3. del af serien Plads til os alle om arbejderbevægelsens historie.

I otte temaer skildres udviklingen fra industrialiseringens barndom til nutidens informationssamfund gennem personlige beretninger, arkivfilm og fotos, malerier fra tiden, avisklip og små rekonstruktioner.

I 1998 udbrød der for første gang i 13 år storkonflikt. Befolkningen hamstrede mælk, gær og benzin. 100 år tidligere, i 1899, var befolkningen vidne til den første landsdækkende arbejdskamp. Arbejdsgiverne forsøgte at knække den unge fagbevægelse. Efter 4 måneders konflikt blev der indgået forlig. Nu skulle der være ordnede forhold på arbejdsmarkedet. Så enkelt gik det dog ikke. Filmen beretter om, hvorfor bægeret nogle gange flyder over - fra kampen om 8 timers dagen til Ri-bus chaufførernes sammenstød med politiet.

• Minut-tæller: 00:00
• Minut-tæller: 12:05-
• Minut-tæller: 24:27-
• Minut-tæller: 37:24-

Minut-tæller: 00:00

Lydside og tid	Billedside
Musik: 02.00
Fortælleren: 00.34 I februar 1995 gik buschaufførerne i Esbjerg i strejke. De ville ikke finde sig i en lønnedgang på 30.000 kr. om året. Det var hvad de kunne regne med efter at busdriften var overgået fra det offentlige til det private busselskab Ri-bus.
Musik: 00.50
Fortælleren i billedet: 01.27 Da Ri-bus fyrede de strejkende chauffører og ansatte strejkebrydere til at køre busserne, etablere de fyrede chauffører blokade mod selskabet. Det gik voldsomt til, og offentlighedens søgelys blev hurtigt rettet væk fra det som egentlig var sagens kerne: Nemlig buschaufførernes lønnedgang på 30.000 kr. om året. I stedet kom det til at handle om sammenstødet mellem på den ene side blokadevagterne og de tilrejsende sympatisører og på den anden side politiet.
Arkivindslag: 01.55 Billeder fra Ri-busdemonstranters konfrontation med politiet.
Fortælleren: 02.06 Efter ni måneder gav chaufførerne op. Konflikten var tabt. De havde ikke fået økonomisk støtte fra deres fagforbund, SID. Alligevel blev SID i arbejdsretten idømt en bod på 2,5 mill. kr. for ikke aktivt at have forsøgt at stoppe konflikten.
Arkivindslag: 02.24 Dommens konklusion er således: Thi kendes for ret. Specialarbejderforbundet i Danmark skal til Dansk arbejdsgiverforening betale en bod på 2 mill. kr. SID - chaufførernes fagforening i Esbjerg skal til Dansk Arbejdsgiverforening betale en bod på 500.000 kr.
Fortælleren: 02.48 Det var langtfra første gang et fagforbund blev idømt bod for en overenskomststridig strejke. Arbejdersiden har gennem tiderne betalt over 90% af det samlede bodsbeløb Arbejdsretten har idømt. Derfor er den også blevet anklaget for at være en klassedomstol, hvor det nærmest er umuligt for arbejdersiden at vinde en sag.
Fortælleren i billedet: 03.16 Arbejdsretten her blev grundlagt som en konsekvens af septemberforliget fra 1899 - det der siden er blevet kaldt arbejdsmarkedets grundlov. Forliget kom til efter det, der nok må betegnes som Danmarkshistoriens største arbejdskamp, nemlig Storlockouten i 1899, hvor den dengang nystartede arbejdsgiverforening en gang for alle ville sætte fagforeningerne på plads.
Fortælleren: 03.48 I årene op til storlockouten havde der været mange strejker. Det handlede ofte om løn og arbejdstid, men også om retten til at organisere sig. Det gjorde det i 1892 da natmændene gik i strejke. Natmændene tømte latriner, og da København endnu ikke var kloakeret, var både rige og fattige afhængige af natmændenes service.
04.10 Københavns Renovationskompagni satte skruebrækkere til arbejdet. Men Lyngsie, der var arbejdsmændenes formand, havde beordret natmændene til at aflevere de mange hundrede nøgler til baggårde og lokummer i en stor bunke. Ingen kunne finde ud af hvilke nøgler, der passede hvor, så stinkende lokumsspandene begyndte at hobe sig op i hele byen. Klager og bønskrivelser strømmede ind til kommunen. Renovationskompagniet måtte give op. Og natmændene fik ret til at være i fagforening.
Fortælleren i billedet: 04.43 Den slags strejker hørte til dagens orden. Som et modtræk begyndte arbejdsgiverne at lockoute arbejderne - dvs. udelukke dem fra arbejdspladserne. For at stå samlet overfor en stadig stærkere fagbevægelse oprettede de i 1896 Dansk Arbejdsgiverforening her. To år senere svarede arbejdersiden igen med oprettelsen af De Samvirkende fagforbund - det der i dag hedder LO.
Fortælleren: 05.13 De samvirkende var kun ét år gammel, da arbejdsgiverne besluttede sig for, at nu skulle fagbevægelsen sættes på plads. De udvidede en lille jysk snedkerstrejke til en landsdækkende lockout. Og den 19. maj 1899 blev 30.000 arbejdere sat på gaden - det var mere end halvdelen af De samvirkende Fagforbunds medlemmer.
