|
Også trykt i  ABA årsskrift 1998
- Hvorfor AIC?
-
Den 30. oktober 1998 modtog ABA et brev fra statsministeren med en opfordring til at stille AICs arkiv til rådighed for en gruppe uafhængige forskere udpeget af Statens humanistiske Forskningsråd og Statens samfundsvidenskabelige Forskningsråd. Straks efter modtagelsen besluttede ABAs forretningsfører at sætte den almindelige adgangspraksis til AICs arkiv ud af kraft, og AIC-arkivet blev dermed midlertidig utilgængeligt. Det skete på baggrund af at der samme dag som ABA modtog henvendelsen forelå flere ansøgninger fra en række dagblade om adgang til at undersøge AlC-arkivet. Denne handling fra ABAs side blev mødt med utilfredshed og nogen ironi fra dagbladenes side. I flere af avisernes overskrifter hed det spidst at statsministeren åbner arkiver, mens ABA lukker dem. Der blev efterfølgende spekuleret i hvilken taktik der lå bag ved statsministerens og ABAs handling, men motivet har hele tiden været lige ud ad landevejen. Skulle en gruppe uafhængige forskere sættes til at undersøge AIC, nyttede det ikke at journalister og andre interesserede kunne gennemgå og offentliggøre AlC-historier inden et sådant initiativ kunne komme på plads
1. En af landets største arbejdspladser, B&W, i 1954. En oplagt virksomhed af interesse for AIC. Arbejderne der her er samlet i marketenderiet for at stemme om nedlæggelse af arbejdet, påstod at det var ledelsen der ustandselig fremkaldte uro. Stridsspørgsmålet denne gang var en aftale om skæve helligdage som arbejdsgiveren forsøgte at løbe fra. - 2. AIC løbeseddel. - 3. "Informationsbesøg" var den overskrift Dagbladet Land & Folk gav billedet af Københavns socialborgmester Urban Hansen hvor han hilser på Berlins borgmester Willy Brandt i 1961. Bladet beskrev endvidere besøget således: "Udlands-færden skyldes næppe socialpolitiske studier, men gælder snarere indhentning af informationer til brug for den socialdemokratiske informationscentral." - 4. Tidligere minister og folketingsmand for kommunisterne, Alfred Jensen, viser den væg i sin daværende lejlighed i Vestersøhus hvor CIA i 1958 installerede deres lytteapparater.
Men hvorfor var AIC overhovedet blevet indblandet i en sag der havde sin oprindelse i en helt anden, nemlig en politisk sag om henholdsvis Politiets Efterretningstjeneste, PET, og Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, og deres ulovlige overvågning af organisationer og danske borgeres politiske aktiviteter, navnlig på den såkaldte venstrefløj.
Denne sag havde sit udgangspunkt i at en forhenværende PET-agent i begyndelsen af 1998 talte ud om sin ulovlige aflytning og infiltration af det lille venstrefløjsparti SAP i starten af 1980'erne. Dertil kom at et stort dagblad senere på året afslørede at den daværende VKR-regering (1968-71) havde overtrådt en erklæring af 30. september 1968 om at registrering af danske borgere ikke måtte finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.
Justitsministeren kom i løbet af efteråret under stærkt pres og fremlagde i konsekvens heraf et lovforslag den 27. oktober. Det lagde i sin oprindelige form vægt på at undersøge de retlige aspekter ved PETs overvågning af lovlige politiske organisationer efter 1968. Forslaget blev udsat for kritik fra højre og venstre i Folketinget og af en række organisationer, journalister og forskere. Et af de store kritikpunkter var at undersøgelsen ikke skulle omhandle tiden før 1968 og derfor ikke kunne føres tilbage til den kolde krigs begyndelse i slutningen af 1940'rne. Denne del af undersøgelsen kunne i givet fald være en almindelig historisk undersøgelse uden retslig eftervirkning. Justitsministerens lovforslag gjorde det muligt at foretage en kobling til f.eks. AIC, men det var ikke selve lovforslaget der bragte AIC på banen. Det skete først og fremmest i de trykte og elektroniske medier i deres forsøg på at påvise at der siden starten på den kolde krig altid har været noget fordækt ved efterretningstjenestens arbejde, og at skel som f.eks. 1968 ikke tjente noget større formål.
