2. del af serien Plads til os alle om arbejderbevægelsens historie.

I otte temaer skildres udviklingen fra industrialiseringens barndom til nutidens informationssamfund gennem personlige beretninger, arkivfilm og fotos, malerier fra tiden, avisklip og små rekonstruktioner.

I slutningen af 1800-tallet var arbejdsdagene på 11-12 timer og lønningerne små. Fagforeninger var et ukendt ord for de fleste, og fagligt aktive blev ofte fyret. Men langsomt voksede fagforeningerne sig større. Kvinder, landarbejdere og tyende fik rettigheder. Og fagbevægelsen udviklede sig til en af de stærkeste organisationer i danmark. Men det moderne samfund stillede nye krav og det gjorde medlemmerne også. Fagbevægelsens tætte tilknytning til Socialdemokratiet kom under pres

• Minut-tæller: 00:00
• Minut-tæller: 11:19-
• Minut-tæller: 21:53-
• Minut-tæller: 31:01-

Minut-tæller: 00:00

Lydside og tid	Billedside
Musik: 00.00
Fortælleren: 00.36 På LOs kongres i 1995 blev de formelle bånd mellem LO og Socialdemokratiet kappet over. Ægteskabet mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen som havde varet i mere end hundrede år skulle fremover være papirløst.
Musik: 00.51
Fortælleren i billedet: 01.09 Det var en historisk beslutning daværende LO formand Finn Thorgrimsson, fremlagde på kongressen, for da arbejderbevægelsen blev grundlagt i 1871 var parti og fagbevægelse en og samme ting. Det var jo simpelthen sådan at fagforeningerne tilsammen udgjorde partiet, og det kom jo også til at hedde Den Internationale arbejderforening for Danmark.
Fortælleren: 01.31 Myndighederne bekæmpede Arbejderforeningen med stor nidkærhed. Lederne vandrede ind og ud af fængslet. Og det førte til, at bevægelsens grundlægger Louis Pio måtte flygte til USA i 1877. På det tidspunkt havde bevægelsen kun eksisteret i 6 år og den var i dyb krise. Lønningerne var så lave, at arbejderne ikke havde råd til at betale kontingent til fagforeningerne, og den ene strejke efter den anden blev tabt. Derfor blev Pios flugt en katastrofe, som næsten tilintetgjorde bevægelsen. Det hele måtte bygges op fra grunden igen. Samtidig opstod den tanke, at en del arbejdere måske ikke meldte sig i fagforening, fordi de samtidig så blev medlem af et socialistisk parti. I 1877 skrev Anthon Mundberg, der var redaktør på partiavisen Social-Demokraten:
Stemme: 02.26 Hvis den faglige sags fremgang skal betinges af, at så godt som alle vedkommende fags medlemmer er socialister, så kan hverken socialismen eller fagbevægelsen komme nogen vegne. Nej, fagforeningerne må blive et, og det socialdemokratiske parti et andet.
Fortælleren i billedet: 02.46 Som sagt så gjort. Den 12. februar 1878 blev Socialdemokratisk Forbund stiftet som rent politisk forening. Men reelt var der ingen forskel på parti og fagbevægelse. De ledende personer gik igen begge steder, og når der var tale om strejker eller lock-outer så var det partiet, der organiserede indsamlinger.
03.08 Men forestillingen om, at fagforeningerne ville vokse når de blev rent faglige organisationer forblev i nogle år en ønskedrøm. For udover de problemer Pios flugt til USA havde skabt, var der også problemer med at finde lokaler til at samles i. Det fortæller en af pionererne Emil Wiinblad om:
Stemme: 03.31 Politiet spærrede Arbejderne adgang til alle store lokaler, bl.a. ved at true værterne med at ville fratage dem retten til at afholde offentlig dans, hvis de gav socialistiske arbejderforeninger husly.
Fortælleren: 03.46 Bevægelsen havde altså brug for en bygning, så der blev startet en indsamling til en forsamlingsbygning. De aktive arbejdere gav hvad de kunne:
Stemme: 03.58 Der blev stiftet et aktieselskab, jeg indbetalte 25 øre, hver gang jeg havde så mange, og fik så et mærke for pengene. Da jeg havde samlet 5 kr. fik jeg udstedt et interimsbevis nr. 1618. Det var i 1876, først i 77 blev de sidste penge indbetalt.
Fortælleren i billedet: 04.21 I slutningen af 1878 kom der så endelig gang i byggeriet her i Rømersgade i København. Men der manglede hele tiden penge, og det lykkedes kun at holde byggeriet igang ved yderligere indsamlinger og ved hjælp af frivillig arbejdskraft. Men det lykkedes trods alt. Og den 23. april 1879 kunne man så holde indvielsesfest med sang og taler med faner og festmiddag.
Fortælleren i billedet: 04.51 Det havde utrolig stor betydning for bevægelsen, at den midt i en tid hvor den havde tilbagegang på alle områder var i stand til at rejse en arbejdernes forsamlingsbygning. Og med festsalen her, fik bevægelsen så et sted hvor den var i stand til at holde sine møder uden indblanding fra politiet. Socialistmarchens ord om "en bygning vi rejser til skærm i vor nød" fik med et konkret betydning.
Kor (mel. snart dages det): 05.14 Det knager i samfundets fuger og bånd; lad falde, hvad ikke kan stå! Men ræk mig, o broder, din barkede hånd før i løgn og af sult vi forgå, en bygning vi rejser til skærm i vor nød, til arbejdet, liv eller død!
