|
2.4: Kvinderne på arbejdsmarkedet |
 |
 |
|
 Spørgsmålet om man skal revolutionere verden eller reformere den har altid optaget arbejderbevægelsen. I starten af 1900-tallet er Socialdemokratisk Ungdomsforbund og Fagoppositionens Sammenslutning i opposition til den herskende linie. De går ind for revolutionen, men det gør arbejderbevægelsens ledere ikke.
Den interne opposition
SOCIALDEMOKRATIET INDEHOLDER EN venstrefløjsopposition under ledelse af Gerson Trier og Nic. L. Petersen, der begge bliver ekskluderet af partiet i 1889. De har deres udgangspunkt i ugebladet "Arbejderen". Oppositionen i Socialdemokratiet er indædte modstandere af et klassesamarbejde og holder de revolutionære principper i hævd. Gerson Trier er modstander af et samarbejde med Venstre - som i 1884 - og fastholder en linie, hvor ønsket er, at Socialdemokratiet skal udvikle sig til et marxistisk klassekampsparti.
SOCIALDEMOKRATIETS parlamentariske styrke vokser i disse år, ligesom det præger lovgivningen ved fremsatte lovforslag. Spørgsmålet er, skal partiet gå skridtet videre og indtræde i en regering, hvis tilbudet bliver givet? Enkelte af Socialdemokratiets ledere mener, at partiet bør påtage sig et politiks ansvar, selvom det endnu ikke har et absolut flertal. På den måde vil det gavne arbejderklassen ved at opnå resultater nu og her og ikke i en fjern usikker fremtid. For venstreoppositionen er sådan et skridt en fatal fejltagelse.
DE MENER, AT i overensstemmelse med arbejderklassens langsigtede interesser bør partiet forblive i opposition helt frem til det tidspunkt, hvor det absolutte flertal er erobret, som det er blevet vedtaget ved kongressen i 1908. Denne problematik er et klassisk debatemne i den internationale arbejderbevægelse siden slutningen af 1890'erne. For venstre-oppositionen er Socialdemokratiet ved at udvikle sig til et borgerligt parti med natkongressens beslutning i 1916 om, at Socialdemokratiet godt kan deltage i en regering uden absolut flertal.
Reform eller revolution
DEN RUSSISKE REVOLUTION i 1917 gør et dybt indtryk i rundt om i verden og i Danmark. Mange socialister mener, at tiden er inde til at fremkalde en lignende udvikling herhjemme. Særligt syndikalisterne og Socialdemokratisk Ungdomsforbund fører an med sådanne holdninger. I 1918 bliver der udskrevet valg til Landsting og Folketing. Hidtil har Stauning deltaget i den radikale regering som kontrolminister, og på den måde er der umiddelbart tale om et samarbejde mellem Socialdemokratiet og de radikale, noget der kan forsvares og forklares under en verdenskrig.
MEN DA KRIGEN ophører, og J. C. Christensen fra Venstre og Rottbøll fra de Konservative udtræder af ministeriet, skaber dette interne problemer for Socialdemokratiet. Skal Stauning blive og fortsætte et samarbejde og på den måde gå den parlamentariske vej i et samarbejde med "borgerskabet", eller udtræde af regeringssamarbejdet, og kæmpe for en socialdemokratisk flertalsregering, som hidtil har været det eneste acceptable for en socialdemokratisk regeringsdeltagelse.
PÅ DEN SOCIALDEMOKRATISKE kongres i 1919 bliver det vedtaget, at alliancen med de radikale skal fortsætte. Adskillige partimedlemmer melder sig ud af Socialdemokratiet i protest, mod det de opfatter som Socialdemokratiets knæfald for det borgerlige Danmark.
Socialdemokratisk Ungdomsforbund
I 1906 BLIVER Socialdemokratisk Ungdoms Forbund, SUF en landsdækkende sammenslutning med repræsentation i Socialdemokratiets hovedbestyrelse. Ungdomsforbundet bliver i de følgende år mere og mere revolutionært inspireret og venstreoppositionen i den socialdemokratiske arbejderbevægelse er især koncentreret i ungdomsbevægelsen, der flittigt agiterer og demonstrerer under det berømte banner "Knæk sablen - bryd kronen - styrt kirken".
UNDER 1. VERDENSKRIG bliver de unge socialister fra SUF paradoksalt selv væsentlig mere militante samtidig med, at de heftigt agiterer for antimilitarisme og retten til at være militærnægter.
SUF er indædte modstandere af den politiske borgfred mellem de fire partier under krigen, hvilket er en af årsagerne til, at partiledelsen i Socialdemokratiet bliver rasende og temmelig misfornøjet med ungdomsorganisationen. At SUF samtidig også knytter stadig tættere forbindelser til internationale revolutionære bevægelser gør ikke sagen bedre.
DA OKTOBERREVOLUTIONEN I Rusland er en kendsgerning og bolsjevikkerne indleder proletariatets diktatur bliver modsætningen mellem ungdomsorganisation og parti ekstra skærpet. Socialdemokratiet tager afstand fra revolutionen hvorimod SUF fastholder sin støtte til bolsjevikkerne. I 1919 indtræder det endelige brud mellem SUF og Socialdemokratiet.
Fagoppositionens Sammenslutning
FAGBEVÆGELSEN FÅR EN forstærket tilslutning i lockout-året 1899 og året efter, men i perioden 1901-1905 falder medlemstallet. Fra århundredeskiftet og til udbruddet af den 1. verdenskrig opstår der et utal af konflikter på arbejdsmarkedet. Der er stor utilfredshed blandt arbejderne med det nyetablerede fagretlige system og den varsomme kurs som fagbevægelsen fører i forhold til de aggressive arbejdsgivere.
DET ER ISÆR syndikalisterne, der fra 1908 fremfører kritikken, ledet af jord- og betonarbejderen Christian Christensen og vogn- og beslagsmed Andreas Fritzner. Syndikalisterne danner i 1910 Fagoppositionens Sammenslutning (FS), der især får tilslutning i København. FS er en antiparlamentarisk indstillet organisation, der er imod reformisme og betoner den økonomiske klassekamp, som skal føres gennem faglige aktioner og generalstrejker.
BEVÆGELSEN BLIVER FORDØMT af både partiet og DsF, men forbliver en vægtig faktor i tiden op til 1920. I mange år har syndikalisterne ledelsen i murernes, sømændenes og søfyrbødernes forbund, ligesom de også gør sig gældende blandt arbejdsmændene.
|
Det lange seje træk 
