Forside Undervisning Indskoling På akkord med familien Sørensen
På akkord med familien Sørensen Udskriv Email
Beskrivelse


Velkommen hos Peter Martin, Karen Marie og deres otte børn – en autentisk historie om en arbejderfamilie i København i årene omkring år 1900.


Familien_Srensen_18 hjemmeside_paa_akkord_Magnus_013 fams008

Eleverne går på opdagelse i udstillingen om familien Sørensen og oplever dens liv og hverdag.
Vi besøger familien i deres lille lejlighed, finder ud af hvor søndagsudflugten gik hen, ser en madpakke der er over 100 år gammel og prøver kræfter med datidens arbejdsliv.

Eleverne inddeles i grupper, hvor de konkurrerer mod hinanden om at pakke tændstikker på akkord. Eleverne udfordres undervejs til at finde på en arbejdsopdeling, der kan øge deres akkord, alt imens fabriksformanden holder øje med deres arbejdsindsats og resultatet af deres anstrengelser.

Målet med forløbet er at give eleverne et billede af den hverdag og det arbejdsliv, der prægede livet for tusindvis af arbejderfamilier for over 100 år siden. 

Fælles Mål II, som forløbet understøtter

  • Fortælle om sammenhænge mellem materielle kår og hverdagsliv

Varighed: Cirka 60 minutter.
Pris: 400 Kr.
Klassetrin: Bh-klasse-3. klasse.
Periode: Fast undervisningstilbud.

 
Booking
 
Lærervejledning


Beskriv, forklar og fortæl om genstanden
Formålet med denne opgave er at repetere udvalgte genstande, som eleverne arbejdede med på Arbejdermuseet. I opgaven skal de henholdsvis beskrive, hvad det er, de kan se på billedet, og forklare, hvad genstanden er blevet brugt til.
Afslutningsvis er der en fri opgave, hvor eleverne selv vælger, om de vil bruge deres fantasi og digte en historie om genstanden, eller om de vil skrive en korrekt faktuel oplysning.

Evaluering af museumsbesøg
I denne opgave får eleverne mulighederne for at evaluere på deres udbytte og oplevelse af museumsbesøget.
Evalueringsopgaven er differentieret således, at eleverne enten kan svare på tre spørgsmål, eller de kan tegne en af personerne i familien Sørensen. Vælger de at tegne skal de ud over personen tegne en genstand, som de tror er vigtig for deres person.


Familien Sørensens kogebog
Familien Sørensens kogebog er en række tidstypiske opskrifter, som kan laves forholdsvis let sammen med mindre elever.
Opskrifterne kan f.eks. indgå i forbindelse med et emnearbejde. 

Fotoalbum
Under ”fotoalbum” findes en række fotos fra udstillingen ”Familien Sørensen”.
Fotografierne kan frit downloades og bruges til undervisning, portfolie etc.

Giv fotografierne liv
Formålet med denne opgave er, at eleverne øver sig i at iagttage fotografier som eksempler på historiske kilder.
Eleverne inddeles i grupper og får udleveret et fotografi. Alle fotografierne stammer fra perioden 1882 – og frem til 1915 og viser forskellige hverdagssituationer som f.eks. leg, bolig, skole og arbejde.

Grupperne diskuterer indholdet og personerne på deres fotografi via hjælpespørgsmålene beskrevet på opgavearket.
Ud fra deres samtale skal gruppen forsøge at lave et lille rollespil over fotografiet.
Alt efter elevernes alder kan rollespillet illustrere, hvad personerne siger til hinanden på fotografiet, til et rollespil der viser den handling, der er gået forud for fotografiet og den efterfølgende handling.

Lad grupperne præsentere deres fotografier og rollespil for hinanden.

Historien om madpakken
På Arbejdermuseet har eleverne haft mulighed for at se "madpakken", som er en af Arbejdermuseets fineste genstande.
Madpakken er pakket ind i "Socialdemokraten" fra den 22. august 1886 og er helt typisk for tiden, idet den består af et stykke rugbrød smurt med fedt. I 1886 arbejdede et sjak med at renovere glaspaneler på Rosenborg. Madpakken blev sammen med to andre glemt eller gemt i et af panelerne på Rosenborg. Hundrede år senere, i 1986, dukkede den op igen i forbindelse med renoveringsarbejde af samme paneler.

I denne opgave får eleverne mulighed for at bruge deres fantasi, når de skal skrive en historie om, hvordan madpakken er havnet på Rosenborg Slot.
Lad eventuelt eleverne brainstorme i mindre grupper først, så de på den måde hjælper hinanden i gang med skriveprocessen.

Hverdag ca. 1875
Hverdag ca. 1875 er små tegninger af hverdagssituationer fra perioden omkring 1875. Tegningerne illustrerer: arbejde, leg i baggården, skolen og livet i hjemmet.
Tegningerne kan bruges til at lade eleverne digte deres egne små historier ud fra et eller flere af billederne. Disse historier kan eleverne så enten formulere mundtligt eller skriftlige alt efter fagligt mål og deres faglige kunnen.


