Udskriv

undervisning_top

Det lange seje træk (Gymnasie og HF)

Et 25 timers forløb som er velegnet til gruppearbejde, hvor de enkelte emner giver mulighed for historisk belysning såvel som historisk perspektivering. Metoden betyder at klassen evt. må opgive delvist differentieret pensa pga. de forskellige kilder som er læst.

Om reform eller revolution

Arbejderbevægelsens politiske udvikling før Anden Verdenskrig - om at vælge mellem reform eller revolution.

Målsætning:
Bidrage til elevernes viden om en periode i Danmarkshistorien, som har stor betydning for nutiden og dermed for elevernes dagligdag.
Give eleverne færdigheder i at arbejde med forskelligartede kildetyper, tekster, billeder, lydsekvenser, video og statistisk materiale.
Give eleverne en oplevelse af dagligdagen i Danmark i den pågældende periode og dermed bidrage til en skærpelse af elevernes historiske bevidsthed.
Give eleverne mulighed for selv at producere historisk materiale vha. uddrag fra de forskellige materialetyper.

Materialer:

  • Lærebog i Danmarks historie efter 1945
  • Når bægeret flyder over - 3. del af filmserien 'Plads til os alle'
  • 1. del af 'Plads til os alle'

Struktur:

Introduktion 2-3 timer

Projektet gennemgås, og de forskellige materialetyper og arbejdsmetoder introduceres. Klassen ser filmen 'Med loven eller uden' og diskuterer hvilke problemstillinger til den nyere Danmarkshistorie, der berøres i denne. Disse problemstillinger vil herefter være styrende for arbejdet både med lærebogsmaterialet og for gruppearbejdet, således at eleverne hele tiden skal vurdere, i hvor høj grad arbejdet i de enkelte sekvenser medvirker til at belyse disse.

Listen af problemstillinger kan enten fremkomme ved diskussion på klassen i forbindelse med gennemsyn af filmen, eller den kan udleveres til eleverne. Et bud på en sådan liste kunne være:

  • Hvilke internationale påvirkninger der fik betydning for opbygningen af den danske arbejderbevægelse.
  • Klassekampen mellem kapitalister og socialister for henholdsvis kapitalisme og socialisme.
  • Forholdet mellem de forskellige fraktioner på venstrefløjen - først og fremmest socialdemokraterne og kommunisterne.
  • Konflikten mellem ideologi og pragmatisk politik i forhold til at få afgørende indflydelse i dansk politik.
  • Socialdemokratiets rolle under 2. verdenskrig

Baggrundslæsning: 6-10 timer

Der er nu rejst en del spørgsmål, som er blevet mere eller mindre fyldestgørende besvaret, og eleverne er forhåbentlig blevet interesseret i at grave lidt dybere. Til dette kan anvendes standard lærebøger, som er tilpasset elevernes alder og undervisningens faglige niveau.

Afhængig af grundighed, ambitionsniveau og evt. inddragelse af supplerende materiale kan tidsforbruget varieres.

Gruppearbejde:

Introduktion til gruppearbejde: 1-2 timer

Læreren forklarer kort ideen med gruppearbejdets emneinddeling, og i umiddelbar forlængelse af dette besøges netsitet (gerne på storskærm i klassen), og læreren viser eleverne manuskriptet til filmen, og gennemgår kort de 10 delemner. Efterfølgende vælger eleverne sig ind på de enkelte emner, og læreren afgør om enkelte emner bør udgår.

Gruppearbejde: 6 timer

I denne fase skabes der mulighed for, at eleverne kan arbejde selvstændigt, differentieret, detaljeret og interaktivt med supplerende materiale. Materialet hentes dels fra netsitet 'www.pladstilosalle.dk/ Med loven eller uden', dels fra manuskriptet til filmen ''Med loven eller uden''.

Der er følgende krav til arbejdet:

  • I skal tage udgangspunkt i netsitets emnetekster (læses til første time)
  • I skal på netsitet finde, og inddrage 1-2 dokumenter, statistikker, personbeskrivelser eller andet, som belyser jeres emne.
  • Udskriv manuskriptet til filmen (læs det hjemme), og vurder på denne baggrund hvordan filmen forholder sig til jeres emne.
  • Se filmen (hvis praktisk muligt) og foretag en analyse af form og indhold i overensstemmelse med 'De praktiske råd og vink i arbejdet med video og film'.
  • Diskuter hvordan de øvrige materialetyper (lærebog og hjemmeside ) beskriver og forholder sig til de opstillede problemstillinger.
  • Find nogle relevante, men korte (2-3 min) filmcitater (klip fra filmen), som er beskrivende for jeres emne.
  • Forbered en fremlæggelse, som gerne må være suppleret af multimedier som billeder og lyd.

