En af de vigtige grundsten til opbygningen af velfærdssamfundet blev lagt under natlige forhandlinger i daværende statsminister Thorvald Staunings hjem i Kanslergade. Forhandlingerne stod foran et sammenbrud, da Stauning satte denne karaffel med husets sidste whisky på bordet.
Der kom igen gang i forhandlingerne, og det såkaldte Kanslergadeforlig mellem Socialdemokratiet, Venstre og Det radikale Venstre blev indgået natten mellem d. 29. og 30. jan. 1933.

Forliget, der var en regulær studehandel, skulle forsøge at dæmme op for følgerne af den internationale økonomiske krise: En devaluering af kronen skulle hjælpe landbruget, og en forlængelse af overenskomsten med et år skulle forhindre uro på arbejdsmarkedet, og at arbejdernes lønninger kom under pres.

Som led i forliget gennemførtes Socialreformen, der var en vigtig og langsigtet forbedring af sociallovgivningen. Reformen betød, at almisseprincippet blev erstattet af retsprincippet for tilkendelse af sociale ydelser, at der kom en lov om folkeforsikring – der fx indeholdt aldersrenten, forløberen for folkepensionen – og at der blev indført en lov om arbejdsulykkeforsikring.