|
 Kulturpolitik bliver i 1930'erne livligt diskuteret i arbejderbevægelsen. Nogle mener at en socialistisk kultur skal erstatte den borgerlige kultur. Andre mener at det gælder om at at give alle lige adgang til det nationale kulturlivs glæder. Og når der skal være fest bliver det overvejet, om ikke det kan gøres seriøst.
Arbejderkultur
PÅ DET KULTURELLE OMRÅDE skal arbejderklassen ikke nøjes med krummerne fra borgerskabet kulturelle middagsbord. De skal have deres egen kultur, mener Julius Bomholt, der er bevægelsens kulturpolitiske teoretiker. I 1932 udgiver han bogen "Arbejderkultur". Heri præsenterer han sin ide om at en socialistisk kultur skal erstatte den borgerlige kultur. Julius Bomholt vil gennem en massiv kulturindsats skabe et socialistisk menneske.
UD AF ARBEJDERKLASSEN SKAL der vokse en ny slags kunstnere, og i deres værker skal arbejderne være hovedpersoner - på samme måde som borgerskabet er det i den borgerlige kultur. Hartvig Frisch, der også forsøger at formulere en særlig socialdemokratisk kulturopfattelse er ganske uenig med Bomholt på dette område. Frisch taler om en "bred kulturopfattelse" der omfatter hele arbejderens liv modsat det "smalle" borgerlige dannelsesbegreb. Med programmet "Danmark for folket" i 1934 lægger Socialdemokratiet om fra at være et klasseparti til at blive et folkeparti. Målet er at opnå tilslutning fra næsten alle dele af befolkningen, så Socialdemokratiet kan sikre sig den politiske magt og gøre Danmark socialdemokratisk både socialt og kulturelt.
I ET DANMARK FOR FOLKET kan man ikke bruge Bomholts tanker om et socialistisk menneske og om at erstatte borgerlig kultur med arbejderkultur. Så i anden udgave af bogen "Arbejderkultur", som kommer i 1938 forlader Bomholt stille og roligt dén tankegang. I stedet findes der nu, ifølge Bomholt, én national fælleskultur. Og dét, det drejer sig om er, at give alle lige adgang til det nationale kulturlivs glæder.
Talekor
TALEKOR OPSTÅR I ÅRENE efter 1. verdenskrig i Tyskland. Talekoret samler masserne på scenen så de fremstår som en kunstnerisk enhed, der giver udtryk for massernes krav. Det er de fælles tanker, der kommer til udtryk i talekoret. I 1921 bliver det første talekor, "Proletarische Feierstunden," opført i Berlin, og skaber stor interesse i arbejderkredse. Fra Tyskland breder interessen sig til de omkringliggende lande, Holland og Østrig, og efter 1926 også i Danmark, hvor Jan Leliveld i København opfører korværket "Lysets sejr".
ARBEJDERBEVÆGELSEN i Danmark tager hurtigt ideen med talekor til sig, og lader dem indgå i arbejderfester. Det er hensigten, at forsøge at omplante fællesskabets idé til scenens grund ved hjælp af talekorets virkemidler, der ligger i sproget, musikken og forskellige scene- og lysvirkninger. I arbejderbevægelsens håndbog for foreninger fra 1932 hedder det i flg. anbefaling: "I den lille Bog: Tre Talekor findes: "Lysets sejr" (alm. agitatorisk). "Saal" (antimilitaristisk) samt "Peter Sabroe", passende for en Mindeaften. Til denne Liste kan der sikkert føjes endnu mere; men den giver dog en Række Anvisninger, der kan være til Nytte ved Festarrangementer."
AF STØRRE TALEKORSVÆRKER fra slutningen af 1920´erne og starten af 1930´erne kan nævnes: "Til den røde ungdom" af Harald Bergstedt, "Hjulet i gang", af Harald Bergstedt, der omhandler arbejdsløshedsspørgsmålet, "Rettens sejr" af Viggo Nielsen, der er et billede af tiden, udviklingen og den socialistiske ungdoms opgaver og "Ny slægt - ny styrke" af den senere statsminister H.C. Hansen, der er en understregning af ungdommens optimisme overfor alderdommens pessimisme.
Social-Demokraten og kulturen
FRA 1930 ER HARTVIG FRISCH redaktør på Social-Demokratens litteraturside, hvilket influerer på avisens kulturelle forestillingsverden. Sammen med Julius Bomholt er Hartvig Frisch den, der formulerer det socialdemokratiske kultursyn. Bomholt ønsker en socialdemokratisk kultur, der kan være med til at forme et "socialistisk menneske". Og socialdemokratisk kultur er for Bomholt: jo flere arbejdere, der optræder i en roman, et teaterstykke eller i en film, desto bedre.
HARTVIG FRISCH OPFATTER dette som forvrøvlet tågesnak. Derfor er han som redaktør ikke bange for, at knytte ikke-socialdemokrater til Social-Demokraten som skribenter og anmeldere. Bl.a. venstrefløjspersonerne Hans Kirk og Broby Johansen og de kulturradikale Poul Henningsen og Otto Gelsted, der er optaget af at modernisere arbejdernes kultur og levevis: Fornuften skal råde! Alt det gamle, romantiske bras kasseres. Deres holdning til arbejderkultur er, at i stedet for at erstatte den borgerlige kultur med en arbejderkultur - som Bomholt en overgang er fortaler for - skal arbejderne blive moderne mennesker i en rationel verden.
SOCIAL-DEMOKRATENS LITTERATURSIDE er i de første år af 1930erne præget af Frisch´s brede kulturopfattelse og antiæstetiserende litterære kritik. Men Frisch´s forsøg på at bringe de to verdener sammen - den socialdemokratiske og den kulturradikale - mislykkedes. Op gennem 1930´erne bliver den socialdemokratiske arbejderbevægelse stadig mere anti-kommunistisk ligesom også de kulturradikale skærper tonen. Hartvig Frisch opgiver til sidst ethvert samarbejde med de kulturradikale, da han udsender bogen "Pest over Europa", hvor han udpeger både nazister og kommunister som Socialdemokratiets hovedfjende.
Arbejderbevægelsens fester
I ARBEJDERBEVÆGELSEN er der siden 1800-tallet en tradition for at holde fester, hvor arbejderne samles: Stiftelsesfester, der er en lovprisning af arbejderbevægelsens betydning og af den sag, man samles om i foreningen. Faneindvielsesfester med taler, fællessang og kaffebord. Æresfester, fx for gamle arbejderpionerer. Filmaftener, fx en aften om arbejdsløshed, hvor der er fællessang og filmfremvisning. Julefester, Nytårsfester osv. Festerne har udover det sociale også et politisk formål.
I ARBEJDERBEVÆGELSENS håndbog for foreninger, skrevet af Christian Christiansen, hedder det i 1932: "Vore fester skal ikke blot være underholdende, de maa ogsaa opdrage, belære og begejstre.. Vore Fester maa udfylde en Mission, og de maa være fuldt ud paa Linie med vort almindelige Arbejde indenfor Arbejderbevægelsen. Enhver Arbejderfest maa tjene et Formaal, og kan den tillige bygges over en bestemt Idé, vil Festerne blive et værdifuldt Led i hele Arbejderklassens Kulturbestræbelser."
MEN TINGENE MÅ HELST IKKE gå over gevind - formålet med festerne må ikke glemmes: "Humoristen ved vore Underholdninger og fester med sit pjattede og ofte sjofle Program bør ikke have mere Plads paa vore festprogrammer. Mere Alvor, mine Herrer Komikere!" Arbejderne skal i det hele taget overveje, hvad der er socialdemokratisk-politisk-korrekt humor. Borgerlig humor handler om kvinder, svigermødre og spiritus og måske endda arbejdere: "Vi ønsker en anden Komik end den fortærskede borgerlige". Det er tydeligvis Bomholts ånd, der svæver over disse udsagn. Og det kan ikke undre, at især ungdommen i længden ikke føler sig tiltrukket af den slags fester.
|
Lys over land 
