|
Arbejdermuseets frokostrestaurant Café & Ølhalle ”1892” genåbner med Jesper Holmberg som ny forpagter og chefkok
Den 1. februar 2011 åbner dørene igen hos den københavnske frokostrestaurant Café & Ølhalle ”1892”. En sand oase midt i byens travle gader. Åbningen sker efter en nænsom istandsættelse af det hyggelige spisested, som ligger i Arbejdermuseets kælder og som for øvrigt er Københavns eneste fredede kælderbeværtning. De historiske lokaler står som i året 1892 med glaslofter, høje paneler, træmøbler, den gamle serveringsbar og forskellige gamle rekvisitter, der tilsammen giver en unik oplevelse.
Netop ånden, historien og de fantastiske lokaler har grebet Jesper Holmberg, der er uddannet kok, og har arbejdet på flere af Københavns kendte restaurationer bl.a. Kommandanten, Café Victor og Restaurant L´Alsace, og fremover skal forpagte Café & Ølhalle ”1892”.
”For mig er Café & Ølhalle ”1892” noget helt særligt og ambitionen er at servere mad, der er lige så fantastisk som omgivelserne – naturligvis med respekt for stedet, danske madtraditioner og den danske arbejder”, udtaler Jesper Holmberg.
Derfor bliver der heller ikke pillet ved de klassiske menuer og retter, men i stedet suppleret med rigeligt af friske og gode råvarer.
”Det skal være stedet, man går hen for at nyde den bedste frokost i København og det store udvalg af klassiske danske retter fx sildebord, rørt tartar og pariserbøf med det hele. Nyd hertil smagen af den ægte gourmet Stjerne-pilsner, som den blev brygget på arbejdernes bryggeri Stjernen og som i dag brygges af mikrobryggeriet Braunstein i Køge”.
På Café & Ølhalle ”1892” er tjeneren derfor heller ikke en studerende, men en ”ægte” tjener som gerne supplerer med et par historier om de gamle dage.
Ud over Café & Ølhalle ”1892” rummer Arbejdermuseet en anden fantastisk seværdighed. Op ad trapperne bag de snørklede gange ligger den historiske gamle festsal, der blev bygget af arbejderbevægelsen i 1879 til slagtaler, parti- og foreningsfester, kunstudstillinger m.v. I dag står lokalerne nyrestaureret og lejes ud til bryllupper, firmaarrangementer konferencer, m.m. Det er ligeledes Jesper Holmberg, som står for mad og servering til arrangementer forbundet med festsalen.
Efter at have været på restaurant Kommandanten, startede Jesper Holmberg ”Jespers Torvekøkken”, som er en af Danmarks mest succesfulde cateringvirksomheder, der leverer frokost hver dag til over 100 virksomheder. Yderligere har Jesper Holmberg drevet den kendte restaurant Marie Louise i Odense.
Jesper Holmberg åbner døren til det nye Café og Ølhalle ”1892 ” tirsdag den 1. februar kl. 11.00. Restauranten har åbent hver dag fra kl. 11.00-17.00. Priser på frokostretter fra en flad 100,-
Yderligere oplysninger: Chefkok Jesper Holmberg Jespers Torvekøkken tlf. 70 22 82 12
Dit abonnement: [SUBSCRIPTIONS]
|
|