• Decrease font size
  • Reset font size to default
  • Increase font size

Søg i Plads til os alle




Udvidet søg
Filmserie 6. Manuskript: Lidt arbejde skader ikke
Manuskript: 6. Lidt arbejde skader ikke Udskriv Email

Filmmanus del 6 omslag6. del af serien Plads til os alle om arbejderbevægelsens historie.

I otte temaer skildres udviklingen fra industrialiseringens barndom til nutidens informationssamfund gennem personlige beretninger, arkivfilm og fotos, malerier fra tiden, avisklip og små rekonstruktioner.

Filmen fortæller om børnearbejde og lærlingeforhold gennem tiden. Fra den første fabrikslov i 1873, der forbyder børn under 10 år at arbejde på fabrik, til nutidens diskussioner om avisbudenes alder. Skolefolk, læger, fagbevægelse, arbejdsgivere og forældre har skændtes om, hvorvidt børnearbejde var nødvendigt, opbyggeligt eller sundhedsskadeligt. Og børnene selv har også blandet sig.

Minut-tæller: 00:00

Lydside og tid Billedside
Musik: 00.00
Fortælleren: 00.32

I begyndelsen af 1996 skulle dansk lovgivning tilpasses et EU-direktiv, der bestemte, at børn under 13 år ikke må tage lønnet arbejde.Avisbude, flaskedrenge, arbejdsgivere og den politiske højrefløj blev rasende.Skolen, fagbevægelsen og venstrefløjen gik ind for forslaget.Banen var kridtet op til en diskussion, der har stået på i mere end 100 år.


Musik: 00.59


Stemme: 01.22

Det ville være dårligt for disse unge mennesker, hvis de ikke måtte tage arbejde. Jeg frygter for, at man ville risikere at bidrage til at gøre mange af disse unge mennesker til søvnetryner og dagdrivere. Det er en underlig medlidenhed, man synes at have med kraftige børn og unge mennesker.


Fortælleren i billedet: 01.40


Det sagde landstingsmedlem Laurids Schøler fra partiet Venstre for 125 år siden. Hans vrede skyldtes et lovforslag, der ville forbyde børn under ti år at tage arbejde på fabrik. 125 år senere blev venstres formand Uffe Elleman Jensen lige så vred over EU-direktivet, der forbyder børn under 13 år at tage lønnet arbejde. Så vred, at han skrev i Det fri Aktuelt:
Stemme: 02.06

Jeg mener det er godt og sundt for børn at tjene deres egne penge ved at løbe med aviser, dele reklamer ud, plukke bær - eller hvad der nu findes af arbejde, som de 10-13 årige plejer at udføre. De tager ingen skade af at bruge en time eller to efter skoletid nogle dage om ugen. Og så lærer de, at man skal arbejde for at tjene penge.


Fortælleren i billedet: 02.31


Holdningen til om børn må arbejde har ikke ændret sig meget siden de her maskiner var i brug. Men i 1871 var børnearbejde rå udnyttelse af børnene, og først det år kom det på tale at sætte en grænse for hvor små børn måtte være før de begyndte at arbejde. Men lovforslaget fra 1871, som altså ophidsede venstre så voldsomt, handlede kun om de børn, der arbejdede på fabrik.
Fortælleren: 02.59

Langt de fleste børn arbejdede i landbruget eller havde budpladser, og dem blev der ikke lovgivet om.Grunden til, at man ville begrænse børnearbejdet på fabrikkerne var at nogle læger havde afsløret hvilke forfærdende forhold mange fabriksbørn arbejdede under.En af dem var Emil Hornemann, og han var især vred over tændstikindustrien, hvor næsten halvdelen af arbejderne var børn, og hvor arbejdet med kemikalier gav alvorlige forgiftninger:

Stemme: 03.29

Det ville være et uerstatteligt gode, hvis lovgivningen forbød tilberedning af svovlstikker med fosforsats. Det ønske må enhver dele, for det er og bliver oprørende at se små piger ødelagte for livstid ved tab af kæbebenet, blot fordi de har arbejdet i sådan en fabrik.

Fortælleren i billedet: 03.49


Der blev ikke grebet ind overfor tændstikindustrien. Men i 1873 blev der vedtaget en lov, der forbød børn under 10 år at arbejde på fabrik. Interessen for at overholde loven var dog begrænset. Men både skolen og arbejderbevægelsen var interesseret i at komme den værste rovdrift på børnene til livs.Men arbejdsgiverne og forældrene, de trak i en anden retning.
Fortælleren: 04.16

Arbejdsgiverne fordi børnene var billig arbejdskraft, og forældrene, fordi de ikke kunne undvære børnenes indtægt. Derfor havde næsten alle børn i de fattigste familier en arbejdsdag udover skoletiden på mellem 4 og 6 timer.

Stemme: 04.31

Jeg var blevet 9 år og nu skulle jeg til at bestille noget. Jeg ville være mælkedreng. Jeg havde hørt de utroligste historier i skolegården om alle de drikkepenge de fik, om alle de penge man kunne snyde kuskene for, om alle de kopper kaffe man fik hos tjenestepigerne, og så kunne man risikere at blive kæreste med en af dem, og det var lige noget for mig. Jeg var der i 2 år, så kom min moder og fortalte, at nu skulle jeg på væveri. Min indtræden i tekstilindustrien var ikke særlig lovende, der var ingen der blæste i horn eller slog på tromme, da jeg ankom, derimod stod den på knaldende lussinger i massevis.



