Personer 
Petersen - Ørbæk
Petersen - Ørbæk
| Persongalleri 4 |
Axel Petersen - Anton Ørbæk
 Axel Petersen bliver født 30. september 1886 i København som det andet barn af Jensine Iversen, der er født og opvokset i Vendsyssel. Faderen, en grovsmed fra Svejstrup ved Randers, vil ikke kendes ved Jensine eller hendes endnu ufødte søn, Axel, og forlader derpå den lille familie. På Axel Petersens dåbsattest står der stille og lakonisk om moderen: "Ugift, hemmelig fødende patient." Jensine bliver af reservelægen på fødselsstiftelsen tilbudt at adoptere Axel væk, hvilket hun dog under ingen omstændigheder ønsker at gå med til. Men Axel kommer snart i pleje 17 forskellige steder eller på "Englefabrik", som datidens spædsbørnshjem blev kaldt på grund af den store dødelighed blandt børnene. Moderen gifter sig med en sømand og de flytter til Fredericiagade i nærheden af Østervold, og samtidig gør Axels biologiske far krav på den 5-årige Axel. Det bliver fem slidsomme år med sparsomme fornøjelser for den lille dreng, der nu bor hos sin biologiske far og en stedmoder, når han ikke hjælper sin far på Henzes Bolte- og Møtrikfabrik på Nørrebro."Tak, mor, nu ligger jeg godt" "Jeg hedder Axel, og du er min mor". Kl. er 19.00, det er vinter i 1896, da den 10-årige dreng står hvid som en snemand ude på trapperne i Prinsessegade nr. 51 på Christianshavn. "Deres dreng. Er De rigtig klog?" Stedmoderen er troppet op i Axels moders lejlighed og ønsker "hendes" dreng tilbage. Men den går ikke. Jensine affærdiger stedmoderen, og Axel og hans rigtige moder er nu endelig sammen igen. Axel begynder som udbringer for en bogtrykker samtidig med at han går i skole. Men Axel har problemer med de andre børn på Christianshavn. Der er jo dét med bukserne... Hans tøj stammer fra fattigvæsenet, og Jensine er ikke heldig med benklæderne, når hun klipper og sømmer i dem. "Vil I bare se ham der. Hans mor må jo være skeløjet - hans bukser er ikke lige lange." Sådan lyder det gentagne gange og Axel græder stille for sig selv, når det hele bliver for slemt i det barske arbejderkvarter på Christianshavn. 13 år gammel bliver Axel sendt til V.Vedsted præstegård i Jylland for at komme i lære som landmand, og som 16-årig kommer han i fireårig skrædderlære hos skræddermester Laurids Bruun i Ribe. Det er i en periode, hvor der endnu ikke findes en lærlingelov, der beskytter lærlingene mod mesters indfald og manglende lærlingeoplæring. Der pudses sko, støvler, knive og gafler, og der bliver gået byærinder. Han bærer brændsel og syer sko. Men det er småt med at lære at blive skrædder selv om han får sit svendebrev. Svendebrev og en tur på valsen Axel tager tilbage til København, men han kan ikke klare sig i skrædderfaget - han har ikke lært nok. Han ernærer sig derfor som bladsælger, livsforsikringsagent, arbejder i flydedokken, bagerikarl og lagerarbejder. I 1908 bliver det hele for meget for Axel. En tidlig morgenstund går han ud af Roskildevej med 1 1/2 kr. i lommen, og vandrer hele vejen til Skagen - men ender igen i København. Der er også en pige - Vilhelmine. Hun tjener som gangpige på St. Johannes stiftelse i Ryesgade. Inden de har set sig om, er hun gravid. De får sig derfor en lejlighed på Østerbro. Det er ikke altid, stemningen er god i den lille lejlighed. Axel kan godt finde på at købe bøger - mere end der er råd til. Bøger interesserer ikke Vilhelmine. Hun vil have bedre mad, pænere kjoler, pænere tøj til børnene. I 1921 er familien blevet til syv personer, og Axel arbejder som tilskærer forskellige steder i konfektionsindustrien. I 1942 og otte år frem er han museumsbetjent på Thorvaldsens Museum, men stopper for at vende tilbage til skrædderbordet i endnu to år. 66 år gammel - i 1952 - får Axel aldersrente.  