Timeforbrug

1. time Gennemse netsitet i relation til temaet.

  • a. Afprøv de forskellige menuer og links.
  • b. Find de områder som har relation til jeres emne.
  • c. Print tematekster og/eller evt. relevante dokumenter, statistikker m.m. og læs dem til næste time. Hvis der er mange dokumenter, statistikker m.m. kan I overveje at koncentrere jer om disse.

2. time Diskuter det læste materiale ( emnetekst og evt. andet materiale) i forhold til lærebogens tekst.

  • a. Marker væsentlige steder i emneteksten.
  • b. Diskuter kildeværdien, herunder problemer vedrørende mediets brugbarhed.
  • c. Prøv hjemme at opsamle hvad I på nuværende tidspunkt har erfaret i forhold til de overordnede problemstillinger.

3. time Filmen gennemses og bearbejdes med inddragelse af de film-tekniske aspekter.

  • a. Der udvælges nogle enkelte teknikker (speak, baggrundslyd, kameraføring, mv.) og det aftales hvilke medlemmer af gruppen, der holde øje med den enkelte teknik. Mindst én i gruppen bør holde styr på hvornår der kommer noget brugbart i forhold til deres emne.
  • b. Efter gennemsynet sammenlignes jeres iagttagelser og I skal prøve at finde ud af, om der er et mønster - et bestemt politisk budskab i filmen.
  • c. Diskuter hvilke problemstillinger ovennævnte gennemsyn rejser og diskuter filmens holdninger i forhold til netsitet og lærebogen.

4. time Samme som forrige time

  • a. Hvis der ikke er videoer nok til alle grupper kan flere gruppe udmærket se filmen sammen.
  • b. Til næste time forberedes arbejdet med manuskriptet. Man kan evt. uddelegere arbejdet mellem de enkelte gruppemedlemmer, som så vil få ca. 10-15 min. hver.

5. time Manuskriptet til filmen vurderes

  • a. Find og marker de steder i manuskriptet, som belyser jeres emne.
  • b. Diskuter hvilken holdning der haves til jeres emne.
  • c. Sammenlign med holdningerne i lærebogen og diskuter årsagen til eventuelle forskelle.
  • d. Til næste time forbereder den enkelte hvilke ting der bør indgå i fremlæggelsen på klassen. Husk de overordnede problemstillinger.

6. time Planlægning af fremlæggelsen

  • a. Diskuter hvordan jeres emne har medvirket til at belyse de overordnede problemstillinger.
  • b. Find ud af hvordan I vil fremlægge jeres projekt, og afprøv det eventuelt, og lav et kort referat af hovedsynspunkterne, som evt. kan komme op på tavlen.

Præsentation 2-3 timer

De enkelte gruppers arbejde skal præsenteres for den øvrige del af klassen. Da der i gruppearbejdet udelukkende er brugt elektronisk materiale, er det muligt - hvis elever og lærer behersker teknikken - at sammenklippe uddrag fra de forskellige kilder til enten skriftlige rapporter eller til præsentationer, som kan ledsage et mundtligt foredrag. Denne sidste metode kræver adgang til en storskærmsfremviser. Den valgte præsentationsform skal naturligvis gøres helt klar for eleverne inden arbejdet sættes i gang.

Afrunding 2 timer

Som opsamling af forløbet kan det efter gruppearbejdet være en fordel at få et samlet overblik. Hvis der er tid til det, kan filmen ses igen eller der kan bruges oversigter fra lærebogen. Læs evt. temaartiklen, der er en samlet fremstilling af temaet. Der er også mulighed for at bruge cd-rommen 'Hvem byggede Danmark?', der har disse oversigter i form af de såkaldte periode-speak. Samtidig bør der indgå overvejelser om, hvorledes de opstillede problemstillinger er blevet besvaret.