Musik: 05.06



Fortælleren: 05.37

Dem, der var imod børnearbejdet, mente, at børn tog skade på deres sjæl, af den rå tone på arbejdspladserne. Færre tænkte på de fysiske skader. At de blev hæmmet i deres vækst eller fik dårlige rygge af for hårdt fysisk arbejde. At de fik forgiftninger af kemikalierne. Eller at de - som mange mælkedrenge - fik forfrysninger:
Stemme: 06.01

Det var koldt om vinteren. Vinteren 92 og 93 var særlig slem, mælken var jo i spande og hanerne frøs så de måtte tøes op med varme klude flere gange og vore hænder frøs også, jeg havde altid frost i fingrene, der er mærker af frost på mine fingre endnu.

Fortælleren: 06.21


Selvom børnene fik skader, kunne de ikke holde op med at arbejde. Familien kunne ikke undvære deres indtægt. De voksnes løn var for lav til at dække leveomkostningerne og arbejdsløshed, strejker og lockout var hyppige omkring århundredeskiftet. En arbejdsmand måtte regne med 40 tabte arbejdsdage om året. Omsat i penge var det 150 kr. - netop det beløb en bydreng kunne skaffe til huse på et år.Men det var ikke kun de voksne, der strejkede. Dårlig løn og usle arbejdsforhold kunne også få børnene til det. Og mælkedrengene havde sågar deres egen kampsang:

Drengekor: 06.57

Vi mælkedrenge, vi mælkedrenge,
vi arbejder kun for det rødeste guld,
vi vil ikke mælken bringe,
før end vi får drikkepenge,
vi vil solde, vi vil snolde,vi vil gøre, hvad vi vil
og ikke ta' på tæven af en skruebrækkersvend!
Fortælleren: 07.23

Drikkepengene var vigtige for mælkedrengene. Forældrene viste ikke hvor mange de fik, så drengene kunne gemme et par øre til sig selv. På fabrikkerne faldt der ikke drikkepenge af, så hvis børnene dér skulle have penge til sig selv, så måtte de skaffe sig en lønforhøjelse uden at forældrene fik det at vide. Sådan var det også for denne dreng, der arbejde på en tobaksfabrik i starten af 1900-tallet:

Stemme: 07.52

Arbejdspladsen var såmænd meget god, skråspinderne var rare mennesker med de undtagelser, som altid findes. Lønnen var derimod ikke særlig god. Her fik jeg lejlighed til for første gang i mit liv at deltage i en strejke. Ja, jeg tør næsten prale af, at det var mig, der fik strejken igangsat. Formålet var at få 30 øre mere om ugen, så vi rundene de 3 kr. Jeg havde jo den idé, at disse 30 øre kunne jeg, så selv have til min egen lomme. Hjemme turde jeg ikke fortælle, hvad vi lavede, og stor var mine forældres overraskelse, da der en dag kom et brev, der bad deres søn om at møde på Skråen, da man nu gerne ville give kr. 3 om ugen. Jeg mindes ikke at der vankede tæsk, men de 30 øre fik jeg ikke lov at beholde selv.



Musik: 08.38



Fortælleren: 08.51

Selvom det var fabriksbørnene, der var genstand for mest diskussion og lovgivning, arbejdede der langt flere børn på landet. De arbejdede hjemme eller tjente hos fremmede:
Stemme (dreng): 09.04

Jeg har selv tjent til brødet siden jeg var syv år gammel. Halvandet år efter min konfirmation kom jeg ud at tjene hos en gårdmand, Og der skulle bestilles noget.Om sommeren blev jeg kaldt op kl. fire om morgenen for at køre pigerne ud på marken, hvor køerne skulle malkes. Jeg selv skulle flytte køerne. Først når vi kom hjem fra marken, fik vi lidt morgenmad. Derefter vaskede jeg mig ude i hestenes vandtrug, og så traskede jeg i skole, men det var kun hver anden dag. Der var langt til skolen, og det var ikke altid jeg kunne lektierne, for jeg havde ikke så lang tid til at læse om aftenen efter arbejdet. Jeg var simpelthen for træt og søvnig.


Stemme (pige): 09.46


Det var på en gård, jeg skulle være i huset og passe børn. Der var tre små størrelser, men der faldt jeg ikke til. Jeg havde et værelse på loftet og når jeg gik op om aftenen gik manden op og låste døren efter mig. Jeg spurgte ham en dag om, jeg måtte få min løn, for da havde jeg været der i 3 måneder uden løn. Han svarede, at jeg kunne komme ned i baghaven i lysthuset, så skulle jeg nok få min løn.

Fortælleren: 10.23


Hårdt arbejde, mishandling og seksuel udnyttelse var almindeligt for børnene på landet. Deres arbejdsforhold var bestemt i Tyendeloven, og den var ikke lavet for at beskytte tyendet, men for at sikre husbondens rettigheder.Loven fastslog at tyende stod til rådighed for husbonden i døgnets 24 timer, og at de kunne straffes for ulydighed med tæsk, bøde eller fængsel - fængslet var dog forbeholdt de voksne.