Fortælleren: 05.46 Nu gjaldt det om at få fagforeningerne på fode igen og om at få nogen fra partiet valgt til rigsdagen. Det var ikke let. Det var kun mænd over 30 år, der havde stemmeret. Kvinder kunne ikke stemme og det kunne mænd uden egen husholdning heller ikke. Det gjaldt f.eks. karle på gårdene og håndværkssvende, der boede hos deres mester. Man mistede også sin stemmeret, hvis man modtog offentlig hjælp.
06.11 Systemet var bestemt ikke til socialdemokraternes fordel. Og det var det heller ikke, at afstemningerne foregik i fuld offentlighed og tilmed ved håndsoprækning. Niels Neergaard, der var rigsdagsmand for Venstre fortæller:
Stemme: 06.26 Stemmeafgivningen var offentlig og overvågedes nøje af flere af byens største arbejdsgivere. Valgtryk lå jo i luften. En skovridder på et af de store lollanske godser tiltalte sine skovarbejdere således: "Ja, i dag stemmer I, folkens, men i morgen stemmer fanden galme jeg!".
Fortælleren: 06.51 I 1884 lykkedes det for første gang at få to socialdemokrater valgt. Det var i København, hvor der boede flest arbejdere. Den ene af de to valgte var skomageren Christian Hørdum den anden skrædderen P. Holm. Efter valget skulle der gang i agitationen, fortæller A.C. Meyer. Han havde været aktiv fra partiets start og han skrev til Social-Demokraten. En dag blev han kaldt op på avisens kontor, hvor P. Knudsen, der var socialdemokratiets leder var på besøg:
Stemme: 07.20 Han spurgte, om jeg kunne påtage mig socialdemokratisk agitation i provinsen. Efter valget af Hørdum og Holm indløb der mange anmodninger om afholdelse af møder, og det krævede en fast agitator.Under provinsagitationen var det regel at tilsende bladet telegrafiske meddelelser. De særlig store møder forbeholdtes stadig Holm og Hørdum og refereredes indgående, medens "flyvende" agitatorer som den djærve smed Ferdinand Hurop, Buldrebassen V.T. Holst og jeg måtte levere korte telegrammer. Et som Holst afsendte fra en agitationsrejse, havde følgende knappe ordlyd: "Horsens 1000 deltagere. Ned med Estrup. Politimesteren gnaven. Holst leve. Send 40 kr."
Fortælleren i billedet: 08.08 A. C. Meyer organiserede også Arbejdernes Bicycel Club, der kørte rundt i landet og agiterede for partiet. Men den bedste af alle de socialdemokratiske agitatorer var den tidligere teologistuderende Frederik Borgbjerg. I 1892 tog han ud i landet. Besøgte de små provisnbyer, og var ude i landdistrikterne, hvor man aldrig før havde set en agitator. Og møderne vakte opsigt, og han referede dem selv i Social-Demokraten.
Stemme: 08.37 Jeg åbnede felttoget med et møde i Nakskov. Vestlolland beherskedes omkring halvfemsernes begyndelse af Højre. Vi havde hverken politiske eller faglige foreninger dengang. I Maribo husker jeg, at vi efter mødet fik samlet syv skomagere, som dannede den første fagforening. I Nykøbing Falster var jeg i løbet af halvfemserne med til at stifte en socialdemokratisk forening tre-fire gange. Den gik stadig i stykker, men til sidst holdt den.
09.11 Et godt helbred måtte der jo til. Jeg skulle tale i Kallehave. Jeg fik intet honorar. Jeg endevendte mine lommer for at se, om der var penge nok til vognen, men der manglede 10 øre. I stedet for en køretur fik jeg så en fodtur. Jeg vandrede om natten, og det var et forfærdeligt vejr. Vandet styrtede ned og jeg havde storm og regn piskende lige ind i ansigtet. Endelig henad 6-tiden om morgenen havde jeg stridt mig frem til Vordingborg, dyngvåd og dødtræt.
Fortælleren: 09.49 Det krævede ikke alene et godt helbred at være agitator. Det krævede også mod. For der er talrige eksempler på, at de aktive blev fyret fra deres arbejde og sortlistet hos mestrene. Det skete også for den første kasserer hos guldsmedene i København:
Stemme: 10.05 Jeg blev opført på den sorte tavle i guldsmedelauget. Overalt hvor jeg kom, lød det, når de hørte mit navn: Nå, det er kassereren for de røde! Så jeg kunne kun komme ind på små værksteder i kort tid ad gangen, så det var en kummerlig tilværelse. Jeg måtte til sidst, ligesom de andre i bestyrelsen, til provinsen, hvor jeg ikke var kendt. Jeg var den sidste af den første bestyrelse, og efter den tid lå foreningen i dvale.
Fortælleren: 10.32 I 1880erne og 90erne begyndte det at gå fremad. Bødker Emmanuel Svendsen har i sine erindringer givet en beskrivelse af tiden:
Stemme: 10.44 Det blev en urolig tid, hvor arbejderne kom i bevægelse og hvor arbejdsgiverne satte deres stød ind når de skønnede, at der var mulighed for at dukke arbejderne. Det var på en vis måde en anarkistisk tid. Med timers varsel blev arbejderne smidt ud. Eller med timers varsel lagde de værktøjet, pakkede klunset sammen og strejkede. Mange mennesker satte meget over styr og hjem gik ned. Men midt i hele dette mylder mærkede man, at der kom fodslag i rækkerne. Fagforeningerne blev stærkere.

