|
 I 1872 bor langt den største del af Danmarks befolkning på landet. En undersøgelse af arbejderfamiliers vilkår viser, at på landet er det kun i familier, hvor manden har arbejde hele året, og der kun er 2 børn, at lønnen slår til. Og da få landarbejdere har helårsarbejde, og de fleste har mere end to børn, er det nødvendigt, at børnene arbejder fra de er små.
Tyendelov og skudsmålsbog
I 1849 VEDTAGES JUNIGRUNDLOVEN, og det betyder en begyndende demokratisering i Danmark. Men tyendet- tjenestefolkene - er ikke omfattet af de demokratiske rettigheder. De tilhører stadig den absolutte underklasse, der stort set er rettighedsløse. I 1854 vedtager Rigsdagen Tyendeloven, med den begrundelse at tyendet skal have en vis beskyttelse.
MEN TYENDELOVEN FASTHOLDER tyendet i en rolle, hvor bønder, herremænd og herskab i byerne stadig har fuld råderet over deres arbejdskraft. Loven slår fast at husbond, hvis bare han har mistanke har om, at tyendet har ytret sig mod ham eller er syg eller gravid, kan nægte at tage tyendet i tjeneste og forlange den løn, der er blevet udbetalt, igen. Hvis tyendet vil klage over husbonds mishandling og dårlige forhold, er det tyendets opgave at komme med beviser, her er rygter og formodninger ikke nok. Tyendet skal stå til rådighed for husbond 24 timer i døgnet. Nægter tyendet, kan det blive idømt bøde på mellem 1-10 rigsdaler eller fængsel. Husbond har også lov at slå. For pigernes vedkommende gælder det til de er 16 år og giftemodne, for drengenes til de er 18 og parate til at gå ind i militæret.
ENHVER, DER ER UDE AT TJENE, skal have en skudsmålsbog, og bliver den væk kan det medføre straf. I skudmålsbogen skal husbond gøre rede for tyendets ansættelse, og tyendet har pligt til at melde sig hos myndighederne, når de får ny plads. Løber tyendet fra pladsen i utide, giver det problemer senere. For bogen er ikke udfyldt af bonden, og hvem vil ansætte ustabil arbejdskraft? Skudsmålsbogen bliver blandt store dele af tyendet opfattet som et brændemærke. Politisk kan de ikke ændre på noget, for de har ikke valgret. Det får de først i 1908 til sognerådene og i 1915 til Folketinget.
Leveforhold for børn på landet
I 1872 BOR LANGT DEN STØRSTE del af Danmarks befolkning på landet. Indenrigsministeriet laver en undersøgelse af arbejderfamiliers leve- og arbejdsvilkår og konstaterer, at på landet er det kun i familier, hvor manden har arbejde hele året, og der kun er 2 børn, at lønnen rækker til "familiernes tarvelige udkomme". Og situationen er, at de færreste landarbejder har helårsarbejde, og de fleste har mere end to børn. Så det er nødvendigt for familiens overlevelse, at børnene arbejder fra de er små.
ÆLDRE SØSKENDE PASSER yngre, og hjælper til i huset, så moren f.eks. kan gå ud at vaske for andre. Drengene hjælper til i markerne og med dyrene. der er ikke meget fritid og plads til leg. Når børnene bliver lidt ældre, 10-12 år, kommer de ud at tjene, så de kan bidrage til familiens økonomi med den løn de får, og samtidig er der en mund mindre at mætte. En pige fortæller: "Om vinteren havde jeg store huller og sår af frost både på hæle og tæer ... der kom jo aldrig en læge". Hun får dårlig mad, og skolen ligger langt væk, så der kommer hun ikke. Andre piger har problemer med at husbond udnytter dem seksuelt. Det må de enten finde sig i, eller flygte fra pladsen i utide. Drengene starter ofte som vogterdrenge, men skal hurtigt varetage en voksen mands arbejde.
