Peter Christian Knudsen, kendt som P. Knudsen, bliver født 23. november 1848 i Randers. Faren, der er skomagermester, dør da P. Knudsen kun er ti år gammel og 7 år efter dør moren. Han går på en friskole, hvor en af lærerne meget gerne vil have ham til at læse videre, men der er ikke penge til det, så P. Knudsen kommer i lære som handskemager. Han bliver udlært i 1867 og året efter tager han til København, hvor han melder sig ind i den Rimstadske arbejderforening, en bedsteborgerlig forening, der arrangerer foredrag og har et bibliotek. P. Knudsen arbejder et par år i København, og derefter tager han til Gøteborg og vender først tilbage i 1872, hvor han skal være soldat. Han ligger som rekrut på Kastellet i maj, da slaget på Fælleden foregår, og bliver holdt klar til at blive indsat mod socialisternes demonstration.

P. Knudsen bliver socialist og fagforeningsformand
Under indtryk af begivenhederne i maj 1872 tilslutter P. Knudsen sig arbejderbevægelsen i 1873, da militærtiden er overstået. I 1975 er han med til at oprette Handskermagernes Fagforening og i 1876 et nordisk handskemagerforbund, der virker indtil 1879. P. Knudsen deltager på Gimlekongressen i 1876, men det er først et par år efter, han bliver valgt ind som en af de centrale personer i partiet, i første omgang er det i fagbevægelsen han er aktiv. I 1877 bliver han valgt ind i Fagforeningernes Centralbestyrelse i København, og samtidig begynder han at skrive til Social-Demokraten. Han har svært ved at få arbejde som handskemager, fordi mestrerne boykotter ham på grund af hans faglige aktivitet, så han tjener penge ved at sy handsker hjemme hos sig selv i en lille københavnsk lejlighed. Sideløbende med sit politiske arbejde studerer han marxistisk teori, og han bliver den første dansker, der udgiver et marxistisk skrift i Danmark. I 1881 bliver Emil Wiinblad redaktør af Social-Demokraten, og han knytter P. Knudsen til avisen.

Formand for socialdemokratiet - bygmester og høvding
I 1882 bliver P. Knudsen valgt som formand for Socialdemokratiet. P. Knudsen bliver fortaler for den tætte sammenkædning af parti og fagbevægelse, og da De samvirkende Fagforbund, DsF dannes i 1898, bliver han næstformand fra 1898-1909. P. Knudsen er ingen stor agitator, men han er meget respekteret for sin flid og stædighed. Han formår at samle partiet, og få det til at udvikle sig fra en lille klub i 1882 med et par tusinde medlemmer, til et landsdækkende parti, der i 1910 har 44.000 medlemmer og 100.000 vælgere, der stemmer på det ved valgene. Men samlingen af partiet foregår ved en stadig centralisering af magten, og han slår ned på enhver ytring fra venstre-oppositionen, om nødvendigt ved at ekskludere særligt kritiske medlemmer. I 1890 vælges P. Knudsen første gang til Landstinget og senere i 1898 til Folketinget. Her arbejder han meget for at få lavet en egentlig sociallovgivning, og på at ændre holdningen til at fattighjælp gives som almisse, frem for som en ret til alle der trænger. Samme år som P. Knudsen bliver valgt til Folketinget første gang, bliver han valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation. I 1902 bliver han Fattigborgmester, og fører an i de sociale reformer i hovedstaden. P. Knudsen er partiets ledende fortaler for valgalliancer med først Venstre og senere det Radikale Venstre, og han deler på intet tidspunkt sine kritikeres frygt for, at partiet går på kompromis med sin egen ideologi. Inden P. Knudsen dør af leverkræft 28. oktober 1910 udnævner han sin efterfølger Thorvald Stauning, der bliver partiets og landets leder de næste mange år.