1. del af serien Plads til os alle om arbejderbevægelsens historie.

I otte temaer skildres udviklingen fra industrialiseringens barndom til nutidens informationssamfund gennem personlige beretninger, arkivfilm og fotos, malerier fra tiden, avisklip og små rekonstruktioner.

1. del handler om arbejderbevægelsens politiske udvikling før Anden Verdenskrig. I 1871 udsender Louis Pio, grundlæggeren af den danske arbejderbevægelse, et lille hæfte, hvori han skildrer den bundløse fattigdom, som industri- og landarbejdere lever under. Første Verdenskrig og omvæltningerne i Rusland splitter den internationale arbejderbevægelse i en kommunistisk og socialdemokratisk bevægelse. Hvilken vej skal man vælge i Danmark? Reform eller revolution?

• Minut-tæller: 00:00
• Minut-tæller: 10:20-
• Minut-tæller: 22:25-
• Minut-tæller: 32:00-

Minut-tæller: 00:00

 

Lydside og tid	Billedside
Musik: 00.00
Sangkor: 00.30 Rejs jer, fordømte her på jorden, rejs dig, du sultens slavehær! I rettens krater buldrer torden, nu er det sidste udbrud nær. Bryd kun fortids møre mur i stykker, slaveskare, der er kaldt; snart verdens grundvold sig forrykker, fra intet da bliver alt! Vågn til kamp af jer dvale, til den aller sidste dyst; - og Internationale slår bro fra kyst til kyst.
Fortælleren i billedet: 01.26 I 1871 rejste sultens slavehær sig i Paris. Frankrig havde tabt krigen til Tyskerne. Og nu gjorde byens arbejdere oprør. De organiserede paris efter socialistisk mønster, og kaldte den Pariserkommunen. Men Kommunen overlevede kun 71 dage, så gik den franske hær ind og druknede den i blod. 20.000 mennesker blev dræbt under kampene - og under den efterfølgende terror.
Fortælleren: 01.56 De begivenheder gjorde så stort indtryk på den danske postembedsmand Louis Pio, at han udsendte et skrift som han kaldte "Socialistiske Blade" - og i det skrev han bl.a.:
Stemme: 02.08 Den, der overfladisk betragter den stedfundne kamp i Frankrig mellem Kommunen og regeringen vil let slå sig til ro med den tanke, at urolighederne i Paris kun er efterveer fra den store krig med Tyskland. Det turde dog vise sig at være en skøn drøm, som er fremkaldt ved, at man enten ikke vil eller ikke kan se den dybere grund.
Fortælleren: 02.32 Den dybere grund Pio skrev om var den bundløse fattigdom, som industri- og landarbejdere levede under i 1870'erne. En Christianshavner fortæller:
Stemme: 02.44 Hvilken fattigdom var man ikke vidne til. Dengang var der mange arbejdsløse, man så dem liste langs husmurene. Om vinteren frysende og sikkert også sultne og om sommeren drivende omkring i gaderne eller på Volden, hvor de lå og snapsede den, hvis der ellers var penge dertil. Men ingen så ned på disse ulykkelige mennesker, dertil var der for mange på Christianshavn.
Fortælleren i billedet: 03.14 Overalt i arbejderkvartererne var elendighed normen, så der var god grund til at arbejderne skulle slå sig sammen og kæmpe for tålelige vilkår. Det var også det, Pio ville have dem til. Han sluttede første nummer af Socialistiske Blade med at skrive, at han i næste udgave ville gøre det klart, hvad det var arbejderne ville gennemføre - hvadenten det var med loven eller uden. Det blev opfattet som en opfordring til revolution og borgerskabet rasede:
Stemme: 03.42 I sine slutningsord vedkender han sig de socialistiske ideer i alle deres konsekvenser, altså også deres gennemførelse ved almindelig plyndring og mord, så sandt som ingen kan påvise blot en skygge af mulighed for deres gennemførelse ad anden vej.
Fortælleren: 03.59 Reaktionen var vildt overdrevet. Pio ønskede ikke plyndring og mord. Han ville bare have arbejderne til at slå sig sammen og kæmpe for deres rettigheder.
Musik: 04.08
Fortælleren: 04.27 Derfor stiftede postembedsmand Louis Pio, boghandler Harald Brix og skolelærer Poul Geleff, Den Internationale Arbejderforening for Danmark. Det med det internationale var vigtigt. Arbejdere i alle lande skulle forene sig, og Den danske arbejderforening søgte straks om optagelse i den internationale arbejderforening i London, som blev ledet af Friedrich Engels og Karl Marx.
Fortælleren i billedet: 05.02 I foråret 1872 skete der en række dramatiske begivenheder i København, som fik stor betydning for arbejderforeningen. 2.000 københavnske murere og arbejdsmænd gik i strejke. De havde en arbejdsdag på 13 timer. En time mere end alle andre, og den time - slavetimen, som de kaldte den - den ville de af med. Og Pio støttede strejken. Han indkaldte til møde på Nørrefælled, og i indkaldelsen skrev han:
Stemme: 05.29 Men jer, i Guldets dyrkere! I de fattiges udsugere! Eder vil vi endnu engang tilråbe: I har i årtusinder skænket os en bitter livsdrik, vogt jer nu, Målet er fuldt! Lad der ikke komme en eneste dråbe til, eller - det flyder over!