Louis Pio er født 14. december 1841 i Roskilde. Hans far er officer og ud af en fransk officerslægt, moren er ud af en nordjysk handelsfamilie, men familien er ikke velstående. I 1853 starter han på Metropolitanskolen, samtidig bliver hans far og mor skilt. I 1858 forlader han skolen på grund af disciplinære problemer, og hans bror forbereder ham til studentereksamen. Pio søger forgæves ind på Polyteknisk læreanstalt, men til sidst må han tage arbejde som timelære på Borgerdydsskolen, hvor broren er ansat. Han forsøger en overgang at få en militær karriere, men heller ikke det lykkes. Pio begynder at studere folkelitteratur og sagnhistorie, og i 1869 udgiver han Sagnet om Holger Danske, som får en vis succes. Samtidig begynder hans fætter Harald Brix at udgive Dags-Avisen, som Pio skriver artikler til.Postembedsmand Louis Pio I 1870 bliver Pio udnævnt til postskriver, efter at have fået afslag på ansættelse ved Det Kgl. Bibliotek. Pio gør sig godt bemærket i postvæsnet, bl.a. fordi han opfinder den røde postkasse, og det overrasker alle, at han allerede året efter opsiger sin stilling, der ellers garanterer ham fast arbejde og pension. Men Pio har fået øjnene op for de socialistiske strømninger ude i Europa, og sammen med Brix og Geleff formes ideen om, at skabe en dansk afdeling af Socialistisk Internationale. Pio bliver ansat som huslærer for enken efter ejeren af Berlingske Tidende, kammerherreinde Polly Berlings, børn. Om aftenen skriver han Socialistiske Blade, som udkommer første gang 21. maj 1871. Med Brix som udgiver begynder Socialisten at udkomme som ugeblad i juli samme år, og den får ret hurtigt et stort abbonenttal. Det er Pio, der som den ledende teoretiker, er hovedleverandør af artikler til avisen, og da den danske afdeling af Socialistisk Internationale stiftes 15. oktober 1871 bliver Pio formand. Han har tætte kontakter med de socialistiske ledere i Europa, men hans diktatoriske lederstil, skaber grobund for en opposition i den danske bevægelse. Pio arresteres og flygter 2. maj 1872 indkalder Pio i Socialisten til et arbejdermøde 5. maj på Nørrefælled. Natten inden arresteres Pio, Brix og Geleff, og Pio dømmes til 5 års forbedringshus. Fra fængslet får Pio smuglet artikler ud til Socialisten, og i bevægelsen dyrkes han nu som martyr, hvilket han også mærker, da han benådes og løslades 8. april 1875 i anledning af kongens fødselsdag. Fængselsopholdet tager hårdt på ham, men efter et rekreationsophold vender han i juli 1875 tilbage som leder i bevægelsen, der har undergået store ændringer. Bevægelsen blomstrer op og avisen, som nu hedder Social-Demokraten, forøger sit oplag. Men Pio er en enmandsleder, og kritikken af ham vokser. Han har sammen med Geleff fået en ide om at starte en socialistisk koloni for udvandrere i Kansas i USA, og Brix fængsles igen for nogle satiriske og kritiske artikler i Ravnen. Den 25. marts 1877 kan man i Social-Demokraten læse, at Pio og Geleff har forladt landet et par dage i forvejen. Det viser sig at de er blevet bestukket til flugten af politiet. Vreden er stor blandt arbejderne i Danmark, som føler sig forrådt. Kolonien ved Smoky Hill-River i Kansas bliver ingen succes, for jorden er ufrugtbar, og der er ingen der har forstand på landbrug. Pio flytter til Chicago, men er økonomisk hårdt trængt. Han har småjobs som typograf og tolder, og er med i anlæggelsen af en ny by i Florida. Pio dør 27. juni 1894. Han begraves i Chicago, men i 1921 bliver hans aske bragt hjem til Danmark, og Socialdemokratiet rejser en mindesten for sin grundlægger på Vestre kirkegård.  Peter Sabroe er født i 1867. Han vokser op i Århus, men kommer som 14 årig til København. Han bliver hurtigt tiltrukket af den socialistiske bevægelse, og deltager i møderne i Karl Marx Klubben. Da han er 18-19 år begynder han at skrive artikler til "Demokraten" i Århus, og i 1887 bliver han redaktør på søsteravisen i Randers. Sabroe skal tale i Randers og indlogerer sig på gæstgiveriet. Gæstgiverens datter, Fanny, er gift med socialisten, Emil Marott. Fanny er veninde med naboen, kancelliråd, bankdirektør og manufakturhandler P.F. Møllers datter, Thyra. Sabroe og Thyra mødes og forlover sig, men faren får først noget at vide, da det står i en notits i et københavnsk sladderblad.Børnenes ven på kant med partiet