Søren Hjorth Nielsen (1901-1983) repræsenterer den anfægtede og solidariske kunstner i 1930'ernes danske kunst. En turbulent tidsalder præget af nød, strejker, fattigdom og politisk polarisering.
Hjorth Nielsen blev uddannet på Kunstakademiet i København hos Ejnar Nielsen 1921-26 og gik på Aksel Jørgensens grafiske skole fra 1922, og hovedlinjen i hans kunst var en kontant virkelighedsskildring.

Han malede med stor social forståelse og en god del humor det barske liv i storbyen. Mange af motiverne var selvoplevede, og i den tidlige, ekspressionistiske fase af sin karriere arbejdede han med forenkling og klare formdannende linjer som kunstneriske virkemidler.

Hjorth Nielsen udførte en række arbejder i slutningen af 20'erne efter studier på Christianshavn og på Fælleden blandt de ringest stillede og hjemløse. Det er dem vi møder ansigt til ansigt i "Volddroningen og hendes galan" (galan betyder elsker) fra 1929 eller i maleriet "Spritdrankere på fælleden" fra 1927, som også bliver vist på udstillingen. Kunstneren lader usentimentalt det forhutlede, det trodsige og let anarkistiske komme til orde i personernes kropsholdninger overfor beskueren.