5. del af serien Plads til os alle om arbejderbevægelsens historie.

I otte temaer skildres udviklingen fra industrialiseringens barndom til nutidens informationssamfund gennem personlige beretninger, arkivfilm og fotos, malerier fra tiden, avisklip og små rekonstruktioner.

"Et kælderhjem består af et rum hvortil knytter sig et spisekammer uden lys eller luftadgang. I denne lejlighed, der er fugtig og rå i højeste grad, lever mand, kone og 5 børn". Uddrag af rapport fra sundhedspolitiet i Århus under Første Verdenskrig. Usle forhold og bolignød var den direkte anledning til, at folk begyndte at slutte sig sammen i boligforeninger. Femte del af serien beretter om boligbevægelsen fra den spæde begyndelse til nutidens problemer med betonskader og ghettodannelser.

• Minut-tæller: 00:00
• Minut-tæller: 13:12-
• Minut-tæller: 24:13-
• Minut-tæller 36:03-

Minut-tæller: 00:00

Lydside og tid	Billedside
Musik: 02.00
Fortælleren: 00.34 Da kampen om byggeren på Nørrebro i København bragte sidene i kog i 1980 var det ikke bare en kamp om en byggelegeplads. Det var en kamp mod en saneringspolitik og et nybyggeri, som var blevet mere og mere hjerteløst.
Musik: 00.54
Fortælleren i billedet: 01.31 Byggeren lå her på Stengade. Nu ligger her en hel række ensformige boligblokke, faktisk et symbol på det aktivisterne kæmpede i mod. Slagsmålet brød ud i raseri over den socialdemokratiske overborgmester Egon Weidekamps totalplan for saneringen af området her, et område som dengang blev kaldt den sorte firkant.
Fortælleren: 01.53 Den sorte firkant bestod før saneringerne af elendige lejekaserner ejet af boligspekulanter, som ikke så nogen fortjeneste i at forbedre lejlighederne. Det var et område, hvor kampen for bedre boliger var præget af, at en brand i en af ejendommene nogle år tidligere havde krævet 9 dødofre. Men også et område præget af en kamp for, at saneringerne ikke skulle sende beboerne ud i forstæderne.
Musik: 03.13
Fortælleren i billedet: 03.30 Det begyndte ellers så godt, som her på Nyelandsvej på Frederiksberg. Lejlighederne her er fra 1913 og de første, der blev opført af en boligforening med direkte tilknytning til arbejderbevægelsen. De blev bygget af AAB - Arbejdernes Andels Boligforening. Drivkraften bag AAB var formanden for Byggesnedkernes fagforening, Jens Christian Jensen, eller Christian Bolignød, som han også blev kaldt på grund af sin store interesse for boligsagen.
Fortælleren: 03.58 Christian Bolignød ville bygge arbejderboliger, der var bedre og billigere end datidens private spekulationsbyggeri. Som fagforeningsmand var han vant til at tænke kollektivt. Fællesskabet var et vigtig led i hans ideer om en god arbejderbolig. Derfor var andelshaverne i AAB lejere, og de ejede ejendommen i fællesskab.
04.21 Sagfører F.C. Boldsen, som var en ledende kraft i mange af tidens små byggeforeninger, haved et helt andet syn på arbejderboliger. Hans ideal var, at alle skulle bo i eget hus med have. Christian Jensen og F.C. Boldsen var modsætninger, som kom til at præge boligbevægelsens første år. Jensen var fagbevægelsens og det kollektives mand. Boldsen hørte til en kreds af velstillede borgere som ville hjælpe arbejderne til ordentlige boligforhold.
04.57 Boldsens tanker om arbejderhuse med haver var ikke nye. De var opstået i midten af 1800-tallet, hvor den begyndende industrialisering fik arbejderne til at flytte fra landet og ind til byerne. Der var ingen regler for boligbyggeri dengang, så tilstrømningen af mennesker førte til, at de indre bykerner blev totalt overbebyggede. Arbejderne blev stuvet sammen i byens dårligste boliger - de eneste de kunne betale. Resultatet var en synlig fattigdom og akut sundhedsfare.
Stemme (kvinde): 05.29 Vi boede på en første bagsal. I denne lejlighed, som var mit hjem i 12 år, stod i den store stue en ret bred træseng med halm som underlag og nogle elendige rester af lagner og gamle dyner. Vi sov mange i den seng. Min stakkels mor havde selvsagt et frygteligt og næsten omsonst arbejde med at holde huset fri fra lopper, og væggetøj. Det var en hel svir for os, når vi skulle efter et knippe halm på Halmtorvet, og hun regerede med træsengen, skoldede den og vaskede den, og den ny halm kom i, og vi hoppede af glæde. Men glæden var kort, væggetøjet indfandt sig snart igen.