05.37 Arbejdsgivernes formand Niels Andersen, sendte De samvirkende Fagforbund et brev hvori han meddelte, at enhver forhandling var håbløs. Så tog han på fem ugers kurophold i Tyskland. Lockouten lammede de større byer, og borgerlige kredse forsøgt at mægle. Men for arbejdsgiverne handlede det ikke om at finde en løsning, så i stedet for at indgå forlig smed de yderligere 10.000 arbejdere på gaden. Fagforbundene kunne kun betale en lille understøttelse, og nøden begyndte at brede sig i arbejderkvartererne. Det fortæller maleren Anton Hansen om i sine erindringer:
Stemme: 06.15 Fattigdommen i arbejderkvartererne udartede til forhold, der lå på grænsen af hungersnød. Hjemmene blev hurtigt ribbede, alt, hvad der kunne lånes et par ører på, vandrede til pantelåneren, dyner, lagner, gangtøj, tilbage blev kun det allermest nødvendige, og ting, der var så slidte og dårlige, at selv pantelåneren ikke ville udlåne ti øre på dem. Husleje blev ikke betalt, men da de fleste husejere var klare over, at de heller ikke kunne vente leje af eventuelle nye lejere, lod de tingene gå deres skæve gang og ydede dermed, omend ufrivilligt, deres bidrag til arbejdernes kamp mod lockouten.
Fortælleren: 07.01 Modstanden mod Hungerkrigen, som lockouten blev kaldt, rakte langt ind i borgerlige kredse. Der blev således stiftet en "komite for indsamling til de udelukkede arbejdere". Den lavede mad til koner og børn. Og der blev også oprettet beklædningstuer, hvor arbejderne kunne hente tøj. Og mange landmænd tog børn fra byerne på ferieophold.
07.24 Det var stenge tider for de lockoutede og deres familier, men de holdt ud, fortæller De samvirkende Fagforbunds kasserer Emmanuel Svendsen:
Stemme: 07.33 Så hård og lang kampen var, og så store ofre den krævede, så var der dog ingen af os, der var ængstelige for, at arbejdsgiverne skulle få deres vilje og få knust fagbevægelsen. Jeg erindrer ikke at nogen af lederne omgikkes den tanke. Man var kommet ind i kampen, og på et idiotisk grundlag, men nu var den der altså, og så måtte man tage den og klare den.
Fortælleren: 08.01 Det var den største arbejdskamp verden nogensinde havde set, og begge parter hentede hjælp i udlandet. Arbejdsgiverne sikrede sig, at de der forsøgte at få arbejde i Tyskland også blev udelukket dér. Og på arbejdersiden strømmede indsamlede bidrag ind. Der kom 194.000 kr. fra Tyskland. En enorm sum på det tidspunkt, hvor en vellønnet arbejder tjente 1.000 kr. om året. Mindre beløb kom fra England, fra USA, fra Sverige og Norge. Og selv fra lande i Afrika kom der 1.400 kr. Imens ventede arbejdsgiverne på, at arbejderne skulle give op. Da lockouten havde varet i 10 uger skrev Social-Demokraten en bitter artikel:
Stemme: 08.46 I 10 uger har arbejdsgiverne nu siddet og længtes efter, at sulten skulle gøre sin virkning, de har set opmærksomt på alle de arbejdere, de tilfældigt mødte, om kinderne var blevet rigtigt gustne, om øjnene var blårandede, om benene vaklede. De har lagt mærke til arbejdernes børn, der sad ved rendestenen, om sulten havde sat rigtigt spor i disse små magre legemer. Men arbejdsgiverne er gået bedrøvede videre. Der var spor af sultekampens måneder, men de var ikke dybe nok.
Fortælleren i billedet: 09.22 Endelig den 4. september - efter 4 måneders konflikt - ja da måtte arbejdsgiverne indse, at fagforeningerne var kommet for at blive. Der blev indgået et forlig, som anerkendte arbejdernes ret til at organisere sig, men som samtidig bekræftede arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Der blev også aftalt en række fagretslige regler. Regler, der sidenhen førte til oprettelsen af Arbejdsretten her.
Fortælleren: 09.51 Fagbevægelsen og arbejdsgiverforeningen anerkendte hinanden som ligeværdige parter, som skulle løse uenigheder ved overenskomstforhandlinger eller voldgift. Spontane strejker mod arbejdsgivere med overenskomst blev fra da af et brud på reglerne, og kunne straffes med bod til de strejkendes fagforbund og det skabte splittelse.
10.12 Nogle af de utilfredse fandt sammen i den syndikalistisk Fagoppositionens Sammenslutning. De foragtede septemberforliget og arbejdet i Rigsdagen, og mente at socialismen skulle gennemføres ved hjælp af generalstrejke. De samvirkende og Socialdemokratiet førte en ubønhørlig kamp mod disse splittelsesfolk, som de kaldte dem. Stauning sagde i Rigsdagen:
Stemme: 10.36 Arbejderklassen er nået vidt frem ved netop at vise respekt for indgåede aftaler, thi det gav også en ret fra arbejdernes side til at kræve respekt fra den anden parts side. Jeg forudser den største skade for arbejderne selv, hvis respekten for overenskomster nedbrydes.
Fortælleren: 10.56 Alligevel var der fagforeninger, der blev overtaget af syndikalisterne. Det var ofte en begrænset succes. De revolutionære aktivister havde svært ved at opnå resultater, og blev vippet af pinden igen. Men i de urolige år efter 1.verdenskrig havde de en vis opbakning - især hos bygningsarbejderne. Og det var dem, der skabte det pres, som førte til 8-timers arbejdsdagen.