Udover overblikket er eleverne nu blevet bedre i stand til at vurdere oplysningerne og måden, de bliver præsenteret på, i filmen 'Med loven eller uden'. Her kan som eksempler fremdrages et par af de citater, som grupperne har valgt. Med baggrund i viden fra de øvrige materialetyper kan det f.eks. ses, hvor tilrettelæggerne af filmen har valgt at lægge synsvinklerne og hvorledes disse bliver præsenteret ved de rent tekniske virkemidler eksempelvis i forholdet mellem billede og lyd.

Opgaver

1. Arbejderbevægelsens start.

  • Gå til netsitet og find oplysninger om Louis Pio og Paul Geleff og deres betydning for arbejderbevægelsens start.
  • Forklar udtrykket "slavetimen", og gør rede for hvad diskussionen om den førte til i 1872.
  • Gør rede for hvad Gimleprogrammet er, og hvilke forandringer det medførte i forhold til tidligere holdninger i arbejderbevægelsen.
  • Undersøg hvem de 3 mest kendte socialister fra denne periode var, og beskriv dem kort.
  • Find kilden Pio og Geleffs flugt til Amerika under menuen Dokumentation.
  • Find evt. mere materiale som fx billeder eller relevante erindringer.
  • Vurder fortællerens udsagn om Louis Pios udtalelser i manuskriptet (min 03.59).
  • Se filmen 'Med loven eller uden' (min 8.42). Forklar hvilke lyd og billedmæssige virkemidler der anvendes i denne sekvens.

2. Genopbygning og konsolidering.

  • Gå til netsitet og find oplysninger om de førende medlemmer i
  • Socialdemokratisk Forbund i 1878. Se bl.a. under Persongalleriet.
  • Gå til netsitet under emnet Arbejderbevægelsens start og undersøg på hvilken måde Gimleprogrammet medførte nye holdninger i arbejderbevægelsen.
  • Gør rede for Provisorietiden og sammenlign evt. med lærebogens beskrivelse af samme periode.
  • Hvilken betydning fik provisorietiden for samarbejdet mellem Socialdemokratiet og partiet Venstre.
  • Hvem bliver de første socialdemokrater i Folketinget, og hvornår bliver de valgt?
  • Vurder på baggrund af det læste hvilken betydning Pio og Geleffs flugt til Amerika havde for genopbygningen og konsolideringen af arbejderbevægelsen.
  • Se filmen 'Med loven eller uden' (min 12.47). Diskuter virkemidler og kildeværdi
    i scenen med Estrup i forgrunden og de levende billeder af et slag i baggrunden.

3. Den internationale socialistkongres i København 1910.

  • Gå til netsitet og find oplysninger om hvem der deltager i socialistkongressen.
  • Beskriv personen og politikeren Thorvald Stauning.
  • Undersøg hvilken betydning Thorvald Stauning havde for kongressen. Brug hertil materiale fra emneteksten og manuskriptet.
  • Find på Tidslinien andre epokegørende begivenheder indenfor arbejder- bevægelsens politiske udvikling indtil 1910.
  • Vurder på baggrund af tematekstens afsnit om Regeringsmagten, hvorfor det var nødvendigt med en ekstraordinær "natkongres" i Socialdemokratiet i 1916.
  • Se filmen'Med loven eller uden' (min 17.44). Diskuter hvordan den danske version af Internationale passer til de billeder som vises samtidig med korsangen. Hvorfor mon denne sang som regel synges af et sangkor frem for en solist?

4. Opposition i arbejderbevægelsen.

  • Gå til netsitet og find ud af hvilke væsentlige oppositionsgrupper der var i arbejderbevægelsen indtil 1920.
  • Beskriv Socialdemokratiets skiftende holdning til den russiske revolution i 1917.
  • Beskriv udfra Tematekstens afsnit om Opposition og revolution i Rusland og manuskriptteksten (min 24.03), syndikalistbevægelsen i Danmark under ogumiddelbart efter 1. verdenskrig.
  • Gå til Persongalleriet og find ud af noget mere om syndikalisterne Christian Christensen og Andreas Fritzner.
  • Vurder hvilket dilemma den russiske revolution i 1917 stillede bl.a. det danske Socialdemokrati i.
  • Se filmen 'Med loven eller uden' (min 23.49). Diskuter forholdet mellem de forskellige elementer i montagen. Hvilken betydning spiller fx begrebet middelalderen?