Fortælleren: 06.18 Familierne boede elendigt og de enlige endnu værre. På nogle herberg kunne man - billigt ganske vist - få lov til at stå op af en væg og sove. Det måtte ende i en katastrofe, og det gjorde det. I 1853 døde 5.000 mennesker under en koleraepidemi i København. Emil Hornemann, der var læge, var klar over, at årsagerne til epidemien blandt andet skyldtes de usunde og overfyldte boliger. Derfor tog han initiativ til at Lægeforeningen opførte det der i dag kaldes Brumleby - København første ordentlige arbejderboliger. Men der var kun plads til 550 familier, så det var langt fra nok til at opfylde behovet.
Fortælleren i billedet: 07.10 Derfor arbejdede Hornemann videre. Sammen med lægekollegaen Ulrik tog han initiativ til at oprette B&W-arbejdernes byggeforening, og den byggede husene her, som folkevidet starks døbte: Kartoffelrækkerne. Byggeforeningshuse var helt anderledes end de store spekulationsbyggerier, der jo både havde side- og baghus. Når arbejderne selv kunne bestemme, og iøvrigt havde råd til det, ja så ville de helst bo tæt på jorden.
Fortælleren: 07.41 Men det viste sig at være for dyrt. Så det blev ikke B&W arbejderne, der kom til at bo i husene. Det blev håndværksmestre og funktionærer. Alligevel dannede byggeforeningen model for mange andre både i København og provinsen. Princippet var, at medlemmerne betalte af på et indskud og når alle havde betalt blev der bygget. Huslejen var afdrag på lånene til byggeriet. Når lånene var betalt ud ejede hver enkelt sit eget hus. Det ville gøre arbejderne til gode samfundsborgere, mente Ulrik:
Stemme: 08.19 Det er en væsentlig betryggelse for den bestående samfundsorden og dens rolige og lovbundne udvikling, når så stort et antal som muligt fra besiddelsesløse bliver besiddende. Thi derved udvikles individernes selvfølelse, de bliver gode familiefædre og besindige statsborgere.
Fortælleren i billedet: 08.37 Den slags byggeforeninger var ikke lige netop arbejderbevægelsens kop te. De så dem som et forsøg på at borgerliggøre arbejderklassen. Foreningsmedlemmerne endte jo med at eje deres boliger, ja nogen af dem endte som udlejere, fordi husene var bygget sådan, at man kunne leje en del af huset ud. Arbejderbevægelsen derimod mente, at det var en kommunal opgave at sørge gode og billige boliger til arbejderne. Boliger, uden profitinteresser.
Fortælleren: 09.04 Magthaverne var nu ikke særligt begejstrede for at bruge byggeforeningerne til at gøre arbejderne borgerlige. Boliger skulle ifølge den herskende ideologi bygges på et frit marked - hvor enhver var sin egen lykkes smed. Først i 1887 begyndte man i meget begrænset omfang at støtte byggeforeningerne.
Fortælleren: 09.27 De små byggeforeninger var kun for arbejderklassens øverste lag. De ufaglærte måtte tage til takke med det private spekulationsbyggeri, der omkring århundredeskiftet blev opført i de større byers brokvarterer. Og pjalteproletariet hang stadig på de elendige slumlejligheder i byernes centrum, hvis de da ikke blev smidt ud, fordi de ikke kunne betale huslejen. Alligevel prøvede man midt i elendigheden at leve op til tidens borgerlige idealer:
Stemme: 09.59 Vi boede i en 2 værelses kvist i Valdemarsgade i Århus. Et smalt værelse - der var lige plads til et lille bord mellem 2 senge, en barneseng, hvor søster og jeg havde hver sin ende, så fars og mors seng og så ikke mere - lille søsters vugge var kneben ind så vi faldt over den. Ja, så var der stadsstuen med et diminutivt klunkemøblement, som mor var meget stolt af. Huset var fugtigt, så tapetet hang i laser - vi børn kom aldrig i stadsstuen - det var nærmest tabu.
Fortælleren i billedet: Det planløse private boligbyggeri med små lejligheder som dem her blev opført fordi entreprenørerne kunne tjene lidt lette penge. Efter århundredeskiftet kom der på den måde et vældigt opsving i det københavnske boligbyggeri. Et opsving der endte med at 10.000 lejligheder stod tomme. Det førte så til krise og en række fallitter, hvor de involverede entreprenører trak hinanden med i faldet.
Fortælleren: 11.03 Byggeriet gik i stå. Arbejdsløsheden i byggefagene voksede og overskuddet af boliger blev forvandlet til et underskud. Krisen ramte bygningssnedkerne hårdt fortæller deres formand Christian Jensen i sine erindringer:
Stemme: 11.17 Efter Byggekrakket fortsatte arbejdsløsheden, og da der kun iværksattes et ganske forsvindende byggeri, blev de ca. 10.000 ledige lejligheder efterhånden udlejede. Den nød og arbejdsløshed, disse tilstande medførte, gav anledning til mange spekulationer og drøftelser med det formål at få byggeriet i gang.