Fortælleren i billedet: 10.51


Hertil kom at tyende skulle have en skudsmålsbog, som denne her. En skudsmålsbog som oven i købet skulle registreres hos myndighederne. I den kunne husbonden skrive sin uforbeholdne mening om tyendet. Der kunne f.eks. stå, som der står i denne her: Hansen har optrådt flink og tro og til min fulde tilfredshed. Men der kunne også stå det modsatte, og sådan en bemærkning fulgte tyendet resten af livet, for det var strafbart at smide sin Skudsmålsbog væk eller bare at rive et par sider ud af den.

Stemme (pige): 11.22

Som fjortenårig kom jeg ud at tjene med skudsmålsbog. Til slid og slæb. Familien bestod af mand, kone og 4 sønner. Der var skurede gulve over hele huset, jeg måtte ikke bruge lang skrubbe, men skulle stå op og skure med en håndbørste. Jeg havde mit værelse eller rum på loftet. På væggen var en klokke, der gik fra fruens seng, så hun kunne ringe kl. 5 morgen for at jeg kunne nå at få børstet fodtøjet, og opvartet drengene inden de skulle gå. Klokken var som regel 10-10 1/2 aften, før jeg kunne gå i seng.

Minut-tæller: 13:44-

Lydside og tid Billedside
Fortælleren: 12.02

Socialdemokratiet ønskede et totalt stop for børnearbejdet. Det stod allerede i deres program fra 1876. Og i deres første sangbog krævede de hævn på børnenes vegne:

Sangkor (Mel: Socialisternes March): 12.13

Der kæles og dækkes for rigmandens barn,
mens du bliver hånet, forstødt;
ja, samfundet kender for dig, proletar'n,
kun trældom - til den er du født!
Den uret skal hævnes i smerter og hvin
og hævnen - ja, den bliver din
Fortælleren: 12.46

Men det var begrænset hvad parti og fagbevægelse kunne gøre, for forældrene, som jo var fagbevægelsens medlemmer, kunne ikke undvære børnenes løn. Derfor blev det læger og især skolefolk, der blev de ledende kræfter i kampen mod børnearbejdet. Deres våben var forlængelse af skoletiden, men det brød børnene sig ikke om:

Stemme (pige): 13.08

Skoletiden havde været fra 8 - 12, men nu skulle den forlænges med 1 time til kl. 1. Det kunne drengene ikke lide, så strejkede de. De stillede sig op og sang:

"Rundt om i by og land, synger hver en skoledreng,
4 timers arbejdsdag, den 5. er for lang. Inspektøren han vil ha',
at vi skal gå den hele dag,
det er noget svineri,
det ka' vi ikke li'".

Så gik de hjem. De fleste kom igen næste morgen; men nogle blev altså hentet af skolebetjenten.


Fortælleren: 13.44


Børnene ville ikke have længere skoledage. Mange af dem havde svært ved at holde sig vågne i skolen på grund af arbejde, og de fik sjældent tid til at læse lektier. Så der var også god grund til, at lærerne var imod børnearbejdet. Men det var nu ikke kun børnenes manglende lærdom, der bekymrede lærerne.

Fortælleren i billedet: 14.00

De mente også, rent faktisk, at børnene fik en skidt moral af at arbejde. Så på et lærermøde på Sct. Hansgades skole i København i 1908, sagde en af lærerne:
Stemme: 14.12

Mælkedrengene er blege, forasede og forkvaklede. Der bliver trukket fra i deres løn, når de slår noget itu, Deraf følger, at de stjæler fra hinanden og slås. Vi lærere skal ikke blive trætte af at råbe mod denne uskik. Barnealderen skal ikke være en erhvervsalder.
Fortælleren: 14.43

Direktøren på mælkeforsyningen, hvor drengene arbejdede var selvfølgelig helt uenig i den betragtning:

Stemme: 14.43

Arbejdet har også sin gode moralske side, for det at barnet hjælper sin mor, der selv må arbejde hårdt, for at skaffe det fornødne daglige brød, vil gøre barnet mere gavn senere i livet end den lærdom det måske er gået glip af.


Fortælleren: 14.58


Mælkedrengearbejdet blev efterhånden forbudt. I København skete det i 1919. Men det udløste volsomme protester - også fra mælkeriarbejdernes fagforening. De mente, at mælken ville blive for dyr, og at det var forargeligt at forhindre den fattige del af den Københavnske befolkning i at skaffe lidt ekstra penge.



Musik: 15.18



Fortælleren: 15.44

En af de lærere, der var imod børnearbejdet hed Milschou Christensen. I 1907 skrev han pjecen "Børnemisbrug". I den bebrejdede han forældrene, at de kun sloges for deres egen sag.
Fortælleren i billedet: 15.57

De havde selv kæmpet sig til bedre løn og kortere arbejdstid, men samtidig var børnenes arbejdstid blevet længere og længere. Børnene blev, skrev han, syge og elendige af alt det arbejde. Hvis ikke forældrene tog sig sammen, ville flere og flere børn blive modne til optagelse i Proletarbørnenes paradis. Det sidste var Milschou Christensen ironiske betegnelse for datidens opdragelsesanstalter og børnehjem.
Fortælleren: 16.29

Den type børnehjem arbejdernes børn blev sendt til, når de forsømte skolen eller bukkede under på grund af fattigdom, blev afsløret af den socialdemokratiske presse og af folketingsmedlem Peder Sabroe. Bl.a. sagen om pigehjemmet Hebron, der i 1907 udviklede sig til at blive en skandale uden sidestykke.

