af Hans Uwe Petersen
I de seneste årtier er valgplakaterne i stadig stigende grad blevet ensrettede. I dag er portrætplakaterne stort set den eneste form for plakat, man finder i valgkampen. Det er ikke længere vælgeren, der er i centrum – nu er det politikeren, og han eller hun skal vælges på sit smilende, tillidsvækkende ansigt. Samtidig er valgplakaten nu kun en lille del af en stor markedsføringsmaskine, der involverer digitale medier i stor stil.

Politikerne fastholder plakaterne, fordi de ikke tør lade være, fordi plakatophængning er godt for mobilisering af partirødderne, og fordi konkurrencen internt mellem kandidaterne i de enkelte partier er hård. Man må promovere sit navn og vække sympati og genkendelighed med sit ansigt.

Ved kommunalvalget i 1997 blev ensretningen gennemført i en grad, der virker næsten komisk. På væggen her et kun et lille uddrag af den store mængde socialdemokratiske kommunalpolitikere, der førte valgkamp iklædt den obligatoriske ternede jakke. Den skulle sandsynligvis udstråle professionalisme, maskulinitet og moden erfaring. Eller også var den bare det eneste stykke tøj, fotografen havde hængende.