Fortælleren: 11.41 Jensen begyndte at spekulere på hvordan han kunne få sine medlemmer i arbejde, og han fik Arbejdernes Fællesorganisation i København overbevist om, at de burde støtte en boligforening, der skulle bygge lejeboliger til arbejderfamilier:
Fortælleren: 11.58 Det blev starten på på Arbejdernes Andels Boligforening - AAB. Deres første byggeri var som sagt fra 1913 og lå på Nyelandsvej. Og som en vigtig pointe, blev andelshaverne i AAB ved med at være lejere. Der skulle ikke tjenes penge på AABs boliger. Flere byggerier kom til, og AAB blev en succes. Men arkitektonisk havde Jensen ingen visioner. Lejlighederne var store og bygget i en god kvalitet, men i det ydre lignede AABs huse tidens almindelige lejebyggeri.
Fortælleren: 12.36 F. C. Boldsens tanker om arbejderboliger, var som sagt nogle andre end socialdemokraternes. Boldsen ville bygge huse med haver. Huse som arbejderne gennem månedlige afdrag ville ende med selvat eje. Men han havde svært ved at skaffe pengene til det:
Stemme: 12.53 Jeg erindrer, at da jeg i de tider henvendte mig til finansminister Edv. Brandes for at bede ham om støtte, spurgte Dr. Brandes elskværdigt forundret, hvad der egentligt var i vejen med boligerne i Danmark, thi de mennesker, han kendte, boede jo i hver sin bolig!

Minut-tæller: 13:12-

Lydside og tid	Billedside
Fortælleren: 13.12 Boldsen vidste bedre, og det ville han ændre på. Men hans motiver til at bygge gode boliger til arbejderne var de samme som borgerskabets 50 år tidligere. Boldsen mente, at et hus ville gøre arbejderne til nyttige samfundsborgere:
Stemme: 13.27 Med kærligheden til deres hus og hjem følger tillige ansvarsfølelsen overfor det samfund som de er medlemmer af. Og med besiddelsen af ejendom følger lyst til sparsommelighed og til at forbedre hele familiens situation. Ædrueligheden tiltager og dermed bortfalder en stor del af de ulykker, som mangel på ædruelighed fører med sig. Der vil ofte være årlige afdrag at præstere på ejendommens pantegæld, og disse afdrag danner grundstammen for en lille formue.
Fortælleren i billedet: 14.00 Det var præcis den slags holdninger arbejderbevægelsen ikke kunne fordrage. Enhver snak om at tjene selv ganske små formuer på boliger var dem inderligt imod. Og når Boldsen moraliserede så så man det som en bekræftelse på, at den slags byggeforeninger netop skulle være med til at borgerliggøre arbejderklassen. Og Boldsens selv, ja han slog jo også fast, at hans byggeforening kun var for de bedrestillede arbejdere.
Stemme: 14.25 Man kunne næppe gøre bevægelsen en større skade end af falsk humanisme at medtage familier, hvis økonomiske ydeevne er udsat for hyppige forandringer, og som ikke ville være istand til at stille nogen garanti for deres deltagelse i foretagenet. Sådanne dårligst stillede hører ikke hjemme i disse foreninger.
Fortælleren: 14.47 Andre måtte tage sig af at bygge boliger til de fattige. Og skulle der bygges boliger som også de almindelige arbejdere kunne betale, var det nødvendigt at satse på etagebyggeri.
Fortælleren: 15.01 Med AAB som forbillede havde fagbevægelsens byggevirksomheder også dannet en boligforening, Arbejdernes Kooperative Byggeforening - AKB. De gik i gang med at bygge en helt ny bydel ude ved Sydhavnen i København.
15.22 Gaderne fik navne efter arbejderbevægelesens ledere: Louis Pios gade, Hørdums gade og Borgbjergsvej. Man lagde ud med at bygge blokke med 6 lejligheder i hver, rummelige 2 værelses, med små forhaver. Men planerne vakte en del diskssion i offentligheden. Betænklighederne gik på om det blev arbejdere, der kom til at bo i de huse. Om de kunne betale en husleje på 27-28 kr. om måneden, for en 2 værelserers, når de kunne bo på Vesterbro for 20, et beløb der nogenlunde svarede til en ugeløn. Ville det ikke blive velhavere der fik de nye lejligheder?
16.03 Det blev arbejdere, der flyttede ind. Faglærte arbejdere i gode faste job, de ufaglærte havde ikke råd. Men alt i alt blev byggeriet i Sydhavnen en succes, en socialdemokratisk mønsterbydel, som voksede år for år.
Fortælleren i billedet: 16.27 Baggrunden for succesen var at Socialdemokratiet havde erobret magten i en del byer bl.a. i København, og fået presset en række boligstøttelove igennem. Men dermed var bolignøden jo ikke afskaffet, tværtimod var den vokset under 1. verdenskrig, hvor mangel på byggematerialer havde sat boligbyggeriet helt i stå.
