af: Niels Finn Christiansen
Foredrag på Arbejdermuseet d. 30. januar 2013

 Niels Finn Christiansen: Kanslergadeforliget d. 30. januar 1933

Der blev indgået en del kriseforlig i 1930erne. Adskillige med et politisk tungt og væsentligt indhold. Men det er forliget natten mellem den 29. og 30. januar 1933, der i historieskrivningen og i den almindelige bevidsthed er blevet stående som  forliget med særlig symbolsk betydning. Det blev tilmed optaget i Brian Mikkelsens kanon over historiske begivenheder, som eleverne absolut skulle kende til. Det er der mange grunde til. Forliget er let at huske på grund af dets navn, som det fik påhæftet af den forsmåede forligsdeltager, de konservatives leder John Christmas Møller, efter den gade, hvor Thorvald Staunings lejlighed dannede rammen om et i eftertidens øjne lidt pittoresk forhandlingsforløb og endeligt forlig. Men det huskes også let på grund af det tidsmæssige sammenfald med overdragelsen af magten i Tyskland til Hitler og nazisterne. Forliget blev symbol på det danske parlamentariske demokratis evne og handlekraft til at gennemføre en effektiv krisepolitik, og på at landet ikke havde behov for stærke mænd af Hitlers eller Mussolinis type. Og når forligets aktuelt prægede konkrete indhold er glemt, huskes det, fordi det banede vejen for vedtagelsen af den store socialreform, som socialminister K.K. Steincke gennem fire år forgæves havde søgt flertal for at gennemføre. Reformen blev en af trædestenene på vejen mod velfærdsstaten.

På 80 års afstand kan nogle af de problemer, forhandlerne stod overfor, ganske rigtigt forekomme ”banale”, som der stod i manchetten til indbydelse til mødet, og de talstørrelser, som forliget opererede med, ligner i nutidens optik budgettet for en mindre kommune i provinsen.
 Men det var et vigtigt forlig. Landet standede i våde. Store dele af det bærende erhverv, landbruget, nærmede sig et sammenbrud, arbejdsmarkedet var låst fast, og en stor-lock-out truede med at lamme væsentlige dele af industriproduktionen, og bygge- og anlægssektoren. Trods et komfortabelt flertal i Folketinget kunne den socialdemokratisk-radikale regering ikke uden videre gennemføre sin politik. Landstinget havde fortsat borgerligt flertal, og regeringen måtte derfor have mindst et af de to borgerlige partier, Venstre eller Det konservative Folkeparti med i et forlig. 1)
Den umiddelbare baggrund for det hele skal naturligvis søges i den økonomiske verdenskrise, der havde sit udspring i det amerikanske aktiemarkeds sammenbrud den ”sorte tirsdag”, d. 29. oktober 1929. Kriser var man for så vidt vant til. De var, som Marx og andre havde forudset, et tilbagevendende fænomen. Men denne blev af hidtil uset dybde og varighed. Den forplantede sig til en verdensomfattende depression, og den ramte alle de kapitalistiske kernelande, alvorligst USA og Tyskland. Den internationale handel blev på det nærmeste lammet, kapitalbevægelser stærkt hæmmet, produktionen faldt, mens arbejdsløsheden voksede eksplosivt. Den nåede i slutningen af 1932 op på ca. 30 mio. i den vestlige verden. Hvert land vogtede nidkært egne interesser, lukkede sig inde med toldmure og kontrol med kapitalbevægelser. I 1931 ændredes det internationale betalingssystem dramatisk, da England forlod den såkaldte guldstandard, og en række lande, herunder Danmark, fulgte trop. Internationalt begyndte krisen at lette noget fra 1933 blandt andet, fordi lagrene var tømt og de forskellige regeringer med USA og Tyskland i spidsen begyndte at føre en ekspansiv økonomisk politik. Men i USA skulle man helt frem til 1940, før produktionens omfang nåede niveauet fra 1929. 1930ernes krise har indtil den nuværende fremstået som krisen frem for nogen, blandt andet også fordi den kunne tolkes som en sen udløber af de komplekse politisk-økonomiske problemer efter afslutningen af første verdenskrig, og fordi den i mange lande blev flettet sammen med krise i de politiske systemer – modsat Danmark. 2)
Krisen ramte Danmark med en vis forsinkelse i 1931. Indtil da havde dele af erhvervslivet faktisk profiteret af faldende priser på importerede råvarer, herunder korn til foder. Men herefter blev landbruget ramt af restriktioner på eksportmarkederne, og industrien blev på hjemmemarkedet mødt med øget konkurrence fra udenlandske varer. Arbejdsløsheden nåede i 1932 op på 32 % af de forsikrede, hvilket givetvis dækkede over et væsentligt højere tal af reelt underbeskæftigede, ikke mindst i landdistrikterne. Udenrigsøkonomisk stod vi i en intrikat situation, helt afhængige af landsbrugseksporten til Storbritannien, mens importen var spredt over en del lande, dog med hovedvægt på den tyske nabo. Ét var landets økonomiske afhængighed, noget andet var den omvendte sikkerhedspolitisk stilling, hvor Danmark var fuldstændig afhængig af forholdet til Tyskland. Det var en situation, som måtte tages med i de krisepolitiske overvejelser.