11.22 Kravet om en 8-timers arbejdsdag var fremsat af arbejderbevægelsen første gang i 1889. På hver eneste 1. maj dag og ved hver eneste demonstration siden var bannerne med 8 timers arbejde, 8 timers frihed og 8 timers hvile båret frem. Nu skulle det være, mente murerne. I maj 1918 begyndte de at gå hjem kl. 12 om lørdagen, og det blev indledningen til et års kamp om det 30 år gamle krav. Murerne led et sviende nederlag. I Arbejdsretten fik de en bod, der var så stor at fagforeningen gik konkurs. Men de fik arbejdstiden sat i centrum for den faglige politik.

Minut-tæller: 12:05-

Lydside og tid	Billedside
Fortælleren i billedet: 12.05 De samvirkende Fagforbund ville ikke fravige arbejdsmarkedets regler. Men ude på arbejdspladserne der ville man have 8 timers dagen. Og det førte til strejker og demonstrationer og til sammenstød med polititet. Og i en tid, hvor arbejderne i de andre europæiske lande valgte at lave revolution, ja da valgte arbejdsgiverne at bøje sig. Og i maj 1919 - et år efter at murerne havde begyndt deres gå-hjem aktion - blev der ingået forlig om 8 timers-dagen - eller en arbejdsuge på 48 timer om man vil. Emmanuel Svendsen, der var forhandler for De samvirkende Fagforbund fortæller om resultatet:
Stemme: 12.48 Formanden for arbejdsgiverne, Hauberg, var meget alvorlig og meget bevæget, da han meddelte, at nu var man gået med til 8 timers dagen. Han udtrykte sin angst for gennemførelsen og sagde vendt mod os:- Ansvaret er Deres, mine herrer...Vi var meget betagede af resultatet. Lyngsie var vildt begejstret. Han inviterede os ud til sin villa i Bagsværd til en lille festlighed, og han hejste sit store dannebrogsflag i dagens anledning.
Fortælleren: 13.21 Socialdemokratene nægtede at give syndikalisterne deres del af æren for sejren. Tværtimod. I Social-demokraten advarede Borgbjerg ordentlige arbejdere mod dem:
Stemme: 13.34 Drag af sejren den rette lære: De gode frugter plukkes kun, hvor sammenholdet er ageren, og hvor troskaben mod socialismens principper er den gærende saft i hver eneste gren og fiber i vor stolte bevægelse. Lad syndikalister, spartakister, separatister og af hvad navn nævnes kan, kun mødes i sur misundelse og galdegrønt had.
Musik: 13.59
Fortælleren i billedet: 14.18 Første runde i kampen om 8-timers arbejdsdagen var vundet. Men ved overenskomstfornyelsen i 1922 krævede arbejdsgiverne 8-timers dagen afskaffet og det endda sammen med en lønnedgang på 15%. Fagforbundene sagde nej. Forhandlingerne brød sammen og den 15. februar begyndte arbejdsgivernes storlockout. Mange steder i landet fik konflikten et dramatisk forløb. Værst her i Randers, hvor det endte med generalstrejke.
Fortælleren: 14.48 Baggrunden var, at et frøfirma i Randers satte skruebrækkere til at losse et skib med såsæd. De lockoutede arbejdere stimlede sammen på havnen, og kort efter eksploderede raseriet fortæller den senere kommunistiske folketingsmand Martin Nielsen, der dengang var sekretær i Arbejdsmandsforbundet i Randers:
Stemme: 15.10 Underfor politiafspærringen stod nogle tomme jernbanevogne. En af disse blev sat i bevægelse mod mængden. Et varselsråb lød. Politibetjentene sprang til side. Skruebrækkerne ligeså. Og et øjeblik efter knuste jernbanevognen lossebroen. Alle muligheder for skruebrækkeri var blokerede.
Fortælleren: 15.30 Samme aften holdt arbejderne møde og krævede skruebrækkere og politi fjernet fra havnen. Det ville politimesteren ikke høre tale om. Han smed nogle af de arbejdere, der havde deltaget i mødet i fængsel i 30 dage, og erklærede Randers i undtagelsestilstand. Det fik arbejderne på de kommunale gas-, el- og vandværker til at gå hjem. Generalstrejken var en realitet. Politimesteren tilkaldte dragonerne og et hold skruebrækkere fra Samfundshjælpen, der skulle holde de kommunale værker i gang.
16.06 Samfundshjælpen var en organisation af skruebrækkere, der blev oprettet af højre-kredse i 1920. De skulle træde til når strejker lammede samfundsvigtige funktioner og dermed give strejkebryderne et skær af moralsk berettigelse.
16.22 I Randers blev stejkebryderne fra samfundshjælpen beskyttet af politi og militær. De strejkende fik ingen hjælp. De samvirkende Fagforbund slog strejkekassen i. Formanden C.F. Madsen mente, at det hele var kommunisterne og syndikalisternes værk, og det ville man ikke støtte. Det var det nu langtfra. Arbejderne i Randers havde bare fået nok af skruebrækkeriet. De mødte da også sympati og støtte fra byens handlende og fra småbønderne i omegnen, der indsamlede over 100.000 kr. til arbejderne i Randers i den måned strejken stod på.
16.57 Den landsdækkende konflikt sluttede med et forlig den 10. april. De Samvirkende accepterede at lønnen blev sat ned, men 8-timers dagen blev der ikke rørt ved. Først en uge senere opgav arbejderne i Randers, og gik på arbejde igen.