- AIC i medierne
I september 1998 offentliggjordes en artikel om AIC i Weekendavisen. Artiklen var i sit indhold redelig og omtalte hvad der er kendt af mange, nemlig at AIC holdt nøje øje med kommunistiske aktiviteter på landets arbejdspladser, navnlig i perioden fra ca. 1948 til ca. 1960. Det mest irriterende ved artiklen var at navnet AIC blev oversat med Socialdemokratiets efterretningstjeneste, hvad der snart skulle blive det gængse når journalister satte sig ved tasterne eller tonede frem på tv-kanalerne. I Danmarks Radio, på DR2, arbejdede man på samme tid på en udsendelse om efterretningstjenester, og mere specifikt om den private efterretningstjeneste 'Firmaet', oprettet af den konservative Arne Sejr og opbygget på resterne af Studenternes Efterretningstjeneste som fungerede under besættelsen, samt om AIC.
Under forberedelserne til tv-udsendelsen havde ABA besøg af DR der kom for at filme AIC-materiale og foretage et hurtigt studium af arkivalierne. Under besøget påpegede ABA at AIC var en informations-og propagandacentral, og at det derfor måtte anses som værende en udokumenteret påstand at omtale AIC som Socialdemokratiets efterretningstjeneste. AIC lignede efter ABAs opfattelse langt mere en avisredaktion hvor der også arbejdes med kilder som redaktionen ikke ønsker at offentliggøre. En sammenligning med de statslige efterretningstjenester ville i den grad forplumre vandene og skabe forvirring om sagens kerne. Disse bestræbelser fra ABAs side viste sig at have været formålsløse, da udsendelsen blev vist i tv den 24. oktober. AIC kaldtes Socialdemokratiets efterretningstjeneste, og i de følgende uger blev AIC omtalt med det navn.
Udsendelsen vakte opsigt af flere grunde. Det blev antydet at ABA, LO eller Socialdemokratiet var i besiddelse af ældre hemmelige kartoteker over danske kommunister. Denne påstand kan afvises. Det blev også fremhævet af flere vidner i udsendelsen at AIC havde forbindelser til 'Firmaet' og til den amerikanske ambassade i København. Denne påstand kan ABA ikke afvise, blot kunne man have ønsket det mere underbygget og dokumenteret. At den amerikanske ambassade kunne sende rapporter hjem (til CIA?) om styrkeforholdet mellem socialdemokrater og kommunister i dansk fagbevægelse, er der - indtil videre - ikke grund til at forarges over. Amerikanerne kunne følge med i AICs månedsblad Socialdemokratiske Noter der offentliggjorde sådanne oversigter. Var udsendelsen ment som at sætte gang i en debat, så lykkedes det til overflod. Mange dagblade blandede sig i debatten. Mange politikere faldt over hinanden med udtalelser og på en facon der nærmest kunne give et indtryk af at AIC var en organisation som man kendte til, og som sandelig også var en ren spioncentral
Den første 'bombe' sprang da en tidligere socialdemokratisk toppolitiker indrømmede sin medvirken i 'Firmaets' aflytning af kommunisten Alfred Jensens lejlighed i 1955. Hertil kom at et tidligere medlem af 'Firmaet' afslørede forbindelser til den daværende socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen. 'Firmaets' mest kendte og berygtede aktion var en aflytning af kommunisten Alfred Jensens lejlighed i årene fra 1955 til ca. 1959. Aflytningen var sanktioneret af FE, dog ikke af den øverste chef, og bidrog til splittelse i DKP og til Aksel Larsens eksklusion i 1958. Resultaterne af aflytningen, nemlig beslutninger og diskussi oner i DKPs centralkomite, blev løbende offentliggjort i dagbladet Information. Aflytningen lignede således et komplot udført af 'Firmaet', med billigelse af AIC, efterretningstjeneste og den socialdemokratiske regerings chef.