Landbruget var endnu på dette tidspunkt som nævnt landets bærende erhverv. Det beskæftigede ganske vist kun 1/3 af de erhvervsaktive, men det stod for ca. ¾ af eksporten og dermed den valutaindtjening, der skulle muliggøre indkøb af råstoffer til industrien og færdigvarer til forbrugerne. Omkring 60 % af eksporten gik til Storbritannien, 20 % til Tyskland, resten til et bredt spektrum af lande. 1920erne havde været relativt gode tider for landbruget, og mange gårdmænd og større jordbesiddere havde investeret i nye avlsbygninger og forbedrede produktionsredskaber, til dels for lånte penge. Både samlet set og for den enkelte landmand var gælden vokset betragteligt. Krisens virkninger var et massivt prisfald på landbrugets produkter og spærreforanstaltninger over for ganske bestemte eksportvarer. Der skete i løbet af tre år en halvering af produktionsværdien i landbruget. Resultatet var selvsagt, at landbrugernes indtægter blev kraftigt reduceret og dermed deres evne til at betale afdrag og renter på gælden. Konsekvensen blev forudsigeligt nok en vældig forøgelse af antallet af tvangsauktioner, næsten en femdobling fra 1929 til 1932 med alt, hvad det indebar af familietragedier og tab af livsform for de berørte. Men også en politisk aktivisme for at fremprovokere indgreb fra regering og Rigsdag.
 En hurtigt voksende utilfredshed i erhvervet førte allerede i 1930 til dannelsen af den udenomsparlamentariske bevægelse Landbrugernes Sammenslutning (LS). Dens medlemstal voksede i de følgende år næsten eksplosivt, og bevægelsen gennemførte en række spektakulære aktioner, der kulminerede i 1935 med et stort bondetog til kongen. Landbrugets miserable udvikling affødte pres på det politiske system og navnlig på partiet Venstre fra landbrugerne, fra landboforeninger, husmandsforeninger og ikke mindst fra LS, hvis systemkritiske elementer manifesterede sig ganske højrøstet. Dele af bevægelsen nærmede sig i anden halvdel af 30erne nazismen. 3)
Den internationale arbejdsløshed forplantede sig gradvis til Danmark og kulminerede i 1932 med ca. 32 % i årsgennemsnit. I vintermånederne nåede den væsentlig højere, næsten 50 %,  især i bygge- og anlægssektoren. På arbejdsmarkedet lykkedes det i 1931 med Forligsmandens mellemkomst at få vedtaget en overenskomstfornyelse med en beskeden lønnedgang. Dog kastede skotøjsarbejderne sig ud i en tre måneder lang konflikt, vel at mærke uden støtte fra DSF men med aktiv støtte fra et stadigt mere offensivt kommunistisk parti. Herfra mødte man allerede fra slutningen af 20erne krisen og den voksende arbejdsløshed med forsøg på at organisere de arbejdsløse og samle mange af dem i det såkaldte arbejdsløsetog, der drog gennem Danmark for ad den vej at lægge pres på de faglige organisationer og især politikerne på Rigsdagen. I disse år rekrutterede DKP helt overvejende blandt de arbejdsløse og på ganske få større arbejdspladser.