16.50

Hebron blev ledet med hård hånd af Fru Brandsholm fra Indremission. Pigerne på hjemmet blev udsat for en - selv efter datidens forhold - uhyrlig behandling: De fik for lidt at spise og mørkearrest, tæv og seksuelt misbrug var almindeligt på pigehjemmet.
17.07

For Fru Brandsholm var pigerne en handelsvare, som hun afsatte som billig arbejdskraft til bønderne på egnen. Så de blev selvfølgelig forargede, da Peter Sabroe begyndte at kritisere forholdene. Formanden for Hebrons bestyrelse proprietær Ebensgård sagde:
17.24

Det bedste bevis for, at pigerne får en god opdragelse, og at de er glade ved hjemmet, er, at der her i Holstebroegnen tjener omkring 40 piger, som er opdragne derude, og som betragter børnehjemmet som deres hjem og kalder bestyrerinden Moder.

Fortælleren: 17.42

Peter Sabroe svarede i Demokraten:
Stemme: 17.46

Det vil måske undre, at hr. Ebbensgård, som ikke tilhører missionen er formand, men vi gætter næppe fejl, når vi mistænker fru Brandsholm for her at have haft en finger med i spillet. Det var nemlig meget snildt af hende at få hr. Ebbensgård gjort til formand. Af ham købte man hus og jord til børnehjemmet og til ham blev børnene bortakkorderede til markarbejde.


Fortælleren: 18.12


Peter Sabroes afsløringer førte til en undersøgelse. Og selvom det til samtidens store forargelse kom frem, at fru Brandsholm havde tævet, sultet og misbrugt pigerne blev hun ikke straffet. Hun blev fjernet fra forstanderstillingen, og flyttede så til Harboøre, hvor hun blev lærer på en indremissionsk friskole.


Musik: 18.31



Fortælleren i billedet: 18.53

Børn under forsorg og i landbruget var praktisk taget uden nogen beskyttelse til langt op i 50erne, mens fabriksbørnenes forhold blev løbende reguleret. Under en debat om fabriksloven i 1913 udtalte en erhvervmand med bitterhed, at det var helt urimeligt, at man skulle lovgive om de 3.000 børn i industrien, mens 62.000 andre børn på landet arbejdede helt uden nogen form for lovgivning. Men landbruget var det vigtigste erhverv, og det skulle ikke generes. Så lovgiverne de koncentrerede sig om fabrikkerne, og det blev bestemt, at børn skulle være udskrevet af skolen, før de måtte begynde på fabrik.

19.33

Spørgsmålet er bare, i hvilken grad det blev overholdt. Så sent som i 1924 startede Niels Pedersen på at arbejde, da han var 6 år gammel.

Stemme: 19.42

Det er mig der står med trillebøren. Den er fyldt med vådt ler, og jeg er på vej hen til min far. Han arbejdede dengang på Hoover Teglværk. De andre på billedet er mine to søstre og min mor. Når vi kom fra skole og forresten også inden vi gik til skole - måtte vi ned og hjælpe mor. Hun arbejdede med at "skille sten", som man kaldte det. Stenene blev sat på en lang trillebør. Når de var godt halvtørre skulle de imidlertid skilles, så der kunne komme luft til dem. Det gjorde min mor og mine søstre, og jeg hjalp til.
Fortælleren: 20.27

I byerne var forholdene anerledes end på landet, for i løbet af 20erne havde skolefolket i byerne næsten vundet kampen om børnenes tid. Heldagsskolen blev indført i flere og flere byer, og det lagde en begrænsning på den tid der var til at arbejde. Men børnene havde ikke kun lønarbejde, de arbejdede også hjemme:

Minut-tæller: 22:17-

Lydside og tid Billedside
Stemme (pige): 20.48

Madlavingen ordnede mor, men jeg var ikke ret gammel før jeg kunne hjælpe hende. Mor måtte gå på arbejde hele dagen, så derfor foregik vask og rengøring om aftenen, når far og drengene sov. Vi vaskede i køkkenet, der var jo ikke andre steder. Efter fyraften havde mor og jeg nok at gøre med at ordne drengenes tøj, der skulle mange bukselapper på.

Fortælleren: 21.18


Drenge som ikke havde lønarbejde skulle som regel heller ikke hjælpe hjemme, men arbejde skulle de alligevel.

Stemme (dreng): 21.26

Drenge, der var for små til at have plads, drog i flokke ud på togt. Islands Brygge blev bebygget dengang, og på nybygningerne var det let at rede noget brænde, og drengene kom i lange rækker slæbende hjem på deres fyldte sække. Ude på Amager lå store lossepladser, hvor man kunne finde skraldekoks, det var der ingen glans ved, men man kunne eventuelt finde metal, der kunne sælges til kludekræmmeren og på den måde komme til penge.

