Alt er politisk! Fokus på 70'erne

abm logo

Pressemeddelelse

Alt er politisk! Fokus på 70'erne

Under Golden Days festival 9.-25 september sætter Arbejdermuseet fokus på 1970’erne med foredragsmaraton, chilensk aften, fede plakater og nostalgisk 70’er-mad.

1970’erne er et årti med oprør: ungdomsoprør, kvindeoprør, oprør mod kapitalismen.
Politik er ikke længere forbeholdt mænd bag Christiansborgs tykke mure. Gør det private offentligt og Alt er politisk lyder de nye paroler. Daginstitutioner, børnelegetøj, chilensk vin og fodbold-VM i Argentina sættes på den politiske dagsorden.
Men 1970’erne er også et årti, hvor mange går mere op i Socialdemokratiets jubilæumslotteri, campingvognen og vinkælderen end i ø-lejr og kampen mod EF-imperialisme. Og hvor øget velstand åbner nye muligheder for den gamle arbejderklasse.
Golden Days festivalen 9.-25. september sætter fokus på dette interessante årti, hvor selvfølgelighederne forsvandt. Under festivalen afholder Arbejdermuseet to arrangementer.

Foredragsmaraton
Søndag d. 11. september kl. 11-17 er der foredragsmaraton i festsalen. Her fortæller nogle af Danmarks førende eksperter om frigørelse, oprør, kvindekamp, jordskred, økonomisk demokrati og solidarisk nedsmeltning. Hør blandt andre samfundsforsker Johannes Andersen, tidligere formand for Kvindeligt Arbejderforbund Lillian Knudsen, Cavling-prisvinder Alex Frank Larsen og mange flere. Arrangementet er gratis, når entrebilletten til museet er betalt.

Chilensk aften: Solidaritet
Torsdag den 15. september kl. 19-22 er der koncert og fortællinger om det brutale militærkup, der den 11. september 1973 satte en brat stopper for demokratiet i Chile.
Arrangementet sætter fokus på militærkuppet og på det solidaritetsarbejde, der opstod i Danmark. Chilenske flygtninge og danske aktive i støttekomiteer deler deres personlige fortællinger om kuppet, mødet med Danmark og solidaritetsarbejdet. Anders Dohn synger Victor Jaras sange og fortæller om hans liv og mødet med enken Joan Jara. Arrangementets historiske rammesætning skabes af Morten Lassen, forfatter til den anmelderroste bog Kuppet i Chile fra 2015. Billetter til 120 kr. købes på Billetto.dk

Politiske plakater og nostalgisk mad
Under hele Golden Days festivalen kan besøgende se eller gense en perlerække af de politiske plakater fra 1970’erne på museets anden sal. Museets restaurant, Cafe & Ølhalle”1892” serverer en tre retters 70’er-menu med rejecocktail, lørdagskylling og henkogte frugter.

For interview, billeder og yderligere information kontakt
Linda Nørgaard Andersen, lna@arbejdermuseet.dk
Margit Bech Vilstrup, mbv@rbejdermuseet.dk


Se hele programmet for foredragsmaraton og Solidaritet på Goldendaysfestival.dk

Bestil bord i restauranten på Book.easytablebooking.com

Husk, at medlemskab af en række fagforbund giver gratis adgang til Arbejdermuseet. Det gælder blandt andet DM, 3F, HK og mange flere. Se, om du har gratis adgang på Arbejdermuseet.dk

 - - -
Ikke længere interesseret?

Vi bruger cookies til at forbedre vores hjemmeside og din oplevelse, når du bruger den. Cookies, der anvendes til basal drift af sitet er allerede blevet sat. Du kan læse mere om hjemmesidens brug af cookies.

Jeg akcepterer cookies fra dette site.

EUs direktiv om cookies