Krisepolitik
Regering og Rigsdag var under et voldsomt pres fra de to bærende sociale klasser og deres organisationer, landmænd og arbejdere, for at gøre noget. Men hvilke instrumenter havde det politiske system til rådighed?  De økonomiske teorier befandt sig i et vadested. Den klassiske økonomiske tænkning, liberalismen, havde hidtil hævdet, at man i kriser blot skulle lade økonomien og markederne i fred, lade krisen rase ud, så ville økonomien finde tilbage til en ny balance og harmoni mellem produktionsfaktorerne og mellem udbud og efterspørgsel af varer, kapital og arbejdskraft. Den tankegang var allerede under første verdenskrig sat ud af spillet, da stort set alle regeringer gennemførte omfattende reguleringer og indgreb i de økonomiske mekanismer. Det skabte samtidig et erfaringsgrundlag og beredskab hos de politiske beslutningstagere, i embedsapparatet og i organisationssystemet, som kunne sættes i værk under en krise som den i 30erne.
 På det teoretiske niveau skete der i 1920erne og begyndelsen af 30erne et opbrud fra den klassiske liberalisme, og her hørte økonomer i de nordiske lande til blandt pionererne. De markerede sig internationalt i den såkaldte Stockholm-skole med navne som Knuth Wicksell, Gunnar Myrdal og Bertil Ohlin. Herhjemme var det økonomer som Frederik Zeuthen og Jørgen Pedersen og især Jens Warming, der i slutningen af 1920erne udviklede teorien om den såkaldte multiplikatoreffekt, dvs. en antagelse af nogle brede og langsigtede virkninger af politisk-økonomiske indgreb for at fremme beskæftigelse, efterspørgsel og økonomisk udvikling. I mange henseender foregreb disse nordiske økonomer de teoridannelser, som blev sammenfattet af den britiske økonom John Maynard Keynes i hans epokegørende værk fra 1936 The General Theory of Employment, Interest and Money, og Keynes anerkendte loyalt sin gæld til Warmings teori. 4) Keynes’ værk blev jo i mange henseender bibelen for økonomisk politik i den vestlige verden i de følgende 40-50 år. Men her i Danmark kunne politikerne i første omgang klare sig med mindre ambitiøse, men ganske (snus)fornuftige ideer og planer.
Da socialdemokraterne stod foran at skulle danne sin første regering udformede man i 1923 et regeringsprogram, der blandt andet rummede en ganske enkel idé om, hvorledes man kunne imødegå eventuelle kriser. Det kunne man ved at iværksætte offentlige arbejder og derved, som det hed, ”bidrage til opretholdelse af arbejdernes hjem” og undgå de nødvendige udbetalinger af understøttelse til de arbejdsløse. 5) Det var en slags basal keynesianisme før Keynes, og der blev faktisk i de følgende år iværksat store offentlige anlægsarbejder: broerne over Lillebælt og Storstrømmen, udbygning af jernbanenettet og etablering af S-banen i København. Da disse arbejder bidrog til at binde landet sammen var der i det store og hele politisk enighed om dem. Det skete i et årti, 1920erne, som ellers var kendetegnet af en kamp om magten i Danmark mellem de to store kombattanter, Venstre og Socialdemokratiet, mellem liberalisme og socialdemokratisme, mellem land og by og mellem bonde og arbejder. Magtbalancen var i en årrække usikker, ikke mindst fordi de borgerlige fortsat beherskede Landstinget, og stemmer fra mindst et af de to partier var påkrævet for at få vedtaget en lov. Men krisens gennemslag og krisepolitikken bidrog væsentligt til, at socialdemokraterne etablerede sig som landets ledende parti i mange årtier derefter i god samklang med Det radikale Venstre. Krisen indebar på længere sigt, at alle parter måtte gradbøje deres principgrundlag – Venstre mest afgørende, da partiet under svære kvaler blev tvunget til at forlade deres stålsatte tro på liberalismen. Modsat blev socialdemokraterne i samklang med universitetsøkonomerne bestyrket i deres ideer om efterspørgslens betydning for en vej ud af krisen. Og det kom til at præge den krisepolitik og de kriseforlig, der blev iværksat fra 1931. Krisepolitikken havde også rod i de erfaringerne, man havde gjort under første verdenskrig, hvor krigsøkonomien repræsenterede en indhegning af markedskræfterne og lancerede ideen om statsmagten som en rationel aktør i netop reguleringen af markedet.
