4. del af serien Plads til os alle om arbejderbevægelsens historie.

I otte temaer skildres udviklingen fra industrialiseringens barndom til nutidens informationssamfund gennem personlige beretninger, arkivfilm og fotos, malerier fra tiden, avisklip og små rekonstruktioner.

Drømmen var, at arbejderne skulle skabe deres egne virksomheder. De kooperative virksomheder skulle være "snorens tredie streng" - en ligeværdig partner med fagbevægelse og parti. Kooperationen skulle skaffe arbejderne bedre og billigere varer, lære dem at styre produktionen selv og være et våben i arbejdskampe. Bagerier, brændselsforeninger, boligforeninger, bryggerier, banker og mange andre virksomheder skød op rundt om i landet. Hvordan gik det dem, og hvordan har kooperationen det i dag?

• Minut-tæller: 00:00
• Minut-tæller: 10:38-
• Minut-tæller: 21:00-
• Minut-tæller: 31:13-

Minut-tæller: 00:00

Lydside og tid	Billedside
Musik: 00.00
Fortælleren: 00.44 Denne fabrik, der producerer småkager til hele verden, er ejet af den danske fagbevægelsen. Det er ikke, fordi medlemmerne kun vil spise småkager, de selv har bagt. Historien om hvorfor fagbevægelsen ejer en småkagefabrik begynder i en tid, hvor der var kamp om det daglige brød.
Musik:
Fortælleren i billedet: 01.04 I 1886 kunne man I arbejderbevægelsens avis - Social-Demokraten hed den dengang - læse en ophidset artikel. Raseriet gjaldt de danske bagermestrene, der efter Socialdemokratens mening tog grove overpriser for brødet. Sagen var den at bagerne havde en aftale om at sælge brød til fastpris, og det betød, at de kunne holde brødpriserne oppe, samtidig med at kornpriserne faldt. Det var hårdt for arbejderfamilierne, fordi den vigtigste del af deres kost bestod af brødet.
Stemme: 02.02 Vor mad bestod af rugbrød med fedt, vor middagsmad hvidkålsuppe eller sulevælling. Søndag skulle jeg op kl. 5 om morgenen og efter gammelt brød. Sommer som vinter løb jeg til bageren og for 10 øre fik jeg kurven fyldt med gammelt brød, så der var rigeligt til hele dagen.
Fortælleren: 02.33 Friskt brød var dyrt, og ingen kunne være sikre på, hvad det var for et produkt, de købte hos den lokale bager:
Stemme: 02.41 Der var et frygteligt svineri i bageriet. Når mester skulle af med vandet, gik han hen til vandtruget som vi havde vasket vores snavsede kremfade i, og besørgede der. Om natten kom de løse piger ind fra gaden. Dem lagde han på tværs over bordet og når han var færdig hen under vandhanen og vaske den af. Ja det var tider dengang.
Fortælleren i billedet: 03.07 Det var ikke alle bagerier, der var så svinske. Men ofte havde brødet hverken den kvalitet eller den vægt, det skulle have til prisen. Og det var derfor en nærliggende tanke, at arbejderne var bedst tjent med at oprette deres egne bagerier. Det førte så til at arbejdernes første fællesbageri blev grundlagt i Århus i 1884. Det næste kom året efter i Horsens. Og den 1. oktober 1886 kunne Socialdemokraten opfordre medborgere af arbejder- og middelstanden i København til at tegne aktier i et nyt bageri, der skulle sikre sundt, fuldvægtigt og billigt brød.
03.52 Tilslutningen var enorm. En måned senere åbnede arbejdernes fællesbageri i København, og i de følgende år blev der oprettet fællesbagerier over hele landet.Dengang var arbejderbevægelsen ellers ikke særlig begejstret for at oprette sine egne virksomheder - kooperativer som de blev kaldt. Der havde været for mange fiaskoer, og det havde kostet de små og svage fagforeninger dyrt hver eneste gang.
04.19 Men fællesbagerierne blev en succes. Og samtidig genoptog arbejderne en gammel skik med at bruge kooperationen som et våben i arbejdskampe. Det skete f. eks. i 1896, da Københavns Mælkeforsyning smed mælkekuskene ud, fordi de havde meldt sig i fagforening. En af kuskene fortæller:
Stemme: 04.42 Da de på Københavns Mælkeforsyning hurtigt fik fat i de fornødne skruebrækkere, tabtes strejken. Men med Dansk Arbejdsmandsforbunds formand Lyngsie i spidsen for det strejkende personale startedes Enigheden. Den første kapital var skaffet til veje ved aktier på 10 kr. som endda kunne betales med 25 øre om ugen.
