Nye løsningsmodeller

I ÅRENE OP til 1920 bliver fremtidens modeller for boligbyggeri udviklet og afprøvet. Det er på den ene side haveboligbevægelsen med sagfører, F.C. Boldsen som bannerfører. Han stifter i 1912 Dansk Haveboligforening. Boldsen er socialfilantropernes arvtager. Han mener, at eget hus med have vil gøre arbejderne til gode samfundsborgere. Det er altså en idealistisk forening, som forholder sig kvalitativt til boligsagen.


JENS CHRISTIAN JENSEN, der i 1908 bliver formand for bygningssnedkernes fagforening, har et andet udgangspunkt. Under indtryk af byggekrisen begynder han at udvikle ideer om storbyggeri for at komme krise og arbejdsløshed til livs. I 1912 stifter han Arbejdernes Andels Boligforening, AAB. Som direktør for AAB arbejder Jens Christian Jensen for at opbygge en hel boligindustri under foreningens hat med egne teglværker, cementstøberi m.v. Med sit første byggeri i 1912 viser AAB sig uden de store arkitektoniske visioner. Det ligner spekulationsbyggerierne i brokvartererne. Den tekniske kvalitet er højere i AAB`s byggeri, men det afslører en ukritisk holdning til etageboligen som arbejderens livsrum.

EN TREDJE MODEL dukker op i København under bolignøden i 1916. Man opfører de første kommunale boliger. At gøre boligen til en sag for det store fællesskab - befolkningen - smager af kommunesocialisme og bliver ikke fulgt op i flertallet af de danske kommuner. At det kommunale byggeri ikke får den væsentlige betydning i Danmark, som det som socialdemokratisk mærkesag burde få, skyldes den organisering af boligbyggeriet for arbejderne og de mindre bemidlede grupper får.

EFTER JENSENS AAB-model skabes hurtigt efter 1912 flere andre boligselskaber, der alle er almennyttige - forstået som en ejerform, der udelukker profitmotiver.Jensen kan som fagforeningsmand og efter 1918 også som folketingsmedlem for Socialdemokratiet med stor vægt arbejde for accepten af AAB´s model i partiet. AAB kan bygge boliger - mange boliger. Og med et stort byggefag, som helhjertet står bag, og en topstyret organisation er AAB en oplagt samarbejdspartner for partiet, i modsætning til de mange små uregerlige, uensartede byggeforeninger. Partiet skifter holdning i årene frem til 1920 og bakker herefter fuldt op om den almennyttige boligsektor som fremtidens model.

I MELLEMTIDEN HAR Dansk Haveboligforening i 1914 efter meget besvær fået gang i sit første store projekt, Grøndalsvænge i København. Den store boligforening med over 300 boliger er ikke med i noget af de almennyttige selskaber.Den voldsomme bolignød parret med besværlighederne med Grøndalsvænge og AAB`s succes, får Boldsen til at indse, at hvis han vil bygge boliger, som lever op til haveboligidealerne, må han lige som Jensen have et stor topstyret boligforening. Det får han med KAB i 1920, og som det første projekt får han tidens førende arkitekter til at projektere Bakkehusene fra 1921, små rækkehuse for arbejdere og andre mindrebemidlede.

MEN MED VIBEVÆNGET fra slutningen af 1920'erne begynder virkeligheden at indhente idealerne hos Boldsen. Landets første moderne stokbebyggelse, Vibevænget, savner med sine tre beboelseslag den forbindelse med jorden. Det er begyndelsen på en rutschetur, der slutter dér, hvor KAB´s byggerier ikke er til at skelne fra de øvrige almennyttige selskabers. Selv om Boldsen sidder som direktør til 1945, kommer det ikke til nye gennembrud for haveboligen i almennyttigt regi.

Det almennyttige byggeri sejrer

ARBEJDERKULTUREN PÅ BOLIGOMRÅDET vækker fra anden halvdel af 1920'erne voldsom kritik fra især arkitektside, ikke mindst fra Poul Henningsen. Inspirationen kommer fra Sovjetunionen og Bauhaus-skolen i Tyskland, og en del af kritikken kan skyldes desperation over, at arbejderne ikke vil indse, at kulturkritikerne ved, hvad der er bedst. Funktionalismen får dog indflydelse på boligbevægelsens arkitektoniske idealer i form af altaner, facader der vendes mod solen og bebyggelser, hvor husene står frit frem for i karreer.

DEN ØKONOMISKE KRISE i 1930'erne med faldende produktion og stigende arbejdsløshed stiller Danmark overfor problemer, der kræver statslige indgreb. Med Kanslergadeforliget fra 1933 i forlængelse af oprettelsen af Valutacentralen i 1932, går den socialdemokratisk-radikale regering sammen med Venstre i gang med en kriseløsningspolitik, som medfører statsindgreb og regulering på alle områder, også på boligområdet. Indgreb der kvantitativt og på længere sigt får stor betydning.

DER KOMMER GANG i det støttede byggeri for de mindre bemidlede, og den væsentligste nyskabelse er oprettelsen af en byggefond, som skal finansieres af låneafdrag fra de statsstøttede byggerier. I krisepolitikken er den et finansieringsinstrument til at holde gang i byggesektoren, med ideologiske briller kan den ses som et redskab til at sikre fortsat vækst i den almennyttige boligsektor.Takket være de offentlige midler bliver boligbyggeriet holdt på et højt niveau 30'erne igennem, og da den tyske besættelse afløser 30ernes krise, fortsætter den stramme statsstyring.