17.15 På længere sigt var det strejkebryderne fra Samfundshjælpen, der tabte. De blev sortlistet og kunne ikke få andet arbejde end det de kunne tigge sig til hos Samfundshjælpens støtter. En af de sortlistede skrev til Ritmester Secher i Randers:
Stemme: 17.31 Sagen er, at jeg ved at have arbejdet i Randers er kommet på samtlige fagforeningers sorte tavle. Her i Varde er jeg således udelukket fra alt arbejde, og enhver mester som vil prøve at antage mig bliver blokeret. Skulle det stå i Ritmesterens magt, så vil jeg bede Dem om De ikke kunne skaffe mig et eller andet.
Kor: 17.56 En æreløs og fej bandit der svigter alt og alle og gerne, når han ser sit snit la'er sig på maven falde og kryber for den fabrikant der ham i støvet smækker en nedrig, lumpen sykofant det er en skruebrækker. Hans liv det er en fortsat kamp med alle ædle tanker selv ikke med en portion tamp fornuft man i ham banker et skurkeliv er sluttet når han sig til hvile lægger og på sin grav til indskrift får den lumpne skruebrækker
Fortælleren i billedet: 19.11 I de fleste fag var 8-timers arbejdsdagen sikret efter konflikten i 1922. Men det var roen på arbejdsmarkedet ikke. Overenskomst-fornyelserne i 1925 endte i en storkonflikt. Og da De samvirkende Fagforbund indgik forlig udenom arbejdsmændene meldte de sig ud af de samvirkende, og de blev ude i 3 år. Det trak op til international krise. 30'erne - socialdemokratiets årti med Stauning som landsfaderen - var præget af massearbejdsløshed. Det satte sine spor, fortæller en murerarbejdsmand:
Stemme: 19.49 Gennem det meste af 30erne gik jeg arbejdsløs 7-8-9 måneder om året. Man gik på fagforeningsunderstøttelse, krisehjælp og lånekontor og følte bittert og ubarmhjertigt hvilke fornedrelsens år det var i sin ungdoms såkaldte vår. Var hænderne ledige, knyttedes de dog oftere og oftere, var lommer og maver tomme, blev dog hoved og sind langsomt fyldt, blot mere af skygger end af lys. Den behandling man for det meste fik udviklede langsomt men sikkert noget farligt i én - først og fremmest et stille luende had til magthavere og magtmisbrugere blandt arbejdsgivere og myndigheder, politi, retsvæsen og politikere og socialkontor.
Fortælleren: 20.44 De arbejdsløses vrede voksede, og i 1931 begyndte arbejdsløshedsbevægelser - en del af dem på kommunisternes initiativ - at demonstrere rundt om i landet. Flere steder kom det til kampe med politiet, bl.a. i Århus.
Fortælleren i billedet: 21.01 Men de mest dramatiske begivenheder udspillede sig her i Nakskov. Byen var en socialdemokratisk højborg, en arbejderby, der efter en del gode år oplevede en stor arbejdsløshed. I 1931 grundlagde de arbejdsløse her i byen en organisation, der skulle skaffe flere penge i hjælpekassen. Under et byrådsmøde gik 1500 af de arbejdsløse så i demonstration her til rådhuset. 150 af dem tog plads inde i selve byrådssalen, og der opstod en del tumult. Men mødet endte med, at et skrækslagent byråd - enstemmigt endda - vedtog en bevilling på 20.000 kr. til hjælpekassen.
Fortælleren: 21.43 Dagen efter drøftede Rigsdagen sagen. Det måtte forhindres, at arbejdsløse landet over fik det indtryk, at de kunne tvinge byråd til indrømmelser. Lederne i Nakskov blev idømt 4 og 6 måneders fængsel. Byrådet annulerede bevillingen, men lod alligevel hjælpekassen overskride sin bevilling uden at der blev sat beløb på.
22.04 Men det bragte ikke roen til Nakskov. 1. maj indkaldte det Kommunistiske Parti til demonstration, men politimesteren forbød mødet. Det var et klart grundlovsbrud, og Nakskovs arbejdere trodsede forbudet og mødte op på torvet. Hele politistyrken var på plads. "Få minutter efter sang kniplerne over rygstykkerne og hyl og skrig flængede luften", skrev det lokale Tidende dagen efter.
22.31 Næste dag mødtes 2-3.000 mennesker for at protestere mod polititerroren. Politiet barrikaderede sig på politistationen, og Politimesteren gav ordre til at skyde, hvis nogen prøvede at trænge ind. Undenfor kastede demonstranterne med sten og politimesteren ringede efter forstærkning. Klokken var ét om natten, da militæret fra Vordingborg nåede frem, men da var demonstranterne gået hjem i seng.
22.57 I det efterfølgende retsopgør blev ni mænd, der blev anset for hovedmændene, idømt fængselsstraffe. Om det var de egentlige hovedmænd bag urolighederne, var der stor tvivl om. Blandt andre arbejdsmændenes formand i Nakskov Emil Koch, fik ét år, selvom han havde prøvet at stoppe optøjerne.