Fortælleren: 05.46 Det lød voldsomt. Men Pios krav var beskedne. Han ville have en arbejdsminister og en voldgiftsdomstol til at tage sig af faglige stridigheder. Alligevel reagerede myndighederne som om revolutionen nu var brudt ud. Politiet forbød mødet. Men Pio, Brix og Geleff ville ikke aflyse, og så blev de smidt i fængsel. Det fik arbejderforeningen til at bøje sig. Formelt blev mødet aflyst. Men alle var nok klar over, at arbejderne havde fået nok. Mødet ville blive gennemført.
06.22 Soldater og politi gjorde sig klar til kamp. Flere tusind københavnske arbejdere tog til demonstration på fælleden. Politikens senere redaktør Henrik Cavling var som 14-årig også taget ud for at se hvad der skete:
Stemme: 06.45 Fra Nørre Alle opdagede man nu lange rækker af tropper, i alt to batailloner infanteri, husarer på vældige gangere, en vrimmel af politibetjente og - artilleri.
Fortælleren: 07.01 Magtopbuddet var enormt. Soldaterne gik til angreb på den ophidsede og stenkastende menneskemængde. Slaget på fælleden var i gang, og Henrik Cavling blev fanget midt i kampen:
Stemme: 07.14 Fortumlet styrtede jeg afsted - det regnede med knytnæveslag og spark, og først da jeg befandt mig i alleen og kunne samle mine tanker, stod det mig klart, at jeg havde oplevet noget usædvanligt. Det stod mig også klart, at mine møre lemmer længe ville minde mig derom. Men selvfølgelig. Anderledes var det ikke, når man gik til revolution.
Fortælleren i billedet: 07.41 Der var nu ikke tale om nogen revolution her i fælledparken. Demonstranterne flygtede i panik, og Pio og Brix og Geleff blev bagefter anklaget for højforræderi og idømt strenge fængselsstraffe. Pio fik 5 års fængsel. Brix og Geleff fik hver 3 år. Deres eneste forbrydelse var i virkeligheden, at de havde sat deres tanker på tryk og indkaldt til offentligt møde her i Fælledparken. To ting de var i deres gode ret til ifølge grundloven.
Fortælleren: 08.08 Hærens og politiets brutalitet på fælleden og fængslingen af arbejdernes ledere fik den stik modsatte virkning af den myndighederne havde ønsket. I et brev fra fængslet rapporterede Pio til Friedrich Engels og Internationalens hovedkvarter i London:
Stemme: 08.25 Den næste dag meldte omtrent 1500 personer sig ind i foreningen og abonnenterne på bladet steg fra 2000 til 3000, så der er ingen fare for, at det skal gå ind. Foreningen er også meget ivrig, der er ingen rigtig styr på den, men ånden er fortræffelig.
Fortælleren: 08.42 Brevet var smuglet ud af fængslet, for Pio var i total isolation. Dengang fik politiske fanger ofte en bedre behandling end kriminelle. Men ikke Pio. Han blev sat i forbedringhus. Dér måtte fangerne ikke have kontakt med andre. På deres gårdture fik de en hætte over hovedet, og ellers sad de i cellen. Forholdene i fængslet nedbrød langsomt Pios helbred:
Stemme: 09.14 Indespærringen i de usunde arsenik-forpestede og med utøj befængte huller, der stank af skråsovs og kakkelovnssmørelse, ødelagde fuldstændigt min kraftige konstitution og lagde spiren til den sygdom, der i cellefængslet efter over to års daglige lidelser omsider ved en blodstyrtning bragte mig nær gravens rand.
Fortælleren: 09.36 Mens Pio, Brix og Geleff blev nedbrudt i fængslet, arbejdede myndighederne videre. Den Internationale Arbejderforening blev forbudt den 14. august 1873.
09.49 Det hjalp ikke meget. For to dage efter blev der stiftet en ny Arbejderforening. Pio, Brix og Geleff blev benådet i 1875 efter mere end 3 års fængsel, og året efter holdt foreningen kongres. Her blev dét der anses for at være det danske socialdemokratis første program vedtaget. Dét slog fast, at fremtidens mål - en fri stat og et socialistisk samfund - skulle nås med alle lovlige midler.

Minut-tæller: 10:20-

Lydside og tid	Billedside
Fortælleren i billedet: 10.20 25. marts 1877 fik læserne af Social-Demokraten her et chok. I en lille notits kunne de læse, at Pio og Geleff var rejst til USA. Det var ganske enkelt ikke til at tro på. Hvordan kunne Pio - ham de oven i købet kaldte føreren - hvordan kunne han svigte dem på den måde?
Fortælleren: 10.41 Det kunne han, fordi han var brudt sammen. Hans økonomi lå i ruiner, fordi han havde lånt penge til SocialDemokraten. Og han var også raget uklar med dele af partiet, som ikke ville give ham uindskrænket magt. Og så var han bange for at komme i fængsel igen. Hans helbred var stadig dårligt efter fængselsopholdet, og han kunne formentlig ikke overleve et nyt.
