Ny særudstilling på Arbejdermuseet

abm logo

Pressemeddelelse

EN BLANK OG VÅRFRISK DAG - Fællesskab og solidaritet i samtidskunsten

Ny særudstilling om faner, fællesskab og solidaritet

Har fanen – arbejderbevægelsens mest ikoniske genstand – mistet sin kraft? Og er det med andre symboler og i andre fællesskaber, mennesker i fremtiden vil forsøge at skabe et lige og retfærdigt samfund? Det giver seks samtidskunstnere deres bud på.

BLANK Influence

Arbejdermuseet opbevarer over 1.200 faner fra arbejderbevægelsen, de ældste fra 1870’erne. Blå, grønne, hvide og selvfølgelig flest røde faner, med broderier og bemalinger af symboler på frihed, lighed og broderskab, ligger nu på museumsmagasin. Men med de røde faner på museum, hvad bliver så fremtidens symboler på fællesskab og solidaritet? Og hvordan ser morgendagens fællesskaber ud? De spørgsmål forholder Arbejdermuseets kommende særudstilling, En blank og vårfrisk dag, sig til.
– Med udgangspunkt i museets samling af faner har vi inviteret seks kunstnere til at reflektere over, hvad begreberne fællesskab og solidaritet betyder i 2016. Det har medført en udstilling, der svinger fra Mads Westrups oliemalerier med referencer til L. A. Rings arbejderbilleder over Hesselholdts og Mejlvangs  installation, der arbejder med arbejderfanerne, til Gitte Juuls bidrag med udgangspunkt i en indisk arbejder, som fremstiller éngangs-lerkopper, fortæller Kasper Lynge Jensen, kurator på udstillingen.

Folkevogn og folketælling
Emil Elg, der som en del af sit bidrag til udstillingen vil købe en Folkevogns-aktie til museet, vil også fungere som huskunstner. Han skal sammen med besøgende skolebørn arbejde med begrebet penge og hvilke fællesskaber, de skaber.
Den dansk-franske kunstner Thierry Geoffroy vil kuratere en mindre udstilling inden for En blank og vårfrisk dags rammer. Her vil han invitere udenlandske kunstnere til at forholde sig til konkrete problemstillinger i forbindelse med begreberne fællesskab og solidaritet i dag.
De nyproducerede værker og installationer rammes ind af den engelske kunstner Gavin Turks værk “We Are One”, der på baggrund af en global folketælling i 2014 reflekterer over forholdet mellem individualitet og fællesskab.
– Fra starten vidste vi, at vi ville invitere kunstnere, der arbejder i vidt forskellige medier – det er en gryderets-tankegang, om du vil, hvor der både er brug for koriander og gulerødder. Sofie Hesselholdt og Vibeke Mejlvangs poetiske samtale med fanen sat ved siden af Thierry Geoffroys ultrakonkrete og næsten brovtende kommentarer til samfundet giver i al deres forskellighed plads til, at de hver især kan være hvad de er, siger Kasper Lynge Jensen.

Fernisering for alle med events
Udstillingen indledes med fernisering den 3. september 2016 kl. 18-22, hvor der vil være tale ved Emil Elg og Arbejdermuseets direktør Søren Bak-Jensen. Efterfølgende vil billedkunstner Christian Falsnæs tage ferniseringsgæsterne med på en tur og overlade skabelsen af sin skulptur til publikum.
Musikerne Marie Eline Hansen, Nanna Lüders og filminstruktør Anna Maria Helgadottir vil igennem aftenen løbende sætte konkret og abstrakt arbejdermusik på. I dagens anledning holder museets egen beværtning Ølhalle åbent til kl. 01.00

Udstillingen bliver vist på Arbejdermuseet fra den 4. september 2016 til og med den 15. januar 2017. I hele udstillingsperioden vil der være samtaler, koncerter og performances. Hold dig opdateret på www.arbejdermuseet.dk

Udstillingen er blevet til med støtte fra Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Statens Kunstfond og Københavns Kommune. Udstillingen er sponsoreret af SYGNS.

For interview, fotos og yderligere information, kontakt kurator Kasper Lynge Jensen, tlf. 2273 6021, kasper@gisp.biz eller Brigitte Johnen, tlf. 3348 0319, bjo@arbejdermuseet.dk

 - - -
Ikke længere interesseret?

Vi bruger cookies til at forbedre vores hjemmeside og din oplevelse, når du bruger den. Cookies, der anvendes til basal drift af sitet er allerede blevet sat. Du kan læse mere om hjemmesidens brug af cookies.

Jeg akcepterer cookies fra dette site.

EUs direktiv om cookies