FOR FØRTE GANG i mange år en der en overenskomstfornyelsen i 1973 med strejke. To af fagbevægelsens mærkesager er blevet gennemført: ligelønnen og 40 timersugen. Men mange steder protesterer de kvindelige arbejdere mod, at ligelønnen kun er formel. De ønsker ligeløn i praksis. I oktober gennemfører socialdemokratiet og SF i fællesskab en række afgiftsforhøjelser, som er med til at udhule overenskomsterne fra foråret. I foråret året efter forsøger Hartlings venstreregering at gøre kunststykket efter med nye afgiftsforhøjelser.


FORSLAGET OM afgiftsforhøjelser medfører en national strejkebevægelse af enormt omfang forud for vedtagelsen af afgifterne i folketinget. Det starter den 9. maj 1974. Det er først og fremmest værftsarbejderne, der går i spidsen. LO protesterer dagen efter mod afgifterne og kræver, at regeringen går af. Den 11. maj mødes Formandsinitiativet for at arrangere demonstrationer foran Christiansborg forud for tredje behandlingen af afgiftsforslaget i folketinget. Ca. 150.000 mennesker demonstrerer foran Christiansborg. Fire dage efter vedtages afgiftsforslaget. Dagen efter går 200.000 til 250.000 i proteststrejke over hele landet.    

POUL HARTLINGS venstreregering forsøger i sin korte levetid at føre krisepolitik. I december 1974 fremlægger venstreregeringen en ny kriseplan i Folketinget. Planen bliver af arbejderbevægelsen afvist som indkomstpolitik. En politik der er rettet mod lønarbejderne, og i øvrigt ikke er forhandlet med arbejdsmarkedets parter. Planen kan heller ikke samle flertal i Folketinget, så statsminister Poul Hartling udskriver valg. Socialdemokratiet spiller i valgkampen ud med en økonomisk plan, der også indeholder indkomstpolitik forslag. Men de hægter det op på gennemførelsen af en ØD-ordning. For socialdemokraterne er ØD og indkomstpolitik herefter nært knyttet sammen.

I JANUAR 1975 danner Anker Jørgensen en socialdemokratisk mindretalsregering. Den fører en stram indkomstpolitik, der er rettet mod alle indkomstgrupper - ikke kun lønarbejdernes. Der går kun tre uger før den nye regering griber ind overfor de sammenbrudte overenskomstforhandlinger. Den frie forhandlingsret sættes ud af spillet og overenskomsterne fra 1973 forlænges til 1977. For at regeringen kan føre en effektiv indkomstpolitik, er den nød til at kunne styre arbejdernes lønkamp. Derfor er det et vigtigt økonomisk instrument at kunne sætte den frie forhandlingsret ud af funktion. Strejker med lønkrav kan ikke undgå at udgøre en trussel mod indkomstpolitikken.

AT KVINDER kan kæmpe for deres sag viser de under strejken på den Kongelige porcelænsfabrik i 1976. 1.270 arbejdere strejker i 13 uger - fra juni til september. Der har tidligere været konflikter på fabrikken, som er præget af et dårligt akkordsystem, et elendigt arbejdsmiljø med træk og giftige dampe fra malingen samt nye maskiner, der leverer dårlige platter. Det er næsten kun kvinder, der maler det blåblomst- og musselmønstrede porcelæn. Det er håndarbejde på akkord og med stadig større krav til effektivitet.

PLATTEDAMERNE kræver derfor, at alle skal have 31,50 kr. i timen. Og hele fabrikken: arbejdsmænd, drejere, HK'ere og håndværkere sympatistrejker.
Strejken kommer til at vare tretten uger - under stor medieopmærksomhed. Støtteko-miteer over hele landet sender penge. Og de strejkende maler kongelige mønstre på paptallerkener og sælger dem for 10 kr. stykket. Det bliver stadig tydeligere, at den egentlige modstander er Arbejdsgiverforeningen, der vil føre benhård nulpolitik overfor alle lønkrav. 70ernes krise er ved at blive mærkbar, og der er også politisk lagt op til indkomstpolitik med begrænsede lønstigninger.