Fortælleren: 16.46 Det stod værst til i København, hvor problemet blev forstærket af en fortsat indvandring fra landet. Men også i provinsen hærgede bolignøden. Huslejerne blev fastsat ved lov, men steg alligevel. Og antallet af husvilde steg. I 1917 var der 345 husvilde familier i København og på Frederiksberg. Fem år senere var der næsten 3.000.
17.15 Kommunerne tog alt i brug for at huse de hjemløse. Også det tidligere Cristianshavns kvindefængsel, som ellers var lukket på grund af sundhedsfare. På Sundholm var der husvildebarakker med ét potterum til 45 familier.
Fortælleren: 17.33 Andre boede i overbefolkede lejligheder og kælderrum, hvor forholdene var ligeså svinske som i husvildebarekkerne. Sundhedspolitiet i Århus rapporterede:
Stemme: 17.46 Et kælderhjem består af et rum hvortil knytter sig et spisekammer uden lys eller luftadgang. I denne lejlighed, der er fugtig og rå i højeste grad, lever mand, kone og 5 børn. Det ene barn ligger om natten på en madras i "spisekammeret". Der findes kun en seng, rummet er så lavloftet, at hver beboer kun har 2,35 kubikmeter rum - sundhedsvedtægten fordrer - fuldt berettiget - 12 kubikmeter.
Fortælleren: 18.25 Som værn mod den værste udbytning havde lejerne sluttet sig sammen i en række lejerforeninger, der i 1920 dannede De samvirkenede danske lejerforeninger med over 50.000 medlemmer. Og i København havde de revolutionære syndikalister oprettet en forening der hed Lejernes Værn. De gik radikalt til værks. Når fattige familier blev sat ud af deres lejligheder, bar de simpelthen møblementet op i lejligheden igen så snart fogeden og politiet var gået.
18.57 I de kommuner hvor Socialdemokraterne havde magten, prøvede man at løse problemerne gennem kommunalt boligbyggeri. Der blev bygget en hel del, men efterhånden som der opstod flere og flere boligforeninger, som let kunne drages ind i den socialdemokratiske familie begyndte arbejderbevægelsen at hælde til den løsning.
Fortælleren i biledet: 19.19 Især AAB og AKB var tæt knyttet til arbejderbevægelsen. Der sad mange ledende socialdemokrater i foreningernes bestyrelse, og parti og fagbevægels støttede dem økonomisk. Boligbevægelsen rykkede også udenfor Københavns volde. AAB kom til at danne model for tilsvarende foreninger i provinsen, som her i Århus, hvor man i 20'erne byggede 2- familie huse som de her, og et par år senere etageejendomme som dem på den anden side af gaden.
19.52 Hvert af AABs byggerier var en selvstændige forening, som skulle klare sin egen økonomi. Men hvis en af foreningerne havde økonomiske problemer, delte Jensen rundhåndet penge ud til dem fra moderselskabet. Det kom på konkursens rand, og Jensen blev anklaget for bedrageri. Han blev pure frikendt, men måtte alligevel gå af som formand. Imens var den bevægelse han havde skabt blevet en succes.
Musik: 20.20
20.38 Boligforeningerne var tilknyttet arbejderkooperationen, og blev med tiden den største og mest succerige gren af kooperationen
20.53 Der blev satset på stordrift og en ny slags bebyggelse - storkareen - blev almindelig især i København og Århus. Den blev et varemærke for boligforeningernes byggeri i 20'erne. Den store skala og den knappe arkitektur med de mange gentagelser har givet storkareen et blandet rygte i eftertiden. Ved Akademisk Arkitektforenings 50-års jubilæum blev der opført en kantate med følgende strofe:
Stemme: 21.21 Vindue - pille - vindue - pille - vindue - pille - hoveddør. Vindue - pille - vindue - pille - vindue - pille - nedløbsrør.
Fortælleren: 21.39 I starten af 30'erne var der krise så selvom der på det tidspunkt var boliger nok, havde mange almindelige mennesker ikke råd til at leje dem.Folk måtte rykke sammen i overbefolkede lejligheder. Skure, barakker, kolonihavehuse og gymnastiksale blev brugt til beboelse.
21.59 Socialdemokratiet var i regering sammen med de radikale, og i 1933 gav man statslån til boligbyggeriet. Det var primært for at modvirke arbejdsløsheden i byggefagene. Men det spillede også en rolle at en betydelig del af arbejderklassen stadig var henvist til den dårligste og mest overbefolkede del af boligmassen, fordi de ikke magtede at betale lejen og indskuddet i nybyggeriet.
