Danske personsager fra Kominterns arkiv i Moskva

abm logo

Pressemeddelelse

Danske personsager fra Kominterns arkiv i Moskva

Hvilke danskere var i Sovjetunionens søgelys? Hvad arkiverede det sovjetiske kommunistparti og verdenspartiet Komintern i deres personsager i Moskva? Hvem var i 1930'erne hemmelig kurér for Komintern, og hvad snakkede de egentlig om, når danske kommunister besøgte den sovjetiske ambassade i København i 1970'erne? Hidtil ukendt arkivmateriale kaster nyt lys over dansk kommunisme og det sovjetiske systems virke i Danmark.

De sidste tre år har Arbejdermuseet & ABA, Center for Koldkrigsstudier ved Syddansk Universitet og Det Russiske Statsarkiv for Socio-Politisk Historie i Moskva haft et fælles forsknings- og arkivprojekt under overskriften Komintern og de danske kommunister.

Centralt i projektet har været digitaliseringen af de danske personsager i Kominterns arkiv. Denne samling af godt 400 sager har ikke tidligere været brugt i sin helhed, hvorfor det derfor er med stor glæde, at Arbejdermuseet & ABA nu kan give adgang til dette interessante materiale fra ABA i Taastrup.  

Samlingen omfatter sager efter kendte danske kommunister, som fx Aksel Larsen, Arne Munch-Petersen, Martin Nielsen, Thøger Thøgersen, Knud Jespersen og Jørgen Jensen samt en lang række af mindre kendte kommunister, der på den ene eller anden måde har haft kontakt med det sovjetiske system.


 Gottlieb Japsen Knud Jespersen

T.v.: en af de godt 400 sager omhandler historikeren Gottlieb Japsen, der i midten af 1930'erne var ansat på Forlaget for Udenlandske Arbejdere i Sovjetunionen og hemmelig Komintern-kurér.

T.h.: udsnit af forsiden af Knud Jespersens personsag. Sagen er en af de største i samlingen.


Derudover rummer samlingen sager efter en lang række af prominente danske politikere af både socialdemokratisk og borgerlig observans, bl.a. statsministrene fra Vilhelm Buhl til Jens Otto Krag, samt enkelte andre meningsdannere som fx Niels Bohr.

Som eksemplerne på personsagerne antyder, så stopper sagerne ikke tidsmæssigt med nedlæggelsen af Komintern i 1943. Arkiveringen fortsatte efter krigen i regi af det sovjetiske kommunistparti, SUKP, helt frem til Murens fald i 1989.

Sagerne, der varierer i størrelse fra 1 side til små 1.000 sider, indeholder typisk biografier, selvbiografier, breve, elevvurderinger fra de sovjetiske partiskoler og russiske nyhedstelegrammer, men også fx afrapporteringer fra hemmelige Komintern-kurerer og fra den sovjetiske ambassade i København til SUKP's Centralkomites Internationale Afdeling i Moskva.


Kildesamling

Forsiden af den nyudgivne kildesamling fra Syddansk Universitetsforlag. Bogen er på 608 sider og indeholder et introduktionskapitel om de udvalgte kilder og om dansk kommunismeforskning.


Dokumenterne er primært på russisk, tysk og dansk. Adgangen til materialet er efter arkivets almindelige adgangsvilkår.

Et introduceret udvalg af dokumenter fra personsagerne er publiceret i kildesamlingen Датские кадры Москвы в сталинское время. Избранные документы из личных дел датчан в архиве Коминтерна [Danske Moskvakadrer i Stalintiden. Udvalgte dokumenter fra de danske personsager i Kominterns arkiv], udgivet af Syddansk Universitetsforlag og redigeret af Jesper Jørgensen, Andrei Sorokin, Thomas Wegener Friis, Alexander Chubaryan, Chris Holmsted Larsen, Morten Møller, Anette Eklund Hansen, Svetlana Rosental og Anne-Mette Anker Hansen.

Projektet er støttet af Carlsbergfondet.

For yderligere oplysninger, kontakt:
Arkivar Jesper Jørgensen, tlf. 35245490 eller e-mail

 - - -
Ikke længere interesseret?

Vi bruger cookies til at forbedre vores hjemmeside og din oplevelse, når du bruger den. Cookies, der anvendes til basal drift af sitet er allerede blevet sat. Du kan læse mere om hjemmesidens brug af cookies.

Jeg akcepterer cookies fra dette site.

EUs direktiv om cookies