Fortælleren: 05.02 Det var kuskenes familie og venner, der tegnede aktier, men det holdt hårdt. Det var svært for arbejderfamilierne at undvære 25 øre om ugen. Der skulle stemmes dørklokker for at få pengene hjem, og Arbejdsmandsforbundet måtte også træde til med penge.Da det endelig lykkedes, at få tegnet aktier nok, begyndte problemerne med leverandørerne. Der var mange, der ikke ville handle med socialistrakket.
05.32 Kastrup glasværk, som skulle levere mælkeflaskerne, sagde nej, da det gik op for dem, at det var til det røde mælkeri. Glasværket kom først på andre tanker, da de fik et forskud på 3.000 kr.
05.46 På den måde overvandt Enigheden modstanden. Den 11. marts 1897 kunne 20 nye mælkevogne køre i optog gennem København. Dagen efter kørte de mælk ud for første gang.
Musik: 06.00
06.24 Enighedens første år var en konstant kamp for at overleve. Det var småt med pengene, også for mælkekuskene. De stod selv for økonomien, når de var ude og sælge, og for at Enigheden ikke skulle risikere noget tab, måtte kuskene stille med en kaution på 300 kr. for at få en vogn:
Stemme: 06.44 Min forgænger var gået nedenom på to måneder. Der var nemlig megen kredit. Jeg havde 6 drenge som rendte til og fra vognen og rekvirerede mælk, fløde, smør og andre ting. Alt skulle man ha i hovedet, der var ikke tid til at skrive det op, og drengene kendte mange triks. For eksempel sørgede de for at komme en tre, fire stykker på en gang og råbe i munden på hinanden om hvad de skulle betale og hvad der sku skrives. Da jeg havde kørt en halv snes dage var jeg på falittens rand. Jeg skyldte et par hundrede kroner og kautionen var jo kun på 300. Jeg fik forsøgsvis en anden kontrolkusk med et par dage. Den sidste dag holdt han en tordentale til drengene, og truede dem med afsked, hvis de ikke betalte hvad de skulle. Og fra nu af gik det fremad, jeg fik igen orden på mine pengesager.
Fortælleren i billedet: 07.32 Men Enigheden fik ikke orden på sine pengesager, og Lyngsie måtte ud at låne hos en privat vekselerer. Det blev han voldsomt kritiseret for i arbejderbevægelsen, mens borgerkabet på deres side hånede ham for at have solgt ud til kapitalisterne. Men under alle omstændigheder, Lyngsie reddede Enigheden.
Musik: 07.50
08.04 I Svendborg, hvor arbejdsmandsforbundet også havde en virksomhed, gik det derimod ikke. Forbundet havde overtaget Svendborg Margarinefabrik i 1897, men den gik konkurs i 1906. Affæren i Svendborg og lånene i Enigheden førte til en splittelse af Arbejdsmandsforbundet. Det ny arbejdsmandsforbund skrev i sit blad i august 1908:
Stemme: 08.30 "Det er nu en uomstødelig kendsgerning, at hele arbejdsmændenes kassebeholdning, over 1/2 million kr. er brugt hovedsagelig til dækning af Svendborg-affæren og som lån til Enigheden."
Fortælleren: 08.43 Lyngsies håndtering af de økonomiske problemer førte til en kriminel undersøgelse. Han blev frikendt for alle beskyldningerne, men det borgerlige Danmark hyggede sig så længe det varede, og de to arbejdsmandsforbund blev først forenet igen 10 år senere.
Musik: 08.59
Fortælleren i billedet: 09.31 Trods vanskelighederne begyndte kooperationen at hente sig nogle succeser. Under storlockouten i 1899 grundlagde man således de kooperative byggevirksomheder startet. Og i 1902 købte det københavnske Fællesbageri og de københavnske fagforbund et bryggeri på Dr. Olgasvej på Frederiksberg. Det var det, der senere kom til at hedde Stjernen. Men der var nu mange, der spurgte sig selv om, hvad fagbevægelsen overhovedet skulle med et bryggeri? Der var ingen strejkende eller lockoutede bryggeriarbejde, der skulle i arbejde, og tilmed var der mange aktive socialdemokrater i afholdsbevægelsen.
10.06 Sagen var, at man ville tjene penge. Hvorfor skulle kapitalisterne tjene på at arbejderne drak øl? Den fortjeneste kunne fagbevægelsen ligesågodt få.
10.21 Der var nu ikke meget at tjene i starten, for arbejderne købte ikke stjerneøllet. De havde vel lidt svært ved at se formålet med det. Men med konstante opfordringer i Socialdemokraten til at købe Stjerneøl, kom bryggeriet efterhånden ovenpå.

Minut-tæller: 10:38-

Lydside og tid	Billedside
Sangkor (Mel. Når vinteren rinder): 10.38 Når søndagen rinder med sol over sky til helse for krop og for hjerne, så drager med mutter og børn vi af by, til skoven med bøgenes kølige ly, Peter Liep og en læskende STJERNE.