Minut-tæller: 11:19-

Lydside og tid	Billedside
Fortælleren: 11.19 Fagforeningerne var kommet op på 60.000 medlemmer. Det var mange i en tid hvor der kun var knap 100.000 industriarbejdere i alt. Det førte til at arbejdsgiverne i 1896 også slog sig sammen for, som der stod i Arbejdsgiverforeningens vedtægter "at danne et værn mod overgreb fra arbejderorganisationene". Som modtræk dannede fagforbundene i 1898 De samvirkende Fagforbund, som senere skiftede navn til Landsorganisationen i Danmark - eller LO. Socialdemokratiets leder P. Knudsen blev næstformand. Som formand valgtes maleren Jens Jensen. Han holdt en tale, hvori han blandt andet sagde:
Stemme: 12.01 Den arme vi skaber må være stærk og fast, for den skal erobre en verden, men den må være demokratisk ordnet, for den skal udvikle mennesker.
Pause: 12.11
Fortælleren i billedet: 12.33 I det store sammenhold, var der dog to grupper der ikke var særlig velsete: Kvinderne og de ufaglærte. Da de ufaglærte mænd begyndte at organisere sig blev de ikke mødt med nogen særlig stor forståelse fra de faglærte. Og arbejdsgiverne ville heller ikke havde med dem at gøre. Det var ganske enkelt under deres værdighed at forhandle med arbejdsmænd.
Fortælleren: 12.51 Det var Michael Christian Lyngsie der organiserede arbejdsmændene. Han blev formand for arbejdsmændene i København i 1891, og til Socialdemokraten har hans kone senere fortalt om den første tid:
Stemme: 13.06 Vi boede i en lille lejlighed i Todesgade, og der var kontor samtidig, Det førte jo med sig, at jeg i høj grad måtte være med i arbejdet. Når Lyngsie var ude i provinsen måtte jeg indkassere penge. Og når Lyngsie var hjemme skulle han ofte fare byen rundt til agitation. Så fik han 2-3 fedteklemmer i lommen - pengene var bittesmå - han havde 15 kr. i løn om måneden og 5 øre for hvert nyt medlem han tegnede. Mange gange kom han hjem og fortalte, at arbejderne havde smidt ham ud, de ville ikke have noget at vide om denne her fagforening - men han var ikke sur for det. "Jeg får dem jo alligevel" kunne han sige - og det gjorde han jo da også..."
Fortælleren: 13.58 Emmauel Svendsen, der var en af lederne i De samvirkende Fagforbund har skrevet om Lyngsies arbejde:
Stemme: 14.05 Nu er der vel ikke altfor mange, der tænker over, hvilket jættearbejde det dengang var at få arbejdsmændene i trit. De fleste af dem var dårlige hunde. Elendige arbejdsvilkår, dårlige boliger, drik og dårlig oplysning gjorde dem til et uroligt, sydende element, eller det modsatte: Sløve, selvopgivende. Lyngsie fik dem rusket op.
Fortælleren: 14.32 Under Lyngsie voksede Arbejdsmændenes forbund, og blev det største i De samvirkende Fagforbund. Men konflikterne mellem faglærte og ufaglærte stoppede ikke, fortæller Emmanuel Svendsen:
Stemme: 14.47 Den gamle laugsånd fulgte de faglærte længere, end man havde tænkt. Selv havde jeg haft lidt af giften i blodet. Men masser af faglærte havde betydeligt større dosis af denne gift i blodet, end jeg havde haft det og hos dem holdt det. På arbejdspladsen kunne det manifestere sig ved, at arbejdsmændene havde deres skur og de faglærte deres - og der var en bred kløft mellem skurene.
Fortælleren: 15.16 Trods modsætningerne mellem faglærte og ufaglærte blev Lyngsie i 1898 valgt til Folketinget. 14 år efter, at de første socialdemokrater blev valgt kunne han så som den første arbejdsmand i Danmark indtage sin plads i Folketinget.
Musik: 15.30
Fortælleren: 16.01 Selvom der var stor arbejdsløshed og mange konflikter blev starten af dette århundrede en fremgangstid for De samvirkende Fagforbund. Ved udbruddet af 1. verdenskrig i 1914 var medlemstallet nået op på 1/4 million. 1. verdenskrig og den russiske revolution i 1917 førte til en splittelse af den internationale arbejderbevægelse. I Danmark organiserede den faglige venstrefløj sig også. Først og fremmest i Fagoppositionens Sammenslutning. Men det store flertal af fagbevægelsens medlemmer holdt sig til Socialdemokratiet og til de små fremskridts politik. Og der var fremskridt. I 1918 blev der indført pristalsregulering af lønnen. Og i 1920 kom så 8-timers arbejdsdagen.
Fortælleren i billedet: 16.53 Det lange seje træk med opbygning af parti og bevægelse nåede et forløbigt højdepunkt ved valget i 1924. Socialdemokratiet fik over 36% af stemmerne og blev landets største parti. Partileder Thorvald Stauning dannede regering og kunne flytte her ind i magtens højborg. Men de borgerlige havde flertal og kunne derfor blokere for regeringens lovforslag. Der gik vittigheder om, at resultaterne var så små, at de kunne rummes i Staunings vestelomme.