Sabroe er en glødende agitator både som journalist og som taler. I 1888 bliver han igen ansat ved Demokraten i Århus, og her begynder han at kører kampagner for de socialt dårligst stillede, tyendet og de gamle. Men det der gør ham allermest kendt, er hans ihærdige kamp for forbedring af børnenes vilkår. Han afslører skandaler på børnehjem og opdragelsesanstalter, og rundt omkring på gårdene finder han ofte frem til børn, der lever en kummerlig, slavelignende tilværelse, og det sker ofte at Sabroe tager forhutlede børn, han har mødt, med hjem. Arbejdet for børnene fortsætter han, da han senere bliver ansat ved partibladet i Kolding og ved Social-Demokraten. Ved siden af avisjournalistikken udgiver han selv 14 dagsbladet Lille Paul. Han vælges ind i Århus Byråd fra 1900-1906 og gør her et enormt stykke arbejde for at forbedre de sociale forhold. Det skaffer ham mange fjender, men endnu flere venner i kraft af de resultater, han opnår. I partiet er der delte meninger om Sabroe, der handler impulsivt og ikke altid i overensstemmelse med partiets taktik. Nogen mener han er fin på den, fordi han er forfængelig og altid går med jakke og hat, og fordi man hjemme hos Sabroe spiser på hvid dug. Men mange, især kvinder er begejstret for ham. Han er nemlig afholdsmand, og det sker flere gange, at han går ind på et værtshus og holder dundertale for de fordrukne fædre, der, mens de sidder med partibogen i hånden, drikker ugelønnen op, så familien må sulte. Sabroe er også modstander af, at bevægelsens kooperative bryggeri Stjernen sælger øl, men den kamp vinder han ikke. Han indleder en kampagne mod prygl i skolen, men en af hans egne partikammerater, borgmester Hedebol fra København, er en hård kritiker: "Det er ikke vor opgave at bekæmpe lidt prygl, men først og fremmest virke for indførelsen af socialismen". Pryglene i skolen bliver ikke afskaffet på det tidspunkt, men Sabroe er med til at tage hul på diskussionen. Fedtegrever i Folketinget I 1901 vælges han ind i Folketinget, og bliver medlem af tyendekomissionen. På børnehjemmet Hebron, er den missionske forstanderinde anklaget for at prygle børnene og leje dem ud til slaveligende arbejde. Sabroe får iværksat en politiundersøgelse, og sagen kommer op i Folketinget. Sabroe er en utraditionel politiker. Medlemmerne taler fra deres pladser, og under debatten rejser Sabroe sig fra sin stol og pakker en stor pakke fedtegrever ud. Stanken breder sig i hele salen, og han siger, at det er den slags hundeæde, som Folketingets medlemmer ikke engang kan holde ud at lugte til, børnene på Hebron får at spise. Sabroe bliver idømt en række bøder, og på et tidspunkt iværksættes der en landsindsamling til betaling af bøderne. Kort tid efter indsamlingen er gået igang omkommer Sabroe ved den store togulykke i Bramminge.  Helga Skou bliver født i 1915. Hun vokser op i en børnerig husmandsfamilie på de magre midtjyske jorde. 16 børn sætter hendes forældre i verden, når de da ikke skændes. Det var et besynderligt ægteskab og Helga skal aldrig lære at forstå, hvorfor hendes forældre nogensinde giftede sig. Det er ikke noget kærligt hjem, og det går måske allermest ud over Helga som er et vanskeligt barn - hun græder meget og har engelsk syge. Helga går moderen på nerverne, men denne slipper ofte skidt fra det, når hun skal afstraffe den lille pige. En gang kommer Helga til at sætte sig på bordet i køkkenet - hvilket er strengt forbudt. Helgas mor, som står og roder i gløderne på komfuret, bliver rasende og rager ud efter den lille piges ene arm med den varme ildtang, og der lyder et skingert barneskrig. Brandsåret har Helga den dag i dag.Malkepige på en herregård "Hvis jeg finder den fyr, slår jeg ham ihjel," siger Helgas far fortvivlet. En aften hun er på vej hjem, kommer en mand løbende bagfra. Han river Helga af cyklen, stopper et klæde i munden på hende, skærer hendes tøj i stykker med en kniv og voldtager hende brutalt. To dage efter er han fanget og får fem års fængsel, men Helga kommer sig aldrig over hændelsen, og