Hele sagen blev forsøgt klarlagt i 1976 efter den konservative Erik Ninn-Hansens og Jens Otto Krags antydninger. Dagbladene Politiken og Information kunne afsløre at H.C. Hansen havde kendskab til 'Firmaet', og at samme H.C. Hansen stoppede aflytningerne i 1959 - at mindst ét topnavn i AIC havde haft et sporadisk kendskab til 'Firmaet', også kaldet Blikkenslagerbanden - at de renskrevne referater via efterretningstjenestens souschef havnede hos regeringen - og endelig at 'Firmaet' modtog betydelige pengebeløb fra CIA. Efter pres fra bl.a. SFs Gert Petersen måtte daværende justitsminister Orla Møller indrømme at aflytningen havde fundet sted, og at den var ulovlig. Der havde derudover været iværksat en politimæssig undersøgelse, men rigsadvokaten havde anset sagen for forældet, hvorved implicerede parter undgik straf.
Bortset fra en række detaljer, fremdraget i debatten i efteråret 1998, er denne sag fortsat omgærdet af gisninger og formodninger iblandet en række facts som næppe kan undslippe historiens dom. AICs arkiv kan imidlertid ikke belyse sagen, det kan kun PET og FE. Hvis materialet altså eksisterer endnu.
- Hvad er AIC?
Der kan være mange grunde til at undersøge efterretningstjenesten, og man kunne vælge at følge Norges eksempel. Norge blev hurtigt i den danske debat i efteråret 1998 det store forbillede for hvordan sagen kunne gribes an i Danmark. I Norge havde justitsministeriet iværksat en historisk undersøgelse i 1993 der blev afsluttet med udsendelsen af et to-bindsværk i 1998. Undersøgelsen var sat i værk fordi der forelå en række bøger om de norske efterretningstjenesters overvågning af borgere på venstre- og højrefløjen. Efter at en historikerkommission var nedsat og havde påbegyndt arbejdet, udkom endnu en bog der afslørede tætte forbindelser mellem Det norske arbejderparti og efterretningstjenesten. Det fik efterfølgende det norske Storting til at iværksætte en retlig undersøgelse med nedsættelsen af Lund-kommissionen. Denne kommissions rapport udkom ligeledes i 1998. Noget retsopgør kom det dog ikke til, men en helt ny kontrol med efterretningstjenesterne blev etableret.
Selv om flere har forsøgt at drage sammenligninger mellem Danmark og Norge hvor arbejderbevægelsen samarbejdede med efterretningstjenesten, har dette ikke kunnet påvises.
AIC blev oprettet i efteråret 1944 af LO, Socialdemokratiet og Arbejdernes Fællesorganisation i København. AIC skulle med udsendelsen af en ugentlig bulletin medvirke til at styrke Socialdemokratiets stilling, navnlig på arbejdspladserne, således at partiet igen kunne komme til at stå stærkt, når besættelsesmagten havde forladt landet. AIC skulle afløse det gamle HIPA (Hovedorganisationernes Informations og Propaganda Afdeling) som måtte indstille virksomheden i 1941. HIPA havde rettet sin propaganda mod kommunismen og nazismen i 1930'rne.
Da Socialdemokratiet ved det første frie valg efter besættelsen tabte 16 mandater, og DKP vandt et tilsvarende antal, stod det klart at DKP måtte blive målet for AICs aktiviteter, men kampen mod kommunisterne optrappedes yderligere fra 1948 ved indledningen til den kolde krig. Det bør imidlertid understreges at selv om DKP var skydeskive, så deltog AIC på fuld kraft i den almindelige politiske kamp rettet mod de borgerlige partier V og K.
AIC gik til opgaven med stor ildhu. AIC blev koordinator for de socialdemokratiske faglige klubber hvis aktiviteter og betydning endnu savner en historisk belysning. Dertil påbegyndte AIC oprettelsen af et kontaktnet af socialdemokratiske tillidsmænd som kunne uddele propagandamateriale, møde op ved generalforsamlinger og sikre valg af socialdemokrater og endvidere virke som meddelere, såfremt der opstod uro eller konflikt på arbejdspladserne. De socialdemokratiske kontaktfolk skulle både styrke den socialdemokratiske position på arbejdspladserne og sikre og forsvare den faglige linje. Begge formål blev der brug for i den vekselvirkning af offensiv og defensiv kamp der i de følgende årtier gjorde Danmark til et velfærdssamfund.
