Marie Christensen er født 3. februar 1871 ved Roskildefjorden i Lille Kregme nær Frederiksværk. Familien bor hos mormoren i et lille hus. Da hun er 5 år dør mormoren og året efter en søster af hjernebetændelse. Familien flytter til et hus hos en gårdmand, hvor faren er ansat for en lille løn og kost til sig selv og familien. Senere bliver han ansat på et krudtværk. Marie kommer i skole i Frederiksværk, og da hun er færdig bliver hun spurgt, om hun vil læse videre til lærerinde, men afslår tilbuddet, selvom der er mulighed for at få offentlig støtte.

Marie kommer ud at tjene
Marie bliver konfirmeret 2. april 1885 og få dage efter får hun sin første plads, men bliver boende hjemme. Fra hun er 16 år får hun plads som enepige hos en lægefamilie i Frederiksværk. Hun har store forventninger, især fordi hun nu for første gang får sit eget værelse. Værelset viser sig at være et loftskammer lige ved siden af tørreloftet, hvor vandet i servanten er bundfrossent om vinteren. Hun står op kl. 6 hver morgen for at tænde op, og kl. 10 om aftenen slutter hun dagen med at pudse otte par sko. Marie får frost i fingrene af at skulle gøre rent i koldt vand, og hun får dårlig mad. Efter denne plads beslutter Marie at søge arbejde i København. Det første sted må hun knokle, og hun har ikke engang sit eget kammer, men må sove på en sofa. Endelig får hun en ordentlig plads hos en rigtig husmoder, og her finder hun ud af, hvilke forhold hun før har været budt. En overgang forsøger hun sig som lærerinde i en håndarbejdskole på landet, men hun vender tilbage til byen og finder en plads hos nogle meget venlige folk. Hun beslutter sig til at gøre noget ved tjenestepigernes forhold.

Tjenestepigeforeningen dannes
Marie deler 200 invitationer ud til stiftende møde i tjenestepigernes fagforening. Der møder 30 kvinder op, og man vedtager et arbejdsprogram om: Fast arbejdsdag fra 7-19, betalt overarbejde, frihed hver anden søndag eftermiddag, eget værelse og ordentlig kost. Foreningen vil også arbejde for oprettelsen af en tjenestepigeskole, og sikring af ældre tjenestepigers alderdom. Den 15. november 1899 er stiftelsen af tjenestepigeforeningen en realitet, og Marie Christensen bliver formand. Marie vier sit liv til agitation for foreningen, og hun tjener til dagen og vejen ved at undervise piger i håndarbejde i sin 2-værelses lejlighed. Modsat de andre fagforeninger i byen har Københavns Tjenestepigeforening ingen problemer med politiet - tværtimod. Marie aflevere plakater om møder i foreningen hos politimesteren, der sørger for at betjentene sætter dem op. I 1901 opretter foreningen et arbejdsanvisningskontor, hvor tjenestepigerne ved ansættelse får kontrakt på deres rettigheder. Tyende har elendige forhold, og de har ikke stemmeret. Det er kampen for stemmeretten og ophævelse af tyendeloven der bliver vigtig de kommende år. Tyendekommisionen nedsættes i 1905, og Marie bliver medlem. På sine agitationsrejser rundt i landet, kommer hun til at arbejde sammen med Peter Sabroe. Med grundlovsændringen i 1915 bliver kravet om stemmeret til tyende indfriet, og i 1921 bliver tyendeloven erstattet af medhjælperloven. I 1906 opretter man Fagskolen for tjenestepiger, og Marie får travlt med at udvikle undervisningsplaner. I 1914 ændrer De Samvirkende Tjenestepigeforeninger navn til Husassistenternes Fagforening, der er forløberen for Husligt Arbejderforbund. Marie går af som formand i 1915. Indtil sin død arbejder Marie på Husassistenternes fagskole og alderdomshjem.