Fortælleren: 17.25 Socialdemokratiets erobring af magten førte også til den første alvorlige konflikt mellem partiet og dele af fagbevægelsen. Ved overenskomstfornyelsen i 1925 opfordrede Stauning arbejderne til at stemme for et mæglingsforslag, der kun gav dem 3% i lønforhøjelse. Fordi en storkonflikt ville tvinge ham til at gå af mindre end ét år efter at partiet havde overtaget den politiske ledelse af landet.
17.51 Men Lyngsie og arbejdsmændene ville ikke nøjes med de 3%, så de udvidede deres strejker. På transportområdet begyndte de hurtigt at true den vigtige landbrugseksport til England. De faglærte beskyldte arbejdsmændene for at skade regeringen og arbejderbevægelsen, og regeringen forsøgte at tvinge mæglingsforslaget igennem.
18.11 Det blev en pinlig affære. Regeringen beskyttede de strejkebrydere, der holdt landbrugseksporten igang. Det var i sig selv en provokation. Men værre var det, at den havde forberedt et lovindgreb imod konflikten. Oven i købet en lov, der ville være gennemført uden afstemning i folketinget, som var på sommerferie.
18.30 Inden det kom så vidt accepterede arbejdsmændene dog et mæglingsforslag, der gav dem lidt mere i løn. Men alene planen om lovindgrebet vakte harme i arbejderklassen og åbenlys skadefryd i borgerskabet. Og bitterheden i Arbejdsmændenes forbund, var så stor, at de meldte sig ud af De samvirkende fagforbund og de blev udenfor i fem år.
Fortælleren: 18.57 Konflikter mellem faglærte og ufaglærte var ikke de eneste i bevægelsen. Der gik også en skillelinie mellem mænd og kvinder. Helt tilbage til fagbevægelsens start i 1880'erne var det en udbredt holdning blandt mænd, at kvinderne var løntrykkere og strejkebrydere. De burde ganske enkelt ikke findes på arbejdsmarkedet. Problemet var bare at arbejderfamilierne ikke kunne overleve uden kvindernes løn, så de arbejdede alligevel. Især i tobaksindustrien var der mange kvinder. Så tvunget af omstændighederne var de mandlige tobaksarbejdere de første, der ændrede holdning til kvinderne. På et møde i 1875 sagde formanden for cigarmagerne:
Stemme: 19.42 Ved et beklageligt fejlsyn har de kvindelige og mandlige arbejdere hidtil stået fjendtligt overfor hinanden. Gennem de socialistiske læresætninger er vi nu kommet til klarhed om kvindernes ligeberettigelse med manden og følgelig må den kvindelige arbejder for det samme arbejde betales efter samme forhold som manden.
Fortælleren: 20.08 Cigarmagerne lovede altså bod og bedring. Men organiseringen af kvinderne blev ved med at være et konfliktemne. Selv efter at Kvindeligt Arbejder Forbund blev stiftet i 1885 skete der kun beskedne fremskridt. Ti år senere kunne formanden Olivia Nielsen meddele at der var 15 betalende medlemmer. Det var blandt andet fordi de mandlige fagforeninger gik på strandhugst hos kvinderne, når de havde fået et område organiseret.
20.38 De kvindelige arbejdere måtte også kæmpe for at få deres organisation godkendt af arbejdsgiverne. Det har en bryggeriarbejderske fra Ceres fortalt om:
Stemme: 20.50 Da jeg i 1906 begyndte at arbejde på bryggeriet havde man i flere år forsøgt at danne en fagforening, men direktionen ville slet ikke høre tale om den slags ting. Hver gang vi havde holdt møde, blev nogle af de kolleger der havde udtalt sig positivt om fagforeningsspørgsmålet afskediget, og det havde jo til følge at mange kolleger blev bange, de havde ikke råd til at blive arbejdsløse.
Fortælleren i billedet: 21.15 Men der var en gruppe kvinder som fagforeningerne havde glemt. Og det var tjenestepigerne. Måske fordi de kom fra landet og flyttede ind til byerne, hvor de så fik arbejde i hjem som det her. Her fik de så den noget tvivlsomme fornøjelse at holde støvet fra nipsgenstandene som den her og så i det hele taget varte herskabet op.
21.34 Tjenestepigerne var underlagt tyendeloven, som bestemte, at de stod til rådhed for herskabet 24 timer i døgnet, og at de skulle have en skudsmålsbog. Bogen blev stemplet hos politiet hver gang pigerne flyttede. De blev fæstet for et år ad gangen og så kunne de straffes, hvis de løb af pladsen i utide.

Minut-tæller: 21:53-

Lydside og tid	Billedside
21.53 Der var ingen, der interesserede sig for tjenestepigernes forhold før Marie Christensen I 1899 og stort set på egen hånd dannede Københavns tjenestepigeforening. Hun havde selv i sin første plads som 16-årig, oplevet forfærdelige forhold hos en læge i Frederiksværk:
Stemme: 22.14 Jeg havde glædet mig usigeligt. For første gang skulle jeg have eget værelse. Det var et loftskammer med et lille tagvindue og med en dør der førte ind til tørreloftet. I kammeret fandtes en stor kasse i stedet for seng, som bord var to brædder slået fast til væggen. Kakkelovn var der selvfølgelig ikke, og om vinteren var der en sådan frost og kulde i kammeret, at vandet bundfrøs i skålen. Hvad jeg i denne plads led af savn, sult og kulde, det kan ikke beskrives.