11.04 Pio tænkte på at udvandre, og borgerskabet vejrede morgenluft. Rubens Bomuldsspinderier og B&W var villige til at betale for at slippe for socialisterne. Med politiets hjælp tilbød de Pio 20.000 kr. og Geleff 10.000 kr. for at rejse til USA og blive væk. Det var en formidabel sum. I nutidens penge ville det svare til et par millioner kroner. Og den 23. marts 1877 sneg de sig ombord på et skib og rejste bort. Vreden og bitterheden var stor. Der blev skrevet smædeviser om Pio og folk meldte sig i stort tal ud af foreningen.
11.45 Harald Brix tog ikke til USA. Han var smidt i fængsel igen, på grund af nogle artikler i det satiriske blad Ravnen. Han blev løsladt i 1880, men genvandt aldrig helbredet og døde 1 1/2 år senere. Arbejderbevægelsen havde mistet sine første ledere.
Fortælleren i billedet: 12.09 Efter Pio og Geleffs flugt gik bevægelsen totalt i opløsning. Medlemmerne de forsvandt og modstanderne ja de hoverede. Alligevel var det for tidligt at underskrive dødsattesten. For nu skete der det, at arbejderne kom til. Snedker C.C. Andersen, skomager Hørdum, og skrædder Holm satte sig i spidsen for bevægelsen, og især i spidsen for det lange seje træk, der skulle til for at opbygge bevægelsen efter katastrofen. Lidt efter lidt kom der nye medlemmer til. Men der kom også nye problemer.
Fortælleren: 12.47 På den tid var demokratiet ikke en selvfølge i Danmark. Konseilspræsident Estrup og partiet højre regerede ved hjælp af forløbige love. Til tider var der nærmest tale om et diktatur, og det var ikke kun socialdemokrater, der blev smidt i fængsel for at sige deres mening. Venstres ledere var også vant til turen.
13.10 Derfor kunne Socialdemokratiet og Venstre finde sammen i kampen for demokratiet. Og i den kamp var en valgalliance nødvendig. Valgsystemet var som man kender det fra England i dag. Det parti der fik flest stemmer i en valgkreds fik hele kredsen - oppositionens stemmer var spildte. Derfor aftalte Socialdemokratiet og Venstre hvilket parti der skulle stille op i hvilken kreds. På den måde var der større chancer for, at det blev en fra Venstre eller Socialdemokratiet, der blev valgt i stedet for en fra Højre.
13.47 Det vakte ikke udelt begejstring i parti og fagbevægelse, at man gik i alliance med bønderne. Den slags kunne jo aldrig føre til socialisme. Diskussionerne var voldsomme og de truede til tider med at splitte bevægelsen. Flere ledende skikkelser - bl.a. Gerson Trier, der senere var med til at skrive et af Socialdemokratiets programmer - blev for en tid smidt ud, fordi han var imod alliancen med Venstre. Men den holdt helt frem til 1901, hvor Højre endelig bøjede sig for folketingets flertal og lod Venstre overtage regeringsmagten.
14.23 Kampen for demokratiet var vundet. Nu skulle arbejdernes levevilkår forbedres. Men det kunne socialdemokrater og venstrebønder ikke enes om. Alliancen med Venstre var slut.
Musik: 14.35
Fortælleren: 14.47 På arbejdsmarkedet var tiden omkring århundredeskiftet præget af strejker og lockouter. Det kulminerede i 1899. Året før havde fagforbundene slået sig sammen i De samvirkende Fagforbund, og dén forening ville arbejdsgiverne havde knækket. I den såkaldte hungerkrig lockoutede de 40.000 arbejdere i flere måneder. Det endte med dét, der senere blev kendt som Septemberforliget. Her måtte arbejdsgiverne anerkende arbejdernes ret til at organisere sig. Men prisen var høj. Arbejderbevægelsen måtte acceptere arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet og til at bruge den arbejdskraft de selv fandt passende. Det blev også aftalt, at kampene på arbejdsmarkedet fremover skulle føres efter det regelsæt, som stadig gælder. Klassekampen skulle udkæmpes under civiliserede former.
15.48 Det betød ikke at arbejderbevægelsen afskrev socialismen. Det kunne bare ikke blive Danmark der gik forrest i kampen. Det måtte de store lande gøre. Året efter storlockouten var der international socialistkongres i Paris. Og her sagde P. Knudsen, der var formand i Socialdemokratiet og næstformand i De samvirkende Fagforbund:
Stemme: 16.10 Man vil næppe kunne forvente af et lille land som vores, at vi skal marchere i spidsen med henblik på den endelige gennemførelse af socialismen. Hvad vi dog med sikkerhed kan nå er, at arbejderklassen i vort land har opnået en sådan modenhed, at den kraftigt kan tage del i den sociale genfødelse, når kapitalismen i de store stater har udspillet sin rolle.