får psykiske mén. En skade som hun aldrig overvinder. Da Helga er 18 år, bliver hun malkepige på en herregård, hvor hun møder sin kommende mand, Jes. Han spiller mundharpe, har flotte krøller og snart går de hånd i hånd. 14 dage efter de er blevet gift, smider de deres ringe i hovedet på hinanden. Jes samler dem op bare for smide dem i kakkelovnen. Ofte pakker Jes sin kuffert, men den bliver altid pakket ud igen. Helga og Jes arbejder det første stykke tid af deres ægteskab på forskellige gårde med landbrugsarbejde. Men da Helga skal føde, og Jes har fået bylder i enden, så han hverken kunne sidde eller gå, står de hovedkulds uden arbejde. Den lokale sognefoged hjælper det unge par med mad, og sætter samtidig en lokal indsamling i gang til hjælp. Men problemerne tårner sig alligevel op da pengene ikke kan slå til. En dag bliver den lille familie sat på gaden. De skylder 45 kr. i husleje, og så falder husejerens hammer. 25 år i landbrugets tjeneste Jes får snart arbejde som fodermester på en gård, og der følger en lille lejlighed med, men Jes bliver ramt af sygdom, så Helga må overtage, hvis de ønsker at få udbetalt løn. Kort tid efter bliver Jes fyret, da proprietæren opdager, at Jes er organiseret i en fagforening. Derpå er de et kort stykke tid endnu engang på en gård, men de får snart plads på en bondegård, hvor de arbejder 18 timer i døgnet. En dag ser de annonce om en plads som husmand på en herregård på Sjælland - de søger og får den. Efter flere år på Sjællandske gårde beslutter Jes og Helga sig for at vende tilbage til Jylland. Jes får arbejde hos en entreprenør og Helga i en tørvemose. Men besættelsen skaber stor arbejdsløshed, og for at undgå at Jes bliver sendt til Tyskland for at arbejde, må de endnu engang søge til Sjælland for at fæste sig til en gård, hvor 40 køer skal passes og malkes. Jes får en uddannelse som fodermester, hvorpå de bliver ansat på en gård på Langeland. I de kommende år skifter de plads på adskillige gange, det bliver til i alt 25 strenge år på forskellige herregårde med meget arbejde til en meget ringe betaling og en yderst møjsom livsstil til følge. Men denne epoke af deres liv slutter endelig, da Helga begynder at arbejde på en fabrik - så længe helbredet tillader det. Den lille familie opnår dog i 1960´erne at få eget hus, bil, telefon og at holde ferie.  Søndag den 26. oktober 1871 kommer Thorvald August Marinus Stauning til verden i det indre København. Det er et fattigt hjem, og allerede som 9-årig må han ud og tjene for at bidrage til hjemmets skrabede økonomi. Han bliver udlært som cigarsorterer i 1892, 21 år gammel, og opnår i løbet af sit liv en social løbebane fra det fattige hjem til rigets højeste post. Fra sin ungdom er Stauning et ordensmenneske med en stor arbejdsevne, punktlig, pålidelig og ordholdende. Og han kan vente. Er en situation ikke moden, går han først frem når mulighederne byder sig. Han kan også tie - selv over for sine nærmeste. Han meddeler sig ikke til andre i utide om planer, hvis muligheder er afhængige af, at visse begivenheder indtræder. Det er forhold, der giver Stauning en personlig myndighed og pondus og særlige forudsætninger for at holde disciplin og udøve magt - både som partileder, som minister og som landsfader.Kvinder og problemer Der kommer adskillige ministerposter fremover til Stauning, der dog ikke garanterer nogen personlig lykke. En forårslun søndag formiddag i april 1921 er Stauning og hans familie ude at cykle på Strandvejen. Pludselig giver hans kone, Anna Stauning, et skrig fra sig, og en bil med høj fart kører hende ned. Et par dage efter står der en beskeden, lille annonce i Social-Demokraten: "Vor kære, ejegode moder og hustru døde i går ... Holger og Th. Stauning." Senere bliver han gift med Olga Kofod-Hansen. Men ægteskabet er ikke lykkeligt - i sommeren 1930 bliver de separeret. Kort inden har han på en rejse til Island mødt Louis Pio´s datter; Sylvia. Sylvia Pio er alvorligt syg, efter to hjerneblødninger er hun lam i venstre side. Det bliver et