Fortælleren: 11.10 Nu gik det fremad. Fiaskoerne var næsten glemte, og på partikongressen i 1908 i Odense var stemningen overfor kooperationen positiv. En af kongresdeltagerne var endog ovenud positiv:
Stemme: 11.23 Vi skal bruge det kooperative kampmiddel til det yderste, så at vi fabrikerer alt lige fra tændstikker til luftskibe
Fortælleren i billedet: 11.32 Det var typografen Vilhelm Wartenberg, der kom med den opfordring på kongressen, og det lo de meget af det år. Men der var andre forslag, der blev taget langt mere alvorligt. Borgbjergs især. Han var allerede landskendt som agitator og som folketingsmand. Og han havde en vision om, at kooperationen skulle være en lige part med parti og fagbevægelse. Kooperationen skulle med andre ord være snorens tredie streng.
12.00 Og da verdens socialistiske spidser gav deres støtte til kooperationen på den internationale Socialistkongres i København i 1910 ville begejstringen ingen ende tage. Lenin mente ganske vist at man skulle vente med den slags til efter at socialismen var indført, men ham var der ingen der regnede med på det tidspunkt, for der skulle gå endnu syv år før han satte sig i spidsen for den russiske revolution.
Fortælleren: 12.36 Verden skulle erobres og med det mål for øje kunne man bruge kooperationen til tre ting: For det første at skaffe arbejderne bedre og billigere varer.
Fortælleren i billedet: 12.46 For det andet lære dem at styre produktionen selv. Og for det tredie kunne kooperationen være et våben i arbejdskampen. Kooperationen skulle med Borgbjergs ord være det skjold, som storlockoutens sværd skulle splintres imod. Store ord og klar tale, men var det så det, der i virkeligheden kom til at ske på de kooperative virksomheder?
Fortælleren: 13.15 Det gik fint med at skaffe bedre og billigere varer. I 1916 blev 16 københavnske brugsforeninger samlet i Hovedstadens Brugsforening, som blev en del af arbejderkooperationen. Bevægelsens top havde ellers betragtet brugserne som noget højreorienteret møg - de lugtede for meget af bøndernes andels bevægelse. Men bevægelsens ledere måtte bøje sig for de menige medlemmer, som var glade for brugsen, og Hovedstadens Brugsforening blev senere en af arbejderkooperationes største succeer.Imens rasede 1. verdenskrig ude i Europa.
Arkivoptagelser: 13.55 Billeder fra 1. verdenskrig
Fortælleren i billedet: 14.14 Uret her, som er konstrueret af Jens Olsen - det er ham med verdensuret på Københavns Rådhus - var egentlig tænkt som en gave til en af de mænd, der var med til at sikre den danske kulforsyning under 1. Verdenskrig. Næsten hele Danmarks kulforsyning kom fra England dengang, men den trafik satte verdenskrigen en stopper for, og det var en ren katastrofe for arbejderne:
Stemme: 14.38 Nogen drenge drog ud til Gasværkshavnene og pillede kul, her kørte togene med de mange kulvogne og der raslede altid noget ned når de rangerede frem og tilbage, så galdt det om at være hurtig ind mellem vognene og pille op.
Fortælleren: 14.54 Det blev Arbejdernes Brændselsforretning som løste problemerne med kulforsyningen. Arbejderkul - som det hed i daglig tale - blev startet i 1916 med Karl Kiefer som direktør, godt hjulpet af en af den russiske revolutions bagmænd dr. phil. Alexander Helphand og af de tyske socialdemokrater.
15.15 I 1915 havde Helphand, der også blev kaldt dr. H, slået sig ned her på Vodroffsvej 50 B i København. Dr. H kendte de fleste socialistiske spidser i Europa og han var tilmed agent for den tyske efterretningstjeneste, med den opgave at starte en revolution i Rusland, så Tyskland kunne få en separatfred på østfronten. Dr. H og den socialdemokratiske ledelse i Tyskland, satte Arbejderkuls direktør Karl Kiefer i forbindelse med tyske kulleverandører.
15.55 De tyske kulskibe lagde til ved nyopførte kajanlæg på Enghave Brygge, og kullene strømmede ud til industrien og ind i de danske kakkelovne. Arbejderkul blev hurtigt Danmarks største kulforretning. Der blev råd til at dele gratis kul ud til de fattigste arbejderfamilier, samtidig med at pengene hobede sig op hos Arbejderkul.
Sangkor: (mel. Min søn, om du vil i verden frem) 16.20 En dag da Kong Kul var i godt humør. Hurra. Han banked' på kooperationens dør. Hurra. Og spurgte beskedent, om Kiefer var hjemme, Thi kulmanden var i en frygtelig klemme, Nå, kort at fortælle, han Kul ville sælle. Hurra.