Fortælleren i billedet: 21.53


For mange arbejderfamilier var livet en kamp for at overleve, en kamp som alle måtte deltage i. Derfor kom børnene ud af skolen så snart de var konfirmerede. De kom i fuldtidsarbejde som tjenestepiger eller arbejdsdrenge eller lærlinge. Og lige efter århundredeskiftet var det, at komme ud som lærling ikke noget, der gjorde livet lettere - tværtimod - fortæller en skrædderlærling.
Stemme: 22.17

Om morgenen kl. 6 skulde jeg først gøre ild på presseovnen, så feje og vaske gulvene i både butik og værksted. Så hen i mesters privatbolig og få morgenmad. Efter morgenmåltidet skulde der pudses sko og støvler, knive og gafler og gås byærinder, om vinteren skulde der bæres brændsel op til hele dagen. Det blev jo altid et godt stykke op på formiddagen inden jeg kom over på værkstedet igen. Da jeg havde været et år i lære, havde jeg dårligt nok lært at holde på en nål. Man kan heraf forstå, at der ikke blev brugt ret megen tid på lærdom i faget, og det gik heller ikke mig bedre end så mange andre drenge under lignende forhold, det var først da man var "udlært", at man skulle til at lære noget, for det man havde lært havde man ikke brug for.


Fortælleren: 23.04


Tæv hørte også til hverdagen for mange lærlinge:

23.09

Fra jeg kom i lære til jeg var bleven svend havde jeg ikke brug for andet tøj end mit arbejdstøj, jeg havde ikke så meget som en eneste fridag i de 4 år jeg var i lære.Øretæver i tide og utide var daglig kost, og mester grinte bare, når jeg beklagede mig. Og dersom jeg beklagede mig hjemme fik jeg det svar, at man skal lære at lyde før man kan byde.

Fortælleren: 23.33

Lærlingene blev brugt som billig arbejdskraft, der kunne sættes til hvad som helst. De skulle gøre rent på værkstederne efter arbejdstid, så deres arbejdsdag var længere end både svende og mesters. Og for det meste boede de hos mester under de mest rædselsfulde forhold.

23.53

Der stod ganske vist i lærlingeloven, at lærlinge kun måtte anvendes til arbejde indenfor faget. Men ingen overholdt det, så der var nok at tage fat på, da Lærlingenes Landsforbund blev stiftet i 1916. Det blev dog ikke til så meget, for forbundet blev en politisk diskussionsklub, der ikke tog sig af de problemer lærlingene havde ude på arbejdspladserne. Men synge det ku' de:
Kor (mel. marseillaisen): 24.18

Lad os altid i skrift og tale
tolke lærlingeungdommens krav!
Lad os vække de sløve af dvale -
lad os styrte det gamle i grav!
De skal vide en lærling i pjalter
har for samfundet langt større værd
end krigeren med skjold og med sværd -
lad dem frygte for lærlingens spalter
Med ungdoms sejrshåb
vi slyger ud vort råb
til mesterenog til hver en svend:
Frihed for lærlingen!

Fortælleren i billedet: 25.18

Men det blev som sagt ikke til meget med det faglige arbejde. Så i 1922 besluttede De Samvirkende Fagforbund, at ophæve Lærlingenes Landsforbund. Lærlingene skulle organiseres i fagforeningerne. Det blev nu heller ikke nogen succes. Svendene var ikke særligt interesserede i at gøre noget for lærlingene. En ting som Lærlingens Landsforbund i øvrigt allerede havde klaget over:
Stemme: 25.43

Den ældre arbejder glemmer ofte, at den unge lærling også er arbejder og underkastet den samme udbytning som de ældre. Hvis man erindrede det, ville lærlingenes forhold være helt anerledes.Nu, efter 30 års forløb er lærlingelønnen for de fleste fag akkurat den samme som i 1890, mens lønnen for svendenes vedkommende er steget med 2-300%.

Fortælleren i billedet: 26.12


Socialdemokratiet havde lærlingenes sag på programmet. Og partiet fik en vis indflydelse på en ny lærlingelov i 1921. Men forbedringerne var små og de var helt utilstrækkelige. Faktisk kom der først hold på det faglige arbejde da lærlingene selv - i øvrigt med senere finansminister Henry Grünbaum i spidsen - stiftede Faglig Ungdom i 1931.
26.41

På det tidspunkt havde krisen sendt en bølge af arbejdsløshed ind over landet. Lærlingene måtte se i øjnene, at de - den dag de fik deres svendebrev - også fik fyresedlen. Så et af Faglig Ungdoms første mål var at sikre at lærlingene kunne blive medlem af A-kasserne, så de kunne få understøttelse. For fyresedlen betød ofte arbejdsløshed i årevis.


Musik: 27.03



Fortælleren: 27.14

Faglig Ungdom fik forbedret lærlingenes forhold på flere området, bl.a. blev der oprettet lærlingehjem, så lærlingene kunne stå i lære langt fra deres hjem uden at skulle bo hos mester. Bent Kroos, der var i lære som klejnsmed i 1940erne, mindes med glæde sin tid på lærlingehjemmet i Nørresøgade i København.
Stemme: 27.35

Vi var 111 lærlinge. Der var to sovesale, på 1. sal sov 45 mand og på 2. sal 66. Jeg boede på 2, sal i hvad vi kaldte et "spjæld". Det var et halvvejs lukket rum, som bestod af to rækker skabe. Skabet var privat, og hvis man sad i sit skab var man "fredet". Man rodede aldrig i en andens skab, det var en uskreven regel. Hvis man passede sit arbejde og sin tekniske skole kunne man om hverdagen få udgang til kl. 23, men ikke et minut over, for så var der lukket og låst uden mulighed for at komme ind. Så måtte man gå brandvagt til næste morgen.

