I år er det 100 år siden Kvindernes Internationale Kampdag blev stiftet i København. Det fejres på dagen, d. 8. marts over hele verden og fejringen fortsætter året ud.
På www.arbejdermuseet.dk kan man finde historien bag kampdagens stiftelse og samtidig se et bredt udvalg af det spændende, originale kildemateriale, som findes i arkivet.
Den 27. august afholder museet en jubilæumskonference med arbejderkvindernes historie - nationalt og internationalt - som tema. Samtidig åbnes en særudstilling som fortæller om konferencen i 1910
En righoldig historie På www.arbejdermuseet.dk fortæller Anette Eklund Hansen historien om indstiftelsen af kampdagen. Man kan også finde biografier over de vigtigste personer og få indblik i kampen for, som det hed dengang:
Midler og Veje for det praktiske Arbejde til Erobring af den almindelige Valgret.
Arkivets righoldige samling indeholder stort set alt det centrale kildemateriale: Trykte beretninger, protokoller, tegninger og fotos fra kvindekonferencen, og et rigt udvalg er lagt ud på hjemmesiden – fra breve, avisartikler og plakater til portrætfotos af datidens vigtigste socialistiske kvinder.
Siden vil blive udbygget løbende frem til slutningen af august, og vil til sidst fortælle en fyldig historie om 100 års kvindekamp. Se det hele på vores hjemmeside.
Kort om kvindedagen Da FN i 1975 anerkendte 8. marts som international kvindedag var det ikke en ny idé - tværtimod. De socialistiske kvinder havde været ude allerede i 1910, hvor kvinder fra alverdens lande besluttede, at der hvert år skulle arrangeres en international kvindedag. Det skete på den 2. Internationale socialistiske kvindekongres, som blev afholdt i forsamlingsbygningen på Jagtvej 69 – som senere blev kendt som ungdomshus. Kampen dengang gjaldt først og fremmest ligestilling og valgret. Konferencens initiativtager og præsident var Clara Zetkin fra det tyske Socialdemokrati. 99 kvindelige delegerede fra 17 lande deltog - de 33 fra Danmark. På konferencen diskuterede man emner som valgret til kvinder, udbygning af den internationale arbejderkvinde-bevægelse og samfundets omsorg for kvinder og børn – og så altså den internationale kvindedag.
Dit abonnement: [SUBSCRIPTIONS]
|