Fortælleren: 16.56 Dr. H, der også blev kaldt Parvus, var nøglepersonen i de forretningsmæssige transaktioner, så der var ikke noget mærkeligt i, at også han tjente styrtende med penge. Penge, der i hemmelighed blev sendt videre til de revolutionære venner i Rusland. Men den borgerlige presse fik færten af sagen. Og i dagbladet Købehavn kunne man læse forargede artikler om Arbejderkul:
Stemme: 17.21 Arbejdernes! Nej, dette foretagende er ikke arbejdernes, så sandt som det i ingen henseende er et dansk foretagende. Det er et værk af Parvus, måske det mest skæbnesvangre led i den virksomhed, hvis triumf Hr. Borgbjerg dagligt udråber i Socialdemokraten.
Fortælleren: 17.39 Den triumf Borgbjerg udråbte, var den sejrrige russiske revolution. Men da Arbejderkul havde reddet den danske brændselsforsyning - både menigmands og industriens - vendte de borgerlige politikere det blinde øje til, mens der blev lavet revolution for en del af fortjensten.
Fortælleren i billedet: 18.05 En anden del af Arbejderkuls penge blev brugt til at oprette Arbejdernes Landsbank med. Det var i 1919 - samme år som Dr. H fik et ur mangen til det her som tak for hjælpen til Arbejderkul. Og det var selveste Stauning, der skrev takkebrevet:
Stemme: 18.23 Kære ven og partifælle. Nu, da verdenskrigen er endt, ønsker Arbejdernes Brændselsforretning i Danmark at overbringe Dr. H. en hilsen, ledsaget af en erindring, der vedblivende vil minde om vort lille land. De - Dr. H. - kom til os, og De ydede en indsats og en tjeneste, som ikke vil blive glemt. De ønskede at hjælpe vort lands arbejdere, og hjælpen blev også til fordel for andre.
Fortælleren i billedet: 18.58 Men der var altså to ure. Det andet var tiltænkt den tyske gesant. Han var på vej til et nyt job i Moskva og fik det derfor aldrig. Så det havnede her i Arbejdernes Landsbank. For efter krigsnederlaget kunne tyskerne ikke længere levere kul, og da der så samtidig opstod international krise, ja så gik det altså grueligt galt. Arbejderkul måtte låne og Karl Kiefer satte uret som pant. Lånet blev aldrig indfriet, og det var lige før Arbejdernes Landsbank gik fallit. Kiefer måtte gå af, og der blev indledt en undersøgelse af hans forretningsførelse. Resultatet blev, at nok havde Kiefer været letsindig, men han havde ikke taget af kassen.
Musik: 19.41
Fortælleren: 20.11 Trods problemerne med Arbejderkul var kooperationen i fremgang. I 1922 var der oprettet et kooperativt fællesforbund. Arbejderbevægelsens 3. streng var ved at vokse sig stærk.
Musik: 20.25
20.49 Og i 30'erne kunne arbejderne næsten leve af deres egne varer. Som professer Mogens N. Pedersen senere beskrev det i Ekstrabladet:

Minut-tæller: 21:00-

Lydside og tid	Billedside
Stemme: 21.00 "Du kunne synge i arbejdersangkoret, blive klippet på "Figaro"-frisørsalonger, drikke Star, læse socialdemokratiske aviser, blade og bøger fra Fremad. Dine pengesager og dine forsikringer tog arbejderkooperationen sig også af, og når du engang havde hørt din sidste udsendelse i partiets Statsradiofoni på dit ARAKO-apparat, når du med andre ord havde sat dine A.K.S.-sko for sidste gang, tog Arbejdernes Ligbrændingsforening sig af resten."
Fortælleren: 21.31 Opbygningen af de både hyldede og skandaleombruste boligforeninger var også i fuld gang. Det gik altså ufatteligt godt. Men hvad med de idealistiske formål? Det var jo også meningen at kooperationen skulle lære arbejderne at styre produktionen selv. På det område gik det knap så godt.
Fortælleren i billedet: 21.54 I 1924 fremsatte Socialdemokratiet det her lovforslag, som skulle indføre tvungen bedriftsråd på alle virksomheder over en vis størrelse. Det skulle sikre arbejderne indsigt med ledelsen. Men lovforslaget blev syltet i Rigsdagen i en kommision, og da Socialdemokratiet senere kom til magten, da tog man det ikke frem. Og det blev såmænd heller ikke til noget idenfor kooperationen. Dér var der ikke megen indflydelse for de menige medarbejdere, selvom arbejdsforholdene var gode, fortæller Anton Ørbæk. Han blev i 1917 ansat på fællesbageriet i Viborg:
Stemme: 22.27 Bageriet var et lyst godt lokale med hvide fliser overalt, og det var ikke i en kælder. Det var en ganske anden fornemmelse at arbejde over jorden. Hertil kom, at man kun havde 8 timers arbejde. I de private var der 9 1/2 pr. dag. I de private kom senere 4 dages ferie, men i kooperationen 6 dages sommerferie.
