Danmark for folket?

I MIDTEN AF 30'erne er det, som om det socialistiske samfund med retfærd for alle synes opnåeligt. Valget i 1935 bliver en overvældende sejr for Socialdemokratiet. Arbejderne er ikke alene accepterede, men har indtaget en selvfølgelig plads i samfundet. Men de mange arbejdsløse i 1930'erne oplever ikke noget folkehjem eller velfærdssamfund, som de kan solidarisere sig med, heller ikke efter K.K. Steinckes socialreform. Men socialreformen medfører trods alt flere forbedringer op gennem 30'erne

HIDTIL HAR DE sociale bestemmelser været spredt over 55 forskellige love og forordninger. De bliver nu samlet i fire love: Loven om arbejdsløshedsforsikring, Loven om ulykkesforsikring, Loven om folkeforsikring, som omfatter sygesikring, invalideforsikring og aldersrente samt Loven om offentlig forsorg, som dækker alle de tilfælde, der ikke falder ind under de tre første og også omfatter fattighjælpen. Men i opbygningen af et egentligt velfærdssamfund i Danmark er socialreformen i 1933 er kun et skridt på vejen.

UD OVER SOCIALREFORMEN, som bl.a. betyder, at man ikke længere automatisk mister sin stemmeret, fordi man modtager fattighjælp, er ferieloven fra 1938 en anden vigtig lov. At man kan optjene ret til ferie er tankemæssigt et kvantespring for arbejdere og arbejdsgivere. I det hele taget er en stor del af socialdemokratiets politik nu at gøre op med almisse-tankegangen. Der er ikke længere kun tale om pligter, men om rettigheder.1930'erne er samtidig det årti, hvor socialdemokratiet vokser sig større og større. Med programmet Danmark for folket skal også funktionærerne vindes for tanken om velfærdssamfundet med lige rettigheder for alle.

DEN SOCIALDEMOKRATISKE SKOLEVISION er, at alle samfundsklassers børn kan samles i Folkeskolen, som dermed kan "danne bro mellem de forskellige samfundslag". I 1933 nedsætter Undervisningsministeriet i den socialdemokratisk-radikale regering et udvalg, som får til opgave at udarbejde bestemmelser for undervisningen i folkeskolens ældste klasser i forbindelse med oprettelsen af en 8. klasse. Med skoleloven i 1937 bliver der oprettet en praktisk, eksamensfri mellemskole. Den får samme varighed som eksamensmellemskolen, nemlig fire år, men kun de to første er ud over de fem år i underskolen obligatoriske.

DET PRAKTISKE ARBEJDE bliver dermed styrket. Men den får ikke den folkelige opbakning, som S-R-regeringen har håbet på. De fleste ønsker, at deres børn går i eksamensmellemskolen, som giver en højere kompetence i livet efter skolen. Den socialdemokratisk prægede intention om at ligestille håndens arbejde med åndens slår ikke igennem, og sorteringen eller delingen bliver ikke afskaffet i den danske folkeskole i 1930'erne.

2. VERDENSKRIG KOMMER til at betyde et tilbageskridt for arbejderklassens velfærd. De sociale landvindinger, som arbejderne trods alt har opnået op gennem 30'erne, bliver tabt igen, ikke mindst på grund af partiet Venstres politik, og så selvfølgelig besættelsen. Forringelserne er også resultatet af de lovindgreb, der gennemføres i løbet af 1940 som følge af den tyske besættelse. Der kommer lønstop og ophævelse af dyrtidsregulering, selv om prisstigningerne er store. Venstre spiller i maj 1940 åbentlyst på, at ingen af regeringspartierne tør sprænge samarbejdsregeringen. I september 1940 følger Lov om Arbejdsforhold, der ophæver strejkeretten. I 1942 følger så angrebet på socialreformen. Det bliver vanskeligere at få understøttelse, og den bliver formindsket. Det hele betyder et markant fald i arbejdernes levestandard.