Denne del af AICs virksomhed kunne kun føres ved at være synlig gennem skrift og tale. De socialdemokratiske tillidsmænd fik argumenter i Socialdemokratiske Noter (1945-63) som var en guldgrube af nationalt og internationalt læsestof, såvel fagligt og politisk som økonomisk og socialt, og fra et hav af duplikerede cirkulærer, løbesedler og pjecer der kunne understøtte den aktuelle politiske eller faglige debat. I 1963 blev AIC udsat for store besparelser idet betydelige midler blev overført til opbygningen af et politisk sekretariat i Folketinget. Fra da af blev det primært socialdemokratiske lovinitiativer til opbygning af velfærdsstaten som kom i centrum og skulle videreformidles ud til socialdemokratiske arbejdere og vælgere.
AIC har haft en række betydende personer ansat hvoraf flere senere blev ministre. En af AICs mest effektive medarbejdere var Urban Hansen der blev sekretær i 1947. Urban Hansen blev senere overborgmester i København. Urban Hansen har ikke sat sig dybe spor i AICs arkiv. Han efterlod sig heller ikke papirer ved sin død. Anonyme kilder har i efteråret 1998 udtalt at Urban Hansen ofte sent på aftenen mødte op på Politigården med en brun kuvert. Hvad indholdet har været, foreligger der intet om, men det er underforstået at der var tale om navne på kommunister. ABA kan hverken bevise eller modbevise at Urban Hansen har været forbi Politigården. Der er ingen spor i AlC-arkivet, men måske eksisterer de brune kuverter endnu, i så fald må det være hos modtageren.
Generelt finder man ikke i AlC-arkivet navne på organisationer eller personer man har samarbejdet med. Her findes kun navne på socialdemokratiske kontaktfolk. Med mellemrum kan man i referater læse om 'nyttige kontakter', men hvem disse er, kan man kun gisne om. Det kan være 'Firmaet', det kan være socialdemokrater ansat i politiet, det kan være politikere, redaktører osv. Mulighederne er mange.
Når det i debatten i efteråret 1998 blev oplyst at den amerikanske ambassade fik oplysninger om de politiske styrkeforhold i arbejderbevægelsen, er der tale om et materiale der var let tilgængeligt. Fra 1945 til 1973 blev oplysningerne trykt i AICs årlige beretninger, og det har ikke været svært for en amerikansk labor-attache, der hyppigt besøgte danske fagforeningskontorer, at få denne viden. Det kunne også med mellemrum læses i Socialdemokratiske Noter der ligeledes var et let tilgængeligt materiale.
Afsluttende er det værd at nævne forskellige indberetninger fra socialdemokratiske kontaktfolk. Da der aldrig har været tale om en fast indberetningspligt, foreligger der i sagens natur kun indberetninger når det brændte på på arbejdspladserne. Af de indberetninger som findes i AlC-arkivet, handler de fleste om kommunistiske møder. Et forsøg på en større kortlægning af DKPs organisation i landet faldt til jorden i 1947 på grund af meget få tilbagemeldinger. AIC modtog kun sporadiske beretninger om kommunistiske demonstrationer på arbejdspladserne. Herudover måtte man ty til de mange redaktører af lokale socialdemokratiske aviser for at få viden om hvilke modtræk man skulle tage.
AIC havde i det hele taget brug for al den hjælp man kunne få, og økonomien var der konstant problemer med. Der var penge til tre-fire ansatte, og den omfattende strøm af pjecer, løbesedler og skrifter krævede store ressourcer. Hjælp andetsteds fra har uden tvivl været velkommen, men hvor den eventuelt kom fra, må en bredere undersøgelse søge at klarlægge.
En status i marts 1999 kan ikke sige noget bestemt om hvorvidt der kommer en konklusion på hvad der videre skal ske med efterårets debat om den statslige og private efterretningstjeneste. En isoleret undersøgelse af AIC finansieret af LO og udført i forskningsrådenes regi bliver ikke til noget. LO ønsker en uafhængig undersøgelse og henviser til at der er tale om en offentlig opgave der skal kulegrave ikke kun AIC, men alle implicerede parter under den kolde krig. Derimod må man sætte sin lid til justitsministerens lovforslag hvis skæbne formentlig afgøres lige inden sommerferien. Kan justitsministeren få tilslutning fra højre og venstre i Folketinget og dermed gennemføre sit oprindelige forslag, er der samtidig åbnet mulighed for igangsættelse af en historisk undersøgelse fra den kolde krigs start til vore dage.
Se også: Steen Andersen: HIPA's og AIC's arkiver i ABA
|
Artikler 