Fortælleren i billedet: 22.31 I 1938 blev der så gjort en lille smule for at rette op på de fattige familiers problemer. På det tidspunkt blev der indført huslejetilskud til de børnerige familier - et skridt frem mod vor tids boligsikring. På trods af det var det stadig vigtigt at bygge billigt. Derfor byggede boligforeningerne ofte langt udenfor byerne og dermed langt fra arbejdspladserne:
Stemme (kvinde): 23.02 Dengang lå Vigerslev Allé langt ude på landet. Der var en lille have til huset. Husene blev kaldt hønsehusene. Vi børn syntes, at det var skønt at bo i Hønsehusene. Men far skulle hver morgen på arbejde på Kryolitten på Østerbro. Sporvognsforbindelsen kl. 5 om morgenen var dårlig, og han kørte træt i det. Derfor flyttede vi tilbage til København. Vi fik en to-værelses lejlighed. Det var mindre forhold, men min far var glad.

Minut-tæller: 24:13-

Lydside og tid	Billedside
Fortælleren: 23.37 Men det var ikke alle, der var lige begejstrede for boligforeningerne. Deres byggeform gav arbejderboligerne et skær af borgerlighed, mente arkitekterne i kredsen omkring Poul Henningsen. Selv kaldte PH boligforeningernes arkitektur for "lakajkunst i den stivnede kapitalismes tjeneste". PH var fortaler for funktionalismen, og skød ikke kun på arkitekturen, men også arbejdernes måde at indrette deres boliger på.
Stemme: 24.13 Og nu skal vi altså til det igen! Det samme besvær og mas med at få folk til at indse den selvfølgelighed, at de skal have et moderne praktisk hus og ikke en efterligning af noget gammelt ragelse, som var godt nok, dengang man kunne få tjenestepiger nok og ingen krav stillede til hygiejne og komfort og økonomi.
Fortælleren: 24.35 Socialdemokraten Hartvig Frisch svarede, at man skulle lade arbejderen have sin herskabelige opgang og sin viftepalme i fred. Alligevel fik funktionalismen indflydelse på det almennyttige byggeri.
Fortælleren: 24.55 Kredsen omkring PH var også stærkt optaget af kollektivhuse, hvor ansat personele skulle varetage en lang række af beboernes servicebehov, og hvor livet i øvrigt skulle udfolde sig på den mest rationelle måde. Planlægningen af boliger blev et matematisk regnestykke. Længden af et kammer var fastlagt af størrelsen på en seng, bredden af morgengymnastikkens armsving. Kollektivhuset kom til at stå som essensen af boligens rationalisering - funktionalismens flagskib.
25.30 Men i 30'erne blev der kun bygget ét regulært kollektivhus. Det var Klintegården i Århus. De kollektive foranstaltninger lå i to villaer. Der var centralkøkken med spise- og opholdsstue, personaleværelser, rengøringshjælp, gæsteværelser, selskabslokaler, hobbyrum med billard, legestuer og meget mere.
26.00 Men billigt var det ikke. Beboerne skulle betale for fælleslokaler og løn til et fagligt uddannet personale, der gjorde det arbejde, som husmoderen ellers ville have gjort. Det var helt urealistisk under 30'ernes arbejdsløshed og økonomiske depression. Den jævne befolkning havde ikke råd til at bo i kollektivhuse. Det blev en eksklusiv bolig.
Fortælleren i billedet: 26.29 Mens boligforeningerne og PH hver på deres måde priste det kollektive, ja så flygtede arbejderfamilierne, så snart det kunne lade sig gøre, fra boligblokkenes fællesskab. Om sommeren tog de ud i kolonihavernes mere anarkistiske arkitektur, og her dyrkede de så deres helt egne grøntsager, og de skrev tilmed sange til havens pris:
Kor: 26.54 melodi: Jeg vil bygge en verden: Arbejdsdagen slutter, den kan ofte være slem, På min cykle styrer jeg så mod mit havehjem, Aftnen går med slid derude - er man end lidt træt, Mærkes det slet ikke, for man føles ung og let. enne plet har jeg skabt, dette Fritids asyl, som er gemt bag en skærmende tjørn, der er mere derinde, som skaber idyl, det er flokken af legende børn. Disse små-bitte rollinger, klædt i igenting, når de løber og leger og lér, de kan gøre mig glad, som de farer omkring, og hvad kan jeg så ønske mig mer'.
Fortælleren i billedet: 27.57 Under 2. verdenskrig ændrede boligsituationen sig til det værre.Byggeriet blev halveret, og bolignøden vendte tilbage i sin gammelkendte form. Folk måtte bo i hvad de kunne finde kolonihavehuse , eller som her, husvildebarakker. Andre husvilde kom under kommunal forsorg, og blev indkvarteret under endnu værre forhold. Hvordan det var i Esbjerg i 1942, ja det kunne man læse om i Lejernyt:
Stemme: 28.21 I Esbjerg badmintonhal boede f.eks. 15 familier med 35 børn. Hver familie havde sin egen lille "lejlighed" dvs. en lille afskærmning hvor madlavning, søvn og familiehygge skulle varetages. Henimod aften steg duften og osen fra 15 forskellige gryder eller stegepander op mod badmintonhallens loft, og råbene fra de mange børn mindede om hallens kronede dage som badmintonhal.
