af Erik Voss

Folket tog magten i Paris i 1871. Den såkaldte Pariserkommune regerede byen i 72 dage fra marts til maj. Det danske vittighedsblad Folkets Nisse var hurtigt ude med at gøre grin med den nye bevægelse. Eller ny og ny: Det kommunistiske partis manifest var jo blevet udgivet  næsten 25 år tidligere og i Danmark havde Frederik Dreier udgivet bøger med et socialistisk indhold i begyndelsen af  1850rne. Men det stærkt konservative blad så i hvert fald faresignaler og bragte - ikke særligt - morsomme udfald mod bevægelsen.

Da Louis Pio udsendte de såkaldt ”Socialistiske Blade” i sommeren 1872 var bladet på pletten med sin første antisocialistiske tegning. Den var imidlertid ikke særligt god. ”Socialistiske Blade” blev startskuddet til ugeavisen ”Socialisten”, der begyndte at udkomme i juli 1871.

”Første Internationale” var blevet stiftet 1864 i London. Den hed egentlig ”Internationale Arbeiter-Assoziation”.  ”Socialisten” var de danske arbejderes talerør for skabelsen af en dansk pendent: Den Internationale Arbejderforening – i almindelig tale Internationale. Den officielle stiftelsesdag var den 15. oktober 1871, som altså betragtes som Socialdemokraternes fødselsdag.

Louis Pio var bevægelsens formand, Poul Geleff agitatoren og Harald Brix dens bladudgiver.

Lars  Bjørnbak havde grundlagt Århus Amtstidende og var såvel pacifist som medlem af Internationalen. En meget omstridt person. Lægprædikanten Mogens Sommer var ligeledes med i Internationale, indtil han brød med organisationen i begyndelsen af 1872. Herunder fremstilles de sammen med Pio og Geleff som ”De fire Gratier”. Ret morsomt er det jo ikke i vores tid. Spørgsmålet er så, om tegningen har virket på læserne den 16-12-1871?

Folkets Nisse havde en gennemgående figur: Sørensen, som er den lidt enfoldige dansker, der har kommentarer til mange hverdagsbegivenheder. Han undrer sig her over prisstigningerne – som socialismen har medført – og bliver skoset af sin snusfornuftige kone, der mener, at han selv har ladet sig forblinde af de samme socialister:

Under pariserkommunen opstod fænomenet – eller i hvert fald ordet – petroleuse. Det var en kvindelig brandstifter. Ifølge Folkets Nisse ville Internationales medlemmer og ledere også bruge petroleum.

I arbejderbevægelsens historie har Slaget på Fælleden fået en helt enestående betydning. Det fandt sted 5. maj 1872. Dagen før var Pio, Brix og Geleff blevet arresteret, fordi de havde opfordret arbejderne til at demonstrere på Fælleden imod murernes slavetime. Således kaldte murersvendene den ekstra arbejdstime, de havde sammenlignet med andre arbejdere.
Folkets Nisse var naturligvis ikke sen til at udnytte denne situation i en ”Vise om Revolutionen paa Nørrefælled”
Om arrestationen af lederne hedder det:
”Og alle Folk var saa glade
- For det var Søndagsveir! –
Og Udsigt til ”Ballade”
Det lokkede dem især”
Man bringer også en lille vits: ”Til den Socialistiske Forestiling paa Nørrefælled var der i Søndags bestilt Dragoner fra Næstved; var dette dragoniske Middel ikke vel drakonisk?”
Det er formentlig selve ordspillet – og ikke indholdet – der har moret såvel skribent som læser.

Til al overflod har bladet også en tegning, som spiller på Pios opråb forud for demonstrationen: I årtusinder har underklassen fundet sig i overklassens fornedrelser, så ”Målet er fuldt – lad der ikke komme en dråbe til – og det flyder over.” Det bliver selvfølgelig i Folkets Nisse til at lokumsspanden er ved at flyde over.

Måske har moderne reklamefolk set følgende tegning af bondekonen, der forestiller sig de strikkende arbejdere. For at forstå vittigheden, skal man vide, at det engelske ord ”strike” udtaltes, som det blev skrevet.

Folkets Nisse blev i de følgende år ved med at angribe socialisterne. Vi vil imidlertid slutte denne lille tur igennem bladet med dets hilsen til Pio og Geleff, da de var blevet bestukket til at flygte til USA i 1872.