Fortælleren: 23.18 Arbejdsløshedsbevægelserne gjorde et dybt indtryk på Socialdemokratiet, der forlangte, at de arbejdsløses forhold skulle forbedres og at der skulle sættes offentligt arbejde i gang. Den borgerlige modstand betød, at det ikke blev til noget før efter Kanslergadeforliget i 1933. Men efter forliget blev der sat omfattende offentlige arbejder i gang. Og det er takket være indsatsen mod arbejdsløsheden i 30'erne, at vi har fået bygningsværker som Storstrømsbroen og den gamle Lillebæltsbro her bag ved mig.
Arkivindslag: 23.50 Filmsekvens fra indvielsen af den gamle Lillebæltsbro.

Minut-tæller: 24:27-

Lydside og tid	Billedside
Fortælleren: 24.27 I løbet af 30erne hvor socialdemokraterne var i regering med de radikale skulle der findes en balance mellem fagbevægelsens lønkrav og regeringens økonomiske ansvar. Derfor var regeringen aktiv når overenskomsterne skulle fornys. I l933 og 36 dikterede den nærmest overenskomsterne. Men da indgrebene mest var til fordel for arbejdersiden holdt fagbevægelsen sig i ro. Og befolkningen bakkede op ved at give Socialdemokratiet det største stemmetal nogensinde. Men kommunisterne fik også valgt deres første folketingsmedlemmer i 30'erne, for når utilfredheden en gang i mellem kogte over var det Kommunisterne, der var i front.
25.16 Den situation blev skærpet under 2. verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark. I lyset af samarbejdspolitikken med tyskerne accepterede fagbevægelsen først et lønstop og derefter en lov, der totalt forbød strejker. Resultatet var, at reallønnen faldt under den 5 år lange besættelse, mens dele af industrien og især entreprenører og landbruget scorede store gevinster på samarbejdet med tyskerne.
25.46 Gryden kogte over med folkestrejkerne i 1943. Strejkerne drejede sig ikke kun om at få højere løn, raseriet var i langt højere grad rettet mod tyskerne og mod samarbejdspolitikken. Resultatet blev at regeringen måtte gå af i august 1943. Samarbejdspolitiken var slut. Socialdemokraterne var rasende. I et cirkulære skrev de blandt andet:
Stemme: 26.11 Gennem 3 år viste vor politik sin berettigelse og sin holdbarhed. Målet: at skåne land og folk for krigstidens ulykker nåedes så vidt, at ingen anden politik kunne havde givet blot tilnærmelsesvis så godt resultat. Men denne vej er blevet undermineret af den koalition af chauvinister og kommunister, der ansvarsløst og skjult har søgt at mistænkeliggøre samarbejdets mål og midler. De har tilsigtet at fremkalde sabotage og uro i befolkningen og på arbejdspladserne. Derfor er ansvaret deres for den situation som nu er opstået, og de skal fastholdes på deres ansvar for, at det inden krigen sluttede kom dertil, hvor vi i øjeblikket befinder os.
Fortælleren i billedet: 27.01 Det blev dog ikke modstandsbevægelsen, men Socialdemokratiet, der blev straffet for sine holdninger. Ved det første valg efter krigen fik Socialdemokraterne en gevaldig lussing samtidig med at kommunisterne blev styrket. Men hverken kommunister eller socialdemokrater ville støtte arbejderne, da de ved overenskomstforhandlingerne i 1946 krævede krigens lønefterslæb honoreret.
Fortælleren: 27.27 Venstre havde regeringsmagten og var vanen tro imod alt hvad arbejderne forlangte. Så da arbejdersiden nedstemte forligsmandens mæglingsforslag, blev det ophøjet til lov. Det kunne slagteriarbejderne ikke acceptere. Deres arbejdsforhold var sådan, at de blev afskediget om fredagen og genansat mandag morgen. De ville have løn for seks dage ligesom alle andre. De fortsatte deres strejke, og i løbet af få timer var der generalstrejke i København og strejker rundt om i provinsen. Det holdt kun få dage. For der var ingen støtte at hente i fagbevægelsen. Heller ikke hos DKP, der i Land og Folk opfordrede arbejderne til at genoptage arbejdet:
Stemme: 28.08 Det rette tildspunkt til at genoptage arbejdet er inde nu. Arbejderhæren rykker igen samlet ind på fabrikkerne, men ikke for at gå i hi, nej årvågent og kampberedt, så enhver er klar over, at der ikke i dette land kan regeres mod arbejderne.
Fortælleren: 28.26 På trods af den braldrende tone var beskeden klar: der skulle være ro på arbejdsmarkedet. Det var man ikke enig i på arbejdspladserne. I 1946 blev der tabt 1,5 mill. arbejdsdage på grund af strejker. Men uden opbakning fra fagbevægelsen eller kommunisterne ebbede strejkerne efterhånden ud.
Fortælleren: 28.50 50erne blev en periode hvor det med Marshall-hjælpen som lokomotiv gjaldt om at få landbrug og industri moderniseret og produktiviteten øget. Det var tidsstudiernes epoke med rationaliseringer og galloperende fremgang for akkordsystemerne. Lederne i fagbevægelsens mente, at rationaliseringerne var nødvendige for få højere løn, og i første omgang fik de ret. Produktivitet og produktion steg, og lønningerne fulgte med.
29.21 Men allerede i 1954 kom den første protest mod en udvikling, der gav mere i løn, men også betød et opslidende arbejdsmiljø. Det var hos Philips på Amager. Philips havde en rationaliseringsafdeling, der på baggrund af tidsstudier skulle fastsætte akkorder og priser. Hver eneste af arbejderens bevægelser blev beskrevet, målt og vurderet. Alle blev mere og mere irriterede over overvågningen - der bl.a. medførte, at der blev hængt sedler op ved arbejdspladserne med teksten: "I dag hviler øjnene på Dem!"
