|
Skrevet af Henning Grelle
|
|
Mandag, 19. april 2004 15:32 |
|
Side 7 ud af 12
1. maj under socialdemokratisk regering I 1920'erne blev der fortsat udsendt 1. maj-mærker med 8-timers kravet, selv om det var vedtaget ved overenskomst. Årsagen var, at arbejdsgiverne som følge af den økonomiske krise efter 1. Verdenskrig forsøgte at begrænse lønningerne og udvide arbejdstiden. Det styrkede de kræfter i arbejderbevægelsen der krævede 8-timers dagen sikret ved lov. Angrebene på arbejdstiden blev dog afværget og arbejderbevægelsen måtte finde nye temaer i taler og paroler på 1. maj-dagen. Der var også tvivl om arbejderbevægelsen skulle videreføre maj-traditionen efter 1920. Den tvivl blev dog også ryddet af vejen da der fortsat var meget at kæmpe for, samtidig med at arbejderbevægelsen nu var varigt splittet i den store socialdemokratiske bevægelse og en lille gruppe Moskva-tro tilhængere, som sammen med resterne af den syndikalistiske bevægelse kaldte sig Danmarks kommunistiske Parti. I 1921 og 1922 arrangerede den socialdemokratiske arbejderbevægelse kun møder i Fælledparken. Demonstrationstog gennem gaderne afstod man fra. I 1924 mødte 50.000 op i Fælledparken for at hylde den første socialdemokratiske regering som netop var tiltrådt. Maj-mødet blev nu en stor sejrsfest og forventningerne var så store at statsminister Stauning måtte dæmpe gemytterne og minde om at regeringen ikke havde flertal i Landstinget, der kunne blokere for gode socialdemokratiske reformer. Det var ikke uden grund at 1. maj-kravet var en 8-timers arbejdsdag fastsat ved lov nu når regeringen var socialdemokratisk.
 1. maj 1925 blev den største maj-fest i 1920'erne. Det blev første og eneste 1. maj i dette årti hvor den københavnske arbejderbevægelse gik i procession i gaderne, nemlig fra Københavns Grønttorv til Fælledparken. Her samledes mellem 100.000 og 150.000 mennesker. Det store antal skyldtes at Dansk Arbejdsmandsforbund var midt i en storkonflikt der både truede sammenholdet i fagbevægelsen og den socialdemokratiske regering. Også Danmarks kommunistiske Parti arrangerede 1. maj-møder. I 1921 afholdtes mødet i Kongens Have og i 1922 gik man i demonstration fra Sct. Hans Torv til Søndermarken. I 1925 forsøgte man at gå sammen med socialdemokraterne, men en anmodning om en kommunistisk taler blev afvist. I stedet kom det til tumult mellem socialdemokrater og kommunister i Fælledparken. Kommunisterne blev smidt ud og flere af deres faner blev konfiskeret. I Århus blev kommunisterne drevet ud fra havnepladsen hvor det socialdemokratiske 1. maj-møde blev afholdt. Politiet sørgede for at de socialdemokratiske talere kunne tale uforstyrret. Konflikten mellem socialdemokrater og kommunister blev efterhånden en tradition på 1. maj. Fremover blev det almindeligt med to 1. maj-arrangementer - et socialdemokratisk og et kommunistisk. Kun enkelte steder i landet bibeholdtes enhedsdemonstrationer. I 1920'erne kom der en markant nyhed i forbindelse med 1. maj. I 1926 markeredes 1. maj for første gang i radioen. Statsminister Stauning holdt et foredrag om maj-dagens historie og betydning.
|
|
Senest opdateret: Torsdag, 25. marts 2010 21:39 |