Fortælleren i billedet: 28.15


En forbedret lærlingelov og bedre undervisningen på de tekniske skoler stod også på Faglig Ungdoms program. Lærlingene var især trætte af aftenundervisningen på teknisk skole.
Stemme (mand): 28.29

Arbejdstiden begyndte kl. 7.30 og sluttede kl. 16.30.I læretiden foregik skoleundervisningen på teknisk skole i Julius Thomsensgade, både dag og aftenskolen. Aftenskolen var det værste pga. tidspunktet. Der var lige tid til at spurte hjem på cykel, spise i en fart, og så afsted igen. Undervisningen begyndte kl. 17.30 og sluttede kl. 20.00. Den længste aftenskoleperiode varede et halvt år, det var sgu lang tid at øve mønstertegning, geometri og tegning efter modeller.

Fortælleren: 29.04


Aftenskolen blev først afskaffet helt i 1964, og nogle år senere skete der noget, som kom totalt bag på den etablerede fagbevægelse:


Arivklip, Gasolin spiller Fifi Dong: 29.14



Fortælleren: 29.31

Fagbevægelsen havde ingen forståelse for ungdomsoprøret. De synes det var noget pjat. Men det syntes lærlingene og ungarbejderne ikke. I protest mod den etablerede fagbevægelse dannede de Lærlingenes og Ungarbejdernes Landsorganisation i 1970. Den var kommunstisk domineret, og det var ikke den etablerede fagbevægelses kop te.


Klip fra TV-Avisen: 29.54


Bo Raaschou, formand for LLO taler ved demonstration

Fortælleren: 30.24

Samtidig med at de unge gjorde oprør blev det sværere og sværere at få dem til at tage en faglig uddannelse. Både fagbevægelsen og LLO mente, at det var fordi mesterlæren havde overlevet sig selv. For selvom de fleste mestre sørgede for en god uddannelse til deres lærlinge, skulle en lærling stadig kende sin plads.
Stemme: 30.33

Min mester var en flink fyr, en ældre mand på 50-55 år. Det var en god læremester at have, han sørgede for at vi kom hele vejen rundt i fagets nicher. Han var vældig god ved sine lærlinge, ikke noget med at man bare kom til at rydde op hele dagen. Men mesterlære var det jo, lærlingen skulle hente øl, og lærlingen skulle feje gaden. Sådan var det. Man havde måske lidt problemer med at finde sig i det i starten. Svendene var da ikke mere barske, end de var alle mulige andre steder, og man skal jo have nogle hug i næsen, indtil man får det lært.


Fortælleren: 31.04

Udover problemerne med, at lærlingene var tjenestedrenge for svendene, var det også i 70'erne blevet sværere at finde all-roud lærepladser. Specialiseringen havde holdt sit indtog, og små håndværksmestre måtte i stigende grad spcialisere sig indenfor enkelte områder af deres fag.Så fagbevægelsen ville gerne af med mesterlæren. I stedet skulle lærlingene gå i skole på EFG - de erhvervsfaglige grunduddannelser, og ind imellem i praktik ude på værksteder og fabrikker. LLO og Fagbevægelsen kunne enes om, at EFG var bedre end mesterlære, men arbejdsgiverne og mange ældre svende så ikke på EFG med blide øjne, og det fik EFG-lærlingene at mærke:

Minut-tæller 33:51-

Lydside og tid Billedside
Stemme: 31.58

Jeg vil hermed gerne slå et slag for EFG. Den er uden tvivl kommet for at blive, men der er selvfølgelig nogle kanter, der skal slibes af, for at den skal kunne fungere 100% tilfredsstillende. Jeg tænker først og fremmest på praktikpladserne, og hvad der er endnu mere vigtigt: Nemlig at blive accepteret blandt kollegerne.


Fortælleren: 32.18


Men samtidig med, at EFG skulle gennemføres kom der krise i Danmark. Det betød ungdomsarbejdsløshed og nedskæringer. Nogle af tankerne bag EFG-reformen måtte skrottes, Bl.a. lønnen på basisåret:
Musik, Arne Würgler synger Røde Wilfred: 32.32

Fortælleren: 33.13

Det blev også umuligt at skaffe praktikpladser nok til EFG-lærlingene. LLO kaldte det chikane fra arbejdsgivernes side. Uanset om det var chikane eller krisen så lykkedes det aldrig at skaffe praktikpladser nok eller at afskaffe mesterlæren. Det endte i et ægte dansk kompromis, så lærlingeuddannelsen i dag er lidt af hvert. Derfor er det stadig muligt for nogle mestre at misbruge lærlinge som billig arbejdskraft.
Fortælleren: 33.51

En morgen i 1995 kørte en ung mand frontalt ind i en modkørende bil på landevejen ved Nymindegab. Føreren af den modkørende bil blev dræbt på stedet.
Fortælleren i billedet: 34.06

Drabsbilisten var en lærling her fra Bageriet Kringlen i Tarm. Efter en endt arbejdsdag på 11 timer sendte hans mester ham ud på en køretur på 150 km. for at levere brød. Resultatet var, at han faldt i søvn bag rattet. En arbejdsdag på et sted mellem 12 og 18 timer var det normale for lærlingene her i bageriet. Forældrene havde ikke blandet sig, og selv kendte lærlingene ikke noget til relgerne for arbejdsmiljø eller for arbejdstider.
Stemme (René Schmidt, bagerlærling far Tarm): 34.36

Jeg føler både det er hans og nok også min egen skyld. Selvom jeg kunne bare have sagt nej til at køre ud med brød. Spørgsmålet er bare hvis jeg havde sagt nej om han så har sagt som de andre gange hvor vi har klaget over et eller andet at så kan vi bare smutte.