I 1931 lagde Det konservative Folkeparti stemmer til et kriseforlig, der rummede en lettelse af ejendomsskatterne, hjælp til afdrag på landbrugets gældbyrde samt ekstraordinær hjælp til de arbejdsløse. Finansieringen fandt man i en forøgelse af de indirekte skatter. Her lagde man den linje, der blev retningsgivende for de senere forlig: en afbalancering af hensynene til de to hårdest ramte samfundsgrupper, landmændene og arbejderne. Endnu på dette tidspunkt var forventningen, at krisen ville blive kortvarig og indgrebene midlertidige. Men allerede i eftersommeren 31 kom det næste slag, da England devaluerede og suspenderede guldindløseligheden. De øvrige nordiske lande gjorde umiddelbart det samme, og efter nogle dages famlen måtte Danmark følge trop med tilsvarende indgreb, idet man samtidig besluttede at introducere et mere potent instrument til værn om valutaen. Det blev i 1932 til et af krisepolitikkens mest bemærkelsesværdige og magtfulde instrumenter, Valutacentralen. Den blev paradoksalt nok til på initiativ fra liberalismens bannerfører par excellence, Madsen Mygdal, og den fik myndighed til at styre erhvervenes valutaforbrug især vedrørende importen. Valutacentralen fik et langt liv og blev, som det skulle vise sig et vigtigt redskab til styring af den økonomiske politik, og som en sideeffekt rugekasse for de følgende årtiers mest fremtrædende økonomer, embedsmænd og (socialdemokratiske) ministre. ”Psykopatklubben”, som Erik Ib Schmidt døbte den i sine erindringer. Her foregik der en teoriopsamling og idéudveksling med inspiration fra den internationale litteratur og debat. 6)
Igen i juni 1932 måtte man gennemføre kriseforanstaltninger for landbrug og arbejdsløse, denne gang med Venstre som deltager i forliget. Et valg til Landstinget i september indfriede ikke regeringens ønske om at vinde flertal. Stauning ønskede herefter en afklaring af den politiske stilling og udskrev valg til Folketinget til midten af november. Det gav kun få forskydninger; dog mistede Venstre fem mandater og indledte hermed en langvarig nedtur, der kulminerede ved valget i 1935. Mere om det senere.
Selve forliget
Omkring årsskiftet 1932/33 spidsede krisen til. Arbejdsløsheden voksede eksplosivt og landbruget skærpede kravene til devaluering og rentesænkning for at muliggøre gældskonvertering; yderligere krævede man lettelse af ejendomsskatterne; dertil kom ønsker om opkøb og destruktion af kvæg. Alt sammen sigtede på at genskabe rentabilitet i landbrugsproduktionen, vel at mærke gennem statslig intervention. Det var ønsker, som blev fremført af landbrugets officielle organisationer, men som også blev krævet særdeles højlydt fra LS. Her havde man for længst havde lagt landbrugets traditionelle liberalisme på hylden. Til landbrugets problemer føjede sig nu endnu et element, der bidrog til at fremskynde og dramatisere forhandlingerne: en trussel fra Dansk Arbejdsgiverforening om at iværksætte en stor-lockout fra den 1. februar, og det blev nok den faktor, der umiddelbart fremkaldte forliget. Arbejdsgiverne havde opsagt samtlige udløbende overenskomster og fremsat krav om 20 % lønreduktion, hvilket De samvirkende Fagforbund (DsF) kategorisk afviste. Den fastlåste forhandlingssituation fik d. 27. januar forligsmanden til at meddele, at han fandt det formålsløst at fremsætte et mæglingsforslag. Men med næsten halvdelen af de organiserede arbejdere i en ledighedssituation var en konflikt ikke ligefrem, hvad DsF eller Socialdemokratiet satsede på. Den 28. januar fremsatte regeringen et lovforslag, som forbød arbejdsgiverne at iværksætte lock-outen, forlængede de gældende overenskomster i et år og desuden udstedte et generelt strejke- og lockout forbud i samme periode. Samme dag søgte Venstre kontakt med regeringen, og i Folketinget lod Venstre forstå, at man kunne være med til at afværge lock-outen, såfremt landbrugets krav blev opfyldt. Samtidig lod Venstre forstå, at det ikke gjorde dem noget, hvis de konservative ikke blev indbudt til forhandlingerne. Der herskede iskold luft mellem de to borgerlige partier, siden de konservative i 1929 i realiteten havde medvirket til at styrte regeringen Madsen Mygdal.
