|
 Lægen Emil Hornemann er den første, der laver en større undersøgelse af børns arbejdsforhold. Som udgangspunkt opfatter Hornemann børnearbejde som sundt og lærerigt, men han har en række indvendinger. Hornemann konkluderer, at fabriksarbejde kan have indflydelse på børns vækst og udvikling, og at der kan opstå sygdomme på grund af arbejdet.
Børns arbejdsforhold i slutningen af 1800-tallet
I SLUTNINGEN AF 1800-TALLET arbejder de fleste børn fra de fattigste familier. De har ofte en arbejdstid på 4-6 timer ud over den almindelige skoletid. I industrien er der især tre erhverv, som benytter sig af børnenes arbejdskraft, nemlig tobaksindustrien, tændstiksindustrien og tekstilindustrien. Med fabriksloven fra 1873 bliver det vedtaget, at børn under 10 år ikke må arbejde på fabrik, og at arbejdsgiverne har pligt til at undersøge barnets alder.
MEN ET ER LOV et andet virkelighed, en nykonfirmeret spindedreng fortæller: "Jeg havde fået maskine for mig selv og dertil igen en 3-4 små purke at skulle oplære, nogle af dem var så små, at de ikke kunne se op over maskinen, men de skulle også tjene penge." Og børnenes indtægt er nødvendig for familien. De fleste børn i industrien arbejder i toholdsskift, et hold om morgenen før skoletid, og et hold om eftermiddagen, når skolen er slut. I tobaksindustrien er børnene hjælpere for en svend. De skal lægge tobakken op for svendene, og det skal gå hurtigt. Børnene får fast ugeløn, men svenden som de arbejder for er på akkord, og han har ikke tid til at skulle vente.
MEN TOBAKSINDUSTRIEN er ikke det værste sted at være for et barn. Det ser meget værre ud i tændstiksfabrikkerne. Børnenes andel af arbejdsstyrken i tændstiksindustrien er meget stor. Der er ofte små børn ansat, og lønnen er lille. Men det værste er at børnene arbejder med giftige stoffer, der giver varige skader, og i nogle tilfælde er skyld i dødsfald. Den fosfor som bruges i produktionen, får knoglerne til at smuldrer, og flere tændstikspiger er mærket for livet efter at have arbejdet på tændstiksfabrik, fordi deres kæbeben er smuldret væk.
Læge Emil Hornemanns undersøgelser
I 1872 UDGIVER lægen, Emil Hornemann, bogen: Om Børns Andvendelse i Fabriker, særlig med Hensyn til vore Forhold. Emil Hornemann bliver opfordret til at holde et indlæg på et nordisk industrimøde, der skal handle om hvordan, hvor mange og under hvilke forhold børn i de nordiske lande bliver brugt til fabriksarbejde. Undersøgelsen bygger på statistisk materiale, som han indsamler fra forskellige læger, fra undersøgelser i England og fra besøg på 49 fabrikker, hvor han selv ser på forholdene.
EMIL HORNEMANN er den første, der laver en større undersøgelse af børns arbejdsforhold. Han beskriver forskellige typer arbejdspladser og hvilke problemer, der kan være. Beskrivelserne er ofte milde, men af og til bliver de fulgt op af indlæg i arbejdernes avis, Socialisten. Som udgangspunkt opfatter Hornemann børnearbejde som sundt og lærerigt, men han har en række indvendinger. Hornemann konkluderer, at fabriksarbejde kan have indflydelse på børns vækst og udvikling, og at der kan opstå sygdomme på grund af arbejdet. Han nævner at blegsot og brystsygdomme kan opstå på grund af støv, og at børn, der laver blyglassur, kan få blyforgiftninger.
MEN NOGET AF DET der gør størst indtryk på ham er at se børn, der har arbejdet i tændstiksfabrikkerne og har fået fosfornekrose. Det er en sygdom, der skyldes at fosfordampene i fabrikslokalerne får ben, tænder og knogler til at smuldrer. Med nutidens øjne kan Hornemanns undersøgelse virke en smule idylliseret og loyal overfor fabrikanterne, men i 1872 er den banebrydende og anledning til at børns arbejdsforhold overhovedet kommer til debat.