Fortælleren: 22.47 Marie Christensen tog til København.
Fortælleren i billedet: 22.49 Men de første pladser hun fik var lige så forfærdelige som den hos lægen i Frederiksværk. Det kunne være steder som det her. Hun skrev senere, at hun aldrig glemte den bittterhed det skabte hos hende, at de mennesker som gav hende så elendige arbejdsforhold samtidig forlangte, at hun skulle være mild og venlig. Da hun derfor endelig fik en ordentlig plads, ja så opstod tanken om at organisere tjenestepigerne:
Stemme: 23.17 Jeg ligesom vågnede, da jeg var kommet i fred og ro på mit værelse, og så tænkte jeg tilbage på den tid, der var svundet. Åh, hvor frygteligt! Og jeg tænkte på de unge piger, som nu vandrede i mit fodspor, jeg så, hvorledes de sled og slæbte uden at blive færdige, uden at kende til hygge og hvile. Mit ønske blev: Gid jeg kunne hjælpe dem, at de kunne få det, som jeg nu har det. Da disse tanker begyndte at beskæftige mig, var jeg 20 år.
Fortælleren: 23.50 Og da hun i foråret 1899 læste en statistik i Politiken, som viste, at tjenestepigerne var den faggruppe, der havde størst risiko for at ende i prostitution, mente hun ikke, at der var nogen tid at spilde. Den 15. november 1899 indbød Marie Christensen tjenestepigerne til møde. Der kom kun lidt over tredive, men mødet endte alligevel med, at Københavns Tjenestepigeforening blev stiftet.
24.19 Marie Christensen blev formand. Hun havde en formiddagsplads - resten af tiden var hun så ude at agitere for sin fagforening.
Stemme: 24.30 Husmødrene og størstedelen af tjenestepigerne var endnu vore fjender. Det var ikke få køkkendøre, der brutalt blev slået i for næsen af os. Ser vi hen til den opmærksomhed, vor sag har vakt i Amerika, må man udbryde: "Sover de danske piger, eller er de levende begravet? Hvad i alverden betænker de sig på?
Fortælleren: 24.53 De betænkte sig, fordi de var en af de mest underkuede grupper i det danske samfund. Underlagt en forældet tyendelov og uden stemmeret.
Musik: 25.02
Fortælleren: 25.24 Marie Christensen gjorde et kæmpearbejde for at kvinder og tyende skulle få stemmeret. Og ved grundlovsændringen i 1915 blev det langt om længe en realitet.
25.37 På grundlovsdag gik kvinderne i optog til Amalienborg for at takke kongen for stemmeretten - som om der var noget at takke for. Socialdemokratiet syntes da også, at det var noget pjat, og beordrede de socialdemokratiske kvinder til grundlovsmøde i Søndermarken i stedet for.
Fortælleren i billedet: 25.56 Den anden og meget vigtige mærkesag for Marie Christensen var afskaffelsen af den forhadte Tyendelov. Tjenestepigernes allierede i kampen var landarbejderne. De var underlag den samme lov, men de var meget dårligere organiserede.
Fortælleren: 26.12 Selvom mere end 200.000 arbejdere taget fra landet ind til byerne i tiden fra 1880-1900 var der stadig langt flere arbejdere på landet end i byerne. Og trods Borgbjergs store agitationsrejse i 1890erne stod 90% af landarbejderne uden for fagbevægelsen.
26.30 Først i 1907 stiftede landarbejder Carl Westergaard en tyendeforening, han var på det tidspunkt 20 år og havde tjent på bønder- og herregårde fra han var 11. Digteren Jeppe Åkjær, der var en af tyendets store fortalere, kendte Carl Westergaard og skrev til De Samvirkende fagforbund, at de burde støtte ham økonomisk:
Stemme: 26.51 Tyendet - landarbejderne - husmændene - det er de store uopdyrkede heder og moser i vort folkesamfund, Længe har de ventet på agitationens plov for at blive jævnbyrdige med de andre folkeslag. Her melder sig nu en ung, bondefødt mand som har lyst til at lægge hånden på denne plov. De skulle sætte ham istand dertil uden alt for nøjeregnende at undersøge, om han nu også pløjer lige - en kunst man dog først nemmer ved øvelsen.
Fortælleren: 27.18 Carl Westergård fik nogen penge og kunne gå i gang - bl.a. med at udgive tyendebladet. Og Jeppe Aakjær skrev en sang til det første nummer:
Kor: 27.27 Her kommer fra dybet den mørke armé og fordrer af verden et svar; skjønt dagningens glimt i vor dryppende le er al den fane vi har. Vi vover en kamp for vor nedtrådte ret og løfter i vejret på skændselens bræt den tusindårs-lænke vi bar.
Fortælleren: 27.59 Politisk ville Tyendeforbundet ikke binde sig til Socialdemokratiet. De ville have kontakter til flere sider, bl.a. til radikale Venstre. Men efter to år var der kun omkring 2.000 medlemmer, og det blev nødvendigt med økonomisk hjælp fra både Socialdemokratiet og Dansk Arbejdsmands Forbund.