Fortælleren: 22.59 Lønnen var også bedre, for kooperationen blev brugt som løftestang i forhandlingerne med de private virksomheder. Men det gik ikke alt for godt med at styre tingene. Fagforeningsbogen var ofte vigtigere end kvalifikationerne - også på bageriet i Viborg:
Stemme: 23.15 Som fællesbageriets forretningsfører valgtes en skræddersvend, der havde været kasserer i sin fagforening. Om dette nu var helt rigtigt, var der delte meninger om. Han var nu da meget interesseret og almindeligvis også en flink mand.
Fortælleren: 23.32 Men det kneb gevaldigt for ham at få enderne til at mødes, især efter at bageriet blev udvidet.
Fortælleren i billedet: 23.41 Selvom det gik skidt med økonomien, havde fællesbageriet købt en mølle i Skive sammen med tre andre fællesbagerier. Men det var nu ikke nogen succes, fortæller Anton Ørbæk:
Stemme: 23.52 I Skive var det en tidligere skolelærer de havde til forretningsfører. Det kneb for ham at få møllen til både at løbe rundt og give overskud. Møllen blev restaureret, moderniseret og motoriseret, og nu kunne den male. Til at begynde med kun rugmel, dette var også upåklageligt godt, men alt for dyrt.
Fortælleren: 24.18 Møllen måtte sælges med tab. Det var i det hele taget svære tider i slutningen af 20'erne.
Stemme: 24.26 For bageriet kneb det mere og mere, Andelsbanken, deres største pengeforbindelse, den lukkede,. Og det blev så Arbejdernes Landsbank, der kom til hjælp, men med mange nye og strenge betingelser. Alt dette blev nu ikke rullet op for åbent tæppe. Og sådan noget skaber sin egen atmosfære at arbejde i, og den er ikke rar år ud og år ind.
24.56 Men den tyske besættelse i 1940 satte skub i økonomien:
Stemme: 25.04 Fællesbageriet var heldig og kunne blive fri for særlige leverancer til den tyske værnemagt, idet der blev holdt på, at vi kun handlede med medlemmer. Vore mange forhandlere og kuske rundt om i byen ville imidlertid gerne sælge, så vor omsætning steg alligevel.
Fortælleren: 25.23 Det begyndte at gå godt med økonomien, men 64 år gammel måtte Anton Ørbæk gå på invaliderente, som det hed den gang, han havde dårligt hjerte. Viborg Fællesbageri havde på det tidspunkt endnu 30 år for sig, inden det blev solgt til Schulstad. Men noget lysende eksempel på arbejdernes egen ledelse af produktionen, ja det blev det aldrig.
Musik: 25.48
Fortælleren i billedet: 26.01 Indenfor kooperationen blev det der med demokrati på arbejdspladsen aldrig til noget. Der blev taget nogle spæde skridt, men det var såmænd også det hele. Tilmed gik man væk fra, at arbejderne skulle eje aktier i de Kooperative virksomheder. I stedet skulle de være helt og aldeles kollektivt ejet, dvs. ejet af fagforbundene, som opkøbte de aktier der allerede var solgt til enkeltpersoner. Det var helt i tråd med bevægelsens holdning til, at centralisering var godt, når man skulle stå sammen i kampen. Og kamp det fik kooperationen. Kamp til stregen. Det viser historien om Stjernen.
Fortælleren: 26.36 I bryggeriets første år blev der hele tiden bragt rygter til torvs om, at nu gik det ikke mere. Bryggeriet skulle sælges. I 1909 skrev redaktør Witzansky f.eks. i Dagbladet København:
Stemme: 26.49 Bryggeriet Stjernen sælges til Carlsberg Går sagen i orden er det en ny falliterklæring for den kooperative bevægelse i socialdemokratisk forstand. Produktionen var i dette tilfælde lagt an på en vare, som, hvis den i det hele taget var konkurrencedygtig, kunne påregne et meget stort forbrug. Men det gik her som med Margarinen; slet ledelse, et mangelfuldt produkt, ringe kapital hidførte katastrofen. Bevægelsen har vitterligt gjort fiasko.