5. Danmarks Kommunistiske Parti.

  • Gå til netsitet og gør ud fra emneteksten rede for revolutionen i Rusland.
  • Beskriv Socialdemokratiets skiftende holdning til den russiske revolution i 1917.
  • Find oplysninger om hvornår DKP dannes og undersøg endvidere hvilke venstrefløjsgrupperinger der står bag dannelsen.
  • Gør rede for DKP's politiske holdninger i forhold til Socialdemokratiets.
  • Gå til Persongalleriet og undersøg mere om syndikalisten Christian Christensen.
  • Vurder på baggrund af tekster og manuskript hvilke årsager der var de væsentligste til dannelsen af DKP.
  • Se filmen 'Med loven eller uden' (min 27.51). Diskuter signalværdien i billedet af den lille flok kommunister, og hvorfor zoomes der mon ind på fanen frem for personerne?

6. Socialdemokraterne går i regering.

  • Gå til netsitet og find oplysninger om hvornår Socialdemokratiet dannede regering eller deltog i regeringssamarbejde indtil 1945.
  • Forklar kort baggrunden for påskekrisen i 1920.
  • Hvordan forholdt arbejderbevægelsen sig til påskekrisen?
  • Hvilken betydning havde Stauning ifølge manuskriptet for udfaldet af påskekrisen?
  • Gå til persongalleriet og find flere oplysninger om Thorvald Stauning, Nina Bang, Frederik Borgbjerg og K.K. Steincke.
  • Forklar baggrunden for følgende Stauning citat fra manuskriptet (min 32.49) "Jeg står ikke ret i teatret eller på restaurationer, fordi tilfældige personer istemmer deres slagsang"
  • Vurder hvilke omkostninger det havde for Socialdemokratiet at blive regeringsparti.
  • Se filmen 'Med loven eller uden' (min 33.30). Diskuter hvordan fortællerens speak forstærkes gennem billeder og lyd i denne scene.

7. 30'erne Staunings årti.

  • Belys ud fra tematekstens afsnit Regeringsmagten og emneteksten samt generelt evt. lærebogen, hvordan den internationale situation var i 1930'erne.
  • Beskriv hvordan det korte filmklip fra filmen Med loven eller uden (min 38.01) påvirker dig som iagttager. Hvilke tekniske virkemidler er taget i anvendelse?
  • Hvem betragtede Socialdemokratiet som hovedfjenden, og hvorfor?
  • Gå til persongalleriet og find flere oplysninger om Hartvig Frisch og Thorvald Stauning.
  • Gå til menuen Dokumentation, og udskriv kilden spaniensfrivillige. Vurder betydningen af, og årsagen til, at en socialdemokratisk regering tilslutter sig en sådan aftale.
  • Gør rede for hovedindholdet i det socialdemokratiske partiprogram Danmark for folket.
  • Vurder bl.a. udfra manuskriptet (min 35.09) hvordan Stauning var som regeringsleder i 1930'erne, og vurder om frygten for kommunisterne er overvurderet.
  • Se filmen 'Med loven eller uden' (min 34.24 - min 35.09). Diskuter hvordan 1930'erne fremstilles i denne sekvens i forhold til fx lærebogens fremstilling af samme periode.

8. Socialdemokratiet og nazismen.

  • Gå til persongalleriet og find flere oplysninger om Hartvig Frisch og Thorvald Stauning.
  • På hvilken måde blev der gjort forskel på behandlingen af nazister og kommunister?
  • Prøv at finde ud af DKP's politiske holdninger i forhold til Socialdemokratiets.
  • Vurder om trykkefriheden blev krænket da Hans Bendix i 1933 fik politiforbud mod at sælge sit blad Åndehullet. Se manuskriptet (min 39.59).
  • Se filmen 'Med loven eller uden' (min 38.01). Diskuter denne filmsekvens. Hvordan skildres nazismen, og hvilke virkemidler anvendes?