Det hele endte så i med de velkendte forhandlinger i 18 timer i Kanslergade på Østerbro mellem regeringens ledende ministre og repræsentanter for Venstre. Det blev et forløb ”rigt på dramatiske optrin”, som den radikale Bertel Dahlgaard senere berettede, med det lige så kendte forhandlingssammenbrud ud på natten, et sammenbrud som Stauning ikke ville acceptere, og som han fik afværget ved at sende sin samlever, Augusta Eriksen ned i en mørk kælder efter husets sidste flaske whisky. De gode dråber opløste den fastlåste situation og sent på natten mellem den 29. og 30. januar kom forliget i hus. 7)
Forliget blev ganske omfattende. Mest presserende var det at få afværget lock-outen, og det skete ved et tilsagn fra Venstre om ikke at stemme imod et regerings indgreb i Landstinget. Madsen Mygdal måtte bøje sig og fravige sin mangeårige kamp mod ”fagforeningstyranniet”. Loven om forlængelse af overenskomsterne blev det første lovindgreb overhovedet i en konfliktsituation på arbejdsmarkedet. Men som bekendt langt fra det sidste. Hverken i 30erne eller senere. Udsættelsen af lock-outen med et år indebar en forlængelse af de gældende løntariffer, en slags kompensation for de prisforhøjelser, som var resultatet af et andet element i forliget, nemlig den devaluering af kronen, som havde været et af landbrugets hovedkrav. Forliget rummede yderligere en del sociale foranstaltninger rettet til de dårligst stillede arbejderfamilier, og det imødekom på alle væsentlige punkter Venstres krav til lettelse af landbrugernes social-økonomiske stilling. I de følgende måneder udarbejdedes og vedtoges konkrete lovforslag på alle disse områder.
For eftertiden står åbningen for gennemførelse af socialreformen imidlertid nok som den væsentligste og mest langtrækkende delaftale. Den blev mulig, ikke fordi Venstre elskede reformen eller blot stemte for den. Men fordi partiet som et led i det for landbruget nødvendige forlig accepterede at undlade at stemme i Landstinget, hvorefter socialdemokrater og radikale kunne stemme reformen igennem. Socialreformen havde været længe undervejs. I virkeligheden helt fra 1920, da Steincke i sin berømte bog ”Fremtidens Forsørgelsesvæsen” formulerede ikke alene de grundlæggende principper bag en reform, men også et detaljeret lovforslag, eller rettere forslag til de fire love, som reformen indeholdt: 1. lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsunderstøttelse, som blev vedtaget allerede i 1931 i forbindelse med kriseforliget med de konservative; 2. lov om folkeforsikring, som gjorde medlemskab af en sygekasse nærmest obligatorisk, hvis man skulle have ret til sociale ydelser; 3. lov om ulykkesforsikring og 4. lov om offentlig forsorg. Denne sidste var så afgjort den vigtigste og mest banebrydende. Den afløste fattigloven fra 1891 og loven om hjælpekasser fra 1907, og det er her retsprincippet fastlægges til afløsning af det hidtidige skønsprincip; dvs. at der nu skulle gælde faste takster til de sociale klienter frem for det hidtidige almisseprincip og skøn hos den lokale sognerådsformand eller kommunalbestyrelse. Hvor tab af de borgerlige rettigheder, herunder stemmeret, hidtil havde været reglen ved tildeling af socialhjælp, blev det nu undtagelsen, en undtagelse, der dog levede videre helt frem til 1961. Endelig skulle der i hver kommune og sogn oprettes et socialudvalg, der fastlagde den lokale praksis. Modsat Steinckes oprindelige ideer tildeltes de private filantropiske foreninger en central placering inden for forsorgen.
På længere sigt betød socialreformen, at den socialpolitiske praksis blev mere ensartet ud over landet, og at professionelle socialarbejdere efterhånden fik en fremtrædende plads i det lokale embedsværk, især i de store bykommuner. Som Søren Kolstrup skriver i Dansk Velfærdshistorie betød loven om offentlig forsorg ”fremskridt for flertallet af fattige, men brændemærkning af et fåtal der fortsat blev underkastet fattighjælpens traditionelle retsvirkninger”. På dette felt kom Danmark til at udgøre et ”særtilfælde” blandt de nordiske og en række vesteuropæiske lande, som langt tidligere fjernede de negative retsvirkninger.  8) Socialreformen blev ikke desto mindre et vældigt fremskridt både for de egentlige fattige og for de mange, der under krisen blev arbejdsløse eller mistede livsgrundlaget ved tvangsauktion eller fallit. Her blev der spændt et sikkerhedsnet, stærkere end man kendte det i andre lande.