Fortælleren: 16.34 De store lande måtte kæmpe de store kampe. Herhjemme måtte man tage de fremskridt man kunne tilkæmpe sig, og vente på socialismen. Og den ville helt sikkert komme. Socialismen var, mente man, en højere samfundsorden end kapitalismen, og eftersom verden bevægede sig fremad og ikke tilbage, var det nærmest en naturlov, at klassekampen en dag ville føre til socialisme. Enhver kunne se, at udviklingen gik i den rigtige retning. Bevægelsen havde fremgang. Der kom Socialdemokrater i rigsdag og kommunalbestyrelser, og fagforeningerne voksede sig stærke.
Fortælleren i billedet: 17.14 Som en anerkendelse af dansk arbejderbevægelses fremskridt, blev den store socialistiske internationale kongres i 1910 lagt i København. Kongressen fandt sted her i Odd Fellowpalæet, og her hørte man under åbningshøjtideligheden for første gang sangen Internationale på dansk jord. Ganske vist gendigtet i en noget blidere udgave end den originale franske. F.eks. var ordene om sultens slavehær erstattet med ordene sangens stærke vinger:
Kor: 17.44 Flyv højt, vor sang, på stærke vinger, flyv over bondeland og by, flyv så langt, som livets klokke klinger, og bring budskab om dagens gry, meld om håb, hvor forsagte græder, og slå trygt mellem hjærter bro, knyt til vor fane hæder, giv dem, som tvivler, klippetro! Over bjærg, over dale skal du flyve i dag, thi Internationale går til kamp for folkets sag
Fortælleren: 18.47 Hele den internationale arbejderbevægelse var forsamlet på kongressen. Og her lovede man hinanden to ting. Ingen socialister ville stemme for krigsbevillinger, for arbejdere skulle ikke slås mod arbejdere. Og ingen socialister ville gå med i en regering, før de havde flertal, for man ville ikke tage ansvaret for borgerlig politik.
19.09 De delegerede tog fra København med optimismen og sammenholdet intakt. Det holdt i 4 år. Så stemte Socialdemokraterne i Tyskland og Frankrig for krigsbevillinger. Den internationale arbejderbevægelse var splittet og 1. verdenskrig var en realitet.
Arkivindslag: 19.29 Filmsekvens fra 1.verdenskrig
Fortælleren: 19.45 For den danske arbejderbevægelse, som havde en stærk tro på det internationale samarbejde, var krigen en katastrofe. Idealerne om sammenhold på tværs af grænserne led totalt nederlag. Nu skulle arbejdere slås mod arbejdere på slagmarkerne i Europa. Herhjemme gik Socialdemokratiet ligesom de andre partier stærkt ind for at Danmark skulle være neutralt under krigen. Danske arbejde skulle ikke ofres i dette vanvid.
20.17 Alligevel gik Socialdemokratiet - stik mod sit program - med til øgede militærbevillinger. Det var ved at blive et parti de borgerlige kunne regne med - og var nødt til at regne med. For da Danmark fik en grundlov i 1915 som gav stemmeret til kvinder og tjenestefolk voksede Socialdemokratiet igen. Og under en regeringskrise i 1916 blev Thorvald Stauning, der nu var partiets leder, opfordret til at indtræde som minister i en samlingsregering.
Fortælleren i billedet: 20.47 Det var i strid med Socialdemokratiets program at gå i regering før man havde flertal. Så der måtte en kongres til, og det skulle gå stærkt. To dage senere mødtes Socialdemokraterne i Folkets Hus i København om aftenen. Og debatten gik hele natten - for og imod. En debat, hvori Stauning blandt andet sagde:
Stemme: 21.09 Vi har overalt betragtet det som en sejr, når den første arbejder rykker ind som talsmand for Socialdemokratiets krav. Der er grund til også nu at gøre dette synspunkt gældende. Vi opgiver ikke klassekampen, men anvender et middel mere i dennes tjeneste.
Fortælleren: 21.27 Kongressen vedtog med stort flertal, at Stauning kunne gå med i regeringen. Men for Socialdemokratisk Ungdomsforbund - SUF - var det for dybt et knæfald for borgerskabet. SUF gik stærkt imod både millitærbevillingerne og Staunings indtræden i regeringen. Til oppositionen hørte Marie Nielsen, som senere blev en kendt og aktiv skikkelse på venstrefløjen, og hun meldte sig ud af partiet i protest:
Stemme: 21.58 Under disse forhold, hvor partiet støt holder kursen til højre, medens vore tidligere grundsætninger stadig påny trædes under fødder, har jeg for min part ment at burde udtræde af partiet.Jeg føler, jeg har min plads der, hvor der kæmpes, og ikke hvor der handles og sjakres.

Minut-tæller: 22:25-

Lydside og tid	Billedside
Fortælleren: 22.25 Revolutionerne i Rusland i 1917 skærpede konflikterne mellem de revolutionære og de mere besindige. Om den første revolution i februar, der førte til czarregimets fald, stod der begejstrede artikler i Socialdemokraten:
Stemme: 22.40 Et folkestyre er blevet indsat i Rusland, ved siden af hvilket den vestlige parlamentarisme synes ganske reaktionær. Socialdemokrater rejser i stedet for diplomaterne hid og did og indleder fredsforhandlinger. Hvilken omvæltning af alle begreber og hvilken tid.