Fortælleren: 34.52


Da Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet kom ind i sagen blev bagermesteren i Tarm pålagt at efterbetale 969.000 kr. til tre lærlinge og to ungarbejdere - en klar Danmarksrekord i underbetaling.
Fortælleren i billedet: 35.09

Selvom historien fra Tarm er ekstrem, så udnyttes lærlingene stadigvæk som billig arbejdskraft. NNF har 125 sager om året mod bagermestre, der underbetaler deres lærlinge. Og i 1996 kunne HK konstatere, at hver tredie butiksejer snyder deres elever for overarbejds- og feriebetalingen. Samme år viste en undersøgelse blandt eleverne i Hotel- og restaurationsbranchen, at hver anden af dem ikke syntes de lærte nok på deres læreplads.
Fortælleren: 35.43

Der er stadig problemer med dårlig uddannelse af lærlige og elever, mangel på praktikpladser og ungdomsarbejdsløshed. Men det bekymrer mange endnu mere, at 1/3-del af en ungdomsårgang slet ingen uddannelse får. Den bekymring er ikke af ny dato.



Musik: 35.59


36.05

Hvis vi skruer tiden tilbage til 30'erne udsendte Centralarbejdsanvisningskontoret i København en Erhvervsvejledning hvor det hed:
Stemme: 36.15

For unge mennesker, der afslutter deres Skolegang i 14-15 års alderen vil det ofte være en fristelse at afstaa fra en egentlig Lærlingeuddannelse til fordel for en bedre lønnet Plads som Bud eller Arbejdsdreng. Hvor de økonomiske forhold ikke netop tvinger hertil, bør denne fristelse ikke blive afgørende. Som bud eller arbejdsdreng læres ikke meget og Udsigten til at skabe sig en betryggende Stilling senere i livet er kun ringe.


Fortælleren: 36.47


Men realiteten var, dengang som nu, at der simpelthen ikke var lærepladser nok til alle.

Stemme: 36.55

Jeg kom ud af skolen i 1931. Dengang var det umuligt at komme i lære, så vi var slet ikke kræsne. Jeg skulle bare have en lære, men det lykkedes ikke.Så begyndte man at rende efter avisannoncerne. Ind og hente avisen på Rådhuspladsen klokken 12 om natten - og så ud og stå i kø tidligt om morgenen. Der var jo en kæmpe arbejdsløshed. Jeg kørte på budcentral fra jeg var 14 til jeg var 17 år. Det var under den store ungdomsarbejdsløshed og det betingede ganske simpelt, at forholdene på budcentralerne var derefter. Det var i og for sig spørgsmålet om at tjene 3 kroner pr. dag.


Fortælleren: 37.40


Den store arbejdsløshed i 30'erne fik ikke kun den konsekvens, at der ikke var lærepladser nok. Hvis vi forlader lærlingene og igen ser på det arbejde skolebørn havde i deres fritid, blev det også sværere for dem at finde arbejde. Nøden tvang de arbejdsløse voksne til at tage det arbejde, som børnene plejede at have, f.eks. budpladserne. Nogle år senere - under den tyske besættelse - var situationen stik modsat. Og så kunne man igen bruge børnene. stil. I april 1944 skrev Socialdemokraten:

Stemme: 38.15

Det oplyses nu, at direktoratet for Arbejds- og fabrikstilsynet i fjor har ment det nødvendigt at se gennem fingrene med, at drenge under 14 år anvendes til at køre med tørvedynd. Årsagen er, at der ikke har kunnet skaffes tilstrækkelig voksen arbejdskraft.Det er med største betænkelighed, at man modtager meddelelsen om dette børnearbejde, som i tid endda kan udstrækkes over otte timer daglig for drenge under 14 år.

Fortælleren: 38.45

Selvom Socialdemokraten udtrykte betænkelig hed blev der ikke gjort noget ved sagen. Brændselsforsyningen var vigtigere end børnenes tarv, og under krigen arbejdede knap 3.000 børn i tørven.
Musik: 38.58


39.26

Børnenes arbejde var ikke længere nødvendigt for at familierne kunne overleve, men det gav lidt ekstra, og den lovgivning, der skulle begrænse børnearbejdet, blev der set gennem fingrene med. F. eks. stod der i Folkeskoleloven fra 1937, at det var forbudt børn at have erhvervsarbejde før skoletiden. Men alligevel startede Bent Lykkebo som morgenbud hos mælkemanden i Hillerød 10 år efter at loven var trådt i kraft:

Stemme: 39.52

Da jeg var otte år, skulle mælkemanden bruge en ny knægt til morgenturen, og det job fik jeg. Det indebar at jeg fra da af stod op klokken kvart over tre sammen med min mor. Nede hos mælkemanden startede vi kl. kvart i fire med at læsse bilen med mælkeflasker i jern-net, samt en stor mælkejunge, hvor der var en hane, som man kunne tappe mælk fra. Så kørte vi ellers ud med mælk i Gadevang.
Fortælleren: 40.16

Bent Lykkebos forældre fik lønnen, men drikkepengene måtte han beholde selv.
Stemme: 40.22

Lørdag eftermiddag fik jeg lov at køre ud med regninger, for det gav drikkepenge. Hver eneste øre af drikkepengene blev sat ind på en bog. Og i 1954, da der var 100 fjernsyn i Hillerød - eller deromkring - købte jeg et fjernsyn til 1.985 kr. Vi var nogle af de allerførste, der fik. Det var en forestilling uden lige hver aften, når vi skulle se fjernsyn, for naboer og genboer kom myldrende for at se med. En havde kaffebønner med, en anden hjemmebag osv. Det var en hel lille biografforestilling.