kort kærlighedsforhold. Hans position som landsfader er stille og roligt ved at tage form i 20´erne. Når han taler med sin dybe bas, bevæger han sig i jævne baner, men bliver han tirret eller møder hovmod, bliver mælet hårdt og groft og ordene falder som hammerslag. Og Stauning har ikke noget konversationstalent. I selskab og personligt samvær er han meget fåmælt, indesluttet og tillukket, selv om det hænder, at han i et selskab liver op og viser sin lune, særlig hvis han har smagt på vinen. Stauning for folket... Det socialdemokratiske programskrift; "Danmark for Folket" fra 1934, der gør Socialdemokratiet til et folkeparti, og ikke et klart defineret klasseparti, er Stauning medforfatter til. Som partileder står han fast på den reformistiske linie og er modstander af de revolutionære tendenser, der stadig befinder sig i Socialdemokratiet op til 1. verdenskrig. Danmark for Folket - og Stauning - gør endeligt op med de revolutionære tendenser i Socialdemokratiet. Stauning har i landet rollen som landsfader, garanten for kontinuitet, stabilitet i de kriseramte 1930´ere. Derfor går han også til valg under mottoet: Stauning eller kaos i 1935, og skaffer Socialdemokratiet en hidtil ikke siden overgået valgsejr. På trods af den store valgsejr i 1935 ender Stauning liv med altomfattende nederlag. Tyskernes invasion af Danmark den 9. april 1940 og den politiske konsekvens: samarbejdspolitikken med tyskerne, som han mener er nødvendig, oplever han som et nederlag. Måske er de to sidste år af hans liv ikke en fiasko, men dog et prestigetab for en stor politiker, der gennem fire årtier politisk har overlevet store kriser, men er gået sejrrigt ud af dem. Muligvis er Stauning i virkeligheden en ensom mand, der bag det robuste ydre gemmer en følsom karakter, da han dør den 3. maj 1942 og bliver begravet på vestre kirkegård.  Karl Kristian Vilhelm Steincke er født den 25. august 1880 i et konservativt lærerhjem i Viskinge skole. Som 26-årig bliver han i 1906 cand.jur. og bliver straks ansat som embedsmand i Frederiksberg kommune. I 1913 er Steincke nybagt medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg, hvor han i perioden op til 1920 tilhører Socialdemokratiets venstrefløj. Fra sin tidligste ungdom er Steincke én af Socialdemokratiets mest markante og uortodokse debattører. Ofte og gerne udfordrer han partiledelsens pragmatiske linie, og i hele mellemkrigstiden fremstår han både som én af folkestyrets stærkeste forsvarere og som én af dets skrappeste kritikere. I perioden 1924-26 er han justitsminister og fra 1929-35 socialminister. Udover indsatsen som socialminister står han som justitsminister bag den første egentlige lovgivning om abort i Danmark.Beundret og forhadt I 1933 kommer den store socialreform, der overskygger alt andet i Steinckes politiske liv. Det er Steincke, der er initiativtageren og er den minister, der får loven gennem Rigsdagen. Socialreformen justerer og forbedrer al tidligere lovgivning omkring sociale forhold og samler det under een hat. Den er det første reelle sociale sikkerhedsnet under danskerne. Reformen vækker international opmærksomhed og må karakteriseres som usædvanlig fremsynet for sin tid. Men den indeholder også "Forsorgsloven", der åbner for muligheden uden lov og dom at fængsle vagabonder og tiggere på ubestemt tid. Professor Jørgen Dich skriver i 1955 i en portrætbog af Steincke: "Det bliver den unge fattiginspektør fra Frederiksberg, der følte for de små, der vil hjælpe dem gennem skærsilden. At han glemte nogle af de fattige, dem på samfundets overdrev, vil Herren nok tilgive ham. Men ikke jeg." I perioden 1935-39 er han igen justitsminister. Hans omdømme og hans person er omstridt, beundret og så forhadt, at der i hans levetid bliver udøvet to attentatforsøg mod ham. I slutningen af 1930´erne kommer Steincke på kollisionskurs med dele af den danske presse og den danske offentlighed. Han anlægger adskillige injuriesager mod redaktører og politiske modstandere. I offentligheden danner der sig et billede