28.18 Den slingrende politiske kurs og Carl Westergaards egenrådighed førte til, at han blev vraget som formand i 1909. Forbundet blev delt i to fløje som først fandt sammen igen i 1915 med Stauning som mægler og socialdemokraten Oscar Levinsen som ny formand. Carl Westergaard blev i stedet rejsende agitator.
28.39 Agitatorernes arbejde gik ud på at grundlægge både landarbejderforeninger og socialdemokratiske vælgerforeninger. Ideen stammede fra Stauning. Efter 1915, hvor kvinderne og tyendet fik valgret, ville Socialdemokratiet godt have bedre fodfæste på landet. Men det var stadig lige så svært at få det, som det var da Borgbjerg rejste rundt 30 år tidligere, fortæller en af agitatorerne:
Stemme: 29.04 Undertiden havde vi den dristighed at gå ind på de større gårde og indbyde arbejderne til vore møder. Jævnligt blev vi dog opdaget af arbejdsgiveren eller hans forvalter. Og i så fald blev vi ikke hilst med blide ord, ja, vi blev nu og da truet med prygl i bogstaveligste forstand.
Fortælleren: 29.21 Og prygl havde bønderne jo lov til at give tyendet i henhold til Tyendeloven, der først blev afløst af Medhjælperloven i 1921. Pryglene og skudsmålsbogen blev her afskaffet. Men den nye lov ændrede ikke ved, at landarbejderne totalt var underkastet gårdejernes vilje. Helt op i 30'erne kunne det give problemer at kræve sin ret.
Stemme: 29.42 Der kom en ny mand til gården. Han var meget interesseret i at få undersøgt, hvor meget vi forskellige fik i løn. Da han havde de oplysninger han havde brug for, meldte han proprietæren til fagforeningen. Da proprietæren fik at vide hvor meget han skulle efterbetale sine folk, blev han så rasende, at vi omgående fik opsigelsen, og han gik så vidt som til at sende vores løn pr. post fordi han ikke ville se os indenfor sine døre.
Fortælleren: 30.13 Alligevel voksede Landarbejderforbundet, og der var næsten 30.000 medlemmer, da det i 1934 blev lagt ind under arbejdsmandsforbundet.
Fortælleren i billedet: 30.28 Efter en periode i opposition fik Stauning og Socialdemokratiet så regeringsmagten igen ved valget i 1929. Og med regeringsmagten opstod det sammen problem som ved den forrige regeringsperiode. For hvordan kunne man på en og samme tid varetage arbejdernes interesser og lede landet politisk. Men det tætte samarbejde imellem fagbevægelse og parti, ja det holdt denne gang. Også selvom man op igennem 30'erne oplevede en lang række politiske indgreb overfor overenskomstforhandlingerne.

Minut-tæller: 31:01-

Lydside og tid	Billedside
Fortælleren: 31.01 Sammenholdet bestod fordi bevægelsen - på trods af massearbejdsløsheden - var i offensiven. Navnlig Kanslergadeforliget i 1933 blev opfattet som en stor triumf for den socialdemokratisk-radikale regering. Forliget indebar ganske vist at strejker og lockout blev forbudt i et år, men til gengæld fik de arbejdsløse bedre forhold. Og fra 1935 steg reallønen også. Arbejderbeskyttelses- og ferielove blev bedre. Det samme gjorde landarbejdernes forhold. Og det var altsammen noget som en stor del af befolkningen kunne mærke i hverdagen.
Musik: 31.36
32.09 Staunings politik var at skabe brede forlig, der skulle tilgodese alle klasser i samfundet, og det var fagbevægelsen enig i. Socialdemokratiet blev garanten for politisk stabilitet og det i en tid med uro ude omrking i Europa, hvor lande som Tyskland og Spanien gik fra krise til krise og de politiske yderfløje i disse lande erobrede magten.
Arkivindslag: 32.31
Fortælleren: 32.53 Herhjemme var billedet helt anerledes. Alting var langt fra godt, men i den brede befolkning var holdningen den, at man var på rette vej - mod et Danmark for folket.
Arkivindslag: 33.03
Fortælleren: 33.18 Den illusion brast den 9. april 1940, da Danmark blev besat af Tyskland. Arbejderbevægelsens holdning var den, at for arbejderklassen og for Danmarks skyld var det afgørende nu at beskytte organisationerne, bevare produktionsapparatet intakt og undgå krigshandlinger på dansk område. Det gjaldt om at vente og se hvad der ville ske og i det hele taget gøre sig så lidt bemærket som overhovedet muligt.
33.47 Prisen blev betalt af arbejderklassen. Lønningerne blev fastfrosset, og De Samvirkende Fagforbund accepterede, at danske arbejdere blev sendt til Tyskland, når ikke de kunne få arbejde i Danmark. Hvis ikke de tog afsted mistede de understøttelsen. Omkring 100.000 danske arbejdere måtte tage turen. De blev sendt på arbejde i den tyske millitærindustri under krigen.
34.12 Helt frem til den 29. august 1943 deltog den samlede arbejderbevægelse i samarbejdsspolitikken med tyskerne og bekæmpede modstandbevægelsen - og de havde befolkningen opbakning. DsFs medlemstal steg med 100.000 i besættelsesårene. Til gengæld skånede tyskerne stort set de faglige organisationer og det socialdemokratiske parti - men som bekendt ikke kommunisterne.