Fortælleren: 41.00


Børnearbejdet i byerne var ved at ændre karakter. Børnene arbejdede for at få lommepenge. Men på landet var det anerledes. Landbrugsorganisationerne var stadig stærke nok til at undgå de regler som gjaldt for børns arbejde i byerne. Også da arbejdsbeskyttelsesloven fra 1954 skulle vedtages fik landbruget en særordning. Børnene skulle hjælpe til på forældrenes gård, så loven sagde, at børn helt ned til 10 år måtte bruges til farligt arbejde, bare deres forældre var i nærheden. Selv da folkeskoleloven i 1958 indførte heldagsskolen både i byen og på landet, arbejdede mange landbobørn videre.

Stemme: 41.43

Da jeg var 8 år, var det sådan, at når man kom hjem fra skole kl. 2, så skulle man til at lave noget fornuftigt, for nu havde man ikke lavet noget hele dagen. Sådan sagde min fars kone, så jeg har lavet alt fra at malke køer til at hakke roer og tage dem op og køre halm og korn og sådan noget.Jeg havde skam mange drømme, men så blev jeg pillet ud af skolen. Jeg var grædefærdig. Jeg blev 14 år 2 uger efter at jeg kom ud af skolen.Så jeg kom altså ud at tjene. Det første sted, der var jeg ved en damefrisør. Hun havde 2 små børn, hun havde en del assistenter og elever, og de spiste middag der hver dag, og den lavede jeg. Jeg vaskede storvask, og jeg gjorde rent, og jeg passede unger, og jeg skældte dem ud, og jeg lavede mad og jeg vaskede op, det gjorde jeg bare.


Fortælleren: 42.36


Det var i 1968. Fire år senere blev der indført 9 års undervisningspligt. De fleste var nu 16 år før de kom ud af skolen. Børns arbejde var ikke længere et bidrag til husholdningen. Pengene blev brugt til fornøjelser:

Stemme: 42.53

Jeg har haft en del budpladser. Arbejdet kan godt være lidt strengt, hvis man skal op på fjerde sal med 2-3 kasser øl. Jeg betaler ikke noget hjemme, men jeg får min far til at holde på pengene. Jeg sparer sammen til ferien. Jeg skal en tur til Østrig. Jeg har allerede 5-600 kroner. Jeg ryger cigaretter, som jeg har penge til. Jeg får 11 kroner i lommepenge hjemmefra. Jeg bruger mellem 15 og 20 kroner om ugen, resten bliver sparet op.


Musik: 43.20



Fortælleren: 43.40

I dag er det ikke familierne, men tøj- og musikindustrien der har glæde af, at børn og unge arbejder. Og så selvfølgelig de arbejdsgivere, der udnytter de unges manglende kendskab til de rettigheder de har.
43.57

En ting er, at lønnen ikke altid er hvad den skal være. Det er arbejdsmiljøet heller ikke. Det viser sagen om Struer Glasfiber:



Klip fra TV-Avisen om sagen fra Struer Glasfiber: 44.05


Fortælleren: 44.49

Selvom det var en kendsgerning at Struer Glasfiber havde beskæftiget unge under 18 år blev virksomheden ikke dømt for ulovligt børnearbejde.

44.57

Det er bl.a. den type sager, der fører til at diskussionen om børn og unges arbejde blusser op med jævne mellemrum. Og så sagen om EU-direktivet der forbyder børn under 13 år at arbejde. Fagbevægelsen kan godt lide direktivet. De mener, at arbejde bør være forbeholdt voksne. Men nu som for 100 år siden har fagbevægelsens medlemmer ikke noget imod at deres børn arbejder - det er fint hvis de selv kan tjene til lommepengene. Og børnene på deres side blev rasende over EU-direktivet.


Klip fra TV2-Nyhederne med avisbude: 45.32



Fortælleren i billedet: 45.58

Det famøse EU-direktiv blev indarbejdet i dansk lovgivning. Så derfor skal børn være over 13 år før de må begynde at arbejde i dag - men historien viser, at reglerne sjældent bliver overholdt. Så derfor var det måske bedre at skabe et godt arbejdsmiljø for de unge fremfor at sætte aldersgrænser. For her i 1990erne må man regne med at 2 under 18 år dør, 20 mister en legemsdel, 100 får en arbejdsbetinget lidelse og 1.000 - 1.000 unge kommer ud for en arbejdsulykke hvert eneste år. Men hvad pokker - lidt arbejde skader jo ikke.

Rulletekst: 46.35


 

Vi bruger cookies til at forbedre vores hjemmeside og din oplevelse, når du bruger den. Cookies, der anvendes til basal drift af sitet er allerede blevet sat. Du kan læse mere om hjemmesidens brug af cookies.

Jeg akcepterer cookies fra dette site.

EUs direktiv om cookies