|
Historien gøres levende - i ny fortælleform {modal url=http://www.humlenvedcarlsberg.dk|type=squeezebox|width=850|height=750}Humlen ved Carlsberg{/modal}
Arbejdermuseet lancerer en banebrydende måde at formidle historie på nettet.
"Humlen ved Carlsberg" fortæller på internettet historien om Carlsberg, som et vigtigt eksempel på vores industrielle kulturarv.
Hjemmesiden består af tre dele:
- En virtuel model – hvor den seneste computerspilteknik indgår
- En lydcollage om livet på Carlsberg – baseret på ekspertise fra DR's nu lukkede montageafdeling
- Et historisk arkiv, som gør det muligt at gå på opdagelse i bryggeriets 160-årige historie
Gennem 160 år er tusinder af mennesker gået gennem porten til Carlsberg: Bryggeriarbejdere, kuske, chauffører, brygmestre, funktionærer og direktører. Alle kan de fortælle deres version af historien om Carlsberg - og nu er det hele samlet i "Humlen ved Carlsberg" - en kollektiv fortælling.
Den besøgende på "Humlen ved Carlsberg" kan helt bogstaveligt gå på en timelang opdagelse i Carlsbergs historie. En del af hjemmesiden er en virtuel verden, som den besøgende kan træde ind i. Carlsbergs enorme kompleks kan opleves, mens produktionen fortsat var i gang, og bryggeriet fremstår i sin bygningsmæssige helhed.
På sin selvvalgte vej gennem området møder man gennem tidligere og nuværende Carlsberg-ansatte den specielle virksomhedskultur, som prægede Carlsberg; deres personlige fortællinger, fortalt af høj som lav på Carlsberg, vil i samspil med historiske kilder, film, fotos, tegninger og artikler lede den besøgende på opdagelse i 160 års historie.
Arbejdermuseet ønsker med denne tværfaglige og teknisk innovative formidling ikke blot at rette fokus på de fredede bygninger og den imponerende arkitektur på Carlsberg-området, men også på forandringerne af virksomhedens produktion, kultur og relation til samfundet.
Med venlig hilsen
ARBEJDERMUSEET Museumsinspektør Jacob Bjerring-Hansen jacob.bjerring.hansen@arbejdermuseet.dk, tlf. 33 48 03 17 / 25 60 11 64
Hjemmesiden går i luften kl. 10.00 den 6. marts. Men du kan allerede nu få en lille {modal url=http://www.humlenvedcarlsberg.dk|type=squeezebox|width=850|height=750}smagsprøve{/modal} og læse mere om projektet.
Se også uddybende pressefotos.
Fakta om hjemmesiden: Hjemmesiden er udviklet af Arbejdermuseet i samarbejde med Utopian City Scape og Sekretariatet. Udviklingen er støttet af Kulturarvsstyrelsens Kulturnet Danmark-pulje, Carlsbergs Mindelegat og Realdania.
Fakta om Carlsberg: I 2006 blev Carlsberg af Kulturarvssstyrelsen udpeget som et af Danmarks 25 industriminder.
Den 31. dec. 2008 lukkede Carlsberg for produktionen på Valby Bakke og flyttede denne til Fredericia.
De kommende år vil området forvandle sig markant: De mange fredede bygninger bliver bevaret, andre skifter karakter eller bliver revet ned for at give plads til den nye bydel mellem Vesterbro og Valby.
Your Subscription: [SUBSCRIPTIONS]
|
|