Fortælleren: 22.58 Men i Oktober 1917 kom så bolsjevikkernes revolution under ledelse af Lenin og Trotski. Socialdemokraterne vidste ikke rigtig hvad de skulle mene om den sag. Det virkede temmelig ekstremt, men stemningen var stadig overvejende positiv. Borgbjerg, der var redaktør på Socialdemokraten skrev:
Stemme: 23.16 Selv om vi erkender, at bolsjevikkernes taktik er tids- og stedsbestemt som al taktik og ikke passer overalt, så har vi inderst inde en sjæl, der fri for al ravnekrogs-fordom skælver af begejstring for alt, hvad der er virkelig revolutionært i verden.
Fortælleren: 23.32 Men da bolsjevikkerne, som snart kom til at hedde kommunister, med vold opløste Ruslands grundlovgivende forsamling i januar 1918 vendte stemningen totalt. I avisen fordømte Borgbjerg og Socialdemokratiet revolutionen og det ny styre i Rusland:
Stemme: 23.49 Socialismen bliver aldrig et produkt af et middelalderligt samfund i forfald og kaos. Socialismen bliver frugten af den moderne samfundsudvikling i fremgang og blomstring.
Fortælleren i billedet: 24.03 Det var kun Socialdemokratisk Ungdomsforbund og syndikalisterne der blev ved med at være positive over for Lenin og udviklingen i Rusland. Syndikalisterne var en faglig venstrefløjsbevægelse, der mente at man gennem direkte aktion mod kapitalismen og til sidst generalstrejke ville nå til revolutionen. Syndikalisterne var organiseret i Fagoppositionens Sammenslutning, der blev dannet i 1910. Men det var under 1. verdenskrig, at de havde deres storhedstid.
Fortælleren: 24.32 For mens arbejderne måtte se på at landbruget, industrien og nyrige spekulanter tjente styrtende med penge, blev deres egne levevilkår ringere og arbejdsløsheden voksede. Under de forhold gav Syndikalisternes aktioner mange utilfredse arbejdere mulighed for at få luft for deres vrede over uretfærdighederne.
24.54 Syndikalisterne stod især stærkt i København. Og de organiserede en slagkraftig arbejdsløshedsbevægelse under anførsel af Christian Christensen, der var arbejdsmand og skibssmeden Andreas Fritzner. Som en af deres mere vilde aktioner stormede de børsen i 1918 og tævede spekulanterne ud af bygningen.
25.16 Den slags aktioner førte selvfølgelig til, at syndikalisterne tilbragte en hel del af deres tid i fængsel. Det blev kotyme, at de kendte syndikalister blev arresteret, når der havde været aktioner - uanset om de havde deltaget eller ej.
25.31 Det var urolige tider i verden - selv efter at krigen var slut i 1918. Også i Tyskland var der revolution, og i Danmark kaldte syndikalisterne til generalstrejke og møde på grønttorvet i København. Generalstrejke blev det ikke til, men 30 - 40.000 mennesker mødte op på grønttorvet, og pludselig tog begivenhederne fart fortæller den syndikalistiske leder Andreas Fritzner:
Stemme: 25.54 Selve mødet forløb i ro, men efter det standsede nogle unge mennesker et par sporvogne i raseri over, at sporvejsfunktionærerne ikke fulgte strejkeparolen, som den officielle arbejderbevægelse bekæmpede af al kraft. Kort efter huggede politiet ind, og alt opløste sig i vild forvirring.
Fortælleren: 26.21 Urolighederne fortsatte i flere dage. Ledende socialister til venstre for Socialdemokratiet blev smidt i fængsel. Og Socialdemokratiet udsendte et opråb til arbejderne. For at imødegå de revolutionære forlangte de kontrol med indtjeningen i bankerne og industrien og bedre forhold for den arbejdende befolkning. Til sidst angreb de syndikalisterne:
Stemme: 26.44 Vi fordømmer endnu engang den syndikalistiske og separatistiske agitation, der åbenbart bevidst og planmæssigt søger at opildne til borgerkrig. Vi har ikke gjort alt for at holde vort land udenfor krigen, for at en borgerkrigs rædsler skulle styrte over os alle ved verdenskrigens ophør. Danmark er et demokrati. Vi vil ingen reform, for hvilken vi ikke kan vinde tilslutning fra folkets flertal.
Fortælleren: 27.11 Socialdemokratiet havde udarbejdet opråbet i forståelse med Det radikale Venstre. Det var oplæg til en reformpolitik bl.a. med indgreb mod spekulation, men det lagde ikke op til socialistiske samfundsændringer.
Fortælleren i billedet: 27.27 På trods af urolighederne bakkede langt de fleste arbejdere op bag Socialdemokratiet. Partiet voksede støt, mens den syndikalistiske bevægelse langsomt sygnede hen. Det var ganske vist syndikalisterne, der havde en stor del af æren for, indførelsen af den 8-timers arbejdsdag i 1919. Men i længden holdt tanken om direkte aktion og generalstrejke altså ikke.