Modstanden mod fabriksloven
DEN 7. JANUAR 1873 fremsætter indenrigsministeren "Forslag til Lov angaaende Børns og unge Menneskers arbeide i fabrikker og Værksteder m.m." Loven skal vedtages af både Landsting og Folketing, og den fører en lang og heftig debat med sig. Landstingsmand Schøler mener, at det er direkte skadeligt for unge mennesker, hvis man begrænser deres mulighed for at arbejde: "Jeg frygter for, at man vilde risikere at bidrage til at gøre mange af disse unge Mennesker til Søvnetryner og Dagdrivere. Det er en underlig medlidenhed, man synes at have med kraftige Børn og unge Mennesker."
OG SCHØLER ER IKKE alene om den holdning. Mange mener at det er bedre at børnene arbejder og gør noget fornuftigt, end at de skal drive rundt på gaderne uden noget formål med fare for at blive "moralsk fordærvede". Fra fabriksejernes side er der naturligvis også modstand. I flere industrier f.eks. tobaksindustrien er børnenes arbejdskraft helt nødvendig, og så er den samtidig billig. Nogle fabriksejere truer med, at de må lukke virksomheden, hvis den nye lovs regler skal overholdes.
SELVOM FABRIKSLOVEN ikke omfatter børns arbejde på landet, er mange bønder imod den. De frygter at en lovvedtagelsen vil betyde, at man senere vil regulere børns arbejde på gårdene. Men også blandt de almindelige arbejderfamilier er der modstand. For familiernes økonomi er afhængig af ekstraindtægten, og hvis børnene ikke kan arbejde, vil det for mange betyde at de må søge fattighjælp. Lovforslaget bliver debatteret i 5 måneder og bliver først vedtaget 23. maj 1873.
Fabrikslovens konsekvenser
MED VEDTAGELSEN AF fabriksloven i 1873 forsøger man for første gang at regulere børns arbejde. Loven omhandler kun børn, der arbejder på fabrik og i større værksteder. Det betyder, at der stadig ikke er regler for børnearbejde på landet - det mest børneintensive område - og i private hjem. Fabriksloven slår fast, at børn under 10 år ikke må arbejde på fabrik, og at arbejdstiden bliver begrænset til 6 1/2 time om dagen. De må ikke arbejde før kl. 6 morgen eller efter kl. 8 om aftenen, og det betyder, at der nu er lovgivet mod, at børn må have natarbejde.
DERUDOVER BLIVER DET forbudt for børn at arbejde på folkekirkens søn- og helligdage. Børnene må heller ikke længere arbejde i den tid, hvor de skal i skole. Desuden bliver arbejdsgiveren forpligtiget til at skaffe en lægeattest på barnets helbredstilstand, og at kende barnets alder før det bliver ansat. Samtidig skal arbejdsgiverne føre et særligt register over de børn, de har ansat. Staten ansætter to arbejdsinspektører, som har til opgave at kontrollerer, at reglerne bliver overholdt, og at arbejdsforholdene er rimelige. Der bliver åbnet mulighed for, at arbejdsgiverne kan idømmes bøder, hvis de overtræder reglerne. Men en ting er at vedtage en lov, en anden er at overholde den.
I TIDEN EFTER 1873 er der masser af eksempler på, at arbejdsgivere søger dispensation fra loven, at der udskrives lægeattester uden at børnene er blevet undersøgt, og at der stadig er børn under 10 år, der arbejder på fabrikkerne. I Socialisten kritiseres de to statsansatte arbejdsinspektører for aldrig at vise sig i fabrikkerne, og hvis de endelig gør det, er det for at drikke portvin med fabriksejeren. Fabriksloven af 1873 bliver fulgt op af revideringer og stramninger i 1901 og i 1913.
|
Lidt arbejde skader ikke 
