|
 Folkeafstemningen om Danmarks tilslutning til EF i 1972 viser, at der går et skel gennem arbejderbevægelsen. Næsten halvdelen er imod. Men det er ikke de eneste trængsler i bevægelsen. Socialdemokratiets leder Anker Jørgensen kan ikke enes med LO-formand Thomas Nielsen. I 1982 overtager de borgerlige regeringsmagten som de beholder i 10 år.
EF afstemningen 1972
EF SKILLER DANMARK I TO LEJRE i starten af 1970'erne. Skal Danmark indtræde i EF eller holde sig udenfor? Også socialdemokraterne og fagforbundene er dybt splittede om spørgsmålet. I julen 1971 opstår komitéen "Socialdemokrater mod EEC", der koordinerer alle socialdemokratiske modstandsaktiviteter mod EF. Komitéen har en betydelig opbakning, og på sit højdepunkt har den henved 1500 kontaktpersoner.
MEN MODSTANDEN MOD EF bliver holdt indenfor Socialdemokratiet og dermed undgår partiet en splittelse. Modstanderne er loyale over for flertallets beslutning ligesom flertallet accepterer, at mindretallet arbejder for sit særstandpunkt. I foråret 1972 afholder arbejderbevægelsen forskellige kongresser, hvor bl.a. Specialarbejderne og Metalarbejderne klart afviser dansk indtræden i EF. LO's kongres viser derimod et tydeligt flertal for indtrædelse i EF. Striden kulminerer på Socialdemokratiets ekstraordinære kongres i september 1972 - godt tre uger før folkeafstemningen. Det bliver en lang og stridslysten debat, der tydeligt ridser de modsatte vurderinger og holdninger op. 272 stemmer for en anbefaling af EF, mens 95 stemmer for en afvisning.
AFSTEMNINGSRESULTATET ER et udmærket billede på det resultat folkeafstemningen giver: 63,3% af de stemmeberettigede danskere stemmer ja og 36,7% stemmer nej. Dermed er det afgjort. Danmark træder 1. januar 1973 ind i EF. Det er en sejr for Socialdemokratiet og i høj grad for statsminister J. O. Krag, der dagen efter trækker sig ud af dansk politikog afløses af SID-formanden, Anker Jørgensen. Anker Jørgensen går af som statsminister efter katastrofevalget i 1973, hvor venstremanden Poul Hartling danner regering.
Indkomstpolitik
I JULEN 1974, ÅRET EFTER oliekrisens start, fremlægger regeringen en økonomisk kriseplan. Planen bliver afvist af arbejderbevægelsen afvist som en indkomstpolitik, der ensidigt er rettet mod lønarbejderne. Planen kan ikke samle flertal og statsminister Poul Hartling udskriver valg. Socialdemokratiet fremlægger i valgkampen et nyt forslag, som også indeholder indkomstpolitik og med forslag til besparelser. Men deres forslag er bredere i sit sigte og rammer alle befolkningsgrupper, og den er frem for alt knyttet sammen med gennemførelsen af en ØD-ordning.
DET BLIVER SOCIALDEMOKRATIET der danner regering i januar 1975. Det er ikke længere noget socialdemokraterne føler de økonomisk kan stå inde for. Ved augustforliget i 1976 bliver der lagt en indkomstpolitisk ramme for de kommende overenskomstforhandlinger. Fagbevægelsen er stærkt utilfreds med dette indgreb i den frie forhandlingsret, som er sket uden fagbevægelsens accept, og, hvad der er endnu værre, ØD indgår ikke i Socialdemokratiets forlig. PÅ den baggrund er fagbevægelsen imod augustforliget, fordi indgrebene retter sig mod lønindkomsterne og ikke er effektive i forhold til andre indkomstgrupper.