34.47 Det kom bevægelsen til at betale en høj pris for efter befrielsen. DsFs formand Laurits Hansen måtte gå af, fordi han havde været for imødekommende overfor tyskerne. Og ved det første valg tabte Socialdemokratiet 18 mandater til kommunisterne. For første gang var kommunisterne ombølget af en bred folkelig sympati, fordi de siden sommeren 1941 havde været den ledende kraft i modstandsbevægelsen.
35.12 Sympatien for kommunisterne slog også igennem i fagbevægelsen. Ude på arbejdspladserne blev mange socialdemokratiske tillidsmænd erstattet med kommunister. Det så ud til, at DKP for første gang var nær et gennembrud, der både politisk og fagligt kunne true den socialdemokratiske ledelse af arbejderbevægelsen.
35.33 Kommunisternes styrke kunne også mærkes, når der var uro på arbejdsmarkedet. Og det var der tit i årene efter krigen. Især 1956 blev et år som bragte socialdemokratiets evige dilemma op til overfladen. Skulle man bevare regeringsmagten eller opfylde arbejdernes krav om bedre løn- og arbejdsforhold. Overenskomstforhandlignerne var brudt sammen. Den socialdemokratiske statsminister H.C.Hansens appeller til parterne om at finde en løsning hjalp ikke. Det kom til strejker på bl.a. transportområdet og hos sømændene og typograferne. Kort efter lockoutede arbejdsgiverne 55.000 mand.
36.09 De borgerlige politikere rasede især over avisstrejkerne og kaldte det et anslag mod ytringsfriheden. De fik trumfet igennem, at partierne skulle have taletid i radioen, men de havde nok ikke gennemtænkt konsekvenserne. For taletiden gjaldt også for kommunisterne, og derfor blev arbejdernes synspunkter også sendt ud i æteren.
36.30 Socialdemokratiets dilemma voksede da Esso og Shell fik strejkebrydere til at losse et tankskib. Arbejdsmændene forlangte at leveringen af olie til livsvigtige formål blev overført til andre selskaber ellers ville de også stoppe den. Regeringen fremsatte i stedet et lovforslag, der gjorde oliestrejken ulovlig. Tre socialdemokrater, der var aktive i fagbevægelsen undlod at stemme. Men loven blev vedtaget.
37.03 Og da arbejdersiden stemte nej til et mæglingsforslag, blev det også ophøjet til lov. H.C. Hansen mente, at det var nødvendigt, hvis regeringen skulle overleve. LOs ledelse var enig med ham. Dagen efter gik mere end 100.000 arbejdere til Christiansborg for at få luft for deres vrede. Begivenhederne kom bag på selv DKP. Partiets formand Aksel Larsen kom ud på slotspladsen og holdt en tale, hvori han bad arbejderne om at gå hjem. Tillidsmændene måtte mødes og finde ud af hvad der nu skulle gøres.
37.35 DKPs holdning var, at strejkerne skulle fortsætte to dage, for at give socialdemokraterne en lærestreg. Der var mange, der ikke syntes det var nok. Men affæren førte alligevel til at DKP blev yderligere styrket i fagbevægelsen. Men så kom udenrigspolitike begivenheder socialdemokraterne til hjælp.
Arkivindslag fra opstanden i Ungarn: 37.52
Fortælleren: 38.04 Sovjetunionens brutale nedkæmpning af oprøret mod det kommunistiske regime i Ungarn fik stor betydning i Danmark. De samvirkende Fagforbund opfordrede til 5 minutters stilhed den 8. november 1956 i sympati med oprørerne. Og på TV var der indsamling til de ungarske flygtninge.
Arkivindslag fra Ungarnsindsamlingen: 38.25
Fortælleren: 39.02 DKP holdt med Sovjet, og resultatet var at en stor del af de kommunistiske tillidsmænd i fagbevægelsen blev stemt ud. Jens Otto Krag sagde senere, at det var den kommunistiske brutalitet mod Ungarn, der gjorde, at overenskomst situationen i 1956 ikke kom til at koste Socialdemokratiet dyrt.
39.22 Til gængæld kostede Ungarnsopstanden DKP dyrt. De kommunister, der var i opposition til DKPs officielle holdning, opgav at reformere partiet indefra. Med den tidligere formand Aksel Larsen i spidsen brød de ud og dannede i 1958 SF.
Arkivindslag: 39.38
Fortælleren: 39.49 To år efter røg DKP ud af folketinget.
Arkivindslag: 39.52
Fortælleren: 40.35 1960erne blev det årti, hvor der for første gang var flere beskæftigede i industrien end i landbruget. Det blev også årtiet, hvor der for første gang var fuld beskæftigelse. Der blev bygget skoler, hospitaler og veje som aldrig før. Og folk i alle samfundslag tjente flere penge end nogensinde. I løbet af 60'erne kom organistionerne under LO op på 1 million organiserede arbejdere. 95% var organiserede. Selv funktionærerne kom med. Det var verdens højeste organisationsprocent.
41.14: Jens Otto Krag var blevet statsminister, og hans opskrift på ro på arbejdsmarkedet var helhedsløsninger. Den første kom i 1963. Landbruget, industrien og fagbevægelsen skulle hver have en del af dén samfundsmæssige kage, som i de år hele tiden blev større. Og da alt så ud til at være i fremgang, akcepterede fagbevægelsen, at tage et medansvar for hele samfundsøkonomien og ikke kune for sine medlemmeres.