Fortælleren: 27.51 En del af syndikalisterne dannede sammen med SUF, der havde meldt sig ud af Socialdemokratiet, Danmarks kommunistiske parti i november 1920. Den danske arbejderbevægelse var endegyldigt splittet i en revolutionær og en reformistisk del.
Fortælleren: 28.09 I de urolige år efter 1. verdenskrig var det ikke kun den radikale venstrefløj, der rørte på sig. Det gjorde højrefløjen også. Det viste sig efter folkeafstemningerne i Slesvig om, hvilke dele der skulle høre til Tyskland og hvilke til Danmark. Syd for den nuværede grænse, var der et klart tysk flertal. Alligevel håbede nogle stærkt nationalistiske kredse omkrig partierne Konservative og Venstre samt de to store selskaber, ØK og Carlsberg på at få afstemningen omstødt og som et minimum få Flensborg "hjem" til Danmark.
28.49 Det ville den radikale regering under Zahle ikke høre tale om. Men det ville kong Christian den tiende. Han afskedigede Zahle uden at spørge folketinget. Det lignede et statskup. Påskekrisen var en realitet.
Musik: 29.02
Fortælleren i billedet: 29.13 I Social-Demokraten truede fagbevægelsen med generalstrejke, og Stauning gik til kongen med et ultimatum. Enten blev den lovligtvalgte regering genindsat eller også gik arbejderne hjem. Og på et folkemøde her i fælledparken vedtog man så en udtalelse:
Stemme: 29.32 Folkeforsamlingen i Fælledparken protesterer mod statskuppet og tilsiger Socialdemokratiet og fagforeningerne usvigelig støtte for at sikre forfatningens genoprettelse og demokratiets genindførelse.
Fortælleren: 29.49 Enkelte råbte på revolution og republik. Men flertallet ville bare have ordnede forhold. Der var protestmøder over hele landet, og efter nogle dages krise, gik Stauning i spidsen for de socialdemokratiske og radikale medlemmer af Københavns borgerrepræsentation til Christian den 10. Han måtte bøje sig. Kupregeringen trådte tilbage, og der blev udskrevet valg. Stauning var situationens ubestridte sejrherre.
30.23 Han var blevet en mand, selv de bedste kredse kunne omgås. Og efter en valgsejr i 1924 skete det så. Socialdemokratiet blev opfordret til at danne regering. Cigarsorterer Stauning skulle være statsminister. En arbejder skulle for første gang beklæde rigets højeste politiske post.
Fortælleren i billedet: 30.45 Den 23. april 1924 afleverede Stauning sin ministerliste til kongen. Derefter gik han til fods fra Amalienborg til Christiansborg. Flere og flere fulgte ham på vej, og til sidst var det et helt folketog. En dybt bevæget Stauning takkede her på trappen til Christiansborg for lykønskningerne og udtrykte håbet om en bedre fremtid for arbejderklassen.
Fortælleren: 31.12 Senere på dagen lagde de ny ministre kranse på pionerenes grave. Først på Pios. Han var taget til nåde igen efter sin død i USA. Hans aske var hentet hjem til Danmark og urnen sat på Vestre Kirkegård i København.
31.33 Derefter gik turen til de to første Socialdemokratiske rigsdagsmænd P. Holm og Hørdum og til sidst til P. Knudsen - Staunings læremester og forgænger som formand for partiet.
31.48 Så kunne arbejdet begynde. Blandt ministrene var undervisningsminister Nina Bang - verdens første kvindelige minister - som serverede kaffen for sine mandlige kolleger.

Minut-tæller: 32:00-

Lydside og tid	Billedside
32.00 Ellers var Nina Bang ikke nogen hyggetante. Det var hende, der bestemte, at Kong Christian ikke skulle spilles ved Det Kgl. Teaters 50-års jubilæum. Hun og Stauning kunne ikke fordrage den krigeriske tekst. Men da den kongelige familie kom ind i teatret sang studentersangerne kongesangen i protest. Justitsminister Steincke og Borgbjerg rejse sig. Nina Bang, der var blevet siddende sammen med Stauning, hev ifølge overleveringen Borgbjerg i frakkeskøderne for at få ham til at sætte sig ned igen. Steincke syntes det var pinligt. På et ministermøde forlangte han, at få at vide, hvordan socialdemokrater skulle forholde sig, når kongesangen blev spillet. Stauning var ligeglad, bare han ikke selv skulle op og stå:
Stemme: 32.49 Jeg står ikke ret i teatret eller på restaurationer, fordi tilfældige personer istemmer deres slagsang, og jeg forlanger heller ikke, at højremænd skal rejse sig, når socialdemokrater samles og synger socialistmarchen. Og dermed overlader jeg hver enkelt til at stå ret eller sidde efter behag.
Fortælleren: 33.12 Staunings første regering fik svære arbejdsbetingelser med et flertal imod sig. Den holdt kun 2 1/2 år. Så kom Venstre og Madsen Mygdal til. De rige fik skattelettelser. Hjælpen til gamle, syge og arbejdsløse blev beskåret.