Kanslergadeforliget og vedtagelsen af socialreformen har, som nævnt, fået en fortjent fremtrædende placering i det 20 århundredes Danmarks historie, men også i den historie om de nordiske landes særudvikling, som vi selv ynder at fortælle, og som allerede fra midten af 1930erne blev til en fortælling om den særlige nordiske model i den store omverdens optik. Det var kompromis’erne mellem de bærende klasser, bønder og arbejdere, den såkaldte rød-grønne alliance der faldt i øjnene. Det er da også rigtigt, at Kanslergadeforliget fik paralleller i Sverige (”Kohandlen” mellem Socialdemokratiet og Bondeförbundet i 1934) og Norge (”kriseforliket” mellem Arbeiderpartiet og Bondepartiet 1935) og noget senere tilsvarende i Island og Finland. Forligene og det effektive parlamentariske demokrati fik Danmark og de øvrige nordiske lande til at fremstå som en stærk kontrast til hovedtendensen på det europæiske kontinent med etableringen af stadig flere autoritære eller direkte fascistisk/nazistiske regimer.
Den nordiske paralleludvikling var ikke et tilfælde. Den havde lange rødder i et samarbejde om tværnationale lovgivningsinitiativer, med bl.a. en næsten identisk ægteskabslovgivning i begyndelsen af 1920erne. Fra 1919 mødtes de nordiske socialministre regelmæssigt til gensidig orientering, inspiration og tillige med et islæt af konkurrence om førerpladsen i sociallovgivningen. I 1932 formaliserede de nordiske arbejderbevægelser deres samarbejde i den nordiske samarbejdskomité, SAMAK, der helt til vore dage har spillet en rolle som afsæt for politikudvikling i de nordiske lande. 9)
Et af de mest bemærkelsesværdige fællestræk ved de nordiske arbejderbevægelser var den næsten samtidige ny-orientering, hvor socialdemokratierne transformerede sig fra at være klassepartier baseret primært på arbejderklasserne til at fremstå som klasse- og folkepartier. Det var begyndt med det svenske socialdemokratis adoption omkring 1930 af det oprindeligt konservative begreb om Sverige som et ”folkhem”, og det danske parti fulgte linjen op, da det i 1934 vedtog manifestet ”Danmark for Folket”, som i alt væsentligt var formuleret af Stauning. Her hed det blandt andet: ”Nu er det Tid. Ikke til fantastiske Eksperimenter og lovløse Handlinger, ikke til Trusler og Forsøg paa at nedbryde et ordnet Samfund, men det er Tid til at skabe det Folke-Fællesskab, der vender sig mod Lovløsheden og sætter sig hele Samfundets opbygning som Maal for den nærmeste Fremtids Arbejde. Arbejderklassen naaede vidt frem i Kraft af Solidaritet og Sammenhold, men hele Folket bør være med, naar de, der forstaar Produktionens Betydning samler sig om Tidens Gerning.” Og manifestet sluttede: ”Vi er Smaafolk i Danmark, men der er Vilje, Arbejdsmod og Fremdrift i Folket, og det skal ogsaa ses paa det politiske Arbejde. Frem til Dagens Gerning. For Hjem og Børn, for Folk og Land. Danmark for Folket.” 10)
Bag de højstemte ord gemte sig også en forsoning med det nationale og de danske folkelige traditioner. Kanslergadeforliget havde vist, hvad man kunne udrette i praksis til gavn for folket. Nu handlede det også om ikke at overlade det nationale og det folkelige til de mere skumle kræfter, der rumsterede på den konservative og nazistiske højrefløj. Kerne begreberne i nazismen var jo netop Volk, völkisch, og Volksgemeinschaft. Dem var der ingen grund til at forære de danske nazister.
”Danmark for Folket” udstak imidlertid også en strategi for national overlevelse i en forventet langvarig krise. Midlet hertil skulle være en socialistisk inspireret planøkonomi i demokratisk regi og med en meget aktiv statsmagt. Appellen til den brede befolkning handlede om at sikre vælgermæssig tilslutning til denne strategi og til det, der lurede lidt ude i fremtiden, nemlig en grundlovsændring. Den blev lykkeligvis ikke til noget.