af en sårbar og forfængelig person. Medarbejdernes frygt Først og fremmest leder han kampen mod 1930´ernes antidemokratiske bevægelser med en sådan ihærdighed, at det i 1939 fører til hans fald, da han bliver presset af Stauning til at gå af. Sædvanen tro har han flere injuriesager kørende, og har i offentligheden øjne gjort sig umulig som justitsminister. Steincke er ikke populær. Han virker reaktionær og despotisk på sine omgivelser. Han er som minister en krævende chef, der kan jage medarbejderne en skræk i livet. Hans administration er meget hård. Så hård at Sorø Amtstidende angriber ham for at udvise nazistiske tendenser. Så fyringen i 1939 vækker ikke det store savn hos kolleger eller i offentligheden. I 1950, som 69-årig, bliver han hentet ind i varmen igen, og bliver justitsminister i Hedtofts nye regering. Her får han gennemført en amnesti for personer, der er dømt for mindre forbrydelser i forbindelse med retsopgøret - og dermed har mistet deres borgerlige rettigheder. Men allerede i oktober samme år går regeringen Hedtoft af til Steinckes store forbitrelse. Om Hedtoft og hans socialdemokratiske kolleger siger Steincke dagen efter afgangen til pressen: "Det er første gang, jeg har oplevet en børnehave, hvor alle var sent oppe om aftenen." Han dør 8. april 1963.  Niels Frederik Carl Westergaard bliver født 26. december 1885 i Vindum nær Viborg. Faren er husmand og gartner, og familien er temmelig fattig. Carl Westergaard kommer ud at tjene hos en bonde, da han kun er 11 år. De næste år arbejder han for bønder og på herregårde som landarbejder og fodermester, og en overgang også som tørvegraver. Han får sparet penge sammen, så han i 1904 kan tage på Køng Højskole og året efter på Askov Højskole. I sin højskoletid stifter Carl Westergaard bekendtskab med Peter Sabroe og Jens Jensen, nogle af Socialdemokratiets store agitatorer. De taler tyendet og landarbejdernes sag, og kæmper for menneskeværdige forhold for de dårligst stillede. Hans interesse for tyendesagen bliver yderligere styrket af bl.a. Jeppe Aakjærs og Johan Skjoldborgs skildringer af herregårdsarbejdernes liv i romanerne Vredens Børn og Gyldholm.Jeppe Aakjær anbefaler Carl Westergaard som agitator Som 21 årig henvender Carl Westergaard sig i 1906 til De samvirkende Fagforbund DsF. Han beder om at få støtte til at organisere tyende og landarbejdere og danne et forbund for tyende. Carl Westergaard er et ubeskrevet blad i fagbevægelsen, men han er selv vokset op som landarbejder og har derfor et indgående kendskab til forholdene for tyende og landarbejdere. I et brev til DsF anbefaler Jeppe Aakjær ham: "Jeg har aldrig hørt ham som taler, men i private samtaler har han røbet en klar og sober dømmekraft og en indsigt i sociale forteelser, der er udsædvanlig i hans alder. Jeg tvivler ikke på, at han er i besiddelse af evner, der kan blive af den allerstørste betydning under landagitation for tyendets bedre kår". DsF beslutter at støtte Westergaard med det beløb på 200 kr., han har bedt om. Tyendeforbundet stiftes I 1907 samler Carl Westergaard 15 repræsentanter til en stiftende kongres i Tyende- og Landarbejderforbundet. Tyendet har ingen tradition for organisering, og det bliver Westergaard, der reelt tegner forbundet. Han kommer til at varetage alle ledende poster i forbundet som formand og kasserer. Han redigerer også forbundets blad Tyendebladet, hvor han agiterer for tyendelovens og skudsmålsbogens afskaffelse, for valgret til tyende, højre løn og kortere arbejdstid og forbedring af karlekamrene. Samtidig fortsætter han sin agitationsvirksomhed og han bliver kendt overalt på landet som en ildfuld, medlevende agitator. Carl Westergaard vil ikke binde det nye forbund til et bestemt parti, men forsøger at samarbejde med både socialdemokrater, radikale og georgister. Det fører til splittelse af forbundet, og samtidig kritiseres han for at have uorden i regnskaberne. På kongressen i 1909 bliver han vraget som formand, men fortsætter som redaktør og agitator. En grund til at Carl