1. maj i frihed
Den 1. maj 1945 havde danskerne endnu ikke opnået friheden fra den tyske besættelse. Men enden på krigen var nær og 1. maj fejredes som indendørs "forårs-fester" i lyset af den snarlige kapitulation. Det blev derfor året 1946 der kom til at markere genoptagelsen af de store traditionelle 1. maj-arrangementer. I 1946 og 1947 gik den kommunistiske bevægelse i enhedsdemonstration med socialdemokratiske arbejdere. Fra 1. maj 1948 og helt frem til 1968 var der to arrangører af 1. maj-dagen, nemlig Danmarks kommunistiske Parti og de socialdemokratisk dominerede fællesorganisationer. De socialdemokratiske maj-paroler var frem til 1950 præget af den nyvundne frihed.

1946: Socialisme og Frihed / Frihed og Socialisme
1947: For Frihed mod Diktatur
1948: For Frihed og Socialisme og mod folkedemokratiets tvangsstyre
1949: Frihed - fred - tryghed
1950: Mod vold og diktatur, for social tryghed, demokrati og frihed.
Bag parolerne lå den fortsatte og øgede konflikt mellem kommunister og socialdemokrater, der yderligere forstærkedes med fjernelsen af det demokratiske styre i Tjekkoslovakiet i 1948 og Danmarks indtræden i den vestlige forsvarsalliance (NATO) i 1949.

Festlig 1. maj
I 1952 forsvandt det traditionelle 1. maj-emblem i pap til fordel for et plastik- og metalemblem. Nye emblemer kom til at præge 1950'erne. Men der var også andre nyheder. 1. maj-optogene blev stadig mere festlige med træk og inspiration fra fagenes fest. Opfindsomheden ville ingen ende tage når det drejede sig om at markere selve "faget" i demonstrationen. Nu sluttede man ikke alene op bag fagets fane, men også bag pyntede og kunstfærdigt udførte arbejdssymboler, der tydeligt signalerede fagtilknytningen. Det kneb imidlertid med at forny parolerne. I 1952 var den socialdemokratiske parole: "For frihed - fred - tryghed". Samme parole blev gentaget i 1956 og generelt var ordet "frihed" genganger hvert år i 1950'erne. På kanten af 1960 trådte man ud af den kolde krigs skygge og benyttede ordet "Fremskridt". Tilslutningen til maj-møderne ebbede ud i slutningen af 50'erne. Det var ikke selve festliggørelsen af maj-dagen der var i fare, men spørgsmålet om demonstration gennem gaderne.

Økonomisk fremgang - 1. maj tilbagegang
I 1960 besluttede den københavnske fagbevægelse at holde 1. maj i Fælledparken uden demonstration. Det fik arbejderdigteren Oskar Hansen til at skrive "Er vi kede af det?" - "Jeg fornemmer at en del er ikke blot kede af det, men gale over det". Men det hjalp ikke meget. Den økonomiske fremgang i samfundet i 1960'erne blev ikke til fremgang for 1. maj, selv om flere fik mulighed for at deltage. I 1963 fik statens tjenestemænd og ansatte i staten mod begæring fri den 1. maj. I en lang række kommuner fik de ansatte ligeledes mulighed for at holde fri. Selv om 1. maj ikke var en officiel fridag fik stadig flere arbejdere fridag. Mange måtte fortsat selv betale sig fri, men stadig flere lokaloverenskomster gjorde 1. maj til fridag. Der kom også flere arrangører på maj-dagen.
Det ny parti, SF, stiftet i 1959, holdt i 60'erne både indendørs- og udendørsarrangementer, men det var fortsat socialdemokrater og kommunister der var officielle arrangører af maj-arrangementerne. 1. maj 1968 begyndte det ny parti "Venstresocialisterne" at blande sig med de traditionelle maj-møder i Fælledparken og fra 1969 blev partiet arrangør. For Socialdemokratiet og fagbevægelsen blev 1969 et sort år. Der blev ikke afholdt noget 1. maj-arrangement i Fælledparken.