Fortælleren: 28.50 De første krigsvintre var slemme. Klimaet nærmede sig arktiske tilstande. I nogle lejligheder blev der målt kuldegrader. Boligforeningerne byggede videre, men det var vanskeligt. Der var mangel på alt, både materialer og arbejdskraft, fortæller Svend Christensen, der var i bestyrelsen for AAB i Kolding:
Stemme: 29.16 Vi kæmpede os igennem. Vi skulle jo have byggetillladelse, og vi skulle have materialer og bevillinger fra ministeriet. Vi skulle have kommunegaranti. Det var meget svært at få igennem, fordi materialerne var få, og arbejdskraften forsvandt, fordi nogle fik beskæftigelse ved tyskerne. Det kneb med at få vores byggerier færdige, men det lykkedes dog.
Fortælleren: 29.41 Men det var ikke lige godt, alt det der blev bygget under krigens materialemangel.
Stemme: 29.47 Vi flyttede ind i 24 graders kulde. Gulvene var smurt med sildeolie, der ikke kunne tørre. Fodtøjet klæbede til gulvbrædderne. Gulvet buede så kraftigt, at møblerne måtte læne sig op ad væggen. Sengene kunne ikke stilles op. Derfor måtte vi sove på madrasser på gulvet. Det hele var så fugtigt, at tapetet rutchede ned ad væggene. Efter en måneds tid var alt tøj og fodtøj, som vi ikke brugte dagligt, blevet grønt af mug.
Fortælleren: 30.18 Efter krigen blev der arbejdet hårdt på at gøre noget ved de alvorlige boligproblemer. Støtten til det almennyttige byggeri voksede kraftigt og private kunne få billege statslån til billige en-familiehuse. Små statslånshuse skød op rundt om i byerne. De faglærte arbejdere begyndte at flytte i parcelhus.
Fortælleren: 30.42 Tiden efter krigen var præget af en vældig fremskridtstro. Socialdemokratiet drømte om et ungdomsministerium, hvor ethvert ung par kunne få anvist en bolig:
Filmindslag: 30.51 Fra partifilmen "Drømmen om i morgen"
Fortælleren: 31.55 Socialdemokratiets planøkonomiske drømme lå dog langt fra virkeligheden. Bolignøden var stadig en realitet, for befolkningstallet steg og flere flyttede fra landet og ind til byerne. Og det Selvom byggeaktiviteten steg og 50'erne blev en storhedstid for boligselskaberne med en række kvalitetsbyggerier rundt om i landet.
32.34 I 50'erne dukkede tankerne om kollektivhuse op igen. Især Dansk Almennyttigt Boligselskab - DAB - kastede sig ud i kollektivbyggerier med Høje Søborg og Carlsro i Rødovre som de første. Nu hvor flere kvinder var begyndte at arbejde, mente DAB, der måtte være interesse for at bo i et byggeri med udstrakt service til beboerne f.eks. restaurant med spisebilletter, kiosk, vaskeri, reception osv. Men det var dyrt, så i stedet for at være en aflastning for husmoderen, betød det for nogen, at de måtte ud og arbejde for at klare huslejen:
Stemme: 33.18 Det kneb jo med penge i starten, så tog jeg job som husmoderafløser. Jeg havde de to drenge oppe i børnehaven, der kunne jeg hente dem klokken et, og så havde vi alligevel resten af dagen sammen. Det blev jeg nødt til simpelthen, for huslejen var firedoblet. Man kunne godt få job dengang, og man kunne få heldagsjob inde i byen. Men så skulle jeg afsted, når klokken var kvart over seks om morgenen, og så ville jeg ikke være hjemme før henad halv seks om aftenen.
Fortælleren: 33.45 Alligevel var de fleste beboere glade for Carlsro, og ved lejerforeningens 10-års jubilæum i 1963, blev der sunget om hvor dejligt det var at være kollektiv:
Kor: 33.58 Til lejerforeningens 10-års jubilæum i 1963 Mel.: I skoven skulle være gilde Vort hjem vi har i Carlsro - ja det er ganske vist Med husene på række, et højhus ligger hist. Et samfund midt i staden - vi kan endog få maden for vi er kollektiv i flok, på tanken højt vi tror og dette præges livet af i Carlsro, hvor vi bor.
Fortælleren: 34.25 Men sammen med det gode byggeri sneg et smagtyrrani sig ind i folks bolig. Og da der blev fremsat et lovforslag om bosætningslån skrev Boligselskabernes Landsforenings blad, at lånene kun burde gives til dem, der købte kvalitetsmøbler og ikke "almuemøbler, forloren antik og mammut-renaissance". Møblerne skulle købes hos FDB, hvor de var tegnet af Børge Mogensen og Hans Wegner.
Fortælleren: 34.59 En anden nyskabelse i efterkrigstidens boligbyggeri var industrialiseringen. I en uhæmmet fremskridtstro kastede de almennyttige boligselskaber sig ud i eksperimenter med byggematerialer og betonbyggeriet holdt sit indtog.