Fortælleren: 27.21 Det hele var pure opspind, og redaktør Witzansky blev slæbt i retten og dømt til at betale 100 kr. Men Stjernen måtte leve med en konstant latterliggørelse i den borgerlige presse:
Musik: 27.33
Fortælleren: 27.58 Der verserede også hele tiden rygter om, at Stjerneøllet var dårligt. Det gik så vidt, at Stjernen fik lavet en videnkabelig undersøgelse af øllets kvalitet. Den var i top. Men angrebene fortsatte. F.eks. rakkede den radikale Erik Jørgensen Stjernens øl ned under valgkampen i 1945. Det måtte han dog dementere offentligt:
Stemme: 33.58 Under en omtale af de kooperative virksomheders prispolitik fremsatte jeg på et vælgermøde en udtalelse om, at det vel turde siges at være en kendsgerning, at bryggeriet Stjernen leverer det dårligste øl, men til samme pris som de storkapitalistiske foretagender. Jeg finder anledning til at understrege, at jeg kun har villet fremhæve min højst private smagsopfattelse af bryggeriets produkter uden på nogen måde at sigte til en videnskabelig analytisk bedømmelse.
Fortælleren i billedet: 28.54 Det samme skete to år senere for venstremanden Kresten Damsgård. Men det var selvfølgelig ikke den slags tåbelige angreb, der til sidst fik has på Stjernen. Det var konkurrencen fra de store bryggerier.
Star-reklamer: 29.08
Fortælleren: 29.36 Trods intensive reklamekampagner drak arbejderne ikke længere Star, fortæller Morten Jersild, der de sidste år lavede Stjernens reklamer:
Stemme: 29.46 Den solidaritet, som havde været en bærende del af de virksomheder, som blev ejet af arbejdernes egne organisationer, rakte efterhånden ikke langt. I hvert fald ikke når det gjaldt den daglige pilsner. Kontingentbajer var ikke nogen ualmindelig bemærkning i frokoststuerne.
Star-reklamer: 30.02
Fortælleren: 30.37 Stjernen prøvede at lancere en Viking, men det gik ikke. Og i 1964 var det slut. Ikke mindst fordi de københavnske bryggeriarbejdere sagde nej til at rationalisere, fortæller bryggeriets sidste direktør Erik Hauerslev:
Stemme: 30.52 Bryggeriarbejderne førte en meget militant politik, og samtidig havde vi jo det krav fra bestyrelsen, at en kooperativ virksomhed helst skulle gå foran, hvad angik løn- og arbejdsforhold.
Øl hældes op: 31.04

Minut-tæller: 31:13-

Lydside og tid	Billedside
Fortælleren i billedet: 31.13 Et andet formål med kooperationen var jo, at den skule være et våben i arbejdskampene. Det var den også i arbejderbevægelsens barndom. Omkring århundredeskiftet søgte mange fagligt aktive ly i kooperative virksomheder. Og mange kooperativer opstod under konflikter. Men med hovedaftalen i 1899 ændrede tingene sig. Nu skulle man tale sig til rette.
Fortælleren: 31.40 Den gik ikke hos frisørerne. Den 28. januar 1927 opsagde de københavnske frisørmestre overenskomsten. De krævede en lønnedgang på 8% for mændene og 12% for kvinderne. Det var selvfølgelig helt uacceptabelt. Frisørerne havde ligeløn og det ville de blive ved med. Og gå ned i løn ville de slet ikke, fortæller en af frisørerne:
Stemme: 32.06 Lockouten brød ud i maj, og vi regnede ikke med, at den skulle blive af lang varighed. Det var første gang, vi svende havde fri en pinselørdag. Vi mente, det ville blive et stor slag for mestrene, for netop pinselørdag var en af fagets helt store dage. Men mestrene klarede sig, delvis med svende, som de hentede i provinsen .
Fortælleren: 32.39 Det blev en lang konflikt - faktisk verdens længste. Da den havde varet et par måneder åbnede frisørerne deres egne saloner - kampstuer, som de kaldte dem. Der var bare det problem ved det, at mange husejere ikke ville leje ud til noget der hed Frisørsvendenes Kampstuer. Løsningen blev et nyt navn: Figaro - opkaldt efter frisøren i Rossinis populære opera Barberen i Sevilla.
Musik: 33.05
Fortælleren: 33.30 Men konflikten skabte splid i frisørforbundet. For frisørernes formand H.M. Christensen misbrugte situationen til at tage magen over afdelingen i København, fortæller en frisørsvend:
Stemme: 33.44 "Den store forandring med H. M. Christensen kom, da han i sin tid fik mandat til sammen med et 15 mands udvalg at lede kampen og svendenes stuer. Fra den dag forandrede han sig fra en praktisk fagforeningsmand til idealist og måske også nok egoist. Jeg var meget utilfreds. Han behandlede os bogstavelig talt, som han ville."
Fortælleren i billedet: 34.07 Imens voksede Figaro, og i 1930 lejede man så lokaler her i Ryesgade 106, hvor Figaro begyndte at producere shampo og andre varer til salonerne. Men utilfredsheden blandt de københanske frisører voksede også. Man var trætte af, at H.M. Christensen ledede både fagforeningen og Figaro, og derfor kunne diktere både svendenes arbejdsvilkår og lønforhold.