DEN ALMENNYTTIGE BOLIGSEKTOR vokser og bliver så grundfæstet, at dens placering og rolle på det danske boligmarked trods modstand fra Venstre og Konservative ikke er til at rokke i årene efter Befrielsen. Årene under besættelsen er frugtbare for planlægningen af byggeaktiviteter efter befrielsen. Erfaringerne fra Første Verdenskrigs bolignød får politikerne til at handle, og med boligloven fra 1945 når statsindgrebene et nyt højdepunkt. Det er nu accepteret over hele det politiske spektrum, at boligområdet er noget, staten må agere indenfor.Byggestøtteloven betyder stor statslig medfinansiering, og boligselskaberne blomstrer frem overalt. Der oprettes 200 nye selskaber, som bringer det samlede tal op på 300.

PÅ ARKITEKTURFRONTEN ER boligbevægelsen overvejende rettet mod etagebyggeri, som funktionalisme og ideer om lys og luft har moderniseret til stok- og blokbebyggelser ofte i parklignende planer. Boldsen må forlade sin stilling som direktør for KAB, fordi han har flirtet med nazismen, og med ham forsvinder også boligbevægelsens bånd tilbage til ideerne om haveboliger til arbejderne. Parcelhusmarkedet bliver derfor i store træk overladt til privat initiativ, som også nyder godt af statslån på linie med det almennyttige boligbyggeri.

EN CENTRAL NYSKABELSE i efterkrigstidens boligbyggeri er industrialiseringen. I en vældig begejstring over de nye muligheder kaster de almennyttige boligselskaber sig ud i eksperimenter med byggematerialer og produktionsformer. Der bliver i de første 15 år efter befrielsen skabt mange eksempler på fremragende boliger i lige så fremragende arkitektur. Det er også en periode, hvor boligbevægelsen griber tilbage til meget af 1920'ernes tankegods. Højhuse, kollektivisme og rationelle betragtninger over det moderne livs konsekvens for boligindretning bliver satsningsområder i de mest avancerede byggerier.

Planbyggerier

I 1960'ERNE KASTER boligbevægelsen sig sammen med byggeindustriens sværvægtere ud i en byggerus. Kvalitet bliver noget den enkelte familie må sørge for i boligernes indre. Rationaliseringerne kræver stadig færre bygningsvariationer, stadig mere standardisering og stadig flere enheder i stadig større planer. De topstyrede gigantselskaber er anvendelige i realiseringen af skiftende socialdemokratiske regeringers bolig- og planpolitik.

DENNE UDVIKLING KULMINERER med boligreformen i 1966, hvor ét af punkterne er, at de ca. 600 eksisterende boligforeninger skal have monopol på det almennyttige boligbyggeri i fremtiden, med mindre det drejer sig om et geografisk område, hvor der ikke findes nogen forening inden for en rimelig afstand. Dette argumenteres igennem med, at det er vigtigt, at selskaberne løbende har byggeopgaver. Den æstetiske niveausænkning, som sætter ind i 1960'erne, sammen med umenneskeligt dimensionerede projekter, sker samtidig med, at velstanden sætter stadig flere i stand til at købe eller bygge eget parcelhus.

I EN FOKUSERING på, at de nye almennyttige boliger skal modsvare mindre huse i areal og tekniske faciliteter overser selskaberne, at boligsagen nu gennem 100 år har oplevet, at de arbejdere, der har overskud til selv at påvirke deres boligsituation, ofte har sat bløde værdier over de tekniske. Gennem hele højkonjunkturen i 1960'erne bygger boligselskaberne store utilfredsstillende planbyggerier, og det kan ikke undre, at man i midten af 1970'erne må konstatere, at beboersammensætningen er i færd med at få social slagside. Flere og flere af de ressource-stærke beboere vælger andre måder at bo på.

SET I ET historisk perspektiv kan man konstatere, at den almennyttige boligsektor altså nu igen stiller boliger til rådighed for de samfundsklasser, som boligselskaberne er stiftet for at hjælpe. Og at det er 1950'erne, som er unormale ved at et bredt udsnit af befolkningen boede almennyttigt. Det store norm-oprør i slutningen af 1960'erne rammer også boligsagen. Boligselskaberne fortsætter mastodontbyggerierne i en årrække efter oprørets start, for de store topstyrede selskaber er ikke lige til at vende. Men lejeroprør og udlejningsvanskeligheder får selskaberne til at reagere. Blandt andet fordi de almennyttige selskabers lejere opfatter selskaberne som en modpart.

SELSKABERNE REAGERER PÅ to fronter. En beboerdemokrati-bevægelse bliver sat i gang. At den ikke vokser frem nedefra men bliver skabt og nurset oppefra, illustrerer, at boligbevægelsen, selv om den kan have noget elefantagtigt over sig, er handlekraftig og modig. Den arkitektoniske reaktion rammer alle de områder, som havde været 1960'ernes satsningsområder. Nu skal det være småt, individuelt, æstetisk. Formen på boligerne er blevet løst op, og beslutningsprocesserne er på en lang række beboernære områder blevet demokratiseret.

MEN DE STORE planbyggerier fra 1960'erne og 1970'ernes start kæmper stadig med de problemer der består i, at størstedelen af beboerne enten er på overførselsindkomst eller er indvandrere. Et problem som hverken midler til kvarterløft fra Socialministeriet eller kontrol med nytilflyttedes indkomst og etniske baggrund har formået at løse. Alligevel er det en formidabel opgave, der gennem årene er løst af den almennyttige boligsektor. Men det står tilbage, om opgaverne kunne have været løst mere menneskevenligt, hvis centralismen havde været mindre, og der havde været mere plads til arbejderne og de mindre bemidledes egne ønsker og drømme.