Westergaard ikke får en mere fremtrædende placering i fagbevægelsen er sikkert, at han med Aakjærs ord aldrig lærer "at pløje lige". På en kongres i 1915 lykkes det på Staunings initiativ at samle forbundet igen, og han fortsætter nu som leder af landarbejderforbundet på Fyn. I 1934 bliver Landarbejderforbundet indlemmet i Dansk Arbejdsmands Forbund, og Carl Westergaard bliver kredsformand. Han er litterært interesseret og laver en række person- og kulturhistoriske skildringer, der bliver offentliggjort i de Socialdemokratiske aviser. At Westergaard har haft en enorm betydning for landarbejdernes organisering viser sig bl.a. ved, at han er model for hovedpersonen i Aakjærs landarbejderroman fra 1916 Hvor der er gjærende kræfter. Carl Westergaard dør 69 år gammel 25. maj 1954 i Odense.  Anton Ørbæk bliver født i Assens den 13. december 1899. Han vokser op i hjem, der ikke er præget af luksus, men efter tidens forhold, er udemærket. Antons far er nemlig slagter, så maden fejler ikke noget. Det er et rart hjem med en kærlig mor, en sød mormor, men en til tider streng far. Da Anton er seks år flytter familien til Fåborg. Der kommer han i kommuneskole, hvor han hurtigt lærer at læse og regne. Særlig læsningen fatter Anton interesse for. Anton får i sin barndom også lejlighed til at rejse rundt i Danmark, når han kommer på feriebesøg i Assens og Odense om sommeren. Efter sin konfirmation kommer han i bagerlære i Fåborg. Læretiden varer i fire år. Der er to svende og fire lærlinge. Lærlingene har et fælles værelse til ophold, hvor svendene har hver sit. Arbejdet begynder klokken to om natten og når det er helligdage endda allerede ved midnat. Der er ingen arbejdstidsregler på det tidspunkt, hvilket ofte medfører, at lærlingene skifter plads i deres lærlingetid. At finde en ny mester er den eneste måde, de kan vise deres utilfredshed på.Først bagersvend så mester og så svend igen Anton får - efter noget besvær - sit svendebrev og bliver bagersvend. Sit første arbejde som svend får han i Nyborg. Lønnen er ikke særlig stor, 10 kr. om ugen med kost og logi.. Men mesteren er rar - dog fuldstændig uinteresseret i bagerfaget. Efter 14 måneder rejser Anton til København med to andre svende for at søge nye udfordringer. Men der kan de ikke få arbejde. Der på følger en periode, hvor Anton arbejder forskellige steder i landet. Men i 1910 får han arbejde på et lille fællesbageri i Viborg. Der bliver han også hurtigt formand for den lokale fagforening og medlem af Socialdemokratiet. I 1914 bliver han gift og får en lille søn. Men allerede fem år efter dør både konen og barnet af den spanske syge. I mellemtiden er han blevet mester i det kooperativt fællesbageri. Det går ikke helt stille af, da der er småproblemer med medarbejdere og problemer med fornyelser i bageriet. Han får en ny kone og fire børn bliver det til med tiden. I 1935 fyres han som mester, men får tilbudt at bliver på arbejdspladsen som svend. Nye tider og nye problemer Tiderne ændrer sig efter krigen, og arbejdstempoet stiger. Mester prøver at presse produktionstempoet i vejret. Det mærker Anton, der ikke er helt ung længere. Kroppen vil heller ikke altid det samme som Anton. På grund af bronkitis plages han af vejrtrækningsproblemer - han kan ikke gå i et stræk fra hjem til arbejde uden at holde pause. Hjertet har det heller ikke for godt, og han får af lægen besked på at stoppe med at arbejde. Der er bare det problem, at Anton ikke har nogen pension fra fællesbageriet, så han forsøger at fortsætte med sit arbejde som bager. En dag går det galt, og han bliver indlagt på Viborg sygehus. I 1953 tilkendes han invaliderente, og bliver på den måde sikret økonomisk, så han endelig kan stoppe med at arbejde. 
|
Copyright © 2008 Arbejdermuseet
& Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv
Rømersgade 22 | DK-1362 København K.
Telefon: +45-33 93 25 75
email
& Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv
Rømersgade 22 | DK-1362 København K.
Telefon: +45-33 93 25 75
Dette site hostes af:
