1.1: Arbejderbevægelsens start |
I 1871 er leveforholdene for de dengang få industriarbejdere i Danmark forfærdende. Men da arbejderne vil slå sig sammen i Den Internationale Arbejderforening for Danmark for at forbedre forholdene, slår magthaverne igen med hård hånd. Den første leder Louis Pio bliver smidt i fængsel og senere betalt for at emigrere til Amerika.
Pio og PariserkommunenUD AF EN befolkning på omkring 2 millioner, flytter ca. en halv million i anden halvdel af 1800-tallet fra landet og ind til byerne, en kvart million tager det store skridt og udvandrer til Amerika. Den store vandring til byen skyldes en udbredt nød og fattigdom på landet. Men nøden og elendigheden i byerne er mindst lige så slem. Arbejdsløsheden er stor, og druk hører til dagens orden. Har arbejderne job, er det ofte så underbetalt, at de alligevel må have hjælp af Fattigvæsnet, og det er nødvendigt at kvinder og børn også arbejder, hvis familien skal have mad.
I 1871 ETABLERER arbejderne i Paris Pariserkommunen. Byen er socialistisk i 2 måneder, indtil den bliver kvalt i blod i den "blodige uge" i maj. 20.000 bliver dræbt i kampene om Paris eller i den efterfølgende terror. Pariserkommunen og dens nederlag sender rystelser ud i hele Europa. I Danmark har postembedsmand Louis Pio fulgt godt med. Et par år i forvejen har han skrevet artikler til sin fætters avis, men 21. maj 1871, samme måned som pariserkommunen er blevet nedkæmpet, udgiver Pio det første nummer af Socialistiske Blade, forløberen for det, der i dag er Aktuelt. I DET FØRSTE nummer skriver Pio: Vi skal næste gang klart og tydeligt fremstille, hvad det er vi, arbejderne, ønsker og hvad vi vil sætte igennem sent eller tidligt, med loven eller - uden den! Den passage bliver opfattet som en opfordring til revolution, og den gør samtiden opskræmt. Det gør det ikke bedre at Pio ikke har udgivet Socialistiske Blade i eget navn, men underskrevet sig "En Arbeider". Pios fætter, Harald Brix, er udgiver af 2. nummer af Socialistiske Blade. Pio og Brix går nu sammen om at lave et ugeblad og 21. juli 1871 udkommer første nummer af Socialisten - den første og eneste modvægt til den borgerlige presse.
Den Internationale Arbejderforening for DanmarkI FORBINDELSE med udgivelsen af Socialistiske Blade er Louis Pio og Harald Brix kommet i forbindelse med en anden bladudgiver, Paul Geleff. De tre arbejder alle aktivt med udgivelsen af Socialisten, der har vind i sejlene og hurtigt får 2-3000 abonnenter. Der er røre på arbejdspladserne med småstrejker og lockouter. På B&W er lønningerne meget dårlige, og i slutningen af september lockoutes 300 B&W-arbejdere. Socialisten iværksætter en indsamlingskampagne til fordel for de lockoutede, og samtidig indkalder Pio til møde den 4. oktober. På mødet, som får en mægtig tilslutning, er Brix mødeleder og taler og Geleff dirigent, og arbejderne får bevis for at mændene bag Socialisten mener det alvorligt, når de taler deres sag.
15. OKTOBER 1871 indkalder Pio til stiftende møde for Den Internationale Arbeiderforening for Danmark. Pio vælges til formand, men efter kort tid begynder kritikken af ham at vokse. Han er for diktatorisk, og for vag i sin holdning til strejken som våben i arbejdskampe. En murerstejke er ved at blive tabt i København, og i den anledning indkalder Pio 2. maj i Socialisten til folkemøde søndag den 5. maj på Nørrefælled. MØDET SKAL vise sammenholdet i arbejderbevægelsen, og i indkaldelsen står der: Målet er fuldt. Mødet bliver forbudt af politimester Crone, og natten mellem 4. og 5. maj bliver Pio, Brix og Geleff fængslet. Arbejderne trodser forbudet og møder i stort antal op på Fælleden, men menneskemasserne drives på flugt af bevæbnede husarer og politi. Mange får tæsk under slaget på Fælleden. De tre ledere idømmes lange fængselsstraffe og den 15. august 1873 bliver Internationalen opløst ved dom. Under fængslingen dyrkes især Pio som martyr.
