Internationales dannelse og 'Slaget på Fælleden' 1872
Skrevet af Henning Grelle/Kathrine Noes Sørensen
Tirsdag, 12. maj 2009 14:09
Socialistiske Blade
I forsommeren 1871 var der sket noget afgørende i Danmark. En anonym person havde 21. maj og 12. juli udsendt to små pjecer »Socialistiske Blade«, som tog arbejderopstanden i Paris i forsvar og opfordrede danske arbejdere til at slutte sig sammen. Bag anonymiteten skjulte sig Louis Pio, cand. phit. og endnu embedsmand i postvæsenet, da den første pjece kom på gaden. Med få forudsætninger og uden tilknytning til arbejderklassen lykkedes det ham på kort tid at udstikke rammerne for en arbejderorganisation, der skulle kæmpe for en højnelse af arbejderklassens økonomiske, sociale og kulturelle vilkår og samtidig gøre denne til et respekteret medlem af den internationale socialistiske arbejderforening, den såkaldte 1. Internationale, med hovedsæde i London.
Begrebet »socialisme« havde man hørt om tidligere i Danmark, men nu var tiden moden til, at tanker om sammenslutning, solidaritet og samfundsændringer kunne vinde gehør i den danske arbejderklasse. Disse tanker gav stødet til at påbegynde opbygningen af fagforeninger til varetagelse af interesser hos arbejderne, som siden lavenes ophævelse i 1862 havde været uden slagkraftige organisationer. Herigennem skabtes et alternativ til de liberale »arbejderioreninger«, hvor det var borgerskabet, der definerede arbejdernes interesser - og dermed naturligvis aldrig stillede krav, der kunne anfægte den bestående samfundsorden.
Den 15. oktober stiftedes et landsdækkende socialistisk arbejderparti under navnet »Den internationale Arbejderforening for Danmark«. Partiet blev organiseret på basis af faglige sektioner og opnåede i tiden frem til maj 1872 et medlemstal på ca. 8000, fordelt med 5000 i København og 3000 i provinsen. Denne hastige fremgang vakte uro i borgerskabet og ikke mindst i politiledelsen. Fra eftersommeren 1871 blev Internationale infiltreret af politispioner og betalte »stikkere«. Formålet var at komme foreningen til livs, men problemet var, at Internationale ifølge Grundloven var lovlig. Det gjaldt derfor om at fremtvinge en situation, der kunne få foreningen til at overtræde loven.Anledningen blev en murerstrejke, iværksat af murersvendelavet. Internationale blev imidlertid beskyldt for at stå bag, og da konflikten blev langvarig, var en heldig udgang af stor betydning for Internationales prestige i arbejderbefolkningen. Internationale kastede derfor al sin energi ind i kampen og organiserede pengeindsamling. Udsigten til et forestående nederlag for murersvendene fik Internationale til at indkalde til et stort folkemøde på Nørrefælled. Dette møde skulle samtidig vise, at arbejderne var blevet en magt, som ingen regering burde tilsidesætte. Nu fik politiet travlt. Under dække af truslen om en revolution fik politidirektør Crone regeringens opbakning til at udstede forbud mod afholdelsen af mødet. Louis Pio ønskede mødet afholdt trods vaklen i ledelsen, og følgen blev at politiet om morgenen 5. maj arresterede og fængslede de tre ledere, Louis Pio, Harald Brix og Poul Geleff. Om eftermiddagen trodsede ca. 30.000 mennesker forbudet og søgte at trænge ind på fælleden. Her blev de mødt af politi med knipler og husarer med dragne sabler og efter nogle timers tumulter drevet tilbage til byen. Slaget på fælleden endte uden dødsofre, men lederne fik et fængselsophold, der mærkede dem for livet. Begivenhederne efter 5. maj og forbudet mod Internationale i august 1873 satte ingenlunde en stopper for arbejderbevægelsens videre udvikling. Arbejderne vedblev at føre arbejdskampe, og der blev oprettet et stort antal fagforeninger. Det var i høj grad sektionsformændene fra Internationales tid, der kom til at præge fagforeningsdannelsen, og det var også dem, som var drivkraften i oprettelsen af en centralbestyrelse i 1874. Denne skulle koordinere aktiviteterne og arbejde hen imod dannelsen af et landsdækkende politisk parti. Denne opgave blev især fremmet efter Louis Pios benådning i april 1875. Højdepunktet blev partiets første kongres på »Gimle« i juni 1876. Her deltog 56 foreninger, der repræsenterede over 6000 medlemmer. Kongressen vedtog nye love og et politisk program, som først blev væsentligt ændret i 1913. Kongressen blev imidlertid ikke samlende for arbejderbevægelsen, og den organisatoriske uenighed, der viste sig, blev ikke bilagt. Louis Pio kastede sig over forsøg med organiseret udvandring, og i marts 1877 rejste han og Geleff til Amerika forsynet med penge fra politiet. På dette tidspunkt var arbejderbevægelsen i rivende tilbagegang. Årsagen hertil var en international økonomisk krise, som ramte Danmark fra midten af 1876 frem til begyndelsen af 1881. Virkningen blev en voldsom arbejdsløshed i byerne, og den fik alvorlige følger for fagforeningerne. Flertallet mistede medlemmer, og enkelte forsvandt helt. En ny kongres i 1877 førte til yderligere uenighed om partiets kurs, og snart kunne man kun enes om at nedlægge det gamle og begynde på en frisk. (teksten er gengivet efter: Henning Grelle: Under de røde faner. En historie om arbejderbevægelsen, 1984, s. 12 ff)
Louis Pio: Erindringer fra Redaktionskontoret og Fængslet, 1877 Dagbladets stiftelse og fængslingen.
