Opbygningen

EN AF ÅRSAGERNE til arbejderbevægelsens styrke i Danmark i 1900-tallet er at kræfter til venstre for Socialdemokratiet og fagbevægelsen forbliver forholdsvis svage og bliver bekæmpet af den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Organisering, oplysning og parlamentarisk arbejde forbliver bevægelsens kampmidler. Bevægelsen udvikler en høj grad af centralisme, som betyder, at når der er holdt valg bestemmer de valgte ledere først P. Knudsen og Jens Jensen, senere Borgbjerg og Stauning. De menige medlemmers indflydelse bliver svag på grund af denne centralistiske opbygning. Fordelen er, at bevægelsen bliver en hård bevægelse, der ikke kan slås i stykker udefra.

SOCIALDEMOKRATIET SAMLER ARBEJDERNE organisatorisk og politisk og kan gennem forhandlinger forbedre arbejdernes levevilkår og deres indflydelse i samfundet. Og det er den effektive organisering og afskrivningen af de radikale kampmidler, der er forudsætninger for borgerskabets respekt for den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Borgerskabet ser bevægelsen som en ansvarlig forhandlingspartner. Det bliver forstået og værdsat i bevægelsen, der af samme grund bekæmper oppositionsgrupper, der kan forstyrre det forhold.

OVERFOR SOCIALDEMOKRATERNE STÅR syndikalister (efter 1910) og kommunister(efter 1920), der ikke tror på, at man kan indføre socialisme, hvis man ikke tildeler kapitalen og den borgerlige statsmagt et hårdt og pludseligt stød, der på afgørende vis ændrer samfundets styrkeforhold og sætter arbejderklassen i spidsen.Efterrevolutionerne i Rusland i 1917 er der en helt ny dagsorden for arbejderbevægelsen: skal man støtte bolsjevikkerne, der snart kommer til at hedde kommunister, eller holde fast ved den gamle, prøvede taktik med de små skridt og de lovlige kampmidler?

I STARTEN ER socialdemokraterne positive, men da bolsjevikkerne opløser Ruslands grundlovgivende forsamling med vold i januar 1918, bliver de skeptiske. Og et år efter oktoberrevolutionen er stemningen vendt. Socialdemokratiet fordømmer styret i Rusland som udemokratisk og utopisk-revolutionært. Heller ikke økonomisk ser de revolutionen som realistisk. Evolutionen må gå sin gang, samfundets kapitalistiske fase må føres til ende, før socialismen kan indføres. Hvis samfundet ikke er modent for socialismen, kan og skal den ikke indføres.

KUN EN DEL af syndikalisterne og Socialdemokratisk Ungdomsforbund bliver ved med at være positive over for udviklingen i Rusland, og i 1919 bryder SUFud af Socialdemokratiet og bliver snart sammensluttet med Venstresocialistisk Parti og dele af den syndikalistiske Fagoppositionens Sammenslutning til Danmarks kommunistiske parti fra november 1920. Den tyske novemberrevolution 1918 får også betydning i Danmark.

GRØNTTORVSUROLIGHEDERNE, DER STYRES af Fagoppositionens Sammenslutning er inspireret af begivenhederne i Tyskland. Men Socialdemokratiet er imod den type aktioner og massestrejken som våben. Først i 1920 under Påskekrisen, da Kong Christian X. afskediger ministeriet Zahle imod et flertal i Folketinget, truer den danske arbejderbevægelse med generalstrejke. Generalstrejken bliver ikke gennemført, da kongen og arbejdsgiverne bøjer sig. Men Socialdemokratiets trussel om brug af generalstrejken som politisk kampmiddel knækker Fagoppositionens Sammenslutning, der har haft generalstrejken som hovedparole lige siden 1910.

At lede landet

MARX OG ENGELS skriver i Det kommunistiske Manifest i 1848, at arbejderne må støtte borgerskabet i kampen for demokrati mod aristokrati og enevælde. Først på det borgerlige demokratis grund, hvor markedskræfterne udfolder sig, kan kampen for socialismen føres igennem, og alliancen med borgerskabet afløses af kamp mellem borgerlige og socialister. Det er dog en betingelse, at arbejderklassen først selv har et parti og er i stand til at føre sin egen økonomiske og politiske kamp.I Danmark indgår Socialdemokratiet en valgalliance med Venstre fra 1884 til 1903. Den er et led i kampen for demokratiet og mod Estrups provisoriestyre og skal sikre begge partier maksimal repræsentation i Folke- og Landsting.

FEM ÅR EFTER systemskiftet i 1901 skifter Socialdemokratiet til en alliance med det nystiftede Radikale Venstre. Der er stor modstand inden for arbejderbevægelsen mod samarbejdet med borgerlige partier. På den socialdemokratiske kongres i 1908 kommer det til et skarpt opgør om valgalliancen. Det bliver vedtaget at fortsætte, men med kun én stemmes overvægt. Også spørgsmålet om socialdemokratisk regeringsdeltagelse kommer op, og kongressen afviser enhver tanke om at deltage i en regering, før partiet har absolut flertal i Folketinget og kan føre en socialistisk politik.

MAN VIL IKKE administrere det borgerlige samfunds undertrykkelse af arbejderklassen. Den vedtagelse bliver tilsidesat på natkongressen i 1916, hvor det bliver vedtaget Socialdemokratiet kan gå med i Zahle-regeringen med en minister - Stauning - lige som der skal indtræde en repræsentant for Venstre og Konservative. Regeringsudvidelsen skyldes krisen omkring salget af De dansk-vestindiske øer til USA.Det fører til alvorlige konfrontationer med partiets venstrefløj og Socialdemokratisk Ungdomsforbund, som mener det er et knæfald for borgerskabet og et radikalt brud med de socialistiske principper.