Arbejderforeningen rekonstrueresFÆNGSLINGEN AF PIO, Brix og Geleff, og ordensmagtens hårde indgriben i forbindelse med slaget på Fælleden betyder et voldsomt knæk for arbejderbevægelsen. Og forbudet mod Internationalen i august 1873 gør det næsten umuligt at arbejde videre. Men i 1873 dukker nye fagforeninger op, og i løbet af året når man op på 20. I 1874 oprettes Centralbestyrelsen for de frie Fagforeninger i København, der bliver den koordinerende politiske og faglige ledelse. I april 1875 benådes Pio, Brix og Geleff, og heltene fejres ved et stort grundlovsmøde 5. juni i Dyrehaven. De er svækkede af fængselsopholdet, men efter et kort rekreationsophold, vender de tilbage til arbejdet med Pio som frontfigur og leder.
I EN PERIODE oplever bevægelsen fremgang og resultater. Fra slutningen af 1876 bliver tiderne hårde og arbejdsløsheden stor. Bevægelsen har svært ved at komme igennem med krav og samtidig er kritikken af Pio, der har været dyrket som martyr, begyndt at vokse igen. Folkene fra fagforeningerne er blevet mere selvbevidste og Pios ledelsesstil og ringe interesse for det faglige står for skud. Den 6.-8. juni 1876 lykkes det oppositionen i partiet at få indkaldt til Gimlekongressen. MAN DISKUTERER principperne for bevægelsen og hvordan den skal organiseres.Det bliver besluttet, at der skal vælges en egentlig bestyrelse, der er sammensat af fem repræsentanter fra København og fire fra provinsen og med Pio som formand. Partiets første principprogram - Gimleprogrammet, der er stærkt inspireret af det tyske forbillede Gothaprogrammet, understreger den tætte tilknytning til den tyske arbejderbevægelse. Gimleprogrammet slår fast: "At arbejdet er kilden til al rigdom og kultur" og udbyttet derfor bør tilfalde dem, der arbejder.
Flugten til AmerikaPIO OG GELEFF har i 1876 undersøgt muligheden for at starte en socialistisk koloni for udvandrere i Kansas i USA, og i januar 1877 indbyder de på forsiden af Social-Demokraten læserne til at være med til oprettelsen af kolonien, som de ser som en mulig løsning på den store arbejdsløshed. Brix bliver fængslet igen, fordi han har skrevet samfundskritiske artikler i det satirisk blad Ravnen. Pio har selv i januar skrevet en ledende artikel i Social-Demokraten, hvor han advarer Estrupregeringen mod at begå grundlovsbrud, fordi arbejderne så må beskytte deres frihed " om fornødent med våben i hånd".
EN MULIG arrestation lurer lige om hjørnet. Efter Gimle-kongressen er Pio begyndt at føle sig isoleret i partiet, og i februar 1877 nedlægger han sit hverv som formand. I løbet af marts måned fører Pio hemmelige forhandlinger med politiet og den 23. marts 1877 forlader Pio og Geleff i al hemmelighed Danmark, for at tage til USA. De er blevet bestukket af politiet med et beløb der i nutidens penge svarer til et par millioner, og de må aldrig mere at vise sig i Danmark. Pengene er kommet fra nogle af de store arbejdsgivere bl.a. B&W og Rubens Klædefabrik. DEN BORGERLIGE presse hoverer da Pios og Geleffs flugt bliver kendt, men harmen er måske endnu større blandt deres egne partifæller og blandt arbejderne. Der bliver skrevet harmdirrende artikler, lavet smædeviser og tegnet et utal af satiriske tegninger, og flugten bliver betragtet som forræderi. Endnu engang er socialisterne i Danmark presset i defensiven.
|
Vi bruger cookies til at forbedre vores hjemmeside og din oplevelse, når du bruger den. Cookies, der anvendes til basal drift af sitet er allerede blevet sat. Du kan læse mere om hjemmesidens brug af cookies. | |
Jeg akcepterer cookies fra dette site. OK |