Stemme (mand): 33.30 Noget af det første jeg husker er, at jeg en dag kom hjem fra skole og så, at min far sad og græd! Jeg har vist aldrig set ham græde før eller siden. Det var dengang Madsen-Mygdal - ja hos os hed han nu aldrig andet end Madsen-Møgdal - var kommet til magten. Han beskar straks støtten til de arbejdsløse med 3 kroner om ugen. Det var netop det beløb som min mor kunne købe ben for henne hos slagteren og så koge suppe på til en hel uge.
Fortælleren i billedet: 33.59 Madsen-Mygdals nedskæringspolitik overbeviste socialdemokraterne yderligere om, at de små fremskridts politik var til gavn for arbejderne, og at partiet derfor burde sidde i regering. Det samme mente vælgerne. Ved valget i 1929 straffede de partiet Venstre for den hårde kurs overfor de fattige. Og Stauning kunne danne regering igen. Denne gang en flertalsregering sammen med de Radikale.
Fortælleren: 34.24 Dét blev indledningen til Staunings årti: 30erne.
Musik: 34.28
34.49 Socialdemokratiet nåede op på 46% af stemmerne. Drømmen om at erobre magten indenfor demokratiets rammer var næsten opfyldt. Men der manglede stadig 4%, så samarbejdet med de radikale var fortsat nødvendigt.
35.09 Kommunisterne fik fremgang som følge af Socialdemokratiets samarbejde med de borgerlige. I 1932 blev de to første kommunister - Aksel Larsen og Arne Munch-Petersen - valgt til folketinget. Men kommunisterne var ikke en samarbejdspartner for Stauning. Han var hele Danmarks statsminister - ikke kun arbejdernes. Og ved hans 60 års fødselsdag i 1933 skrev Johannes V. Jensen et hyldestdigt i Politiken:
Stemme: 35.37 Usigtbar luft - hvem viser vej? Det danske folk ser hen til dig! Hvor sås essensen af et land så samlet i en enkelt mand? Med gyroskopets tørn i slægt han sikrer landets ligevægt. Et ave Stauning! En nation sin skæbne ser i hans person. Der går en tak fra by og land idag til Danmarks førstemand.
Fortælleren: 36.09 Stauning var landsfaderen, så hans parti skulle være for alle. Derfor skrev han i 1934 et nyt arbejdsprogram til Socialdemokratiet, som hed "Danmark for folket". Det blev fulgt op med en film, hvor Stauning gjorde status over, hvor langt man allerede var nået.
Arkivindslag: 36.27 Stauning taler på Roskilde Højskole.
Filmindslag: 37.22 Fra Partifilmen Danmark for folket.
Fortælleren: 37.51 Imens gik det værre og værre ude i Europa. Stalin strammede grebet i Sovjetunionen og Hitler fik magten i Tyskland.
Arkivindslag: 38.01 Filsekvens fra Naziparade under partidagene i Nürnberg i Tyskland 1936.
Fortælleren: 38.13 I bogen "Pest over Europa" slog Socialdemokratiets intellektuelle topfigur Hartvig Frisch fast hvem der nu var partiets hovedfjender: Kommunismen og nazismen.
Fortælleren i billedet: 38.31 Kampen skulle foregå gennem HIPA - HIPA stod for Hovedorganisationernes Informations- og Propagandaafdeling. HIPA skulle gendrive nazisterne og kommunisternes agitation. Men mod kommunisterne nøjedes man ikke med propaganda alene. Danmarks Kommunistiske Parti var medlem af kommunistisk internationale, og Socialdemokraterne betragtede det - ikke uden grund - som et rent halehæng til Det sovjettiske kommunistparti.
Fortælleren: 38.57 Derfor drev de regulær spionage mod kommunisterne, som på deres side brugte lige så ufine metoder mod socialdemokraterne. Det hele blev drevet så vidt, at de ikke engang kunne samarbejde om at hjælpe flygtningene fra nazi-Tyskland. Socialdemokraterne havde Matteottifonden, som nøje sørgede for ikke at hjælpe kommunistiske flygtninge. Kommunisterne havde Røde hjælp, som lige så nidkært undgik at hjælpe socialdemokrater.
Fortælleren: 39.22 Mens socialdemokraterne således kæmpede indædt mod kommunisterne opstod der efterhånden problemer med bekæmpelse af den anden hovedfjende, nazimen. Man kunne bestemt ikke lide nazismen. Men efter Hitler fik magten i Tyskland i 1933 måtte man tage hensyn til den danske stats interesser. Hver gang der stod noget kritisk om Tyskland i pressen motog udenrigsministeren en protest fra den tyske ambassade.Og den Socialdemokratisk-radikale regering gik langt for ikke at genere den store nabo i syd.
39.59 Det fik Hans Bendix, der var tegner på Socialdemokraten, at mærke. Han udgav fra 1933 et antinazistisk blad, der hed Åndehullet. Men efter et par numre blev der udstedt politiforbud mod, at bladet blev solgt i bladkiosker. Den slags måtte man nøjes med at sælge i abonnement. Hans Bendix blev rasende:
Stemme: 40.19 Må der slet ikke forhandles blade som kan tænkes at irritere nazisterne her i landet? Ville det ikke netop være politiets opgave at sikre den lovmæssige frihed her i landet, f.eks. trykkefriheden?