34.31 Helt galt gik det, da oppositionen vandt magten på en generalforsamling i afdelingen i København. Det ignorerede forbundsledelsen ganske enkelt og indkaldte til en ny. Den generalforsamling blev en skandale, fortæller en af deltagerne:
Stemme: 34.49 I sidelokalet var placeret en hel stribe velvoksne kontrollører. De skulle gribe ind, hvis H. M. Christensen gav et aftalt fløjtesignal. Jeg var ordensmarskal, men jeg fandt, at H. M. Christensen begik en fejl. Han fløjtede alt for tidligt. Jeg tror, mødet kunne være reddet, hvis han havde givet sig lidt mere tid. Der gik vist ikke mere end fire minutter, før en hel del fandt sig selv liggende ude på Enghavevej.
Fortælleren: 35.21 H.M. Christensens modstandere blev smidt ud. De forsøgte senere at starte en ny fagforening, men måtte give op.
35.30 I 1935 blev Figaroborgen på Lersø Park Alle indviet, og her samlede H.M. Christensen sit imperium: Frisørforbundet, Figaros administration og fabrikken.
Fortælleren: 35.42 Men De samvirkende Fagforbund kunne ikke blive ved med at se passivt på de særprægede forhold hos frisørerne i København. Så da 2. Verdenskrig var slut tog De samvirkende fat på at løse den nu 18 år lange konflikt.
35.59 De samvirkende forlangte at frisørforbundet og Figaro skulle adskilles. Men det ville H.M. Christensen ikke være med til. De samvirkende havde også udarbejdet et overenskomstsforslag, men det kunne der være god gund til at afvise. Arbejdstiden ville blive forlænget med en time om ugen, og ligeløn for mænd og kvinder ville blive sløjfet. Frisørerne sagde nej, og i 1945 blev de smidt ud af De samvirkende.
Musik: 36.25
36.50 I 1961 - efter 34 års konflikt - fik de københavnske frisører endelig en overenskomst. Ligelønnen blev fastholdt, men Figaro skulle afvikles. Det var også blevet en dårlig forretning i mellemtiden, så det havde frisørforbundet ikke noget imod. Og i 1967 kom frisørerne igen med i De Samvirkende, som i mellemtiden var blevet til LO.
Fortælleren på knallert: 37.12
Fortælleren i billedet: 37.28 Sidst i 50erne kunne man købe en knallert mangen til denne her gennem A/S Samkøb. Samkøb blev stiftet allerede i 1958 og en af initiativtagerne var den stærke smed Hans Rasmussen. Samkøb kunne sælge hårde hvidevarer og radioer og knallerter til langt under butikspris, og det betød at der straks opstod en heftig debat om, at nu var fagbevægelsen ved at indføre socialisme ad bagdøren.
Fortælleren: 37.54 De, der med rædsel så det røde spøgelse tone frem, var de handlendes brancheorganisationer. Deres problem var, at Samkøb afslørede nogen helt ublu avancer. Kommunisternes dagblad, Land og Folk skrev:
Stemme: 38.11 Det siger sig selv, at når Samkøb kan sælge knallerter 3-400 kr. under butiksprisen og fjernsyn indtil 800 kr. billigere, så må der være noget galt. Alt i alt understreger disse eksempler, at mellemhandleravancen er løbet fuldstændig løbsk.
Fortælleren: 38.28 Men trods succesen blev Samkøbs levetid på under et år, for Arbejdernes Landsbank lukkede for kassekreditten og Samkøb trådte i likvidation. Problemet var, at Samkøb - for at få priserne ned - havde bundet sig til nogle meget store varekøb, og de kunne ikke sælge varerne ligeså hurtigt som de skulle betales. Samtidig blev priserne i de private butikkerne sat voldsomt ned, og arbejdsmand Jensen kunne pludselig købe sin knallert ligeså billigt hos den lokale forhandler som hos Samkøb.
Fortælleren i billedet: 39.04 Arbejdernes Landsbank blev voldsomt kritiseret, for at lukke Samkøb. Land og Folk skrev, at det var Socialdemokratiet der, blandede sig, fordi det ikke passede ind i partiets politik at Samkøb skulle lægge sig ud med det private erhvervsliv. Men det var nu ikke hele sandheden. Der var også nogle fagforbund, der ikke brød sig om Samkøb.
