Sensommer på Arbejdermuseet
Der er stadig feriestemning på Arbejdermuseet i udstillingen "Ferie, ferie, ferie. Slap nu af, du har fri", der vises i anledning af ferielovens 75 års jubilæum. Gem dig i kufferten, besøg teltet eller se f.eks. lysbilleder fra Mallorca. Du kan også veje dig på den vægt, der vejede arbejderbørn, der havde været sendt på landet i sommerferien.
Andre aktiviteter og nyheder:
På festsalens balkon vises nu plakatudstillingen"Det må aldrig ske igen". Chile 11. september 1973.
I anledning af Golden Days festivalen med temaet filosofi er der den 17. september kl. 13-18 Karl Marx foredragsmaraton.
Den 18. september kl. 18-20 holder vores afdeling i Tåstrup aftenåbent i anledning af Vestegnens Kulturuge. Kom forbi og se kilderne fra en turbulent periode i Danmarkshistorien omkring indgåelsen af Kanslergadeforliget i 1933. Der er også mulighed for at få indsigt i, hvad vores bibliotek og arkiv ellers kan tilbyde til hjemlån og til brug på læsesalen. Husk at forudbestilte bøger også kan hentes og afleveres i Rømersgade.
Den 25. september kl. 19-21 er der foredrag med dr.phil. Hans Kirchhoff i anledning af 70-året for besættelsesmagtens aktion mod de danske jøder og tyske flygtninge 1.-2. oktober 1943. Kirchhoffs foredrag tager udgangspunkt i hans nye bog "Den gode Tysker".