Fortælleren: 40.33 I den sag var det åbenbart hverken politiets eller Socialdemokratiets opgave. I 1934 blev Hans Bendix kaldt op til Stauning som gav ham valget mellem at blive fyret fra Socialdemokraten eller at lukke Åndehullet. Og da han ikke kunne leve af Åndehullet måtte han vælge Socialdemokraten
40.55 På en vis måde fik kommunisterne og andre venstrefløjsgrupper monopol på kampen mod nazismen og fascismen. Det var især kommunister, der tog til Spanien og kæmpede på den lovligt valgte regerings side under borgerkrigen mod Francos facister.
Arkivindslag: 41.08 Filmsekvenser fra den spanske borgerkrig.
41.29 Folketinget vedtog en lov der forbød frivillige at deltage i den spanske borgerkrig. Og da de overlevende vendte hjem i 1938 blev der rejst strafferetlig tiltale mod dem, der var taget afsted efter lovens vedtagelse. Nogle blev idømt hæftestraf. De kom ikke til at afsone straffen, men under besættelsen blev mange interneret sammen med kommunisterne.
Arkivindlsag: 41.53 Filmsekvens fra den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940
Fortælleren: 42.26 9. april 1940 blev Danmark besat af Tyskland. Stauning og kongen bad befolkningen holde sig i ro for at undgå krigstilstand og terror. Tyskerne mødte ingen modstand - heller ikke fra kommunisterne, Stalin og Hitler havde jo en pagt. Som tak for den betingelsesløse overgivelse kunne en dansk regering med repræsentanter fra Socialdemokratiet, Venstre, konservative og de Radikale få lov til regere landet. Stauning fortsatte som statsminister.
Arkivindslag: 43.02 Filmsekvens fra Tyskernes angreb på Sovjetunionen.
43.06 Den 22. juni 1941 angreb Tyskland Sovjetunionen, og tyskerne forlangte, at de ledende danske kommunister skulle arresteres. Regeringen sagde ja selvom det var et grundlovsbrud. Det danske politi arresterede flere hundrede kommunister og internerede dem i Horserødlejren i Nordsjælland.Regeringen godkendte også, at danske frivillige i Frikorps Danmarks kunne kæmpe på tysk side mod Sovjetunionen. Danske officerer fik løfte om at kunne genindtræde i deres stillinger når de vendte tilbage. Det Kommunistiske parti blev forbudt ved lov, og Stauning gav et interview, hvor han lovpriste tyskernes kamp mod kommunismen.
43.53 Mange socialdemokrater fandt Staunings holdning pinlig. Men alle ledere i parti og fagbevægelse stod bag samarbejdspolitikken.
44.09 3. maj 1942 døde Stauning. Desillutioneret og dybt deprimeret. Han fik en storstilet begravelse, hyldet af dansk arbejderbevægelse, men også af repræsentanter for besættelsesmagten.
Fortælleren i billedet: 44.27 Det blev kommunister og borgerlige, der måtte tage sig af den væbnede modstandskamp. De fleste socialdemokrater holdt sig væk. Ved folketingsvalget i 1943 bekræftede befolkningen samarbejdspolitikken, som på det tidspunkt havde varet 3 år. Men senere samme år vendte den tyske krigslykke, og det gjorde folkestemningen også.
Fortælleren: 44.50 I August 43 begyndte et oprør i Odense, Esbjerg og Ålborg. Strejkerne bredte sig til København, og regeringen valgte at gå af. Sabotagerne begyndte også at tage til, og i juni 1944 indførte tyskerne spærretid fra kl. 20 i København. Befolkningen gik på gaden igen, fortæller en der var med:
Stemme (mand): 45.14 Arbejderne på B&W gik hjem, og i løbet af en dag var den store folkestrejke i København en realitet. Det gjorde tyskerne fuldkomne rasende. De for rundt i gaderne og skød alle mulige steder. Men de kunne ikke komme frem med deres lastbiler. Folk havde nemlig bygget barrikader. I den uge strejken og dens forspil varede, blev over 600 såret og 87 dræbt, og efter fire dages strejke kom der gang i arbejdet. Men det var os der vandt kampen.
Arkivindslag: 45.46 Filmsekvens fra 2. verdenskrigs sidste dage og Danmarks befrielse.
Fortælleren: 46.33 Efter krigen blev Socialdemokratiet straffet for den samarbejdspolitik de havde først sammen med de borgerlige partier. Valget i 1945 blev en katastrofe for socialdemokraterne og en sejr for kommunisterne, der stod som modstandsbevægelsens fortrop.
46.52 Under indtryk af folkestemningen gik Socialdemokratiet derfor med til at forhandle med DKP om at lægge de to partier sammen. Men der kom aldrig noget ud af det - meningsforskellene var for store.
Fortælleren i billedet: 47.06 Det var især udenrigspolitikken der skilte. Socialdemokratiet var på USAs side. DKP på Sovjets. Og i Danmark var det forbi med neutralitetspolitikken. I 1949 blev vi medlem af NATO. Den socialdemokratiske arbejderbevægelse havde valgt side, og al tale om samfundsomvæltning - med eller uden loven - frøs til i kold krig.
Rulletekst: 47.28