41.42 Den pris medlemmerne betalte for højere løn og fuld beskæftigelse var et stadigt stigende tempo i industrien. Og det tog på helbredet fortæller en specialarbejder fra 60erne:
Stemme: 41.54 På min nye arbejdsplads fik jeg både akkordarbejde og skifteholdsarbejde, en kombination, der ikke er videre heldig for helbredet. Jeg havde konstant dårlig mave. Akkordræset var også hårdt, og jeg nærer ingen tvivl om, at det var med til at ødelægge mit første ægteskab. Jeg blev pirrelig og nervøs. Når de skulle sætte deres akkorder så filmede de os med smalfilmsapparater, for at de kunne studere, hvor mange unødvendige bevægelser vi gjorde, og hvis vi gjorde vrøvl, så sagde de bare, at tillidsmanden var med i tidsstudierne, og han vidste lige så meget om dem som firmaets repræsentanter.
Fortælleren: 42.30 Akkordsystemerne ødelagde også solidaritet mellem arbejderne. Især hvis det var fællesakkorder, og de langsomste ikke kunne følge med:
Stemme (kvinde): 42.39 Det sted jeg sad var man næsten nødt til at arbejde i pauserne for at følge med. Og så det had det skabte mellem os. De tre, jeg sad sammen med tog demonstrativt elementer fra båndet, når der ikke var nogen. Så sad man der og hadede de piger, fordi man syntes de var onde.
Fortælleren i billedet: 43.00 Men det der satte enheden i arbejderbevægelsen på en endnu hårdere prøve var folkeafstemningen i 1972 om Danmarks tilslutning til Fællesmarkedet. De borgerlige partier og den socialdemokratiske regering med Jens Otto Krag i spidsen gik stærkt ind for EF. Men mange ledende socialdemokrater også her i Folketing og i fagbevægelse gik imod.
Musik: EEC Blues 43.23
Fortælleren: 43.59 Kommunisterne havde været meget aktive i EF-modstanden og de kom ind i folketinget igen i 1973. Et valg som blev et chock for Socialdemokratiet. De gik 24 mandater tilbage og Fremskridtspartiet bragede ind i folketinget for første gang med hele 28 mandater. Mange af deres vælgere var arbejdere. Arbejdere som tidligere havde stemt socialdemokratisk. Det politiske billede i Danmark var totalt ændret.
43.28 Op gennem 70'erne stod SF, DKP og VS forholdsvis stærkt i folketing og fagbevægelse, mens Socialdemokratiet ikke genvandt sin tidligere styrke. Og der kom krise. Efter 1973 begyndte arbejdsløshedkøerne igen at vokse. De glade 60'ere var definitivt forbi.
43.51 Socialdemokratiet med Anker Jørgensen i spidsen ville føre indkomstpolitik - alle grupper i samfundet måtte holde igen for at bekæmpe arbejdsløsheden og underskudet på betalingsbalancen. LO med Thomas Nielsen i spidsen sagde nej. Parti og bevægelsen var i åben strid. En strid der kulminerede i 1978, hvor Socialdemokratiet gik i regering med arvefjenden Venstre.
45.14 Jeg må nok erkende, at der er ikke enighed mellem LO's forretningsudvalg og Socialdemokratiet om det grundlag, der er og denne regeringsdannelse, men jeg håber der efterhånden bliver forståelse for tingene også de to parter imellem. Har LOs formand eller andre på mødet i dag foreslået eller krævet at SV regeringen bringes til ophør? Det tror jeg ikke.
Fortælleren: 45.48 Skilsmissen blev ikke til noget dengang, men samarbejdet mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen var i opbrud. Det blev yderligere klart i 80'erne, hvor det var Schlütter og en borgerlig regering, der var ved magten. LO måtte indse, at hvis de ville opnå resulater, måtte de samarbejde med den siddende regering - uanset farve. Så fra 1987 bandt fagbevægelsen sig til den borgerlige regerings økonomiske politik og blev garant for løntilbageholdenhed.
46.18 Samtidig begyndte mange medlemmer at gøre oprør mod fagbevægelsens tætte forhold til Socialdemokratiet. Der var ikke længere nogen sammenhæng mellem at være arbejder og en god Socialdemokrat.
Stemme (kvinde): 46.32 Jeg er ikke medlem af SID for at være medlem af socialdemokratiet. Jeg tror ikke kontakten til Socialdemokratiet har den store effekt andet end vi betaler en masse penge. Og hvis vi så vil være medlem af et andet parti, så er det bare at betale der også.
Fortælleren: 46.47 I 1988 blev fagforeningmedlemmer så fritaget for automatisk at betale til socialdemokratiet.
Fortælleren i billedet: 46.54: Og på LO's kongres i 1995 blev det så besluttet at socialdemokratiet og LO ikke længere skulle være repræsenteret i hinandens ledelse. Det var bestemt ikke alle, der brød sig om det. SID's Hardy Hansen var imod. Men LO's daværende formand Finn Thorgrimsson forsikrede kongressen om, at der i virkelighed ikke skete de store ændringer.
Klip med Thorgrimsson: 47.18 Vi har været grundstammen i det samfund vi kender i dag. Vi skal også sætte vores præg på fremtiden. Det gør vi kun gennem et stærkt samarbejde med Socialdemokratiet. Vi er oppe mod stræke borgerlige og liberalistiske kræfter. Der findes kun et svar og det er samling i arbejderbevægelsen.
Rulletekster: 47.35