Kilder
Under ”Kilder” har vi samlet tre korte erindringer om arbejderbørn i slutningen af 1800 tallet. Disse erindringer kan med fordel bruges til at forberede eleverne på udstillingen, eller som efterbehandling af forløbet på museet. Vær opmærksom på at der kan være ord/begreber i kilderne, som skal forklares.
Til hver erindring er der efterfølgende et par forslag til, hvordan man kan arbejde med på den pågældende erindring sammen med eleverne.

Lav en kludedukke
Lav en kludedukke er en "opskrift" på hvordan man nemt kan lave kludedukker sammen med eleverne. På museet vil eleverne have set kludedukker.
Kludedukkerne kan laves både i SFO og i skole. Opskriften kræver stof, garn, snor og tudser. 

Leg i gamle dage
”Leg i gamle dage” indeholder en række forslag til lege fra slutningen af 1800 tallet. Mange af legene vil børnene kunne genkende fra i dag. Langt de fleste lege er kendetegnet ved, at de ikke kræver materialer, og at de primært leges udenfor. Dette hænger sammen med den trange plads i lejlighederne og arbejderfamiliernes ofte manglende økonomiske ressourcer.
Legene kan eksempelvis introduceres i idræt, klassens tid eller i SFO’en.

Skriv et brev – drenge
Formålet med opgaven ”skriv et brev” er at få drengene i klassen til at formulere sig i egne ord om det liv, Peter Martin Sørensen, som de har fulgt på Arbejdermuseet, har levet.
I opgaven er der tre billeder og en række spørgsmål, de kan lade sig inspirere af.
Det er muligt at downloade flere billeder fra fotoalbum.

Skriv et brev – piger
Formålet med opgaven ”skriv et brev” er at få pigerne i klassen til at formulere sig i egne ord om det liv, Karen Marie Sørensen, som de har fulgt på Arbejdermuseet, har levet.
I opgaven er der tre billeder og en række spørgsmål, de kan lade sig inspirere af.
Det er muligt at downloade flere billeder fra fotoalbum.  

 
Kilder

 

 
Litteraturliste

Baggrundslitteratur til læreren
  • Jørgensen, Anne-Dorte:
    Børn på arbejde ; illustreret af Lis Heidemann ; redaktion: Poul Vestergaard (ansv.) og Anne-Lise Walsted .- Brønshøj[Kbh.] : Arbejdermuseet : Skoletjenesten , 1991 .- 39 s : ill .- 87-87902-37-0

boern_paa_arbejde_110 sorensen_110 dehn dehn002

  • Familiens liv og hverdag år 1900 : århundredeskiftet, børneliv, mad og køkken, ægteskab, bolig, arbejde / tekst Sidsel Risted Staun .- Kbh : Skoletjenesten : Arbejdermuseet .- 14 s : ill .
    Download hæftet som pdf-fil
  • Dehn, Erik:
    Født til grød eller gås - Barn i 1900, - Kbh: Gyldendal, 2002. - 32 s
    Omslag: Eva Wulff Redaktør: Kim Møller Hansen
    Serie: Børn i historien. I Født til grød eller gås - barn i år 1900 møder læserne Karen, Axel og Per, der lever i vidt forskellige miljøer. I et levende og letlæst sprog fortælles, hvordan det var at være barn for 100 år siden. Rigt illustreret med tegninger og samtidige fotos. Serien Børn i historien er skrevet til 3.-5. klasse og er velegnet til emnearbejde i historie og dansk og til lystlæsning.
    Serien giver eleverne indsigt og mulighed for indlevelse i menneskers livsvilkår samt får dem til at tænke over egen tilværelse. De enkelte titler omhandler forskellige perioder i historien.
    Børn i historien kan bruges uafhængigt af historiesystem.
  • Dehn, Erik:
    På skolebænken, - Kbh: Gyldendal. 2007. - 48 s
    Tegninger: Lars Petersen. Omslag: Carsten Schiøler
    På skolebænken handler om skoleliv og hverdagsliv i Danmark omkring år 1900, i 1950'erne og 1970'erne. Bogen knytter sig til serien De store fagbøger og henvender sig til elever på mellemtrinnet.
 
Fotoalbum
mt_gallery: thumb_fams015 thumb_fams016
thumb_fams003 thumb_fams005 thumb_fams021
thumb_fams009 thumb_fams002 thumb_fams012 thumb_fams004

Download billederne fra  Familien Sørensens fotoalbum til eget brug.

 
 

 

Vi bruger cookies til at forbedre vores hjemmeside og din oplevelse, når du bruger den. Cookies, der anvendes til basal drift af sitet er allerede blevet sat. Du kan læse mere om hjemmesidens brug af cookies.

Jeg akcepterer cookies fra dette site.

EUs direktiv om cookies