Velfærdssamfundet

EFTER 1945 ER der fra arbejderbevægelsens side tale om en samlet strategi for et egentligt velfærdssamfund. Første milepæl er Socialdemokratiets efterkrigsprogram: "Fremtidens Danmark", vedtaget på kongressen i august 1945. Midlet er en samfundsregulerende planøkonomi, og det bliver udformet og vedtaget i en situation, hvor der i hele Vesteuropa foregår en radikalisering af arbejderklassen, der er affødt af erfaringerne fra krisen i 30'erne og 2. verdenskrigs sociale problemer og nød.

PROGRAMMET HAR TRE hovedmål:Fuld beskæftigelse, social tryghed og effektivitet og demokrati i erhvervslivet. Målet om "Social Tryghed" formuleres således:"Når hele folket er i arbejde, bliver produktionen større. Der må sikres en ligelig fordeling af dette større samfundsudbytte. Social utryghed, svigtende stabilitet i erhvervslivet, snavsede og usunde boliger, fattigdom, nød som følge af sygdom, uvidenhed og utilstrækkelig uddannelse på grund af små kår - er de onder, der skal bekæmpes. Reallønnen skal hæves, og de sociale ydelser højnes". "Det danske folk vil ikke alene opnå materielle ting som mad i gryden, tøj på kroppen og værktøj i hånden. Men en social højnelse, en åndelig kulturel og moralsk rejsning vil følge i en velordnet økonomis spor i takt med den voksende velstand".

MED HØJKONJUNKTUREN FRA omkring 1958 og arbejderpartiernes øgede styrke i Folketinget fra begyndelsen af 60'erne kan man for alvor begynde at opbygge velfærdssamfundet med en stor offentlig sektor, hvis formål er at skabe social tryghed og økonomisk fremgang for arbejderbefolkningen. Frem til 1973 bliver det danske velfærdssamfund realiseret og konsolideret efter de socialdemokratiske visioner.

DET ØKONOMISKE OPSVING kan aflæses på mange forskellige måder. Inden for industrien medfører det en meget stor fremgang i produktionen. Mens den årlige stigning i 1955-58 gennemsnitlig er 3-4%, er der årene efter 1958 en forøgelse på 11% i gennemsnit. I alt bliver industriproduktionen næsten tredoblet i perioden 1958-73. Alligevel stiger antallet af industriarbejdere med mindre end 50.000, fordi produktiviteten stiger voldsomt gennem automatisering og rationalisering. Danmark udvikler sig i perioden fra at være et landbrugsland til at blive et industrisamfund.

DEN STÆRKT STIGENDE produktion og eksport giver mulighed for, at danskerne kan øge deres forbrug på alle tænkelige områder:dagligvarer, bolig, boligindretning, bil, ferierejser og offentlige tjenesteydelser. I 1958 arbejdsløshed på 10%, i 1960 er der fuld beskæftigelse, og i 60'erne ligger arbejdsløsheden mellem 2 og 4%. Arbejdernes løn stiger, og priserne stiger langsommere, så reallønnen fordobles fra 1958-73. Der bliver plads i budgettet til luksus som personbiler, hårde hvidevarer og fjernsyn. 300.000 kvinder kommer ud på arbejdsmarkedet, og der bliver bygget daginstitutioner.

DET ER ISÆR den offentlige sektor, der kræver arbejdskraft. Social- og sundhedssektoren og kulturlivet vokser kraftigt, uddannelsessystemet bliver stærkt udbygget og forbedret, så også arbejderbørn kan få en videregående uddannelse. I de kommuner, hvor Socialdemokratiet er dominerende, foregår der et rigt reformarbejde. På grund af det omfattende kommunale selvstyre kan partiet gennemføre en række kulturelle og sociale forbedringer i lokalsamfundet: skolerne, biblioteksvæsenet, socialt almennyttigt boligbyggeri, socialforsorg og opførelse og billig anvendelse af daginstitutioner. Men samtidig stiger skattetrykket.