Fortælleren: 39.26 HK f.eks. Flere hundrede medlemmer meldte sig ud af forbundet i protest mod Samkøb, der brugte uuddannet personale i butikkerne. HK modarbejdede ikke Samkøb direkte, men de ville ikke være med til at støtte foretagendet økonomisk, da det gik galt. Alligevel var De samvirkende Fagforbunds konklusion, at Samkøb havde været en succes. De samvirkendes blad Løn og Virke skrev:
Stemme: 39.53 Konkurrenterne så sig nødsaget til endog meget drastiske prisreguleringer. De beløb som herigennem er indtjent af forbrugerne, opvejer mange gange de økonomiske tab, som selskabets likvidation medførte.Dette er væsentligt. For fagbevægelsen ligger her en naturlig opgave, al den stund vor levefod bestemmes både af vore indtægter og af det vi må betale for det vi køber.
Arkivoptagelser: 40.17 Optagelser fra indvielsen af Københavns 1. selvbetjeningsbutik.
Fortælleren: 40.46: Mens Samkøb gik fallit, stormede HB frem.
Arkivoptagelser: 40.49 Optagelser fra indvielsen af Københavns 1. selvbetjeningsbutik.
Fortælleren: 41.18 I 60erne steg danskernes forbrug med 75%, og HB voksede ud over Københavns grænser. Holbæk- og omegns brugsforening meldte sig ind i HB, og det startede en lavine. Den ene provins-brugs efter den anden fulgte efter.
41.34 I 1965 var HB Danmarks største detailhandel. Året efter holdt HB 50 års jubilæum med over 400.000 medlemmer og forretninger i mere end 60 byer.
Pause: 41.34
Fortælleren i billedet: 42.43 Succesen var ubestridelig, men med den fart kunne HB ikke længere selv klare de nødvendige investeringer. Så derfor, den1. januar 1973 blev HB og FDB sluttet sammen. Det betød brugsernes farvel til arbejderkooperationen. For landbrugserne indenfor FDB følte sig traditionelt knyttet til bøndernes andelsbevægelse, kompromisset blev derfor, fremtidens brugser skulle være uden politisk tilhørsforhold.
43.18 De sammensluttede brugser blev ikke en ven af arbejderkooperationen. FDB lagde sig ud med en af de ældste kooperative virksomheder, Enigheden i København, da de uden varsel skiftede Enigheden ud med Trifolium, som leverandør af mælk. Og de lavede det samme nummer med Enigheden i Århus, men her var det bare MD Foods, de flyttede til.
43.43 Men bitterheden var endnu større, da FDB gav det københavnske fællesbageri dødsstødet.
Fortælleren: 43.50 Fællesbageriernes produkter var landskendte, og det største salg foregik gennem FDB. Men da det københavnske fællesbageris maskineri skulle fornys i slutningen af 70'erne, kvalte FDB bageriet. De gav ganske vist et lån til investeringerne, men da de ikke samtidig ville acceptere en forhøjelse af brødprisen, hjalp det ikke meget. Og bageriet måtte lukke.
Fotælleren i billedet: 44.22 Allerede i 70'erne begyndte det at gå tilbage for fællesbagerierne. Dels var markedet ikke længere lokalt, dels begyndte bagerierne at konkurrere indbyrdes. Men et sted så de problemet i tide og begyndte at satse på småkagerne. Det var i Helsingør. Småkageimperiet her, der i øvrigt har sin rod i Helsingør fællesbageri, kom til gennem et opkøb af Dansk Biscuit, Karen Wolf og Kelsen - og ironisk nok i et samarbejde med FDB.
44.58 Enigheden er den sidste af de store fra den første tid, der lukkede - det skete i 1996. Mejeriet Enigheden blev solgt til MD Foods. Dagen efter salget fik Enigheden besked fra Konkurrencerådet om, at de var tilkendt en millionerstatning fra netop MD Foods, som havde udnyttet sin monopolstillig til at tage for høje råvare priser. Men det var for sent.
Musik: 45.20: Sekvens fra udsendelsen "Enighedens sidste dage"
Fortælleren: 46.15 Kooperationen blev aldrig helt det Borgbjerg i sin tid ønskede: Snorens tredie streng - en ligeværdig partner på linje fagbevægelse og parti. Det forblev en lillebror. Men trods alt er Kooperationen i dag en overskudsforretning med 890 virksomheder der beskæftiger 15.000 mennesker. Blandt de største er Arbejdernes Landsbank, med over 1.000 medarbejdere og forsikringsselskabet ALKA, med mere end 400 ansatte.
Fortælleren i billedet: 47.07 Det er 100 år siden det gjaldt kampen om det daglige brød, og de mål kooperationen har i dag er selvfølgelig nogen andre end de var dengang. Det er stadig fagforbundene, der er hovedaktionærer i de kooperative virksomheder. Men hvad vil de i grunden have for deres penge? Det spurgte en række af kooperationens virksonhedsledere om for et par år siden. Men de fik ikke noget svar.
Rulletekster: 47.33