herreskræddere, Andrea Nielsen.

De røde faner blev fortsat bragt ud til Fælleden, hvor man havde udviklet en særlig tradition. Arbejderne tog opstilling fagvis i udkanten af Fælleden og vandrede derefter i samlet flok til den opstillede talerstol, der blev omkranset af røde faner. Denne formation lod sig gøre efterhånden som politiet mindskede sit magtopbud. Ridende styrker blev trukket væk fra Fælleden og festpladsen, hvilket gjorde det muligt at gå i procession.
1. maj 1899 var en mandag, men mange arbejdere tog fri, men blev trukket i løn. Når tilslutningen var stor skyldes det ikke mindst en truende storkonflikt på arbejdsmarkedet. Arbejdsgiverne lockoutede samtlige snedkersvende i Jylland den 29. april. Da 1. maj var overstået blev snedkersvende over hele landet udelukket fra deres arbejdsplads. Det der udviklede sig til stor-lockout og 100 dages kamp var i sin begyndelse.

1. maj 1900
1. maj-dagen blev i år 1900 markeret anderledes. For første gang tillod politiet procession i gaderne med røde faner og musikkorps. Kun i enkelte byer fastholdt politiet et forbud. I Slagelse var fanerne fortsat forbudte, hvorefter arbejderne måtte gå i procession med sammenrullede faner. Ved byens udkant rulledes fanerne ud og musikken begyndte at spille. I Ålborg tillod man røde faner, men politimesteren forlangte et Dannebrog i spidsen og det var forbudt at spille "Socialistmarchen" gennem byen. I Roskilde fik den socialdemokratiske forening faneforbud. Her måtte man nøjes med fagforeningsfaner.