Krise og bistandslov

I TAKT MED og i forlængelse af de fordele, som det økonomiske opsving i 1958-73 uomtvisteligt afkaster også til arbejderklassen, går Socialdemokratiet i spidsen for en sociallovgivning og for øgede udgifter til de sociale ordninger. I tiåret fra 1960/61 til 1970/71 vokser de sociale udgifter fra 4,3 til 16,9 mia. kr. Resultatet er en bred standardforbedring på det sociale område. Men ny lovgivning kommer der som sagt også:Sociallovgivningen medfører, at der ikke blot er tale om et forsørgelsesanliggende. Foranstaltninger til gavn for familier og børn og ældre mennesker bliver stærkt udvidet.

DET UNIVERSALISTISKE BEGREB bliver indført. Arbejderbevægelsen ønsker at fremme universalismen, dvs. at sociale ydelser går til alle uanset social stilling og tilknytning til arbejdsmarkedet, fordi princippet ville medføre, at ydelserne ikke føles ydmygende og nedværdigende. Dette princip er bl.a. gældende i 1956-loven om folkepension, hvor alle over 67 år får grundbeløbet uanset indkomst og formue. Og med loven om offentlig forsorg fra 1961 forsvinder de sidste rester af den diskriminerende rettighedsfortabelse ved offentlig hjælp.

UDVIKLINGEN KULMINERER MED bistandsloven 1. april 1976. Bistandsloven bliver udformet på et tidspunkt, hvor der stadig er økonomisk højkonjunktur med fuld beskæftigelse og stigende realløn for stort set alle. Det bygger dens filosofi og ambitionsniveau på. Den er tænkt som en samordnende socialhjælp, der skal sætte kraftigt ind ved klientens begyndende vanskeligheder for at forebygge en forværring af vedkommendes situation.

BISTANDSLOVEN ER EN administrativ forenkling af det sociale system, hvor en række love samles under et. Personer, der har behov for social hjælp, skal kun henvende sig et sted, nemlig på de kommunale socialforvaltninger. Men det kommer til at knibe, da krisen efter 1973 tvinger kommunerne til at gennemføre besparelser, og da arbejdsløsheden får antallet af klienter til at stige kraftigt. Derfor bliver bistandsloven ikke helt den succes, socialdemokraterne har håbet. I årene efter 1973, hvor den økonomiske og politiske krise er sat ind med bl.a. stigende arbejdsløshed og Glistrups sejr ved katastrofevalget i 1973, er der i Socialdemokratiet en tendens til at lægge vægt på livskvalitet i lige så høj grad som fortsat vækst i produktion og velstand.

LOVEN OM LIGELØN kommer i 1976, fulgt op af Lov om mænds og kvinders ligestilling på arbejdsmarkedet i 1978. Arbejdsmiljøloven fra 1975 bliver fulgt op af bestemmelser om obligatorisk bedriftssundhedstjeneste mv. i 1979 og samme år kommer loven om efterløn. Ti år med en borgerlig regering (1982-92) og en bølge af liberalistisk, markedsøkonomisk tænkning over hele verden har hidtil ikke formået at rokke grundlæggende ved den danske velfærdsmodel. Dertil har arbejderbevægelsen været for vel konsolideret og befolkningen for godt vant.

MEN DET DANSKE velfærdssamfund er blevet debatteret og kritiseret med stadig stigende intensitet. Også langt ind i Socialdemokratiets rækker spores selvransagelse og usikkerhed. Den overordnede kritik hænger sammen med internationaliseringen, hvor landenes gensidige afhængighed forstærkes, og den går på, at de sociale ydelser er så høje, at det ikke kan betale sig at arbejde. At skatten er så høj, at nye initiativer ikke sættes i gang. At socialstaten kræver for stort bureaukrati, og endelig, at samarbejdet i EU med harmoniseringer på en lang række områder betyder, at velfærdssamfundet ikke kan finansieres på længere sigt.