29.56 Da en arbejder, der ikke kunne klare en akkord på 16 fjernsyn om dagen, blev fyret flød bægeret over. Alle gik hjem. Strejken blev erklæret overenskomststridig. De strejkende blev idømt bod, og arbejdet blev givet frit. Både smedenes formand Hans Rasmussen og Los formand Eiler Jensen forsøgte forgæves at tale Philips-arbejderne til ro. De var i et dilemma. På den ene side støttede fagbevægelsen, at produktiviteten skulle øges for at skaffe arbejderne mere i løn. På den anden side kom det nemt til at betyde, at arbejderne ikke kunne finde ud af på hvilken side LO var. Nogle betragtede dem nærmest som fjenden, for som en ufaglært arbejder sagde:
Stemme: 30.39 Man må jo også huske på, at LO og fagbevægelsen altid er på arbejdsgivernes side. De forstår ikke, den produktionspolitik, vi fører, er forkert. Selvfølgelig skal vi have mange flere huse, hospitaler og skoler, men vi behøver ikke et nyt køleskab og fjernsyn hvert andet år. Vi kunne i stedet få nedsat arbejdstid og dermed større mulighed for at udvikle os rent menneskeligt.
Fortælleren: 31.02 Efter fem uger måtte Phillips erkende, at der var grænser for, hvor umenneskeligt rationaliseringen kunne foregå. Proceduren skulle gennemgås og ændres, og de strejkende skulle genansættes.
Fortælleren i billedet: 31.14 Philips-strejken er et eksempel på en konflikt, hvor alle - kvinder som mænd, faglærte som ufaglærte - stod ubrydeligt sammen. Den form for solidaritet har ikke altid kendetegnet fagbevægelsen. I hvert fald ikke når det gjaldt kampen for ligeløn imellem kvinder og mænd.
Fortælleren: 31.32 Under en strejke på bryggerierne i 1960 blev det gjort de kvindelige bryggeriarbejderes formand Margit Fogh Jensen pinligt klart, at kampen for ligeløn var kvindernes alene. De mandlige bryggeriarbejdere indgik et forlig, hvor de fik en lønforhøjelse og kvinderne intet fik. Kvinderne måtte alene gennem en længere kamp for at få deres lønforhøjelse og bagefter udtalte Margit Fogh bittert:
Stemme: 31.59 I 1960 under konflikten der lærte vi rigtigt, hvad det vil sige at tage en kvindekamp. For mændene gik ud på bryggerierne og hævede deres dagløn. Men de ville ikke aflevere én krone til deres medsøstre. Og det gav os den erfaring, at vi alene måtte tage den kamp.
Fortælleren: 32.20 På hver eneste kongres krævede Margit Fogh forgæves at forbundet skulle arbejde for ligeløn. Først i 1971 bøjede mændene og bryggerierne sig. Der blev indført ligeløn for lige arbejde, som der allerede var det hos HK, i tobakken og på slagterierne. Men da havde den nye kvindebevægelse også sat kraftigt fokus på kvindekampen. 1. maj 1970 stormede kvinderne talerstolen før LO formand Thomas Nielsen skulle tale og de krævede ligeløn nu.
32.49 Musik. Arkivindslag fra ligelønsdemonstrationer.
Fortælleren: 33.09 Generelt blev der ikke indført ligeløn i 1971. Først med i overenskomsten i 1973 blev ligelønnen indført på papiret - men der er langt fra principper til lønningsposer. Kvindefagene er stadig lavtlønsområder og generelt har lønforskellen mellem kvinder og mænd været voksende.
33.30 Men at kvinder kan kæmpe for deres sag viste de under strejken på den Kongelige Porcelænsfabrik i 1976. 1.270 arbejdere strejkede i 13 uger - fra juni til september. Der havde tidligere været konflikter på fabrikken, som var præget af et dårligt akkordsystem, et elendigt arbejdsmiljø med træk og giftige dampe fra malingen samt nye maskiner, der leverede dårlige platter.
33.59 Det var næsten kun kvinder, der malede det blåblomst- og musselmønstrede porcelæn. Det var håndarbejde på akkord og med stadig større krav til effektivitet. Plattedamerne krævede derfor, at alle skulle have 31,50 kr. i timen. Og hele fabrikken: arbejdsmænd, drejere, HK'ere og håndværkere sympatistrejkede.
34.23 Strejken kom til at vare i tretten uger - under stor medieopmærksomhed. Støttekomiteer over hele landet sendte penge. Og de strejkende malede kongelige mønstre på paptallerkener og solgte dem for 10 kr. stykket.
34.37 Det blev stadig tydeligere, at den egentlige modstander var Arbejdsgiverforeningen, der ville føre benhård nulpolitik overfor alle lønkrav. 70'ernes krise var ved at blive mærkbar, og der var også politisk lagt op til indkomstpolitik med begrænsede lønstigninger. Det fik endnu flere arbejdspladser til at støtte strejken. 10.000 gik i demonstration til Arbejdsgiverforeningens hovedkontor og stadig flere udtalte sig for de strejkende, bl.a. tillidsfolk, der ikke normalt støttede de såkaldt "vilde strejker".
35.19 Efter et lockoutvarsel mod hele den keramiske industri godkendte arbejderne på Den kongelige porcelænsfabrik et forlig som gav dem 30,50 kr. i timen. En krone mindre end de havde forlangt, og en fremgang på tre kroner i timen også til HK'ere og arbejdsmænd.