Flugten til Amerika Povl Geleff: Den rene skære sandhed om Louis Pio og mig selv, 1877.
Lydfiler
Uddrag af 7 centrale kilder relateret til Slaget på Fælleden. Kilderne er indtalt af skuespilleren Ulrich Krenchel.
Fattigdom i København I 1868 udgav præsten Frederik Vilhelm Munch bogen "Om fattigdommen i København". Bogen byggede på hans observationer i byen samt datidens statistikker i forhold til borgere, der modtog fattighjælp, til selvmord og til børnedødelighed. Den indtalte lydfil er et uddrag fra denne bog.
Målet er fuldt "Maalet er fuldt" er den artikel Louis Pio skrev i forlængelse af indkaldelsen til fælledmødet. Artiklen blev trykt i Socialisten den 2. maj 1872. Artiklens hårde retorik betød, at politimester Crone gik til regeringen med henblik på at forbyde mødet. Formålet med artiklen var at vise arbejdernes solidaritet, men også at vise myndighederne at arbejderne i antal var en størrelse, en magt som ikke kunne tilsidesættes. Lydfilen her er et uddrag fra artiklen.
Politrapport Stikkere og politispioner var hyppigt anvendt i myndighedernes kontrol med Internationale og socialisterne fra 1871 og frem. En af de mest benyttede politispioner var politiassistent Korn. Han var bl.a. tilstede lørdag den 4. maj 1872, hvor Pio opfordrede arbejderne til at møde op på Fælleden næste dag trods forbuddet. Lydfilen her er netop et uddrag fra Korns referat fra dette møde.
Slaget på Fælleden Den øverstkommanderende politimand ved slaget på Fælleden skrev mandag den 6. maj en rapport, hvori han gennemgik politiets arbejde i forbindelse med konfrontationen med arbejderne søndag den 5. maj 1872. Lydfilen her er et uddrag fra denne rapport.
Henrik Carlings beretning Der findes øjenvidneberetninger til Slaget på Fælleden. En af disse er Henrik Cavlings. I sine erindringer skriver han om den oplevelse, han havde søndag den 5. maj 1872 på Fælleden. Han var 14 år, da slaget fandt sted, og uddraget her giver hans personlige oplevelse af slaget, som han kalder for "en revolution".
Fædrelandet Fædrelandet var en nationalliberal avis, der blev udgivet i perioden fra 1834 og frem til 1882. Fædrelandet blev i perioden omkring Slaget på Fælleden redigeret af Carl Ploug, som var stærk modstander af Internationale. Louis Pio kaldte Ploug for Internationales mest "..ivrige og hadefulde modstander". Lydfilen her et uddrag af den artikel, Fædrelandet bragte den 6. maj 1872.
Pios Brev til Engels Under Pios fængselsophold lykkes det ham flere gange at få smuglet breve ud til omverden gennem barberdrengen, der kom i fængslet. Blandt disse breve er lydfilen her, som er et uddrag af Pios brev til den tyske socialist og medstifter af Internationale Friedrich Engels. I brevet fortæller Pio bl.a. om slaget på Fælleden.
Litteraturliste
Lars K. Christensen m.fl: Arbejdernes historie i Danmark 1800-2000
Jens Engbjerg: Louis Pio og Slaget på Fælleden
Ib Koch-Olsen: I flugt går tiden 1871, fra Pariserkommunen til den danske Internationale
Ebbe Kløvedal Reich m.fl: Snart dages det – en billedbog om arbejderbevægelsens historie
Henning Tjørnhøj: Louis Pio – folkevækkeren
Torben Wanscher: Forsamlingsfriheden og "Fælledslaget"
Vi bruger cookies til at forbedre vores hjemmeside og din oplevelse, når du bruger den. Cookies, der anvendes til basal drift af sitet er allerede blevet sat. Du kan læse mere om hjemmesidens brug af cookies.
Socialisten, 2. maj 1872, side 1