35.15 Arkitekterne og boligselskaberne elskede betonnen. Nu kunne der bygges stort og funktionelt. Ikke alle delte begejstringen. Da landets første højhue blev rejst på Bellahøjs kaldte en anmelder dem for cigarkasser stablet ovenpå hinanden.
35.36 For børnene var det heller ikke lykken, for det kunne være svært at råbe mor op når hun var på 10. sal. Men nu, hvor Danmark var ved at blive et rigtigt industriland, skulle der skaffes endnu flere boliger til arbejderne i byerne, og så var det praktisk at stable dem ovenpå hinanden. Men mens arkitekterne i stigende grad drog i højden forblev almindelige menneskers drømme om paradis ved jorden:

Minut-tæller 36:03-

Lydside og tid	Billedside
Stemme: 36.03 Så var det at Thorvald gav øl på en almindelig tirsdag. Vi gloede jo noget, for det var ikke hans fødselsdag, dét vidste vi. Men så skålede vi, og så siger Thorvald til os, at vi skal ønske ham tillykke med huset. Vi glippede med øjnene, men det var sgu rigtigt nok. Thorvald og familie havde købt hus. Vi så et foto. Haven var pæn. Huset var pænt. Alt lignede en filial af paradiset.
Fortælleren i billedet: 36.29 Selv om almindelige lønmodtagere i stadig stigende grad i "de glade 60'ere" købte eget hus, blev der langt fra opnået lighed på boligmarkedet. F.eks. var de dårligt lønnede ufaglærte, eneforsørgerne, folkepensionisterne og de nyetablerede familier henvist til lejebyggeriet. Og de aller dårligst stillede måtte stadig tage til takke med elendige slumlejligheder.
Fortælleren: 36.54 Over 1 mio. danskere boede i lejligheder der manglede enten centralvarme, bad eller eget toilet. Og den slags lejligheder var stadig sundhedsfarlige. Sammenligninger mellem et forstadskvarter og et slumkvarter viste, at dobbelt så mange børn fra slummen blev indlagt på hospital på et år og dobbelt så mange døde inden de var fyldt et år.
37.21 Derfor gik Saneringerne af bykvartererne i gang, men det gjorde protesterne over måden det blev gjort på også. For da 50'ernes eksperimenter var forbi, havde boligbevægelsen linet op til pardans med byggeindustriens sværvægtere. I en byggerus fejrede de vækstmulighederne med en rationalisering, som krævede stadig færre variationer, stadig mere standardisering og stadig flere enheder i stadig større planer.
Musik: 37.47
38.08 Den politik svækkede det almennyttige byggeri i konkurrencen med det skattebegunstigede parcelhus. Og da boligforliget mellem Socialdemokratiet og de borgerlige partier i 1966 gav husejere ret til at udstykke ejerlejligheder i den ældre boligmasse og ret til at kræve betydelige huslejestigninger blev boligmarkedet endnu mere asocialt. Bolighajer og spekulanterne scorede kæmpegevinster. Ejendomspriserne og renten steg og dermed også prisen på nybyggeri. Verner Jørgensen, der var direktør for Boligselskabernes Landsforening rasede:
Stemme: 38.50 Når familien bor i eget hus tæller man fra myndighedernes side ikke børn eller rum. Der skal heller ikke søges om boligstøtte. Det klares via selvangivelsen. Dette giver til resultat, at jo større indtægt, jo dyrere hus - og jo mere gældsat huset er, desto større bliver skattebesparelsen - altså boligstøtten. Så asocialt og inkonsevent er dansk boligpolitik indrettet.
Fortælleren: 39.15 Verner Jørgensen var ikke den eneste, der var rasende. Protesterne mod spekulanternes udnyttelse af den gamle boligmasse til ejerlejligheder tog til. Men det gjorde protesterne mod betonsaneringer, hvor hele kvarterer forsvandt til fordel for byggeindustriens masseprodukter også. De første huse blev besat af slumstormere, som forlangte ret til at leve på en anden måde. Bevægelsen kulminerede i 1971med besættelsen af Bådsmandsstrædes kasserne på Christianshavn i København. Christiania var en realitet.
Arkivindslag: 39.55 Udtalelse fra Christianit om endelig at have fundet et sted at bo.
Fortælleren: 40.07 Men Christiania var ikke en løsning for dem, der ville blive boende i deres eget kvarter. De var stadig utilfredse med bolig- og saneringspolitikken. Beboere på Nørrebro og Vesterbro i København samlede sig i beboeraktioner, som magthaverne på rådhuset nægtede at lytte til. Til sidst førte protesterne til en erkendelse af, at saneringerne af de gamle bykvarterer måtte gennemføres i samarbejde med beboerne.
