Udskriv Email

undervisning_top

Det lange seje træk (udskoling)

Arbejderne organiser sig. Om opbygningen af fagforeningerne og forholddet mellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet


Mandeliv - kvindeliv

Mandeliv / kvindeliv - vilkår og muligheder
Målsætning: At eleverne gennem arbejdet med temaet erhverver viden om mål og midler i den danske arbejderbevægelses kamp for at opnå bedre livs-og arbejdsvilkår. At eleverne får indsigt i de samfundsmæssige sammenhænge, der gennem perioden har været udgangspunkt for mænds og kvinders vilkår og muligheder. At eleverne forholder sig til den historiske udvikling også i et nutidigt og fremtidigt perspektiv.
Projektforløb

Eleverne ser filmen 'Det lange seje træk' i henholdsvis en pigegruppe og en drengegruppe. Eleverne noterer ned, hvilke hovedområder filmen kommer ind på. Eleverne får samlet præsenteret internetsitet 'www.pladstilosalle.dk' og får gennemgået opbygningen og muligheder.

De kønsbestemte grupper får til opgave at udarbejde en fremstilling af periodens udvikling under overskriften: "Mandeliv / kvindeliv - vilkår og muligheder". Grupperne diskuterer med udgangspunkt i internetsitets informationer og billedmuligheder, de områder der skal indgå i fremstillingen. Der aftales samme fremstillingsform for de kønsbestemte grupper : En bog, plancher, udstilling, lyd-og lysbilledserie osv.

Grupperne arbejder adskilt med indsamling af tekster, billedmateriale, genstande, "ud af skolen aktiviteter" osv. Fremlæggelsen tilrettelægges som en kønsopdelt præsentation af de enkelte gruppers produkter over for forældre, andre elever og/eller folk udefra.
Organisering

Væsentlige dele af arbejdsprocessen vil bestå i, at eleverne skal arbejde med at indsamle og fremstille supplerende materiale. Det vil derfor være nødvendigt, at undervisningen finder sted i større sammenhængende enheder fx feature, projektdage-uger osv.
Planlægning

Undervisningsprojektet lægger op til en række tværfaglige muligheder, hvor det vil være oplagt at forskellige faglærere bidrager - dansk, historie, samfundsfag, idræt, husgerning, billedkunst, musik osv. Det kunne være en væsentlig pointe, at vejlederne (faglærerne) har samme køn, som den gruppe/de grupper, de er tilknyttet.

Skolebiblioteket spiller en central rolle gennem at sikre, at eleverne i deres arbejde har adgang til et bredt udvalg af billedfremstillinger fra perioden, herunder har forhåndskontakt til fagforbund, organisationer, museer og arkiver med særlig henblik på at få indsamlet memoirer, foto fra arbejds- og dagligliv osv.

Endelig vil det være naturligt at orientere og inddrage forældregruppen gennem en udførlig projektbeskrivelse. Her vil det også være en væsentlig pointe, hvis forældregruppen, bedsteforældre og andre "kilder" var af samme køn som arbejdsgruppen.


Arbejderne organiser sig

Kampen for at organisere arbejderne begyndte i slutningen af 1800-tallet, hvor arbejdsdagene var på 11-12 timer, lønningerne små og kvinder, landarbejdere og tyende stod uden nogle rettigheder.

Undervisningsprojekt på ca. 25 timer

Målsætning: Eleverne tilegner sig viden om baggrunden for, at arbejderne organiserede sig. Eleverne orienterer sig om, hvordan arbejdernes organisering harhaft indflydelse i det danske samfund.
Materialer:

  • 'Det lange seje træk' - 2. del af filmserien 'Plads til os alle'
  • Internetsitet: www.pladstilosalle.dk
  • Evt. Lærebog, se litteraturoversigt

Se filmen: (2-3 timer). 2. del 'Det lange seje træk'. Klassen ser filmen og diskuterer efterfølgende opbygningen og problemstillingerne i store træk.

Følgende spørgsmål kan evt. stilles:

  • Hvordan er filmen bygget op? (tidskronologisk, en gennemgående fortæller, osv.).
  • Hvilke problemstillinger bliver taget op? (problemstillinger noteres på tavlen og gennemgås)


Følgende problemstillinger kan evt. gennemgås:

  • Hvilke problemer havde fagbevægelsen i sine spæde år i 1870'erne?
  • Hvordan blev arbejderne rundt om i landet oplyste om at organisere sig i arbejderbevægelsen?
  • Hvad provokerede Marie Christensen til at danne KøbenhavnsTjenstepigeforening?
  • Hvordan skildres agitatorernes arbejdsvilkår?
  • Hvilken forklaring gives der på, at statsminister Stauning havde opbakning blandt den brede befolkning i 1930'erne?
  • Hvordan løste arbejderbevægelsen problemet med arbejdsløshed under den tyske besættelse?
  • Hvorfor var kommunisterne populære i befolkningen efter krigen, og hvorfor mistede de igen deres popularitet?
  • Hvad gik godt og hvad gik skidt for arbejderne op gennem 1960'erne?
  • Hvorfor ændrede det politiske billede sig efter 1973?
  • Hvad var årsagen til, at Socialdemokratiet og fagbevægelsen (LO) fjernede sig fra hinanden?