Arkivindslag: 35.37 Mand oplæser stemmetal: Og der er 684, der har stemt ja. Fællestillidskvinde Karin Troest taler: Ja man kan ikke undgå at være lidt berørt af den her situation, og jeg er ked af at jeg ikke kan sige tingene som jeg godt vil. Jeg vil bare sige at vi har vist, at vi har stået sammen i alle de her uger. Og jeg vil godt håbe både for jer og for os at vi i tden fremover kan stå lige så fast sammen som vi har gjort nu. Direktør i DA, Arne Lund: Strejkens langvarighed og det store tab for arbejderne, det må være klart udgangspunkt for at jeg roligt kan sige, at med det her er der ikke slået noget hul på nogen løntilbageholdenhed i en tid med indkomstpolitik.
Fortælleren: 36.44 Alligevel var der andre, der fik kæmpet sig til højere løn i kølvandet på porcelænsstrejken, og det var en bombe under den socialdemokratiske regerings indkomstpolitik. Så i 1976, da benzinchaufførerne strejkede fremsatte regeringen og de borgerlige partier et lovforslag om, at indrømmelser som blev givet under overenskomststridige strejker kunne straffes med bøde til både arbejdsgivere og lønmodtagere. Et så groft indgreb mod strejkeretten var dog mere end LO kunne acceptere og den socialdemokratiske regering måtte opgive sit lovforslag.

Minut-tæller: 37:24-

Lydside og tid	Billedside
37.24 Det var ellers ikke fordi LO holdt af de overenskomststridige strejker. De beskyldte venstrefløjen for at stå bag de vilde strejker i 70'erne. Men realiteten var, at selvom kommunisterne havde mange tillidsfolk rundt om på arbejdspladserne, kunne de ikke skabe en utilfredhed, som ikke var tilstede.
37.41 Og utilfredsheden var stor, for krisen var for alvor begyndt at kradse. Det betød afskedigelser og tab af goder, som var tilkæmpet gennem mange års fagligt arbejde. Goder som man ikke var villig til at give fra sig uden kamp. Det var typograferne i det Berlingske hus heller ikke.
Fortælleren i billedet: 38.02 I januar 1977 krævede Berlingskes ledelse en forøgelse af arbejdstempoet, en forlængelse af arbejdstiden, færre fridage og fyring af 300 mand. Og produktionen skulle standses indtil den kunne foregå på den måde ledelsen dikterede det. Typograferne blev frit stillet til at søge andet arbejde. Og derefter gik det slag i slag.
Filmindslag: 38.24 Sekvens fra filmen De 141 dage Der står i Pilestræde en kamp om magt og ret, og direktionen håber at vi kan køres træt. Vi genkender taktikken for vi har set den før, vi la'r os ikke tvinge til noget af en dør. De gemmer sig bag løgne og overenskomstbrud. Nu er tiden inde til at trykke kapitalens bylder ud. Trykke, trykke, trykke, trykke, trykke - tryk dem ud.
Fortælleren: 38.59 Resultatet blev at 108 af de 300 fyrede blev genantaget. Men det var et nederlag for typograferne, for de tider var forbi, hvor det gjaldt kampen for højere løn og velerhvervede goder. Krisen betød, at kampen stod om at bevare arbejdspladserne. De tilbagevendende overenskomststrejkers tid var også forbi. Den eneste store overenskomstkamp i 70'erne fandt sted i 1973.
39.35 Forhandlingerne mellem LO og DA brød sammen. Forligsmanden kom ind i billedet, men kunne ikke finde en løsning. Den 21. marts brød de varslede strejker og lockouter ud. Konflikten løb i 17 dage før parterne blev forliget. Set fra fagbevægelsens synspunkt var det et magert resultat. Arbejdstiden blev nedsat til 40 timer om ugen. Men lønstigningerne var små - 10 øre mere i timen - og for arbejdsmændene blev de ædt op af kontingentforhøjelser. De 17 dages konflikt havde resulteret i et underskud i strejkekasserne, som nu skulle betales.
40.12 70erne blev også årtiet med kampene om de såkaldte eksklusivaftaler. Aftaler mellem fagforbundene og arbejdsgiverne om kun at ansætte LO-organiserede arbejdere. LO rundede 1 mio. medlemmer i 1976, men det var ikke alle, der ville være med. I hvert fald ikke i Hadsund, hvor Hope Computer etablerede sig i efteråret 1972.
40.37 Arbejdsløsheden i Hadsund var høj og en stor del af arbejdskraften havde ikke nogen tradition for faglig kamp. Mange kom fra landbruget, og havde svært ved at se nytten af at lade sig organisere. Så da Hope Computer ikke ville gå med til en eksklusivaftale, var det let at erstatte de organiserede arbejdere med uorganiserede. Fagbevægelsen etablerede blokade mod fabrikken. De indespærrede tilkaldte politiet, som efter nogen tøven kom og befriede dem.
41.04 Hope Computer måtte alligevel give op og underskrive en overenskomst. Men konflikten fik et langvarigt retsligt efterspil. Ni faglige ledere og aktivister blev tiltalt for frihedsberøvelse. Under retssagen gik fagbevægelsen i demonstration med krav om frifindelse. For at understrege, hvor vigtig sagen var deltog LOs formand Thomas Nielsen. De tiltalte blev frikendt, men de borgerlige partier blev ved med at tale om frihedsberøvelse og organisationstvang og løb stormløb mod den socialdemokratiske regering, som forsvarede blokaden.