40.38 Men ude i forstæderne, hvor beboerne ikke havde noget at sige før husene var bygget var opførelsen af umenneskeligt dimensionerede boligområder fortsat op igennem 70'erne. Stærkt understøttet af et boligministerium som forlangte m2 frem for eksperimenter. Men trods reklamefilm om byggeriernes fortræffeligheder gik udlejningen trægt:
Filmindslag: 41.04 Sekvens fra filmen "En lille historie om Brøndbystarnd".
Fortælleren : 41.25 Familien Danmark havde valgt, at de ville bo i eget hus, så da industrien flyttede vestpå i 70'erne blev det ikke boligselskaberne, der kom til at bygge arbejderboliger. Det blev typehusindustrien. Villakvartererne omkring provinsbyerne havde vokseværk.
Musik: 41.45
Fortælleren: 42.04 Og de der ikke købte eget hus kunne få drømmen om egen jord opfyldt ude på landet. Godt hjulpet af den samme rentefradragsret som husejerne havde glæde af kunne de købe et sommerhus og en bil til at køre der op i.
Musik: 42.17
Fortælleren: 42.27 De almennyttige byggerier led under, at et lille hus var billigere end en lejlighed for de familier, der ikke kunne få boligsikring. Og da den værste økonomiske krise siden 30'erne slog igennem i Danmark i 1973 begyndte arbejdsløshed og sociale problemer at sætte deres præg på betonghettoerne. De danskere, der havde råd, flyttede fra boligområder som Tåstrupgård, Vollsmose og Gjellerup, og indvandrerne flyttede ind.
Arkivindslag: 42.59 Sekvens med indvandrere i boligområde i 1970'erne.
Fortælleren: 43.11 70'erne blev også det årti, hvor det viste sig, at det industialiserede byggeri havde en begrænset holdbarhed. Den første sag var om de flade tage i Albertslund vest for København.
Filmindslag: 43.26 Fra filmen "Byen med de flade tage" - om tagsagen i Albertslund.
Fortælleren i billedet: 43.47 Tagene, de var utætte og de var fulde af svamp. det ville koste 250 mio.kr. at renovere dem, og det var beboerne bestemt ikke indstillet på at betale. Men fire års intens beboeraktivitet og en huslejeboykot førte til at Folketinget vedtog loven om byggeskader, den såkaldte lex-Albertslund. I følge loven kunne der gives offentlig støtte for at rette op på de glade vækstårs fejlagtige boligbyggeri.
Filmindslag: 44.12 Fra filmen "Byen med de flade tage" - om tagsagen i Albertslund.
Fortælleren: 44.31 Men boligselskabernes trængsler var ikke forbi. For i 1987 kom det frem, at ledelsen i Bolind, Boligselskabernes indkøbsfirma, fik renoveret deres egne boliger for penge, der skulle være brugt til betonrenovering i Høje Gladsaxe.
44.49 Og få år senere viste det sig, at formanden for Lejernes Landsorganisation, der også var direktør i Lejerbo, kanaliserede penge fra lejerne i Lejerbo til den skrantende Lejerorganisation. Ydermere hævede han en årsløn i Lejerbo på 1,2 mill. kr. samt fri bil og 250.000 på repræsentationskontoen.
45.13 I begge sager måtte boligminster Kofoed Svendsen gribe ind. Og Bolindsagen fik Boligselskabernes Landsforening til at undersøge, om beboerdemokratiet fungerede, på en måde så lejerne fik indsigt i administrationen. Det viste sig, at kun en trediedel af lejerne deltog i beboermøder. Byggeriernes og boligselskabernes uoverskuelige størrelser havde skabt et skel mellem beboere og ledelse. Boligforeningerne blev set som en modpart ikke som en forening man var medlem af.
45.49: Problemerne i de store planbyggerier fik efterhånden boligforeningerne til at ændre kurs. Fremover skulle der bygges mindre enheder og en bedre kvalitet.
Fortælleren: 46.03 I et forsøg på at bremse den sociale sammensætning er de værste betonghettoer blevet renoveret og huslejerne er sat ned, så familier der ikke får boligsikring kan betale dem. Kommunerne ønskede, at danske familier med solid indkomst skulle afløse bistandsklienter og indvandrere. Men i 1996 var over 70% af indbyggerne i Brøndby Strand stadig på overførselsindkomst. Og i Gjellerupparken er over 60% udlændinge.
Fortælleren i billedet: 46.46 Det ironiske i den udvikling er, at da familien Danmark havde valgt parcelhuset og boligbevægelsen var tilbage ved udgangspunktet: nemlig at bygge boliger til de dårligst stillede, ja da var problemerne uoverskuelige. Alligevel må man sige, at det er en formidabel opgave, boligforeningerne har løst. Spørgsmålet er så, om den kunne have været løst på en lidt mere menneskevenlig måde, hvis centralismen f.eks. havde været lidt mindre, og hvis der havde været lidt mere plads til at lytte til beboernes ønsker og måske endda til deres drømme.
Rulletekst: 47.22