Gennemgå undervejs begreber som: Socialisme, agitation, faglært/ufaglært, overenskomst, at være fæstet, EF og betalingsbalancen.

Læs Temaartikel: (ca. 4 timer eller hjemmearbejde)

Eleverne åbner 'www.pladstilosalle.dk', tager udgangspunkt i forsiden og klikker sig derfra til 2. del 'Det lange seje træk'. I Baggrundsboksen klikker eleverne på 'Temaartikler', derfra på 2. del, hvorefter en 4- siders artikel toner frem og giver en sammenhængende fremstilling af temaet arbejderbevægelsens politiske udvikling.
Eleverne læser artiklen, som evt. printes ud. Aftal forinden om eleverne skal linke og læse videre, hvilket udvider mængden af tekster betydeligt. Linkene fører til delartikler, som eleverne senere skal læse i gruppearbejdet. Afhængigt af grundighed, ambition niveau og evt. inddragelse af supplerende materiale kan tidsforbruget varieres.

Instruktion til gruppearbejde (1-2 timer): Gruppeopgaven går ud på at belyse et delemne og dets betydning for arbejderbevægelsens politiske udvikling.
Grupperne skal finde en måde at fremlægge deres opgave for resten af klassen. Aftal evt. hvor lang tid fremlæggelsen højst må tage. Er der en storskærm til rådighed, kan eleverne ved fremlæggelsen supplere med at vise billeder, statistikker og andet relevant dokumentation fra netsitet.

Læreren forklarer kort idéen med gruppearbejdets inddeling i delemner og gennemgår kort de ti emner med henvisning til problemstillingerne fra filmen og temaartiklen. Læreren tager højde for om enkelte emner bør udgå eller om nogle emner slås sammen.

De relevante sider på netsitet gennemgås (gerne på storskærm);

  • Indgang til delemner i tema 2, Det lange seje træk
  • Links til andre temaer i netsitet
  • Statistikker og dokumentationer i teksten under delemnerne
  • Tidsmarkering
  • Baggrundsboksen
  • Filmmanuskriptet til 'Det lange seje træk' (indgang fra tema 2 forside)

Eleverne vælger et delemne at arbejde med som gruppearbejde.

Gruppearbejde (ca. 10 timer): I denne fase er der mulighed for at eleverne kan arbejde selvstændigt, differentieret og detaljeret evt. suppleret med lærebøger og andre materialer.

Hver gruppe skal arbejde ud fra følgende på netsitet:

  • Læs delemnets artikler. Markér eller nedskriv vigtige steder i artiklerne (og sammenlign evt. med hvad der står om det emne i lærebogen)
  • Læs filmmanuskriptet til 2. del. Markér tekst- og billedsteder, som siger noget om jeres emne.
  • Brug steder i temaartiklen om 2. del, som siger noget om jeres emne
  • Find og læs 1-2 dokumentationer fra Baggrundsboksen, som siger noget om jeres delemne
  • Find og analysér 1-2 statistikker fra 'Baggrundsboksen', som siger noget om jeres delemne
  • Vælg billeder fra 'Billedgalleriet' i 'Baggrundsboksen', som fortæller noget om jeres delemne
  • Find og læs om personer fra 'Persongalleriet' i 'Baggrundsboksen', som har betydning for jeres delemne
  • Brug evt. 'Søgning' i venstre spalte for at finde frem til andre relevante artikler om jeres emne. Søgningen giver dig mulighed for at søge efter bestemte ord eller sætninger i hele netsitet 'Plads til os alle'.
  • Forbered en fremlæggelse af jeres opgave, som gerne må være suppleret af billeder, statistikker og andet relevant fra netsitet. Afprøv evt. fremlæggelsen

Fremlæggelse (ca. 4 timer)

Hver gruppe præsenterer deres opgave for resten af klassen. Da der er brugt elektronisk materiale, er det muligt at udprinte og sammenklippe uddrag fra de forskellige steder i netsitet. En fremlæggelse kan også bestå af en rundtur på netsitet til vigtige uddrag, billeder og statistikker ledsaget af et mundtligt foredrag. Hertil vil det naturligvis kræve, at eleverne har en storskærm-fremviser til rådighed. Efter hver gruppes fremlæggelse bør der være lidt tid til spørgsmål eller diskussion.