9. Besættelse og samarbejdspolitik.

  • Gå til netsitet og gør rede for den danske regerings holdning til besættelsesmagten Tyskland i perioden 9. april 1940 til 29. august 1943.
  • Gør rede for behandlingen af de danske kommunister under 2. verdenskrig.
  • Hvem organiserede først og fremmest modstandskampen, og hvordan forholdt socialdemokratiet og de fleste socialdemokrater sig hertil.
  • Find flere oplysninger om personen og politikeren Thorvald Stauning.
  • Vurder konsekvenserne af samarbejdspolitikken, og om den var at foretrække under de givne omstændigheder.
  • Se filmen 'Med loven eller uden' (min 38.01). Hvilke billedmæssige virkemidler tages i brug under dette klip af en nazistparade i tyskland?

10. Den Kolde krig.

  • Gå til netsitet og gør kort rede for hvordan det gik for Socialdemokratiet og DKP ved valget i 1945.
  • Hvad var baggrunden for dette stemmeskred?
  • Hvilken betydning skiftet fra samarbejdspolitik til modstandspolitik (1943) for de internationale alliancer efter krigen?
  • Vurder forholdet mellem DKP og Socialdemokratiet umiddelbart efter krigen
  • Se filmen 'Med loven eller uden' (min 45.46) Hvilket billedet giver dette filmklip af danskernes indsats og holdning til tyskerne, og hvordan harmonerer det med den faktiske virkelighed i store dele af krigen (indtil 29. august 1943).

 

Forslag til bøger og andre materialer

Forslagene til litteratur er tænkt som inspiration for de lærere og skolebibliotekarer, der vælger at gå i gang med 'Plads til os alle' eller dele deraf. 'Plads til os alle' og internetsitet 'www.pladstilosalle.dk' rummer i sig selv en mængde stof, men hvis man vælger en mere projektorienteret tilgang, vil det vise sig, at eleverne får en masse ideer og ser mange muligheder, som ikke umiddelbart er indeholdt i materialet.

Forslagene er tænkt som et supplement, men herudover vil der være mange andre muligheder for at komme endnu videre, hvis planlægningen tager højde for at undersøge yderligere billed- og tekstmuligheder, kontakt til organisationerne, lokalarkiver, museer osv. Der er ikke medtaget forslag til skønlitteratur og spillefilm.

Historie:

  • Arbejdets mænd og kvinder. Arbejdererindringer i Århus, AOF´s Forlag 1983
  • Danmark i 1930´erne. En historisk mosaik, Richard Andersen, Gyldendal 1968
  • Vi lærte at arbejde. Arbejdererindringer, Forlaget SOC 1981
  • Danmarks Historie, bind 12-15, Gyldendal og Politiken 1990
  • En Danmarkskrønike 1945-1972, 3 bind Poul Hammerich
  • Den ny Danmarkshistorie 1880-1960, Søren Mørch, Gyldendal 1987
  • Den sidste Danmarkshistorie. 57 fortællinger af fædrelandets historie, Søren Mørch 1996
  • Arbejdsmandens historie gennem 100 år, bind 1-5, 1987 SID
  • Det arbejdende folks kulturhistorie, Fremad, SID

Andre materialer

CD-ROM:"Hvem byggede Danmark?" LO og Munksgård 1998
Film: "Gamle Danmark" 1- 10 Poul Hammerichs Danmarkskrønike(DR og DIF)
Film:"100 års barndom" 1- 9 fortalt af Johannes Møllehave (DR og DFI)
Film: "Snart dages det..." 8 videoer + bog, 1987 DR.

Samfundsfag:

Dansk Socialhistorie: Bind 5-7, Gyldendal 1980
Samfundsstudier 1-3, Ebbe Foged, m.fl.,Gyldendal 1996
Valget mellem varerne - den politiske forbruger, Regner Hansen ,Alinea 1999
På opdagelse i samfundet, Benny Jacobsen, Columbus 1995
Ind i tiden, bind 1-2, Henning Hjorth Jensen , Borgen 1999.
VelfærdsDanmark, Lars Erik Skovgaard, Alinea 1996

Links

www.folketinget.dk
www.kbhbymuseum.dk

Udflugter

Arbejdermuseet, Rømersgade 22, 1362 København K,
Københavns Bymuseum, Absalonsgade 3, 1507 København V, museet arrangerer også byvandringer

 

Vi bruger cookies til at forbedre vores hjemmeside og din oplevelse, når du bruger den. Cookies, der anvendes til basal drift af sitet er allerede blevet sat. Du kan læse mere om hjemmesidens brug af cookies.

Jeg akcepterer cookies fra dette site.

EUs direktiv om cookies