DER BLIVER FORETAGET yderligere regeringsindgreb i 1977 og 1979. Men de mange indgreb fører ikke til de tilsigtede resultater. Arbejdsløsheden fortsætter med at stige og betalingsbalancen går den forkerte vej. Gælden til udlandet stiger og reallønnen for arbejderne falder. Det er en periode, hvor der er skarpe uenigheder og kontroverser mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen.
Anker Jørgensen og Thomas Nielsen støder sammen
LO'S FORMAND, THOMAS NIELSEN, skjuler ikke sin manglende sympati for statsminister Anker Jørgensen i 1970'erne. Ud over faglige og politiske bevæggrunde, så er det de personlige holdninger, der giver kritikken form og farve. "Den lille Napoleon" kalder Thomas Nielsen Anker. Allerede ved augustforliget i 1976 kommer det til åben konfrontation mellem de to. Thomas Nielsen udtaler sig særdeles kritisk over for regeringens politik og Anker Jørgensens ledelse af regeringen og partiet.
FAGBEVÆGELSEN ER STÆRKT utilfreds med augustforliget 1977, fordi det udhuler reallønnen, uden at der er gjort noget for at sænke arbejdsløsheden. Men prikken over i'et er regeringssamarbejdet med Venstre i sommeren 1978. Det udløser en vrede i fagbevægelsen, og regeringsdannelsen medfører utilfredshed i dele af den socialdemokratiske arbejderbevægelse. På et kontaktudvalgsmøde mellem Thomas Nielsen og Anker Jørgensen advarer Thomas Nielsen stærkt mod samarbejdet. Desuden er fagbevægelsen utilfreds medregeringsprogrammet, der er en knægtelse af den frie forhandlingsret.
DE FINANSPOLITISKE STRAMNINGER øger arbejdsløsheden og udhuler overenskomstresultatet, og ingen af de socialdemokratiske betingelser for indkomstpolitik er opfyldt. Således er der ikke taget hul på diskussionen om ØD, som er fagbevægelsens kæphest. Stik mod regeringens program kræver fagforbundene generelle satsforhøjelser, 35 timers arbejdsuge og forhøjet feriegodtgørelse. Det vil betyde lønstigninger på op mod 30%. LO forlanger desuden en skatte- og boligreform.
De borgerlige overtager regeringsmagten
I SEPTEMBER 1982 GÅR regeringen Anker Jørgensen af og overlader regeringensmagten - uden valg - til Poul Schlüters konservative, Venstre, Centrums-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Regeringsskiftet er en kulmination på en lang periode præget af kriseforlig på tværs af partierne, hvor Socialdemokratiet har mistet sit gode forhold til fagbevægelsen af bl.a. indkomstpolitikken og ØD-debatten. Nogle i LO tilkendegiver, at regeringen bør lade de borgerlige partier om at føre borgerlig politik, og derfor gå af, hvorimod SID er imod denne idé.
EFTER VALGET I 1981 ER modsætningerne blevet skærpet og den socialdemokratiske regering er ude af stand til at komme igennem med noget som helst overfor især Venstre og De Konservative. Det mislykkes for Anker Jørgensen at strikke et forlig sammen med de borgerlige og CD, så i løbet af sommeren 1982 står det mere og mere klart, at regeringens manøvrefrihed er så begrænset, at den i realiteten kun kan regere på de borgerlige partiers præmisser.
I SOMMEREN 1982 KOMMER regeringen Anker Jørgensen med et økonomisk udspil til en ny helhedsløsning. Forslaget omfatter en stram indkomstpolitik, en stramning af dagpengereglerne og nedskæring af en række sociale ydelser. SID er stærkt kritisk over for udspillet og Folketingets flertal siger nej til Anker Jørgensens model for en helhedsløsning. De borgerlige partier lugter blod og de opstiller nye krav til de økonomiske indgreb, der er af en sådan art, at den socialdemokratiske regering ikke vil lægge navn dertil. Anker Jørgensen vælger derefter at træde tilbage. En æra med Socialdemokratiet ved roret er forbi.
|
Det lange seje træk 