Opsamling
(2 timer)

Efter projektet kan det være en fordel at samle op på emnet om arbejdernes organisering, da eleverne hver især har været fordybet i et enkelt delemne. En opsamling kan for eksempel læne sig op ad de problemstillinger, klassen tilbage ved filmfremvisningen fandt frem til: Har vi fået svar på disse?



Forslag til bøger og andre materialer

Forslagene til litteratur er tænkt som inspiration for de lærere og skolebibliotekarer, der vælger at gå i gang med 'Plads til os alle' eller dele deraf. 'Plads til os alle' og internetsitet rummer i sig selv en mængde stof, men hvis man vælger en mere projektorienteret tilgang, vil det vise sig, at eleverne får en masse ideer og ser mange muligheder, som ikke umiddelbart er indeholdt i materialet.

Forslagene er tænkt som et supplement, men herudover vil der være mange andre muligheder for at komme endnu videre, hvis planlægningen tager højde for at undersøge yderligere billed- og tekstmuligheder, kontakt til organisationerne, lokalarkiver, museer osv. Der er ikke medtaget forslag til skønlitteratur og spillefilm.

Historie

De lette
Ind i historien, bind 3, Claus Buttenschøn, Olaf Ries, Alinea 2000
Danmark i 50´erne og 60´erne, Gyldendal 1982
Kampen på skyggesiden, Erik Dehn, Gyldendal 1997
Danskernes Historie, Jens Engberg, Dansk Historielærerforening 1982
Hverdagen blev anderledes, Ole Hyltoft, Aschehoug 1983
Bag om fælleskabet, Birgit Knudsen, Dafolo 1999
Kampen om magten, Birgit Knudsen, Dafolo 1998
Maskinernes indtogsmarch, video + teksthæfte, Sten Larsen, Alinea 1996
Din kulturhistorie, Gert A. Nielsen, m.fl., Åløkke 1991
Villa, vogn og vovse, Jens Aage Poulsen, Gyldendal 1991
Rock´n Roll og nylon, Niels Holm Svendsen, Gyldendal 1999
Da Danmark blev et industriland, Niels Holdgaard Sørensen, Aschehoug 1981
Arbejderfamiliers hverdag i slutningen af 1800-tallet, Jørgen Ulriksen, Aschehoug 1981

De svære
Åge Fredslund Andersen: Arbejdets mænd og kvinder. Arbejdererindringer i Århus, AOF´s Forlag 1983
Danmark i 1930´erne. En historisk mosaik, Richard Andersen, Gyldendal 1968
Vi lærte at arbejde. Arbejdererindringer, Forlaget SOC 1981
Danmarks Historie, bind 12-15, Gyldendal og Politiken 1990
En Danmarkskrønike 1945-1972, 6 bind Poul Hammerich
Den ny Danmarkshistorie 1880-1960, Søren Mørch, Gyldendal 1997
Den sidste Danmarkshistorie. 57 fortællinger af fædrelandets historie, Søren Mørch 1996
Arbejdsmandens historie gennem 100 år, bind 1-5, 1987 SID
Det arbejdende folks kulturhistorie, Fremad, SID

Andre materialer

CD-ROM: "Hvem byggede Danmark?" LO og Munksgård 1998
Film: "Gamle Danmark" 1- 10 Poul Hammerichs Danmarkskrønike(DR og DIF)
Film: "100 års barndom" 1- 9 fortalt af Johannes Møllehave (DR og DFI)
"Snart dages det..." 8 videoer + bog, 1987 DR

Samfundsfag
Dansk Socialhistorie: Bind 5-7, Gyldendal 1980
Samfundsstudier 1-3, Ebbe Foged, m.fl.,Gyldendal 1996
Valget mellem varerne - den politiske forbruger, Regner Hansen ,Alinea 1999
På opdagelse i samfundet, Benny Jacobsen, Columbus 1995
Ind i tiden, bind 1-2, Henning Hjorth Jensen , Borgen 1999.
VelfærdsDanmark, Lars Erik Skovgaard, Alinea 1996

Links
Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv
Danmarks Industrimuseum
Københavns Bymuseum
Folketinget



 

Vi bruger cookies til at forbedre vores hjemmeside og din oplevelse, når du bruger den. Cookies, der anvendes til basal drift af sitet er allerede blevet sat. Du kan læse mere om hjemmesidens brug af cookies.

Jeg akcepterer cookies fra dette site.

EUs direktiv om cookies