Hvidt overtag - hvid terror

De mange forskellige grupper, som deltog i kamphandlingerne med vidt forskellige motiver, havde stor betydning for de midler, som blev taget i anvendelse under borgerkrigen.

De tyske hærenheder blev hovedsagelig kendt for deres professionelle krigsførelse. Skønt de krigsmærkede tyske soldater såvel udenfor som på slagmarken kunne være yderst brutale, så var det primære formål med deres kampe at få overtaget og lade fjenden overgive sig.

Heroverfor stod den hadske krigsførelse, som prægede kampene mellem de røde og de hvide. Her var kampene, ud over at være almindelige krigshandlinger, præget af stærke følelser og motiver som hævn og afskrækkelse. Tallene taler deres klare sprog: Hvor næsten 7.000 døde i egentlige krigshandlinger, blev 1.400–1.650 hvide henrettet i rød terror og 7.000–10.000 røde henrettet i den hvide terrorbølge.

Hvidgardister i Vasa

Hvidgardister i Vasa viser maskinkanonerne frem.
De hvide var mere organiserede og bedre udrustede end de røde, og da tyskerne samtidig gik ind i krigen på hvid side med op mod 15.000 trænede soldater, var det kun et spørgsmål om tid, før de røde måtte overgive sig. Kampene om Helsingfors (Helsinki) var de sidste større krigshandlinger i den finske borgerkrig.
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Helsinkis rådhus i brand

13. april gik der ild i Helsingfors' (Helsinkis) rådhus efter et tysk artilleriangreb. Kun elleve uger før var en rød lygte blevet tændt i bygningens tårn for at markere begyndelsen på den røde revolution.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Tyske soldater i Helsinki

Tyskerne invaderede Helsingfors (Helsinki) 12.-13. april 1918. De unge civilgardister i Helsingfors var ivrige efter at komme ud af deres skjul og bistå de udenlandske forstærkninger, som Senatet havde tilkaldt.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Carl Gustaf Mannerheim

Den øverstbefalende Carl Gustaf Mannerheim ved det hvide hovedkvarter i Seinäjoki, 7. marts.
I sin dagsbefaling af 25. februar 1918 forbød Mannerheim lokale generaler at oprette krigsretter - men det var i uklare vendinger. Mange tolkede hans ordrer således, at man skulle dræbe fjender snarere end at fange og retsforfølge dem. I stedet for at svække deres moral, fik vanen med at dræbe røde fanger dem til at forsvare sig med større vildskab. Som følge deraf ændrede generalen senere sine ordrer. At ændre denne blodige optræden blandt mændene var imidlertid en anden sag.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet/Peter Nestler, Stockholm

Overgivelse

Et medlem af Den Røde Garde på Siltasaarenkatu i Helsingfors (Helsinki) forhandler om betingelser for overgivelse 13. april 1918.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Hvidgardisternes sejrsparade

Den hvide overkommando ridende på Esplanadi-boulevarden i Helsingfors (Helsinki) i sejrsparaden 16. maj 1918.
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Sejrsfest

Sejrsfestligheder i Mäntyharju på Penttilä-kroen 17. april 1918.
På billedes ses bl.a. "Husun Pekka" på violin; apotekeren Hanna Metsäpolku, som danser med en lærer ved navn Pätäri; Tiusanen, leder af politikorpset; og Armas Paarma (Broms) med sine damer.
Foto: Apoteker Ernst Domander
© Finlands Nationalmuseum, Helsinki

Tilfangetagne rødgardister

Kapitulerede rødgardister i Tammerfors (Tampere) ved Hämeenkatu 6. april 1918. Disse røde blev derefter eskorteret til Centraltorget.
Ukendt fotograf
© Vapriikki Photo Archives, Tampere

Fangne rødgardister

Fangne rødgardister på Centraltorget (Keskustori) i Tammerfors (Tampere), 6. april 1918. Fangerne stod hele dagen på torvet, før de blev flyttet til fangelejrene.
Fotograf: E. A. Bergius
© Vapriikki Photo Archives, Tampere

Henrettede rødgardister

Henrettede rødgardister ved Länkipohja. Hvor det i krigens første måneder især var de røde, som var berygtede for deres henrettelser af fanger, så tog de hvide en brutal hævn med udbredt anvendelse af henrettelser i den hvide terror.
På fotoet ses henrettede fanger fra slaget ved Länkipohja, som blev udkæmpet 16. marts, da den hvide hær rykkede frem mod Tammerfors fra øst. En hvid styrke på ca. 2.500 mand angreb det røde forsvar, der var ca. 1000 mand stærkt. Efter sejren henrettede de hvide omkring 80 rødgardister, som havde overgivet sig.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Henrettelse

Om morgenen 17. marts 1918 tog en norsk læge ved navn Harald Natvig en serie billeder af en henrettelse. Her ser vi henrettelsespelotonen, lige efter at den har affyret sine våben.
Foto: Harald Natvig
© Krigsmuseet, Helsinki

Henrettelse

Dr. Natvigs fotoserie af en henrettelse, 17. march 1918: Rødgardisterne falder efter at være blevet skudt af en henrettelsespeloton.
Foto: Harald Natvig
© Krigsmuseet, Helsinki

Nådeskud

Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Henrettede og tilskuer

Erik Grotenfelt, hvid befalingsmand og forfatter, ledede henrettelserne ved Västankvarn i Ingå (Inkoo). I et brev til sin søster fortæller han om fremgangsmåden: Først affyrer henrettelsespelotonen en salve. Så skyder deres befalingsmand den dømte i hovedet, bare for en sikkerheds skyld. Han bemærker yderligere, at i begyndelsen, før mændene blev vant til fremgangsmåden, affyrede han selv det sidste skud. Èt år efter begivenhederne begik Erik Grotenfelt selvmord
Ukendt fotograf
© Folkets Arkiv, Helsinki

Henrettelsespeloton

En hvid henrettelsespeloton fører dømte røde til henrettelse på en mark i Västankvarn, Ingå (Inkoo).
Ukendt fotograf
© Folkets Arkiv, Helsinki

Henrettelsespeloton

Den hvide henrettelsespeloton undersøger henrettede røde dømte på en mark i Västankvarn, Ingå (Inkoo). Blandt ofrene er én kvinde (i hvidt).
Ukendt fotograf
© Folkets Arkiv, Helsinki

Porpaganda

Den finske borgerkrig handlede i høj grad om skyld og hævn. Rygter og propaganda fra begge sider tændte ilden under de kæmpende.
Der har været sat spørgsmålstegn ved ægtheden af dette billede. Henrettelser blev normalt ikke udført af enkeltpersoner mod enkeltpersoner. Hvis dette billede er blevet konstrueret, hvem står så bag det? Er det beregnet til skræk og advarsel - eller er det et forsøg på dokumentation af modpartens brutalitet? Der er ingen svar på spørgsmålet.
Ukendt fotograf
© Folkets Arkiv, Helsinki