Appellen til folkefællesskabet viste sig effektiv. Ved folketingsvalget i 1935 – med det berømte slogan ”Stauning eller Kaos” – opnåede Socialdemokratiet godt 45 % af stemmerne, flere end nogensinde før eller siden. Venstre derimod måtte se sig reduceret med 10 mandater. Det var et valg, der i mange årtier frem gravlagde landbrugsliberalismen og for lang tid sikrede Socialdemokratiets position som dynamisk drivkraft i det danske samfund – når vi vel at mærke ser bort fra besættelsestiden.
I kølvandet på kanslergadeforliget og gennemførelsen af socialreformen tilegnede  Hartvig Frisch i 1933 sin store bog ”Pest over Europa” Thorvald Stauning i anledning af dennes 60 års dag. Her skrev Frisch i det berømte og hyppigt citerede ”Nordiske Forord” en hyldest til det demokratiske Norden, hvor det blandt andet hed: ”Nu er Lejligheden inde til for os at vise, at der er Knogler og Marv i det nordiske Demokrati. Det var Bønderne i Norden, der førte Parlamentarismen til Sejr og skabte det politiske Demokrati – den Ære er deres. Det er Arbejderbevægelsen, der har bygget videre paa dette Grundlag og støbt Fundamenterne til det sociale Demokrati. Bygningen er ikke rejst endnu, og der er haardt Arbejde nok for den kommende Generation, men Fundamenterne er støbt, og enhver nordisk Arbejder og Bonde, Haandværker og Funktionær, Aandsarbejder og Kunstner har Grund til at værne og forsvare den Indsats, der her er gjort, mod ethvert Forsøg paa at indføre Diktatur og Voldsmetoder, hvad enten de kommer fra Øst eller fra Syd.” 11)
Demokrati og social tryghed som det bedste værn mod politisk-ideologisk ekstremisme på venstre- og højrefløj blev en bærende søjle i dansk politik i de følgende mange årtier.

Noter:
1) Den politiske og økonomiske baggrund for septemberforliget er grundigt behandlet af Henrik  Nissen i Søren Mørch (red.): Danmarks Historie, bind 7. Tiden 1914-1945. København  (Gyldendal) 1988, s. 240-297. Se desuden Vagn Dybdal m.fl.: Krise I Danmark. Strukturændringer og krisepolitik I 1930’erne. København (Berlingske Forlag) 1975.
2)  Eric Hobsbawm: Age of Extremes. The Short Twentieth Century 1914-1991. London 1994  (Abacus), s. 85-141. (Dansk oversættelse 1997).
3) Torben Ankjærgaard: Småborgerskab og krise. En analyse af LS’s samfundsopfattelse i 1930’erne. In: Historievidenskab 13-14, 1978, s. 123-49.
4) Niels Henrik Topp: Udviklingen i de finanspolitiske ideer i Danmark 1930-1945. København  (xx) 1987.
5) ”Odense-programmet”. Arbejdsprogram vedtaget på Socialdemokratiets kongres i 1923. Trykt  i Claus Bryld: Det danske socialdemokrati og revisionismen. Bind 2, 1914-1930’erne. Århus  (GMT) 1976, s. 166-68.
6) Erik Ib Schmidt: Fra psykopatklubben: erindringer og optegnelser. København (Gyldendal) 1993.
7) Henning Grelle: Thorvald Stauning. Demokrati eller kaos. En biografi. København (Jyllands- Postens Forlag) 2008, s. 333-43.
8) Søren Kolstrup: Fra fattiglov til forsorgslov. I: Jørn Henrik Petersen, Klaus Petersen og Niels  Finn Christiansen (red.):Mellem skøn og ret. Dansk velfærdshistorie, bind 2 1898-1933. Odense  (Syddansk Universitetsforlag), s. 229-33.
9) Klaus Petersen: Constructing Nordic Welfare? Nordic Social Political Cooperation 1919-1955.  I: Niels Finn Christiansen m.fl.(red.): The Nordic Model of Welfare – A Historical Reappraisal.  Copenhagen (Museum Tusculanums Forlag 2006), s. 67-98.
10) Danmark for Folket er optrykt i Claus Bryld anf. arb. s. 169-91.
11) Hartvig Frisch: Pest over Europa. Bolschevisme – Fascisme – Nazisme. København (Henrik  Koppels Forlag) 1933, s. 9.