|
Arbejdermuseet åbner ny særudstilling 21. februar 2009
En af de mest aktive og betydningsfulde kunstforeninger i 20. århundrede, Arbejdernes Kunst-forening, forærede i 2002 sin samling på 367 malerier og 1.444 stykker grafik og tegninger til Arbejdermuseet. Det bedste fra den omfattende kunstsamling, der gennem mere end et halvt århundrede har dannet basis for foreningens arbejdspladsudstillinger, formidles nu i en bog og en særudstilling.
Udbredelse af kvalitetssans og kunstglæde i arbejderbefolkningen har været det overordnede mål for Arbejdernes Kunstforening. Men hvordan opnår man det? Det har hele tiden været det store spørgsmål for foreningen, som gennem årene har benyttet mange forskellige strategier, men altid har kæmpet til to sider: Mod fiduskunsten og mod de elitære tendenser i kunstlivet. En tættere forbindelse mellem arbejderne og den gode kunst skulle gavne både kunstnere og arbejdere, og den forbindelse skulle Arbejdernes Kunstforening sørge for.
Historien begynder i 1936. Da oprettede AOF en forening, der skulle tilbyde god, billig grafik til arbejderhjemmene. Kampen mod fiduskunsten var i centrum på det tidspunkt. Den var aktualiseret af en sag i Københavns Byret, hvor en kunsthandler stod tiltalt for omfattende svindel med masse-fremstillede billeder. Billederne blev solgt i frokoststuerne på de københavnske arbejdspladser, og ved at udnytte arbejderpublikummets manglende erfaring med kunst var det lykkedes at kaste et skær af finkultur over komplet værdiløse malerier, som blev afsat på afbetaling til hårrejsende priser.
Efter Anden Verdenskrig oprettedes den selvstændige forening Arbejdernes Kunstforening, som eksisterer den dag i dag. Gennem mere end et halvt århundrede har den stået bag udstillings-virksomhed, foredrag, dialoger mellem kunstnere og arbejdere og en maleskole. Ikke mindst har den ydet en gigantisk indsats med afholdelse af vandreudstillinger, som har bragt samtidskunsten ud på arbejdspladserne. Pointen var, at folk skulle vænne sig til kunsten ved at have den om sig til daglig og i kendte omgivelser. I dag er foreningens væsentligste aktiv den velbesøgte og traditions-rige maleskole i Grøndal Centret med professionelle kunstnere som undervisere.
Udstilling af det bedste fra samlingen Udstillingen om Arbejdernes Kunstforening vises 21. februar -10. maj og rummer det bedste fra foreningens samling. Samlingen er ikke præget af arbejderkunst eller social kunst i snæver forstand. Den er derimod bredt sammensat af både figurativ og non-figurativ kunst, men uden de store avantgardistiske indslag. Kunst af Aksel Jørgensen og hans elever er et af tyngdepunkterne, fx spillede både Aksel Jørgensen selv, Erling Frederiksen og Dan Sterup-Hansen vigtige roller i foreningen. Troen på, at en kunst bygget på orden og harmoni kunne hjælpe med til skabelsen af et samfund bygget på de samme værdier, forenede mange af foreningens tidlige aktivister.
Corner-traditionen med dens nære forhold til det jævne hverdagsliv og den danske natur spiller også en stor rolle i foreningen, og endelig rummer samlingen en omfattende repræsentation af 1970ernes og 1980ernes mere ekspressive maleri, særligt fra sammenslutningen Violet Sol. Grafiksamlingen er en historie for sig. Her har foreningen købt bredere ind, både af den danske samtidskunst og af kunstnere fra det øvrige Skandinavien, ligesom man har anskaffet en fin repræsentation af kunstnere som Søren Hjorth Nielsen, Povl Christensen, Jane Muus, Palle Nielsen og andre af klassikerne fra dansk grafiks storhedstid.
Foreningens historie i bogform Bogen ARBEJDERNES KUNSTFORENING Kunst til folket 1936-2009 retter blikket mod forening- ens virksomhed i hele dens bredde, og den sætter den ind i den større kulturelle sammenhæng, den har været en del af. Bogen er på 240 sider, forfattet af kunsthistorikerne Hanne Abildgaard og Connie Hansen og er gennemillustreret med værker fra foreningens samling. Takket være støtte fra mange sider kan den sælges for 189 kr. Bogen udkommer umiddelbart inden udstillingsåbningen.
Yderligere information kan fås ved henvendelse til undertegnede.
Med venlig hilsen
Hanne Abildgaard Forsknings- og formidlingschef Tlf.direkte 33 48 03 22
Pressebilleder: Arbejdernes Kunstforening
Your Subscription: [SUBSCRIPTIONS]
|
|