41.48 Det samme skete under blokaderne mod Bækkelund papirfabrik og fotofirmaet Info. Dér handlede det også om eksklusivaftaler, som sikrede at arbejderne var medlem af fagforeningerne. Det endte med at den socialdemokratiske justitsminister Orla Møller udsendte det såkaldte blokade-cirkulære i foråret 1976. Blokadecirkulæret slog fast at politiet skulle gribe ind overfor blokader for at sikre ind- og udkørsel til blokerede virksomheder. Fagbevægelsen blev frataget et af sine stærkeste kampmidler.
Fortælleren: 42.22 Angrebene mod de organiseredes krav om, kun at arbejde sammen med organiserede fortsatte. I foråret 1984 meldte en københavnsk buschauffør sig ud af SID med den begrundelse, at han ikke ville betale kontingent til et forbund, der støttede Socialdemokratiet økonomisk. Han fik følge af syv andre. Det fik de organiserede HT-chauffører til at kræve dem fyret.
Interview med Ole Danmark HT-chauffør: 42.46 Vi har følt, at det er de borgerlige, der har sat nogle splittelsesmagere ind, for at ødelægge fagbevægelsen
Fortælleren: 42.53 HT ville ikke fyre de uorganiserede chauffører og i et halvt år var det mere undtagelsen end reglen når busserne kørte i København.
Fortælleren: 43.01 Situationen eksploderede da HT-chaufførerne fik støtte fra andre faggrupper. I løbet af et døgn blev arbejdet nedlagt i Kastrup lufthavn og på Righospitalet. TV gik i sort. Samtlige indfaldsveje til København blev blokeret. Og det endte med, at HT måtte fyre de otte chauffører. Og med at Hardy Hansen blev idømt en bod på 20 mill. kr. i Arbejdsretten fordi han havde sagt, at der ikke var andet at gøre. Den højeste bod nogensinde.
Fortælleren: 43.33 Selvom organisationstvangen var under kraftigt angreb havde LO 1,5 mill. medlemmer, og det var en sejrssikker Thomas Nielsen, der havde takket af på LO's kongres to år tidligere:
Thomas Nielsen takker af på LO's kongres: 43.44 ...så påstår jeg, at jeg sammen med tusinder af andre tilhører generation, som har sejret ad helvede til - godt.
Fortælleren: 43.56 Det var måske lidt tidligt at udråbe sejren, for det var samme år den konservative Poul Schlüter flyttede ind i statsminister-kontoret, hvor han blev i 10 år.
Fortælleren i billedet: 44.09 Rundt om på arbejdspladserne var der en udbredt utilfredshed med den borgerlige regerings indkomstpolitik. Og nye grupper begyndte at vise deres vrede.
44.18 Nu var det de offentligt ansatte - som dem her på Rigshospitalet - der var blandt drivkræfterne i det store overenskomstslag i 1985 - det der senere blev kaldt Påskekrisen. En krise, der nær havde fået den borgerlige regering til at give op.
Fortælleren: 44.44 Det startede mandag 25. marts som en officiel overenskomststrejke, der omfattede 300.000 inden for det private område med udsigt til, at yderligere 100.000 offentligt ansatte pr. 1. april ville supplere den "private" strejke. Det fælles krav var en arbejdsuge på 35 timer.
45.04 Et regeringsindgreb var allerede planlagt før strejken, og det var ikke selve indgrebet, men indholdet som udløste den store vrede. Især omkring arbejdstiden var det provokerende ringe. Selv besindige socialdemokratiske fagforeninger krævede generalstrejke. Vrede fagforeningsaktivister, blokerede Christiansborg og den forholdsvis rolige strejke for bedre overenskomster ændrede karakter. Det blev til en massestrejke med krav om Schlüters afgang.
45.39 Schlüter var rystet, men indgrebet blev ikke taget af bordet i dét mange troede skulle blive det sidste store slag om overenskomsterne.
45.49 Det blev det dog ikke, for i 1998 gik det helt galt. Den overenskomst LO havde forhandlet sig frem til blev forkastet af medlemmerne. Hverken LO eller Arbejdsgiverne havde forstået, at kravet om mere fritid var ultimativt, så den 27. april kom det for første gang i 13 år til storkonflikt.
46.16 Den ene halvdel af befolkningen hamstrede mælk, brød og gær og bensin mens den anden halvdel så forundret til. Efter 10 dage greb regeringen ind og indførte en nyskabelse i det danske sprog: feriefridagen. Dem skulle LO-medlemmerne have to af om året. Og så kunne børnefamilierne få tre omsorgsdage på nedsat løn. Prisen var dårligere pensionsordninger. Det blev resultatet af en konflikt, som havde afsløret en afgrund mellem fagbevægelsens medlemmer og deres forhandlere. En konflikt, som fagbevægelsens top helst havde været foruden. For som der står i denne gamle bog om fagforeningskundskab skrevet i 1929 af Oluf Bertholt:
Fortælleren i billedet: 47.07 "Der kan også tænkes tilfælde, hvor strejketruslen vil føre til bedre resultater end den iværksatte kamp". Det er ord som den socialdemokratiske fagbevægelse lagt sig på sinde. Men hvis truslen alene skal føre til resultater, så er det nødvendigt, at bægeret en gang imellem flyder over.
Rulletekst: 47.28