MEN PARTIET FÅR blod på tanden og danner i 1924-26 en mindretalsregering. Efter en kort overgang med Venstre Madsen-Mygdal regering, der betyder tilbagegang i arbejderklassens sociale tryghed og lønnedgang for de offentligt ansatte bliver Socialdemokratiet overbevist om nødvendigheden af at genvinde regeringsmagten. Derfor går man i regeringssamarbejde med De radikale fra 1929-40 for at fastholde de fremskridt man opnår og for yderlige at forbedre arbejderklassens vilkår.

SAMTIDIG SYSTEMATISERES DET moderne interessesystem med staten, fagbevægelsen og arbejdsgiverne som de vigtigste. Socialdemokratiet appellerer til stadig flere samfundsgrupper udover arbejderklassen - partiet stræber efter at blive et folkeparti. I 1933 skriver partiets store teoretiker Hartvig Frisch bogen "Pest over Europa" med undertitlen "Bolsjevisme - Fascisme - Nazisme". På en måde bliver kampen mod disse totalitære bevægelser det afgørende overordnede tema i Socialdemokratiets politik de næste mange år. Dette arbejde organiseres bl. a. i HIPA, Hovedorganisationernes Informations og Propaganda-afdeling.

UNDER DANMARKS BESÆTTELSE fra 1940-45 er den socialdemokratiske arbejderbevægelse varm tilhænger af samarbejdspolitikken. Formålet med denne samarbejdspolitik er at bevare de demokratiske institutioner intakte og modvirke en nazificering af samfundet. En af konsekvenserne af denne politik er, at kampen mod kommunisterne, der efter juni 1941 bliver en af de ledende kræfter imodstandsbevægelsen mod den tyske besættelsesmagt, fortsætter med uformindsket styrke.

Separation og skilsmisse

VED DET FØRSTE valg efter Danmarks befrielse i 1945 står DKP, Danmarks kommunistiske parti stærkere end nogen sinde med 18 mandater i Folketinget. Det skyldes at partiet har deltaget aktivt i modstandskampen. På DKPs initiativ og under indtryk af DKPs styrke fører Socialdemokratiet og DKP i 1945 forhandlinger om sammenlægning af de to partier, men det står hurtigt klart, at det ikke lader sig gøre. Socialdemokraterne vil have at kommunisterne lader sig optage i den socialdemokratiske arbejderbevægelse - ellers må enhedsforsøget opgives. Ingen socialdemokratisk leder vil i alvor drømme om at opgive den reformistiske kurs.

DKP VIL IKKE opgive tesen om proletariatets diktatur. Totalitarismen bliver i det hele taget ved med at være et problem for DKP som støttede Sovjetunionens beherskelse af Østeuropa. Socialdemokratiet derimod er en varm tilhænger af Danmarks tilslutning til de organisationer der hører til på den vestlige side af det jerntæppe der har sænket sig ned gennem Europa. Danmark går med i FN i 1945, i OEEC (senere OECD) i 1948 og iAtlantpagten (senere NATO) i 1949.

I DE FØLGENDE ÅR fortsætter kampen mellem de to fløje i arbejderbevægelsen. Men i takt med udviklingen af den kolde krig mister kommunisterne fodfæste. Allerede ved valget i 1947 mister DKP ni af de 18 mandater fra 1945, samtidig med at socialdemokraterne går tilsvarende frem.Modsætningerne mellem de to pariter lever videre i bedste velgående, og bidrager til en forenkling og tilsløring af de faktiske problemer. Oftest er spørgsmålet ikke, hvad et problem går ud på, men om det er en socialdemokrat eller en kommunist, der rejser det.

I 1945 FREMLÆGGER Socialdemokratiet i sit arbejdsprogram Fremtidens Danmark en politik, der kræver samfundsmæssige regulering af økonomien og en vidtgående demokratisering af det økonomiske liv, der vil betyde en indskrænkning af arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Men på begge områder bliver de hurtigt tvunget i defensiven. I takt med USAs voksende dominans i verden og udviklingen af den kolde krig bliver Europa stillet overfor nogle realiteter, som hverken store eller små lande kan se bort fra. Danmark må underkaste sig kravene om frihandel og markedsøkonomi.

SOCIALDEMOKRATIET VIL FORTSAT reformere klassesamfundet; men i 1950´erne fortrænges drømmen om også at afskaffe kapitalismen. Hvor man før havde nogle forestillinger om en socialistisk fremtid, bliver målet nu pragmatisk og konkret. Opgaven består i at udvikle velfærdssamfundet. Kommunisterne på deres side vil ikke opgive den stærke tilknytning til Sovjetunionen. Det bliver en katastrofe for partiet, da Sovjetunionen i 1956 knuser oprøret i Ungarn med magt.Den kritiske fløj i partiet danner i 1959 Socialistisk Folkeparti med den tidligere DKP-formand Aksel Larsen i spidsen. DKPs politiske betydning reduceres til nær nul. En position der ikke ændres før DKP i 1972 går aktivt ind i EF-modstanden og henter nye medlemmer og stemmer på den konto.

MEN FOR ALVOR anfægte Socialdemokratiets ledelse af arbejderbevægelsen kan de aldrig. Det betyder, at arbejderbevægelsen gennem kompromiser med de borgerlige kan få sociale reformer, skattefinansierede og dermed solidariske, men offentlig produktion, for slet ikke at tale om fælleseje af produktionsmidlerne kan der aldrig blive tale om.Og efter Sovjetunionens sammenbrud i 1989 forstummer enhver tale om socialisme. Nu handler det for socialdemokratiet om at administrere og reformere samfundet på de eksisterende præmisser.