DE BOR UNDER KUMMERLIGE forhold fortæller en dreng: "Vi boede på et værelse, hvor der ingen varme var. Om morgenen, når det havde været snevejr, måtte vi ryste dynerne for sne." En normal arbejdsdag for børnene er 14-16 timer, og kosten er tit ensformig og elendig. En undersøgelse af skolebørn fra 1883/84 viser, sygeligheden blandt husmandsbørn er højere end blandt bønders, at de vejer mindre og i gennemsnit er 2,6 cm. lavere. Det vidner om for tidligt hårdt arbejde og dårlige levevilkår for de fattigste.
Bøndernes holdning til børnene
BÅDE PÅ HERREGÅRDENE og hos bønderne er børnene en uundværlig arbejdskraft. Når en landarbejder bliver ansat, ser bonden også på, om landarbejderens børn er store, sunde og stærke nok til at gøre gavn for føden. Men den er ofte elendig , ensformig og så er der for lidt af den. En dreng fortæller om hvordan lønnen er lille, men at kost og logi indgår som en del af betalingen: "Det var et lotterispil (hvor man fik plads), for spisningen var meget uensartet. Nogle steder fik man så elendig kost, at man ikke kunne tigge så dårlig føde - ingen andre end bønderne havde så elendig mad."
PÅ GÅRDEN FÅR DRENGEN STEGEFLÆSK tre gange om dagen, og derfor kaldes den i daglig tale "stegeflæskgården".
Han fortæller videre, hvordan bønder kun behandler de fedeste af deres dyr ordentligt, hvorimod de andre må nøjes med spark og knubs: "Når man så ved, at mange bønder betragter deres karle og piger ud fra samme synsvinkel som deres kreaturer, kommer folk som jeg i klemme. For lige så lidt som køerne, kan jeg gøre for, at jeg fra naturens side har en lav fedtprocent".
ARBEJDSDAGEN ER FOR MANGE meget lang. En malkepige må op kl. 4 om morgenen, og kommer først i seng, når der er vasket op efter aftensmaden, og sokkerne er stoppet. Tit bliver det til en arbejdsdag på mellem 14-16 timer. De yngste af børnene, der tjener hos bønderne, er stadig i den skolepligtige alder. Der er ofte meget langt til skolen, og det er helt udelukket at komme derhen, når der skal sås eller høstes, for så er der brug for så meget arbejdskraft som muligt. Det hjælper ikke, at bonden kan få bøder for at holde børnene væk fra skolen.
Landsbyskolen omkring 1900
I 1910 GÅR 63 PCT. af landets undervisningspligtige børn i skole på landet. Kirken har stadig meget indflydelse på skolerne især på landsbyskolen. Sognepræsten er født formand for skolekommissionen, og han har ret og pligt til at komme og kontrollere undervisningen. Selvom der i skoleloven fra 1899 står, at børnene skal inddeles i klasser efter alder, fremgang og modenhed, er der i reglen kun to klasser i landsbyskolen. En klasse for børn fra 7-10 år og en for dem fra 11-14.
KUN CA. HALVDELEN AF landsbyskolerne har mere end en lærer, men de steder, hvor det er tilfældet bliver der oprettet flere klasser. Skolegangen følger rytmen i landbruget. Det betyder at især de ældste elever mest går i skole om vinteren. De bliver fritaget om sommeren, når der er travlt på gårdene, specielt når der skal høstes. I skoleloven fra 1899 bliver det slået fast, at hver lærer højest må undervise 37 elever ad gangen, men det gælder kun som skolens gennemsnit. Det betyder at børnene ofte sidder stuvet sammen i små fugtige, lavloftede rum, men efter 1900 begynder sognene at forbedre skolebygningerne, og der bliver stillet højere krav til lærernes kvalifikationer.
MED SKOLELOVEN FRA 1899 bliver det gjort til en betingelse for fastansættelse, at en lærer skal have bestået eksamen ved et seminarium, og det betyder at de mindst har studeret i 3 år. Tidligere har det ofte været den lokale lærer, der også har fungeret som degn. Selvom der i byerne begynder at opstå diskussioner om, rimeligheden i at slå eleverne, har spanskrøret sin faste plads på lærerens kateder i skolen. Og det bliver brugt - ofte med ihærdighed.
|
Lidt arbejde skader ikke 
